Blog: Vi er ikke helte, vi er kællinger: sexisme på venstrefløjen

Du kan læse det her og tænke, at det ikke er dit problem. Men i så fald er du nok ikke så revolutionær, som du går og tror.


Vi har et venstreradikalt miljø, hvor vi afviser alle former for ulighed. Der er ingen, der siger højt, at de er sexister. Det er de færreste der har lyst til at være sexister. Som oftest er det ikke noget, vi kan gøre for – idéer omkring køn og kroppe er noget, vi er blevet opdraget med, og det er noget som mainstream-miljøet konstant forstærker. Men en diskret sexisme gennemtrænger vores miljø. Vi bliver stadig set i lyset af vores kroppe og kønsidentiteter. Det er hyklerisk fordi det modsiger alle vores politiske hensigter.

I denne artikel vil vi gennemgå forskellige måder, hvorpå feminiserede personer, kvinder og queers møder modstand i det venstreradikale miljø i København.

Du kan læse det her og tænke, at det ikke er dit problem. Men i så fald er du nok ikke så revolutionær, som du går og tror.

Udelukkelse

Feminiserede personer, såsom kvinder og queers, skal arbejde længe og vedvarende for at få anerkendelse for politisk arbejde, mens mange mænd kommer ind og straks forventes det, at han har erfaring, og han bliver betroet tillid, som regel af andre mænd. Opfattelsen er, at femininitet er passivt, og maskulinitet er aktivt.

Mænd sættes op på en piedestal, og der skabes en mandeklub, hvor båndene imellem mænd er stærke. Mænd sætter sig som regel på de “vigtige” pladser, når det kommer til aktivisme, ligesom de gør det, alle andre steder i samfundet – og de får på den måde kontrol over andre. Privilegier går hånd i hånd med respekt og tillid. Mænd bliver hurtigt idoler i miljøet og immune overfor kritik. De kan lave meget lort, før det får konsekvenser. Mænd afbryder, snakker hen over og kigger væk, når kvinder og queers har noget at sige. Mænd er socialiserede til at tage ordet og stole på sig selv, mens mange kvinder og queers fra barnsben har lært at være varsomme med hvad de gør, og hvordan de gør det.

Mænd bestemmer ofte hvem der må være med, og hvornår de må. Når kvinder og queers ikke får lov til at være med, begrænses deres deltagelse i miljøet.

Nogle gange tager kvinder og queers den “aktive” rolle i miljøet, og de kommer dermed ind i de “vigtige”, mandlige fællesskaber – men det er som regel de, der kan opføre sig som mænd (også afhængigt af, hvor længe de har været med, hvem de har været organiseret med, og hvem de dater), der sættes på piedestaler. Når enkelte kvinder eller queers bliver de udvalgte til at komme med i indercirklen, bliver de anset som bedre end de andre kvinder og queers i miljøet, der opleves som om, at de ikke har evnerne. Det ser ud til, at der nu er lighed, men disse kvinder og queers bliver en del af en elite, der er med til at kontrollere andres adgang til indercirklen. Feminiserede personer kan begynde at se hinanden som konkurrenter, og spænde ben for hinanden for at beholde deres status i mandeklubben.

Kvinder og queers’ funktioner i miljøet

For nogle forekommer det tilfældigt, at kvinder og queers er en del af miljøet – de kommer og går, og de er som regel nogens kæreste eller ven, men det er måske i virkeligheden lidt tilfældigt, at de endte her, og det var nok ikke et aktivt valg fra deres side. Er de nu dedikerede nok?

Når kvinder og queers står i front, bliver der lagt mere mærke til det, fordi det for mange virker unormalt. De seneste år er vi generelt blevet bedre til, at have kvinder og queers til at tage del i beslutninger og planlægninger, og vi lader dem gå med frontbanneret til demonstrationer. Men en nagende tanke rammer: Er de bare tokens*? Er de med, fordi det ser godt ud på papiret? [faktaboks id=”1157″]

Feminiserede personer har to funktioner i miljøet:

  1.  De kan dates
  2.  Man kan sige, at der er “kvinder” i miljøet

Frigjort sexisme

Mange af os bliver som regel lovet, at på venstrefløjen er det anderledes – her siger vi fuck

skønhedsidealer, og der bliver ikke diskrimineret på baggrund af udseende.

Feminine personer forventes alligevel at skulle leve op til visse skønhedsstandarder i miljøet. De skal være “konventionelt” smukke og slanke ligesom i mainstream-medierne. Til gengæld er der måske andre standarder, når det kommer til kropsbehåring eller makeup. De skal være “naturligt” smukke. Ofte forventes det, at de dater inden for miljøet.

Nogle kvinder bliver ikke seksualiserede, men det er som regel fordi, de ikke lever op til

mainstream-skønhedsidealer, eller fordi de kan slippe for seksualiseringen ved at have været kærester med den samme (respekterede) mand længe, som på den måde får et vist ejerskab over kvinden. Det er en krænkelse af manden, hvis du seksualiserer hans kæreste.

Både mænd og kvinder har tendens til at beskytte feminiserede personer – hvis nogen har oplevet seksuelle overgreb, samler kvinder sig og snakker om det, og mænd taler ofte om at “vi banker ham”.

Når seksuel vold bliver afsløret i miljøet, kommer det ofte til udtryk på reaktionære og sexistiske beskyttende måder, hvor mandlige kammerater vil udøve vold mod overgrebspersonen, for at have krænket den kollektive ejendom (den feminiserede overlever), og hvor overleverens egentlige behov ofte ignoreres.

Måske er det ikke fordi kvinder og queers ikke er dedikerede til politikken, at de forsvinder fra miljøet, men fordi vores venstrefløj er en modificeret imitation af mainstream-miljøet, når det kommer til sexisme, voldtægtskultur og objektificering.

Hvorfor vi ikke taler om det

Feminister ses som problemet, også af vores egne kammerater. Det er lettere at lade som om, at det ikke findes. Som regel bliver skylden for diskriminering lagt over på individet. Det er privilegieblindt, og en måde at gøre patriarkatet en tjeneste, ved at spille på dens strukturer.

Det kan føles ubehageligt at snakke højt om sexisme, når man er kvinde, feminin og/eller queer, fordi man meget pludseligt selv bliver problemet. Det kan føles pinligt at fortælle om, hvilken modstand man møder, når ingen tror på ens oplevelser. Man bliver ignoreret og behandlet anderledes. Det kan føles som om, at man spænder ben for sig selv, når man ikke bare kan lukke og være en af drengene.

Argumenterne mod ofre for diskriminering, kan både handle om, at stemningen bliver ødelagt, men man kan også få skylden for, at underminere hele bevægelsens arbejde.

Hvad der underliggende bliver sagt er, at I ikke føler jer forpligtede overfor os som jeres

kammerater. Det er ikke os, der introducerer fremmedgørelsen; det er jer.

Denne tekst er ikke skrevet med enkeltpersoner og organiseringer i tankerne, men er udtryk for en generel tendens. Hvis du genkender det beskrevne, vil vi opfordre dig til at overveje dine omgivelser, din politik og dine relationer og tale med dine kammerater om det.