I løbet af den sidste uge har jeg flere gange taget min cykel og trodset vind, vejr og aftalepakkede dage, for at tage ned på Øen på Nørrebro. Det gamle lagerrum, som i dag blandt andet bliver brugt af kunstnere til udstillinger, performances og koncerter eller til talks og workshops, har i de sidste elleve dage været forvandlet til et lille paradis for byens feminister, BIPOCs, litteraturelskende, queers og nysgerrige.
Af Justice Monir Mooghen
Skaberne Maya Acharya og Elisabeth Bruun Gullach har manifesteret en drøm, som første gang blev italesat mellem dem tilbage i januar måned. Nemlig en pop-op bogshop og litteraturfestival for skrevne ord af BIPOC (Black, Indigenous and People of Colour) forfattere.
I løbet af de elleve dage, hvor festivalen er fundet sted, har (un)told pages afholdt tretten events udover deres almindelige åbningstider, som har været fra mellem kl. 9 (eller 10 i weekenderne) og til sen aften. Forfattere og digtere har været og delt deres ord, oplevelser, råd og intimitet til de mange gæster, som har besøgt (un)told pages i løbet af festivalen. Og særligt magisk har det været at besøge det intime rum dekoreret med smukke tegninger, fotografier, stickers og hylder med bøger sjældent fundet eller udstillet i kommercielle bogbutikker, for os, som er racegjorte selv. Her har vi endeligt kunne spejle os i forfattere, fortællinger, ord og oplevelser på måder, som kun vi forstår. Ofte udeladt fra de litteræres forståelser af uundværligt forfatterskab, ser vi de gemte og glemte bøger, som vi desperat har brug for at kende til og kunne læse. Alt det, har heldigvis været muligt for os i de elleve dage (un)told pages. Som de skriver på deres hjemmeside: ”These stories are not untold – they were never gone – they have always existed. It is the space that has been lacking.”
Alt for ofte høres vores historier kun, når det ligesom Yahya Hassan’s digtsamlinger, skrives i et narrativ, som kan underholde og bekræfte den hvide majoritets forestillinger om vores kultur, familier og oplevelser, og alt for sjældent får BIPOC forfattere med komplekse, humoristiske, politiske eller kritiske bøger og udgivelser det opråb, som de fortjener. Så da jeg første gang trådte ind i den (desværre) midlertidige book-shop, var det første gang jeg fysisk kunne se, røre og læse i de bøger, som jeg længe har kendt gennem ekkoer i de BIPOC-fora, som jeg er med i på internettet. Her kunne jeg købe de bøger, som talte til mig, uden at skulle gennem en akavet seance i en kommerciel bogbutik, for at finde ud af at ”den niche” desværre ikke er på hylderne lige nu. Min brune, trans og queer oplevelse, er ofte ikke noget, som er væsentlig nok for de konventionelle butikker, og det kan mærkes. Både i undervisningssystemet og i reklamer har der aldrig været et opråb om at skulle læse om min eller de andre marginaliseredes oplevelser. Aldrig et ”Det er en must-read!” eller ”Det er en klassiker”, er blevet opfordret om de BIPOC forfatteres bøger, som har fortalt om deres endeløse møder med racisme; at vokse op på kanten mellem det samfund, vi bor i, og der hvor vi finder accept og får lov til at være. De ord, som typisk er for hårde at læse for majoritetsbefolkningen, som gør dem sure, og som bliver fordømt til endnu et stigma om den utilfredse og utaknemmelige indvandrer.
I (un)told pages’ book-shop fandt jeg “Kvinder uden mænd” af Shahrnush Parsipur, som er et satirisk mesterværk fra 1970’erne oversat til dansk af Nazila Ghavami Kivi. Bogen er et feministisk opgør, en kritik, et styrkende stykke tekst og illustrerer iransk magi og queer død, som Kivi skriver i sine efterord. Derudover, er bogen også et stykke tekst, som jeg har haft brug for at læse som person med iransk baggrund. Samme aften, som jeg havde købt bogen, læste jeg den nemlig alle 187 sider, og følte mig spejlet på en måde, som, for mig, føltes helt surrealistisk. Surrealistisk, fordi jeg nemlig ikke før har oplevet det. Ikke fordi disse forfattere ikke eksisterer; Parsipur har jo netop skrevet siden 1969, men fordi at forfattere, oversættelser og salg af disse historier, alt for sjældent bliver prioriteret, fundet og markedsført.
Maya Acharya og Elisabeth Bruun Gullach skabte, ikke blot et rum med muligheden for at skabe spejling mellem forfattere og os, som længes efter disse fortællinger, men også rum for os, til at tale om det gennem de talrige begivenheder og den trygge atmosfære, som pludseligt, men magisk, fandt sted i de elleve dage mellem d. 28. november til 8. december. Forhåbentligt kommer der en bedre og bredere forståelse for at vi som marginaliserede bør støttes, og at vores historier er værdifulde, vigtige og nødvendige, så projekter som dette kan fortsætte, og implementeres permanent i landets landskaber. Ikke blot er det vigtigt for os, som bliver spejlet, men også for andre, at se historier, som ikke taler sig ind i den cirkulære fortælling hvor vi enten er samfundets trusler eller vores egne kulturers afvigere.
Endnu engang, en stor tak til Maya og Elisabeth samt de resterende frivillige og hjælpende hænder, som har været med til at bidrage til denne mørke vinters lysglimt. For at læse mere om (un)told pages, se @untoldpagescph på Instagram og Facebook eller deres hjemmeside www.untoldpages.dk
