Coronakrisen har skabt generel frygt og utryghed, på grund af en ikke erklæret undtagelsestilstand.
af Helge Lampeskærm og G.naven Grævling
En pandemi er ikke en ny ting i verden, men i dagens Danmark udgør den en forholdsvis ukendt størrelse der ikke har vist sig siden den spanske syge hærgede Europa i starten af det tyvende århundrede. Til trods for at Coronavirussen hurtigt bredte sig i Kina, og kom nærmere med udbruddet i det nordlige Italien, Danmark forholdt sig afventende og ingen regnede alvorligt med at vi i Danmark ville blive ramt. Dette er kendetegnende for Danmark på mange måder, i det vi som land ikke har haft en voldsom omvæltning af tilværelsen i form af krig, sygdom eller alvorlig økonomisk krise i mange årtier.
Netop derfor vil mange formentlig huske hvor de var den onsdag aften i marts, hvor Mette Frederiksen gik frem på live TV og beordrede en omgående nedlukning af landet. Der eksisterede ingen faste rutiner eller handlemønstre for hvordan man skulle reagere herpå, ud over et primært urinstinkt om at sikre sig selv og sine nærmeste overlevelse, hvilket for manges vedkommende udmøntede sig i at tømme de lokale dagligvarebutikker for mad. Parker, veje og offentlige institutioner blev tømt på rekordfart og allerede to dage efter lå de danske storbyer øde hen.
En katalysator for dette har i høj grad været de sociale medier, og det faktum at vi i dag bombarderes med nyheder gennem telefoner og anden teknologi, der holder os konstant opdaterede. De seneste tal for coronasmittede og DRs grafer for døde og indlagte, blev pludselig det meste sete og omtalte. Kendetegnende for utrygheden har været en afmagt, over ikke at kunne gøre andet end at isolere, sig, holde sig opdateret og overholde de generelt anbefalede hygiejneregler. Ophobningen af denne frustration fik og får stadig udløb gennem opstandelsen af en kollektiv selvtægtskultur.
Under påskud af at være en af dem som Mette Frederiksen opfordrer til at løfte i flok, er der opstået en stikkerlignende kultur hvor en udefinerbar gruppe uansvarlige unge blev udpeget af staten og medierne som syndebukke for udbredelsen af Corona virussen.
I lighed med middelalderens pestofre blev denne gruppe af unge udstillet og sat i bad standing af samfundet og i medierne personificeret af Harald Toksværd der den 23. Marts skrev i politiken
”Kære voksne, det klinger hult, når I anmoder om solidaritet i krisetider – det er jer, der har smadret fællesskabet og vores fremtid. Det er svært at tage det alvorligt, når den ældre generation beder de unge udvise solidarisk adfærd under corona krisen. I er måske nok vokset op i et samfund, hvor folk tog sig af hinanden. Men – og hold nu godt fast på hat og friværdi – det er vi ikke. ”
Dette manifesterede sig i at almindelige borgere tog det på sig at ringe til politiet for at anmelde angiveligt store forsamlinger i det offentlige rum, de fleste af hvilket ikke bestod af mere end ni personer, eller som villigt opløste når ordensmagten viste sig. Hashtags som #stayhomesavelives #staythefuckhome, er i dag det værktøj som mange bruger til at udleve deres frustration og projekterer årsagen for deres situation over på en forestillet gruppe af unge eller uansvarlige mennesker spreder sygdommen i samfundet.
Ordnung muss sein
I kølvandet på nedlukningen af samfundet blev beføjelserne til landets politikredse ligeledes udvidet. Disse beføjelser der i høj grad er koncentreret om begrænsning af bevægeligheden i form af forbudszoner og forsamlingsforbud, viser sig dog også i en øget aggressivitet fra landets betjente. Dette manifesterede sig blandet andet i den ulovlige indtrængning i en gruppe unges hjem og efterfølgende anholdelse og anvendelse af peberspray på beboerne.
Butikkens regnskab skal stemme rigtigt
Men, hvor på gaden og i hjemmet politiets voldsmonopol viser sig, er det ikke bare et spørgsmål om at indskrænke menneskers bevægelser i det offentlige rum af sundhedsfaglige årsager. Truslen og brugen af vold, skal være med til at disciplinere borgere, til at være klar til at kunne gå på arbejde i morgen sunde og raske – de skal blive hjemme for profitmaksimeringen. Krisetider kaster lys over klassespændinger, hvor selv ikke den socialdemokratiske velfærdsstat kan sige sig fri, for myten om det klasse frie samfund.
I disse tider hvor meningsdannere, erhvervsledere og politikere maner til besindighed og konfliktro, skulle man jo mene, at de ville gøre noget ved omfordelingen i samfundet, hvorfra de fleste socialpolitiske problemer udspringer. Men selv dét satte man en stopper for, da de faglige ledere og kapitalen fortsatte forhandlingerne af OK 20, i noget af en ”business as usual”-facon.
Det nødvendige opgør mod storkapitalens nassen af de offentlige finanser efter finanskrisen i ’08, hvor det meste af deres genopstartskapital kommer fra bankpakker og topskattelettelser. Der var en legitim og klar dagsorden, for markante lønstigninger for lønmodtagere.
Andre gamle dagsordner, som at hæve elevlønnen, få stoppet social løndumping i byggebranchen og anerkende lokomotivførerens mangel på indflydelse i vagtplanlægningen var også på bordet.Storkapitalen kunne dog ånde lettet op da fagbevægelsen enstemmigt stemte for et ”ja”( med en stemmeprocent på lige godt under 79,8 %).
I finans kunne man se, erhvervsjournalisterne skrive lettet om resultatet.
Ikke kun fra storkapitalens egne rækker, selv også fra fagforeningerne kunne man høre advarsler om. 3F BJMFs formand Claus Westergren siger til Information ”Det ville nok ikke være det klogeste lige nu at kaste landet ud i en stor faglig konflikt.”
Der er ikke så meget at undre sig over, når det kommer til det store politiske udfald, at pacificering for at undgå konfrlikt blandt fagbevægelsens medlemmer blev dæmpet af den frygt forudsaget af det faglige lederskab.
Pacificeringen viste sig også i restaurationsbranchen, hvor 3F gik med til Horestas aftale om at nedsætte lønninger, eller arbejde uden løn.
Opgaven er os aktivister, at stå klar, så snart vi kommer ud af krisen, stille et modvægtskrav i de faglige klubber for vores individuelle lokalaftaler at få hævet øget lønstigninger hjem, og være klar over opgaven at organisere til storkonflikt, hvor vigtigt det er at få alle vores kollegaer og venner med.
Vi kan og må aldrig, regne med den faglige ledelse støtter os i kampen for bedre løn og arbejdsforhold.
Digital udenomsparlamentarisme
‘I disse tider’ hvor afstanden mellem magthavere og befolkningen vokser, er det vigtigere end nogensinde før, at man organisere sig udenomsparlamentarisk. Statens håndtering af krisen og partierne som rygklappere, gør det gældende hvor vigtigt det er at have en magtfuld udenomsparlamentarisk stemme, der kan ryste magthavernes autoritet.. Når vores statsautoriseret forsamlingsfrihed er sat ude af kraft, må vi efter bedste evne skabe alternative platforme, hvor vi kan mødes og samles.
Der er vigtigt at vi anerkender den dobbeltmagt som, ikke kun eksisterer på gaden, men også gør sig gældende gennem vores fælles projekter og det potentiale, som vi kan samle os omkring. Tag for eksempel vores 1. maj arrangement. I samarbejde med en lang række andre grupper, understøtter Konfront i år, ved hjælp af livestream en digital 1.maj. Her underretter vi hinanden om aktiviteter som sker i byen, udveksler tanker og fortæller om kreative aktioner – 1.maj bliver således en ny generalprøve hvordan, vi kan udnytte internettet til online aktivisme.
