Det er sjældent at man finder ordet ‘Antifascisme’ i beskrivelsen af en Oscar-nomineret film. Ikke desto mindre er dette tilfældet med den tyske film ‘Und Morgen Die Ganze Welt’, der havde premiere sidste år. Julia von Heinz har med sit værk lavet et indlevende billede i den antifascistiske bevægelse i Tyskland, som aktivister andre steder kan nikke genkendende til.
– Af Asbjørn Nielsen og Elisa Wang
Filmen følger den unge jurastuderende Luisa i hendes gradvise indtræden på den antifascistiske scene i den tyske by Mannheim. Luisia stammer fra et øvre middelklassehjem hvor man går på jagt og har flere biler i garagen. Hun flytter ind i det nyligt besatte hus P81 hvorfra byens venstrefløjsmiljø organiserer og hvor hendes veninde Batte allerede bor. Batte er i høj grad Luisas indgang til det autonome miljø, hvor hun tøvende tager de første skridt. En beslutning hendes forældre afskriver som et naturligt ungdomsoprør alle skal igennem, men som Luisa er fast besluttet på at gøre til sin livsbane.
Et nært forestående kommunalvalg bringer et AFD ( Alternative für Deutchland ) lignende parti på gaden, beskyttet af politi og nazistiske skinheads. Luisa og Batte kaster sig ind i kampen mod den racistiske bølge og kampen eskalerer gradvist fra moddemonstrationer til sabotage og slagsmål med nazisterne. Vi føres som beskuere ind i en verden der for udenforstående kan virke fremmed, men for aktive på venstrefløjen nærmest føles narutlig.[faktaboks id=”9739″]
Musikken, lokationerne samt de diskussioner om mål og midler, der finder sted karaktererne imellem, vil for mange med tilknytning til den del af venstrefløjen virke genkendelige. Næsten hjemlige. Temaer om militans, vold og pacifisme bliver behandlet i scener der ersom taget ud af en støttefest eller et møde i aktivistiske kredse.
Flere anmeldere, herunder DR’s filmland, ser filmen som instruktørens refleksion over sin egen fortid i den antifascistiske bevægelse i start 90’erne. Dette er til dels korrekt idet man tydeligt fornemmer hvorledes insiderviden og erfaring på egen krop og sjæl, medvirker til at skabe en troværdig fortælling. Filmen har vakt kritik fra bla. det tyske højrefløjsparti AFD som har klaget over at deres logo og partifarver til forveksling afspejler det fiktive parti, der i filmen fungerer som omdrejningspunkt for nazisternes aktivitet.
I venstrefløjsregi har filmen fået en blandet modtagelse, men har dog vundet en vis anerkendelse for sin vinkling, ligesom det hamburgensiske hiphop band NeonSchwarz’ medvirken i filmen vidner om en vis accept fra dele af det tyske venstrefløjsmiljø.
En balancegang mellem sort og hvidt
Und morgen Die Ganze Welt er på ingen måde en glorificering af vold, men udstiller med blandet succes et nuanceret billede af hvordan direkte aktion som sabotage og anden militans kan være nødvendigt. Nødvendigt, men isolerede metoder kan have en mørk bagside.
Paranoia og en gradvis afstumpethed ved brugen af vold gør sig gældende i Lusias voksende engagement og i hendes idealisering af karakteren Alfa, der insisterer på kompromisløs kamp mod Mannheims højrefløj. Julia von Heinz formår midtvejs at give filmen et tvist med introduktionen af den gamle aktivist Deitmar, en tidligere aktiv i de revolutionære celler (tysk by guerilla). Deitmar genkender noget i Luisas indre kamp, og en rørende scene udspilles i mellem de to, hvor de begge beskuer den potentielle afgrund fra hvilken der ingen vej er tilbage. Deitmar påpeger hvordan kampen mod nazisterne er uden ende og negligerer den større kamp for et mere lige samfund, men omvendt også hvordan hans egen generation fejlede i dette. Den gamle aktivist fungerer således som et historisk bindeled mellem den nuværende og hedengangne venstrefløj, og som et forsøg på at give bitre erfaringer videre. [faktaboks id=”9737″]
Filmens behandling- og kritik af den ofte snævre, kompromisløse kamp mellem militante antifascister og en lille, men hård kerne af nazister kommer til udtryk igennem netop disse samtaler karaktererne imellem. Denne konflikt bliver sat på spidsen i form af en diskussion mellem Luisa og hendes crush, macho aktivisten Alfa, og den mere tilbageholdende Lennart omkring forhindringen af en nazistisk festival.
Aktivist: “Enhver hippie der nogensinde har spillet på bongotrommer. Vi har brug for dem alle til en stor demo.”
Luisa: ”Hvis 300 kirkegængere i sandaler dukker op så griner de bare af os! Vi gør som vi gjorde ved parkeringspladsen.”
Alfa: “Smadre biler? Ligge i baghold?”
Luisa: ”Ja.”
Alfa: ”Ja 30-40 folk burde være nok.”
Lennart: “Men nogen kunne komme seriøst til skade? Måske er en demo bedre?”
Alfa: ”Du sidder altid i din fucking bil, fint med mig, men lad være med at forhindre andre i at få noget virkelig udrettet.”
Lennart: ”Fuck dig, bare sikre jer at ingen kommer alvorligt til skade, vi vil skræmme folk væk ikke blive som dem.”
Kompromisløs kamp og isolation
Sidst men ikke mindst ligger filmen vægt på vigtigheden af kammeratskab, og hvordan tabet af dette i kampens hede kun kan efterlade os fattigere. Hvis aktivisme bliver en sur og altopslugende pligt, samt at hvis en rykken af ens grænser bliver hverdagen, så har man allerede tabt. Dette understreges i form af Luisas gradvise afstandstagen til veninden Batte og squattet P81, der begge fungerer som Luisas relation til den bredere antifascisme og dens idealer. Luisas verden bliver efterhånden indsnævret til Alfa og hvordan den næste aktion mod nazisterne skal finde sted. Et sort-hvidt verdensbillede der dog afløses af tvivlens grå nuancer.
Privilegiekamp
Der er mange ting man kan rose ved Und Morgen Die Ganze Welt, men en kritik er dog på sin plads. Til trods for et vist klasseskel mellem Luisa og andre aktivister, er dette stort set ikke belyst i filmen. Selv med den antifascistiske vinkling viser filmen ingen interesse i at forstå ophavet til og appellen i nazismens racistiske budskaber, der både historisk og samtidigt fungerer som et yderst effektiv redskab i forførelsen af den tyske arbejderklasse. Nazisterne og AFD partiet virker begge nærmest firkantede og karikerede i deres fremtoning, en facade som med fordel kunne være mere nuanceret.
Et andet tema som filmen kun kort dvæler ved er hvidhed. Alle på nær to biroller er hvide og disse får stort set ingen taletid. Nazisternes overfald på en ikke-hvid restaurationnsejer er det eneste glimt vi ser, af de egentlige ofre for de racistiske paroler. Et offer uden agens, der må beskyttes af en primært hvid, heroisk venstrefløj
En åben slutning
Filmen kan siges at have to publikummer. På den ene side søger Julia von Heinz at give den brede, humanitære venstrefløj et indblik i den militante antifascisme, dens kampe og konsekvenserne der følger med dem. På den anden side har filmen selvsamme aktivister som sin modtager. Med en klar positiv vinkling af antifascisme kommer den ind under huden og efterlader spørgsmål til selvrefleksion om, hvor langt man er villig til at gå. Udover at fordre til refleksion efterlader filmen et klart budskab om at bevare perspektiv for konsekvenser af egne handlinger, personligt og for andre. Filmens slutscene efterlader ingen tvivl om hvor instruktørens sympatier ligger, og at kampen aldrig slutter.
Filmen er tilgængelig på netflix og har en spilletid på ca 110 minutter.
