Den unge libanesisk-palæstinensiske feminist, Sakmatiya, fortæller her om protesterne i Libanon og hvordan nationale og andre ’grænser’ præger hendes liv som palæstinensisk flygtning i Libanon og situationen i landet. Men nu er der håb om forandringer.
Artiklen er oversat fra arabisk til persisk af en iraner, tidligere bosat i Beirut og siden oversat og redigeret fra persisk til dansk af IF’s Mellemøstgruppe. Skribenten har ændret sit navn og ønsker anonymitet.
Sakmatiya fortæller fra Beirut
Saktamiya er en libanesisk-palæstinensisk ung kvinde, feminist og aktivist. Hun skrev i indledningen til sit opslag:
Jeg skriver denne tekst for at få forløst vreden og bekymringen over to aspekter at mit liv: det at jeg er kvinde og flygtning i en kapitalistisk, mandsdomineret verden.
I dag var en hård om end rolig dag. Ingen kastede knive efter mig. Jeg blev ikke generet af nogen der råbte efter mig. Jeg løb ikke fra den ene gade til den anden af frygt for at blive arresteret. Jeg forblev på Riyadh Pladsen i mere end ti timer. Jeg besluttede at tage hjem ved 20-tiden. Min mor er meget glad for Whats App. Hun har sendt mig tonsvis af Whats App beskeder siden i morges hvor hun siger at hun ikke vil se foto af mig blandt dem der bliver arresteret.[faktaboks id=”5828″]
Når der er nogen der siger at dette land er deres, og disse demonstrationer er deres, så spørger jeg: Er de ikke også vores? Hvis jeg bliver arresteret så vil min nationalitet være hovedtema i mediernes dækning og i anklagerne. På samme måde som mediedækningen af ildspåsættelsen i et boligkompleks i Tyre fokuserede på at brandstifterne var libanesisk-palæstinensere. Men der er også andre ting! Jeg ved hvad der sker med flygtninge når de arresteres. De libanesere som arresteres under demoerne de bliver slået. Men hvis det er en syrisk homoseksuel der arresteres, så bliver personen ydmyget og voldtaget som straf for de grusomme ting der sker i Syrien. Og jeg kender en palæstinenser som havde lidt hash på sig, men i stedet for de normale to-tre dage i arrest så blev personen idømt tre års fængsel på den lokale politistation.
Det var ikke for min mors skyld at jeg kom tidligt hjem i dag. Jeg er nemlig i gang med min egen revolution i forhold til min familie. Jeg har en tynd krop. Min krop er svag og kan ikke klare syv dage med at vandre, løbe, råbe og skrige og kun spise kager og kiks i stedet for morgenmad, frokost og aftensmad. Min palæstinensiske ven skaffer mig en taxa der kan køre mig sikkert hjem.
En ung fyr og pige kører sammen med mig i taxaen. Det holder et libanesisk flag i hænderne. Pigen siger til sin ven: ”Jeg var virkelig bange i dag, jeg troede jeg skulle dø”. Hun har palæstinensisk accent. Jeg spørger om det er rigtigt, og hun nikker ja. Jeg smiler: ”Jeg er også palæstinenser”. Hun er fra Beirut, men stammer fra Akkar i Palæstina. Hun kender ikke de palæstinensiske lejre i Libanon. Når vi flygtninge bliver spurgt om hvor vi er fra, svarer vi tre ting: 1) hvor vi bor i Libanon i dag, 2) at vi kommer fra Palæstina (hvis vi gør det) og 3) navnet på den flygtningelejr hvor den første generation af palæstinensere, dvs. Nakba-generationen fra 1948, blev født.
Hey palæstinenser, hvad laver du her?
Jeg er fra Sahmata, mine forældre boede i Rashadieh lejren i Tyre. Jeg gad vide om den her pige i taxaen ikke kender lejren hvor hendes forældre har boet. Men hun er en pige der bærer det libanesiske flag og går til demonstrationer hver dag. Ligesom mange af mine venner der også deltog i ”lejrbevægelsen” for nogle måneder siden hvor vi demonstrerede for de palæstinensiske flygtninges rettigheder. Vi ser hinanden på Riyad og Martyr Pladsen og siger: ”Hey palæstinenser, hvad laver du her?”. Den tavshedsmur som skilte libaneserne fra palæstinenserne fra flygtningelejrene, er nu kollapset, – takket være de venskabsparoler og solidaritetsråb vi hører under demonstrationerne på Riyadh Pladsen. Det er derfor vi elsker gaderne.
Jeg går rundt på gaderne fuld af begejstring, men også uro. I de fleste politiske grupperinger føler jeg mig mærkelig eller udenfor. For at føle at jeg ikke er udelukket i denne bevægelse må bevægelsen ændre den fokusering på det libanesiske flag som de fleste partier står for. Og der er fremskridt i den retning. Tilhørsforhold er en gensidig ting. Efter min mening er patriotisk afhængighed (nationalisme) en skjult form for vold, og en direkte form for vold rettet mod mig og resten af flygtningene og immigranterne.
Jeg går hen ad gaden, helt klar over at hvis jeg bliver arresteret, vil min palæstinensiske identitet gøre tingene ti gange værre for mig. Og hvis de spørger mig hvad jeg laver i de her protestdemonstrationer, kan jeg ikke lyve. Jeg kan ikke sige: ”Jeg elsker Libanon, mit andet land”. Jeg er træt af hele tiden at skulle tænke på asyl og gen-immigrations spørgsmål som bekymrer mig. Hvilket land er åbent for os – uanset vores politiske overbevisning, hvilket land vil tage imod mig og ikke berøve mig min identitet og politiske bevidsthed?
Hvilket land vil tage imod mig og dem jeg elsker og garantere at vi ikke igen udsættes for en årelang cyklus af depression og angst. Jeg vil gerne kunne elske Libanon. Ikke på grund af min følelse af fremmedgørelse. Jeg ønsker at bo i et land med mindre angst. Jeg går på gaden for at kæmpe for mine borgerrettigheder. Jeg går på gaden for at undgå at skulle ændre min dialekt som er en del af flygtningedialekten ashrafiyeh. Kun i byen Sidon oplever jeg lighed fordi mere end halvdelen af byens indbyggere er palæstinensere.
På gaden for et bedre Libanon
Jeg går på gaden for et bedre Libanon – et land jeg kan elske, hvor flygtningekvinder, queerkvinder, kontraktarbejdere og immigrantarbejdere kan føle sig sikre. Hvor vi ikke skal ryste af skræk når vi går forbi et efterretningscenter eller frygte at efterretningsofficererne skal misbruge og voldtage os. Hvor man ikke bygger apartheidmure rundt omkring lejrene. Hvor man ikke konstant skal frygte at blive syg på grund af de høje hospitalsudgifter. Hvor systemet med korruption og kaution som betingelse for bolig og arbejde er afskaffet. Hvor Libanon bliver et land med værdighed og sikkerhed for alle kvinder. Fra efterretningsvæsenets synspunkt er en palæstinensisk kvinde som går til demonstration en sabotør og infiltrator Selv denne tekst kan komme til at skade mig. Men alligevel er der masser af palæstinensiske kvinder ude i Libanons gader.
Vi ønsker ikke at gentage tidligere palæstinensiske lederes fejl – nemlig deres samarbejde med arabiske diktatorer som finansierede dem og forsøgte at sætte dem uden for indflydelse under borgerkrigen. Vi ønsker ikke at være fremmedgjorte og sat udenfor i det land hvor vi blev født. Men hvor forandring nu er inden for rækkevidde!
Vi er stolte af en bevægelse som Kvinder Rejs Jer som konfronterer patriarkatet, og betragter kampen mod patriarkatet som en del af kampen mod kolonialismen. Vi er her i dag for at kæmpe imod en politik som systematisk udelukker og marginaliserer flygtninge- og immigrantkvinder. Denne kamp må vindes før man kan tale om menneskehedens frigørelse.
