Teori- & historieredaktionen har anmeldt René Karpantschofs bog ‘De stridbare danskere’. Bogen piller ved nogle vigtige myter om den forsonende ‘danskhed’ , og viser sig at være et vigtigt og aktuelt bidrag om at skrive om ‘historien fra neden’.
[faktaboks id=”6399″]Hvilken indflydelse har det danske sprog, kulturvaner og adfærdsmønstre haft på det at opfattes som ‘dansk’? I mange år har spørgsmålet om ‘danskhed’ som identitet været genstand for megen.. Man forestiller sig, der er nogle bestemte fælles politiske, sociale og økonomiske omvæltninger, som har formet danskhedsbegrebet. Et eksempel på denne kanonkonstruktion er Danmarkskanonen fra 2016, som var en liste lavet af daværende kulturminister Bertel Haarder, som et forsøg fra statens side på at indsnævre ‘Danskheden’. Fra beskrivelsen af kanonen står der ’Danmarkskanonen handler om de samfundsværdier, traditioner og bevægelser, vi er formet af og fælles om, og som er værd at tage med ind i fremtidens samfund’. Den slags udlægninger Danmarkshistorien er historiker René Karpantschof uenig i. For Karpantschof er der tale om en historisk myte. I bogen ’De stridbare danskere’, som Karpantschof er aktuel med, italesættes problemet således i bogens indledning:
’Mange danmarkshistorier fortæller om det, som har forenet danskerne og holdt sammen på nationen: fællesskabsfølelse, samarbejdsånd og problemers løsning. De ting er der god grund til at fremhæve, for gamle Danmark har virkelig bestået længe. Men i denne bog fortæller jeg konsekvent om det direkte modsatte: danskernes interne splittelser. Rasende indbyrdes kampe og dybe samfundskriser’.
De stridbare danskere er et omfattende værk, hvor bogens 15 kapitler forsøger at indkapsle 72 års danmarkshistorie, som beskrives af bogens undertitel som tiden ‘efter enevælden og før demokratiet’. Bogens konstante røde tråd følger to spor. Land-og-byproletariatets kamp for demokratiske rettigheder og den herskende klasses våbengørelse af begreber som ‘demokrati’ ‘eller ‘Folket’. Diskussionen om våbensliggørelsen af begreber,er meget aktuel, i disse dage hvor, diskussioner om ‘Demokratiets fjender’ igen blusser op. Det nationalliberale borgerskab overtog revolutionssproget fra den franske revolution i 1789 og revolutionsbølgen i Europa i 1848, men klassesamarbejdet og troen på de universielle menneskerettigheder stopper, når den voksende arbejderklasse kræver politisk indflydelse i Danmark og på de tidligere danske kolonier.
Bogen præsenterer dermed en anden danmarkshistorie ved at have fokus på opstande og oprør fra de allernederste i samfundet som drivkraften for sociale fremskridt. Bogen dækker over forfatningskampene efter junigrundloven i 1849, hvor det fremvoksende borgerskab og bønderne udfordrer godsejernes politiske indflydelse i Danmark. Den danske stats repressionsforsøg mod de kristne vækkelsesbevægelser, arbejderopstanden i Dansk Vestindien i 1878 og en særlig aktuel skildring om de slesvigske krige og den revolutionære socialismes opblomstring i Danmark.
Protester, godsafbrændinger og borgerkrig
Bogens stærkeste kapitler er ‘Venstre-højre og ondt blod mellem de danske’ og ‘Farlige tjenestepiger og godser i brand’.
Det første handler om 1880’erne som startskuddet for et folkeligt gennembrud med massemobiliseringer og massedeltagelse i det politiske liv. Kapitlet dækker det meste af perioden med opgøret mellem partierne Højre og Venstre, der ender i optrapning til borgerkrig.
Venstre og Socialdemokratiet presser med militante agitationer for parlamentarismens indførelse, og det ender med, at nogle af Venstres vælgerforeninger stifter riffelforeninger, og senere at venstremanden Julius Rasmussen forsøger Danmarks eneste moderne politiske attentat, hvor Rasmussen i 1887 forsøger at skyde den kongetro konseilspræsident og højremand Estrup.
Kapitlet ’Farlige tjenestepiger og godser i brand’ følger et interessant og spændende stort fænomen, hvor en række tjenestekvinder fra 1890’erne til starten af 1900-tallet satte ild til godser som reaktion på den dårlige behandling, som tyendet (tjenestefolk) fik af gårdmændene.
Karpantschof skriver i detaljer om deres arbejdsdag: Den beskrives som farlig, lang og brutal for nogle, en arbejdsdag med fare for omfattende arbejdsskader, som f.eks.: “forbrændt i køkkenet, skåret af diverse redskaber, ramt af tunge genstande, stanget af tyre, ligesom de væltede med hestevogne, faldt ned fra stiger og bygninger, fik knust hånden i roehakkelsesmaskiner eller fik hele armen flået af i mekaniske tærskemaskiner. Voksne som børn og unge.”
Det er normalt sjældent, at danmarkshistorien og dansk protestkultur bliver skildret som særligt præget af konflikter, men med Karpantschofs bidrag kan vi med et aktuelt blik se, at der kun er tale om en fredelig facade. Det danske samfund var og er – ligesom alle andre samfund under den kapitalistiske verdensorden – et samfund, hvor interessekonflikter mødes – et samfund præget af klassekamp.
