I denne tekst vil vi gerne opfordre til eftertænksomhed om brugen af rusmidler. Vi vil ikke moralisere, da ingen er hellige. Heller ikke os. Vi er opmærksomme på at have en kontinuerlig diskussion af både politiske og praktiske konsekvenser ved brugen af rusmidler – herunder hvordan vi forholder os til brugen af rusmidler på busture, til demonstrationer og aktioner og i de venstreradikale fristeder og huse.
Vi er politiske aktivister, men vi er også ganske almindelige mennesker, der indgår i allerede eksisterende samfundsstrukturer, normer og regler. Vi som politiske aktivister bør løbende forholde os til samfundets normer og kultur i forhold til brugen af alkohol og andre rusmidler.
Vi kan godt forstå, at man kan have brug for rusmidler til at håndtere traumer eller svære følelser og situationer – det kan være alt fra stress på studie eller arbejde, problemer i parforholdet eller kollektivet, til et løbende pres for at være en “god” og “aktiv” aktivist, til svære situationer fra vores aktivisme, fx at man har fået tæsk af politiet eller er blevet hængt ud af højrefløjen – men vi vil gerne starte en diskussion i bevægelsen om, hvordan vi kan håndtere sådanne følelser kollektivt i stedet for individuelt. Vi ser desværre ofte, at i det fællesskab, der kan blive skabt, når man bruger rusmidler sammen, kommer brugen af rusmidler til at stå i stedet for en mere kollektiv, grundlæggende og strukturel bearbejdelse af både fælles og individuelle traumer eller svære følelser. Og måske endnu oftere, at det fællesskab på grund af brugen af rusmidler ikke skaber plads til, at vi sammen kan håndtere vores (fælles) oplevelser. Øl, joints og streger bør ikke være vigtigere end vores fællesskab, og hvordan vi har det sammen.
Vi vil derfor gerne begynde at kunne tale om disse ting, så se dette som et forsøg på at starte en diskussion, der kan lede til, at vi finder andre og (mere) konstruktive tilgange til at håndtere det, der er svært, men måske også får et mere nuanceret forhold til rusmidler.
Ingen hårde stoffer – men hvorfor?
At vi på den radikale venstrefløj og i fristederne har fælles aftaler i form af grundregler om ingen hårde stoffer, er ikke noget, der kommer ud af ingenting. Vi føler lidt nu, at der er en tendens til, at vi har glemt formålet med den aftale, derfor vil vi gerne tage første skridt til, at vi begynder at tale om det igen.
Den politiske situation ændrer sig, og det er enormt positivt, at mange lige nu er i en situation, hvor de ikke føler, at de skal være klar hele tiden og gå rundt og kigge sig over skulderen. Især efter at vi som bevægelse tidligere har set, fx med den antifascistiske bevægelse i 90’erne, hvad den slags paranoia kan gøre ved folk.
Vi synes heller ikke, at den politiske situation lige nu kræver, at man skal til at være klar hele tiden – men vi synes, at vi skal starte en kultur om at passe bedre på os selv og hinanden, inden det går galt. Her tænker vi både på, hvordan den politiske situation hurtigt kan ændre sig, gennem fx ændringer i højrefløjens mobiliseringer, øget politirepression eller aktivisters generelle livsvilkår, og hvordan det kalder på nye kollektive håndteringer af disse uforudsigeligheder.
Vores huse og fristeder er (også) politiske rum
Grundregler for vores bevægelses huse og fristeder, såsom kollektivet Bumzen og Ungdomshuset, er ikke dumpet ned fra himlen. De er en del af de vigtige kollektive diskussioner og beslutninger om, hvordan vi vil være sammen med hinanden. De er også politiske beslutninger og budskaber om, hvordan alting kunne være anderledes, og om hvilket potentiale, der ligger i fællesskabet. Et fællesskab hvor vi værner om hinanden og siger fra overfor undertrykkelse i alle dens former.
Vi som gruppe vil gerne bakke op om vores huse og fristeder og muligheder for at organisere sig politisk. Fristeder kan også være et frirum væk fra alle bekymringer, men hvis ikke vi værner om husene, hinanden og vores politiske bevægelse, så kan vi netop miste vores frirum, når nogen går over grænsen og tager individuelle beslutninger, der kan komme til at skade os alle sammen.
Vi ser ofte, at brugen af både alkohol, hårde stoffer og andre former for rusmidler kan være med til at skabe situationer, hvor nogen går over grænsen. Over hele landet er der stigende udbud af hårde stoffer, og her er det vigtigt, at vi husker de kollektive erfaringer bevægelserne har gjort sig med disse stoffer, og hvor ødelæggende det kan være for en selv og for fællesskabet. Derfor er der ingen hårde stoffer i vores fristeder og venstrefløjens huse. Det er noget, vi skal blive bedre til at minde hinanden om, men vi skal også spørge bag om årsagerne til disse stoffers udbredelse – også i vores bevægelse og politiske miljø. Vi bliver nødt til at tage denne diskussion i øjenhøjde, for ellers får vi ikke nogle til at flytte sig, og det starter med at finde årsager og derefter fælles løsninger, der peger på strukturer frem for individer.
Derudover oplever vi også, at det, at vi som fællesskab har taget stilling til brugen af hårde stoffer, i sig selv er noget, der åbner vores fællesskab op, og betyder, at vi er mange forskellige mennesker, der føler, at vi trygt kan tage til fest, fordi vi ved, at vi til festerne tager et fælles ansvar for hinanden. Det er i sig selv noget, vi skal værne om.
Rusmidler og udadvendt aktivisme
Disse overvejelser mener vi også bør gøre sig gældende i vores aktivisme generelt. Når vi mødes til folkekøkkener, fester og andre sociale arrangementer, men også når vi mødes til oplæg, infomøder og workshops er det vigtigt, at alle føler sig trygge ved hinanden, at ingen får deres grænser overskredet af andre kammerater, og at vi tager et fælles ansvar for hinanden og fællesskabet – og de samme ting gør sig gældende, når vi går på gaden til demonstrationer og aktioner. Det er med andre ord ikke kun i vores fristeder og politiske rum, at vi bør forholde os til brugen af rusmidler – det er noget, vi sammen bliver nødt til at forholde os til i vores aktivisme generelt.
I vores gruppe har vi derfor fx valgt at have aftaler om, at ingen, der deltager på vores busture og i andre former for udadvendt aktivisme, bruger eller er påvirkede af rusmidler under vores arrangementer. Derfor har vi blandt andet valgt at opfordre til, at man fester på andre tidspunkter end dagen før vores aktiviteter. Det er dels for at sikre, at alle er klare i hovederne, hvis der skulle opstå uforudsete eller pressede situationer, hvor det kan være farligt for både dig selv og andre, hvis du møder op påvirket eller er sløv, fordi du har været påvirket i går. Men det er også en opfordring til eftertænksomhed og kollektiv ansvarstagelse for at minimere utryghed i løbet af hele arrangementet. På vores busture oplever vi derudover også ofte at blive tjekket af politiet ved fx grænsekontrol, og der er ingen grund til at medbringe noget, der gør at politiet kan tilbageholde os alle i længere tid.
Der er altså flere både politiske og praktiske grunde til og kollektive hensyn bag vores aftaler, og de er udgangspunktet for at deltage. Hvis deltagere på en af vores busture bryder vores aftaler, kan vi derfor blive nødt til at smide dem af vores bus for at passe på de andre deltagere, ligesom vi kan beslutte, at de ikke er velkomne en anden gang. Det er heldigvis ikke problemer, vi har oplevet særligt ofte.
Plads til alle som giver plads til alle
Denne sætning er noget vi bruger meget på venstrefløjen, men den omhandler ikke kun politiske holdninger men også, hvordan vi som aktivister i et frirum gør plads til hinanden, og gør det rart for hinanden.
Som sagt er vi ikke selv hellige, og vi øver os kontinuerligt i at gøre plads til en kollektiv behandling af traumer eller svære følelser og situationer, så ingen føler sig overladt til joints, drinks eller hårde stoffer, og i at minde hinanden om, at vores fællesskab i vores huse, fristeder, demonstrationer og organiseringer er vigtigere, end at enkelte af os har mulighed for at have en vild fest en enkelt aften. Og vi ved godt, hvor svært det er at aflære sig det omkringliggende samfunds individualiserende normer og ikke engang imellem at blive fristet af de øgede muligheder for brugen af forskellige rusmidler eller føle behov for at bruge dem. Derfor vil vi ikke moralisere.
I stedet håber vi, at I har lyst til at fortsætte diskussionen af rusmiddelbrug sammen med os, at vi i vores fællesskaber bliver bedre til at række ud til kammerater, der begynder at drikke mere alkohol, ryge flere joints eller trækker sig fra fællesskabet, at vi alle føler et ansvar for at tage en snak med kammerater, der er påvirkede eller sløve efter sidste aftens fest, når vi går på gaden. Men også, at vi kollektivt står fast på at respektere de fælles beslutninger og aftaler om, at hårde stoffer ikke hører til i vores fællesskab.
