Da den højre liberale Jair Bolsonaro vandt præsidentvalget i Brasilien i september måned, vakte det bestyrtelse hos mange kommentatorer og politikere på både højre- og venstrefløjen. Var han Brasiliens Trump? Hvad fik brasilianere til at stemme på en kvindehader, en racist og en fjende af homoseksuelle. Det forsøger James Petras at give sit bud på i denne artikel.
[faktaboks id=”1517″]To årtier med militærstyre og straffrihed til diktaturets støtter og bødler er en del af forklaringen. Brasilien blev regeret af et militærdiktatur fra april 1964 til marts 1985. Skønt militæret formelt trak sig tilbage i 1985, beholdt det kontrollen med mange magtområder og sikrede straffrihed til de tusindvis af personer der var ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne, tortur og mord.
Under det såkaldte økonomiske mirakel op gennem 1970’erne var der sektorer af middelklassen som støttede militærdiktaturet, der rummede den tredobbelte alliance: Den private business elite, den statslige virksomhedselite og militæret.
Først da regimet røg ud i en større krise i starten af 1980’erne, overdrog militæret formelt magten til parlamentarismen. Men det autoritære system forblev indlejret i den politiske kultur hos militæret og dets støtter.
Med skærpelsen af neoliberalismens økonomiske krise, korruption inden for den offentlige kultur og vækst i kriminalitet gennem det andet årti i det 21. århundrede voksede en militaristisk politisk bevægelse frem, annført af Jair Bolsonaro.
Det autoritære regimes sociale basis
[faktaboks id=”1518″]De fleste kommentatorer har ment at det var de brede massers utilfredshed men den politiske korruption der var forklaringen på højrefløjens opstigning. Andre faktorer var angiveligt: utrygheden på grund af voksende kriminalitet og moralske spørgsmål som familieværdier og lignende.
Den magtfulde økonomiske elite har spillet en afgørende rolle i forhold til Bolsonaros opstigninng til magten. Mens masserne demonstrerede i gaderne, sørgede de magtfulde eliter for at skaffe penge, legitimitet og indflydelse til Bolsonaro. Det gælder bl.a. Brasiliens nationale landbrugsorganisation og bankernes magtfulde eliter. Mere end 40 % af kongressen og senatet kontrolleres af landbrugsblokken, som åbent gik ud og agiterede for Bolsonaro.
Mange af dem der tidligere støttede eks-præsident Cardosos centrum-højre kandidat Geraldo Alickman, gik nu over til det autoritære højre og reducerede Alickmans stemmer til det halve af det forventede.
Retssystemet – under indflydelse af landbrugs- og bankeliterne – udnyttede den politiske korruption til at forfølge og miskreditere centrum-venstre politikerne og de traditionelle politiske partier hvilket førte til retssagen mod præsident Dilma Roussef fra Arbejderpartret (PT) og forfølgelse og arrestation af venstrefløjens centrale kandidat, Lula Da Silva.
Der er ikke tvivl om at den eksplosive appel til protest imod systemet, bureaukratiet og korruptionen har været en succes, rent stemmemæssigt. Men den retorik giver ikke nødvendigvis profit.
Fra autoritært system til fascisme
Bolsonaros popularitet hos eliten er baseret på hans løfter om rå angreb arbejderklassen: Han lover at indefryse offentlige lønninger i tyve år, lavere pensioner og højere pensionsalder, flere redskaber til militæret og politiet, stop for strejker og landreformer, lettere adgang til rydning af Amazonas skove, lavere skatter til de rige, deregulering af den private økonomi og privatisering af den offentlige sektor. Hans politik er præget af modellen for korporativistisk, neoliberalistisk statsfascisne. Kodeord for hans politik er: omfavnelse af militæret, business-verdenen og familieværdierne. Og fjendtlighed i forhold til arbejderkvinderne, de afro-brasilianske homoseksuelle, de oprindelige folk og andre minoriteter. Hans korstog mod kriminalitet gælder ikke bankerne, godsejerne, og industriens folk.
Fremtiden for den neoliberale fascisme?
Bolsonaro sammenlignes med præsident Trump, men der er både store ligheder og forskelle. De er fælles om foragten for kvinder, homoseksuelle, etniske minoriteter osv. og fremsætter modbydelige nationale slogans. Mens Trump fører en protektionistisk politik og fører handelskrig mod Kina, så kunne Bolsonaro aldrig drømme om at provokere landsbrugs- og handelseliten med en protektionistisk politik der ville skade disse – hans støtters – vitale interesser i eksportmarkedet.
Bolsonaros politik lyder som et ekko af regimer som Colombias og Argentinas. I Colombia har der i årtier fundet en militarisering af samfundet sted, udmøntet i omfattende brug af dødspatruljer – til støtte for regimets neoliberale dagsorden. Men Colombias oligarkiske regime afhænger ikke af masseopbakning og en karismatisk leder – som i tilfældet Brasilien. I Argentina kunne præsident Mauricio Macri nok godt tænke sig at kopiere Bolsonaros stil, men hans afhængighed af IMF og Verdensbanken udelukker en masseopbakning. Dette giver anledning til at overveje stabiliteten i det brasilianske neoliberale eksperiment.
Bolsonaros voldsomme angreb på lønarbejderne, pensionisterne, de små bønder og forretningsfolk kan få hans masseopbakning til at smuldre. I længden vil det være svært at bevare masseopbakningen i takt med de forringede leveforhold for masserne og flertallet af hans vælgerbasis. Samtidig er især kvinderne begyndt at mobilisere sig mod hans kvindefjendske og lønarbejderfjendske politik, andre grupper kan følge efter.
Det er derfor langt fra givet at den pt fragmenterede og miskrediterede centrum-venstre bevægelse ikke relativt hurtigt kan komme til hægterne igen og opstille et alternativ til det neoliberale nyfascistiske Bolsonaro-regime
