Laibach spiller i DR-Koncerthusets Studie 2 den 8. marts. Enten kender du dem allerede, og vil enten ind og høre dem eller har noget bedre du skal til, eller også kender du dem ikke, men én ting er sikkert; Laibach er en vigtig kulturel tilstedeværelse på den globale venstrefløj. Det har de været siden 1980’ernes Jugoslavien, og det kommer de nok til at blive ved med at være i lang tid.
Af Jonas Sjøstrøm Wedel-Brandt
De slovenske industrial-musikeres karriere har altid været et ideologisk projekt. Her ment ideologisk både i en dagligdags teori-om-samfundet betydning, og i en mere boglig Marx-Athusser-Žižekiansk forståelse af ordet som den underliggende common-sense opfattelse af samfundets nødvendigheder og grundbetingelser. Projektet startede ud som en udfordring til den jugoslaviske antifascistiske stats tolerance overfor fascistoid æstetik. Med navnet Laibach (tysk for Ljubljana), brune uniformer og tunge marchrytmer er deres generelle udtryk som taget ud af en B-film om nazismen.
Men udover at være plat provokunst som undersøger venstrefløjens vilje til totalitær censur, er Laibach også et spejl overfor den vestlige liberale kultur. Denne iscenesætter sig typisk som frihedens samfund og i modsætning til det totalitære. Men en del af Laibachs virke er også at undergrave denne myte. Gennem generiske og repetetive pop- og technorytmer eller covers af alt fra Beatles og Queen til The Star-Spangled Banner udstilles vestens ubevidste flirt med fascismens udtryksformer. One Vision og The Final Countdown bliver overført til en parallelverden hvor 40’erne sluttede på en markant anderledes måde. Laibach har altid peget fingeren på de som bryster sig mest af ikke at være fascister og sagt: “Løgner”.
Ikke bare et 80’er fænomen
Men det er ikke kun de liberale og de venstreorienterede som står mod muren når Laibachs revolution rammer sendefladen. Det er ofte blevet sagt om dem, at de benytter sig af overidentificering. Overidentificering er den strategi at bekende sig fuldkommen uforbeholdent til noget for at overdrive det, satirisere det og dekonstruere det. Brugen af armbind og swastikaer skaber en så “seriøs” tilgang til det fascistiske univers, at det fremstår latterligt. Hvem kan tage brunskjorte-armbind-læderstøvle-æstetikken seriøst når de står og synger om de østeuropæiske barbarer som kommer for at invadere den fremmedfjendske vesteuropæers sovekammer? Det hele er taget så langt ud til en ekstrem, længere end Nordfront eller DNSB nogensinde kommer til at gå. At se Laibach live er som at se en camp fest med temaet “NSDAP på steroider”. Hele den æstetik og nationale patos som fascismen dyrker falder sammen og bliver ubrugelig; ikke på grund af fascisternes grusomheder, men på grund af det grundlæggende kiksede i at marchere i militærstøvler.
For nyligt blev de dog taget seriøst. Meget seriøst. Hvilket selvfølgelig kun er i deres favør. Den Demokratiske Folkerepublik Korea inviterede dem nemlig i 2015 til at spille koncert i landet, som det første vestlige band nogensinde. Her spillede de deres egne fortolkninger af musikken til The Sound of Music, en af de eneste vestlige musikstykker som er lovlige i Nordkorea. At Laibach bliver taget seriøst vidner ikke kun om Nordkoreas tydelige overgang fra kommunisme til fascistisk statskapitalisme, men også om deres stadige relevans for vores samtids storpolitiske flirt med fascismen. Når Nordkorea omfavner fascistisk æstetik fortæller det jo ikke noget nyt om dem, men at det er en vestlig variant af – ironisk – fascisme viser at vi kulturelt er mere på bølgelængde med den nordkoreanske kultur end vi troede.
Æstetik uden fascisme
En anden pointe om den fascistiske æstetik i popkulturen, godt nok sagt om det tyske Rammstein, er at ikkefascistisk brug af fascismens sprog giver os lov til at bruge det og få nydelse af det, i en kontekst som ikke er farlig, eller for den sags skyld politisk. Žižek siger i filmen A Perverts Guide to Ideology at bands som Laibach berøver fascismen for dens æstetik og giver os muligheden for at grine og lege med, uden at være mere fascister når vi går ud af koncertsalen.
Et relevant spørgsmål der selvfølgelig er værd at stille er: Hvad nu hvis der kommer fascister til koncerten? Det ville ikke være første gang, og selvfølgelig er det ikke rart at stå og gnubbe skuldre med rigtige fascister. Men jeg har dog to indvendinger: * Hvis der kommer fascister som ikke forstår at der bliver gjort grin med dem, så er det da ret sjovt. ** Hvis du ser nogen som du genkender fra Redox eller lignende, så fortæl det til din sidemakker. På den måde kan vi alle nyde koncerten, grine af fascister og føle os trygge til koncerten.
Om du skal til koncert, ikke vil til koncert, eller bare skal noget andet; Hav en god og politisk 8. marts.
