Yanis Varoufakis – Another Now

 

Mange på  venstrefløjen kender efterhånden navnet ‘Yanis Varoufakis’. Som tidligere finansminister og medlem af den græske venstrefløjskoalition Syriza, stod hans visioner om et nyt og socialistisk Grækenland som et fyrtårn for håb i en kriseramt økonomi. I tiden siden hans afgang fra den græske regering i august 2015 har Yanis Varoufakis fortsat været en prominent personlighed som økonomisk rådgiver i EU, foredragsholder og forfatter til flere værker om neoliberalisme og globalisering. Mindre kendt er dog hans debut som skønlitterær forfatter. Konfront har anmeldt hans bog ‘ Another Now’ som tager læserne med til en anden virkelig og visheden om at fremtiden ikke ligger fast, men formes hvert sekund og kan føres ad nye og ukendte veje.


Af. Asbjørn Nielsen

Formidlingsburgeren

Selvom man uundgåeligt åbner “Another Now” med visse forventninger i baghovedet, formår Yanis Varoufakis alligevel at overraske.

Bogen kan grundlæggende deles op i tre dele hvor den skønlitterære del, i form af tre arketypers møde og rejse, udgør rammen i form af introduktion og afslutning. Den velhavende ingeniør og aktiehandler Costa, og hans to bekendte Iris, en desillusioneret marxistisk antropolog, samt Eva, en højre-libertarianer og eks-bankarbejder.[faktaboks id=”8064″]

Deres glimt ind i en alternativ virkelighed udgør bogens kerne hvor Yanis Varoufakis’ styrke som økonom og politisk teoretiker for alvor kommer til sin ret. I et mesterstykke af formidling, indvies vi i lægmandssprog til kapitalismens system og det frie marked. Vi lærer hvorledes kapital og marked ikke nødvendigvis er uadskillelige størrelser, og hvordan skjulte banklån, aktiespekulationer og uhæmmet jagt på profit, påvirker den verden vi lever i. Om man er skolet marxist, nybegynder eller sågar liberal vil man finde at Yanis Varoufakis’ udlægning er et mesterværk i let tilgængelig teori.

Denne form for formidling er både sjælden, men også uhyre vigtig i en tid hvor bøger og det at lægge energi i at læse og forstå verden, er på retræte i en tabende krig til Netflix’n’Chill og den visuelle underholdningsindustri.

Særligt bogens sidste del lægger megen vægt på det menneskelige aspekt, og er hvor Yanis Varoufakis som menneske skinner igennem. Han sans for filosofi og etik er upåklagelig og indeholder skarp forståelse af hvordan markedsliggørelsen af mennesker, af natur og kloden selv, påvirker vores virkelighed og den måde vi agerer.

Fremtiden ligger ikke fast

Formen er umiskendelig i form af den utopiske roman og adskiller sig således fra andre science fiction værker hvor dystopien er i hovedsædet og bruges som form i en kritik af deres samtid gennem udstillingen af en dyster fremtid. Eksempler på dette er Orwells 1984 eller Margaret Attwoods ‘The Handmaids tale’.

Dystopien er effektiv idet den både skræmmer og fascinerer. Ikke desto mindre formår Yanis Varoufakis at give samme kritiske oplevelse ved gennem håb, at vise hvorledes morgendagen ikke nødvendigvis leder til en uundgåelig negativ fremtid. Derimod er det centrale i bogen at det er vores frie valg som mennesker, og som ikke-mekaniske størrelser der gør både en dyster og lys fremtid mulig.

“Another Now” ligger i den grad op til at blive læst igen og igen, men er særligt relevant nu, hvor vi befinder os i en pandemi. Men også i en begyndende økonomisk krise som vil være skelsættende for en post-corona verden og hvordan vi vælger at genopbygge.

Yanis Varoufakis lægger sig i denne henseende i samme boldgade som den hedengangne forfatter Ursula K. Le Guin, i en opfordring til at prioritere det menneskelige, og at en anden virkelighed er mulig. Men kun hvis vi tør at tage springet ud i det ukendte. Alternativet er en verden domineret af gentagne kriser hvor de fattige betaler prisen mens de rige og magtfulde høster fortjenesten og reddes af de fordømtes skattekroner.

Allerede nu står det klart hvordan store firmaer som Facebook og Amazon ikke har været påvirket negativt, men derimod har haft rekordstore overskud som en følge af krisen. Dermed har de øget både afstanden mellem rig og fattig, men også forøget deres magt og indflydelse. Gennem algoritmer forudsiger og afdækker såkaldte ‘big tech’ firmaer ikke blot vores forbrugsmønstre, men selve vores sjæl og sætter en pris på dens lykke.

Attaining happiness purely through joyous intimacy, without paying for anything?” She said. Adopting the deep voice and angry tone of a captain of industry. ‘Surrendering unconditionally to another person, expecting nothing in return and becoming genuinely fulfilled in doing so? Is it so damned anti-capitalist, so subversive an idea, such a threat to our way of life that if the government had any sense they would immediately start a war on love as fierce as the war on drugs.”

– Yanis Varoufakis – Another Now.

Et begavet bekendtskab

Til trods for at Yanis Varoufakis styrke ligger i hans formidling af kapitalkritik, og hvordan vi som mennesker agerer i en kapitalistisk verden, så er forfatterens prosa overraskende smuk.

Man finder i hans karakterer og sprog referencer til musik, teater og historie. Der lægges stor vægt på hvordan uretfærdigheder og faktorer som køn, seksualitet og litteratur er med til at forme mennesker og vores samfund.

Alt i alt er “Another Now”, et stjerneeksempel på formidling af tunge emner, og brændende relevant for sin samtid.

Bogen kan købes hos de fleste boghandlere med et udvalg af engelsksprogede bøger idet den endnu ikke er oversat til dansk.