The people are rising like the water

I slutningen af oktober drog 150 aktivister fra Danmark mod Hambach-minen i det vestlige Tyskland. Målet var klart: at blokere minen sammen med de 6.000 andre aktivister. Vi skriver her om vores oplevelse af turen.


Af Mette Fink og Ina Degn Woods[faktaboks id=2086]

Busserne kørte fra København torsdag kl. 19.30. På trods af kaos med bagage og pladser i bussen var stemningen høj. Vi sad med en gruppe venner, hvor vi fik tid både til at læse, spille quiz og fortælle jokes. Torsdag aften fik vi at vide, at lejren var blevet ryddet af politiet onsdag, og at der derfor var blevet opsat en ny længere væk fra minen.

Bussen ankom på pladsen ved middagstid om fredagen. Vi blev overrasket af det syn, der mødte os. Det var som at ankomme til et marked fyldt med telte. Telte til plenum, til presse, debriefing, info, legal, kiosk. Ja, selv toiletter og vandforsyning fungerede upåklageligt. Det var som om lejren havde stået der i dagevis, og ikke var blevet banket op på få timer.

Til trods for trætheden efter 16 timers bustur, skyndte vi os at slå telte op. Under frokosten virrede lejren af aktivitet. Alle skulle nemlig inddeles i affinity-grupper. [faktaboks id=”2088″] Resten af dagen blev brugt på at forberede os på aktionen. Vi fik alle et nummer i legal-teltet, så vi – i tilfælde af, at vi blev tilbageholdt – kunne komme i kontakt med legal-teamet uden at skulle angive vores navne. Der blev holdt plenum, hvor alle affinity-grupper sendte en repræsentant. Her blev informationer, regler og selve strukturen for aktionen fastlagt. Aktionen var delt ind i fem grupper – kaldet fingre – hver med sin farve. Hver finger havde sine egne mål og besluttede i fællesskab, hvad der skulle ske løbende under aktionen. Vores affinity-gruppe valgte sammen med ca. 1.000 andre aktivister at blive en del af “sølvfingeren”. Vi trænede at bryde politikæder, give beskeder, sprede og samle os. Da det begyndte at blive mørkt og det begyndte at regne, besluttede de fleste sig for at gå til ro.

Aktivisterne forlod lejren kl. 8 om morgenen. Foran os havde vi en rask 12-kilometers gåtur. Det er i sig selv et imponerende syn at se 6.000 mennesker klædt i hvide malerdragter, men når det ikke engang foregår i en by til en demonstration, gør det oplevelsen meget anderledes end anden aktivisme. Vi vandrede langs små tyske landeveje mod minen, men blev stoppet af politiet efter ca. 10 km. Vi fik efter lidt forhandling lov til at gå videre, men da demonstrationen løb hen over en mark i retning af minen, skred politiet ind. Langt de fleste aktivister formåede at krydse motorvejen, som var lukket grundet et uheld, før politiet fik organiseret en kæde. Desværre ventede politiet med vandkanoner på motorvejen, og i 5 graders varme er det ikke til at spøge med. Vi nåede ikke over motorvejen, så for vores vedkommende brugte vi resten af dagen på at holde så mange politibetjente beskæftiget som muligt. Vi valgte at “besætte” den mark, vi var på. Kort tid efter vi blev tilbageholdt på marken, fik vi besked om, at de første aktivister var nået ned på togskinnerne.

På skinnerne

Det er vigtigt at forstå, at man som aktivist kan påvirke produktionen på flere måder. Ofte har taktikken fra Ende Gelände gruppen været at blokere selve minen, men fordi denne aktion har fundet sted så mange gange i Rhinlandet, var politiet velforberedte. Derfor havde arrangørerne valgt primært at gå mod skinnerne. Her bliver kullet transporteret fra minen mod kraftværkerne, og da det er den eneste vej ud for kullet, er det et strategisk effektivt mål.

Lørdag eftermiddag var det lykkedes omkring 3.000 aktivister at komme ned på skinnerne, og mange var blevet der hele natten. Derfor tog vi af sted ved daggry for at komme ud med morgenmad, varm te og varmetæpper i lange baner til aktivisterne. Hele vejen rundt om blokaden stod der politifolk, der tydeligvis ikke kunne finde ud af, hvordan man skulle forholde sig til blokaden. De håbede nok, at aktivisterne gik hjem af sig selv, og derfor ville de heller ikke lade os komme igennem med proviant, men primært frygtede de nok nye aktivistkræfter og gejst. Deres strategi om at holde os ude lykkedes ikke for dem, da der pludseligt var 200 og ikke 20 aktivister. Kammeraterne på skinnerne så os, og så, at politiet ikke ville lukke os ind, så derfor kravlede de op ad skrænten, spredte politikæden og lukkede os derved ind.

Vi – og vores medbragte mad og varmetæpper – blev mødt med åbne arme. Vi satte os i blokaden og ventede på at se, hvad der ville ske. Omkring kl. 11 – efter næsten et døgn på skinnerne – besluttede langt størstedelen af blokaden sig for at tage hjem. I vores affinity-gruppe havde vi en længere diskussion om, hvorvidt vi skulle gå med eller blive siddende.

På den ene side var vi næsten lige kommet og ville gerne blive, men på den anden var det tydeligt, at næsten alle ville gå, og at vi ville ende med at være i meget stærkt undertal over for politiet.

Aktivisterne gik, og vi satte os i kæder – enkelte lænkede sig endda til skinnerne. Vi sad omkring 300 mennesker i alt, og politiet spildte ikke tiden, men gik i gang med anholdelserne med det samme. Problemet var bare, at vi befandt os på togskinner med store bakker på hver side. Det var næsten umuligt for dem at få os op. Grupper af fire betjente forsøgte at bære os op – én ad gangen – men opgav hurtigt. De fik skaffet et fangetog fra RWE – energifirmaet, der ejer minen – men da der kun kunne transporteres 50 i en kupé, og aktivister blev ved med at hoppe ud foran toget, tog det også sin tid. I desperation forsøgte de at stripse aktivister fast til bårer, som de kunne hejse op ad skrænten. På trods af alle deres mange kreative idéer, fik 300 aktivister ‘lov’ til at blokere skinnerne i 5–6 timer, trods politiets massive tilstedeværelse.

Når man sidder og nedskriver, hvad der skete, kommer det til at lyde meget voldsomt. Realiteten var dog, at aktivister fra Danmark, Sverige, Frankrig og Schweiz sad på en tysk jernbane og sang ABBA.

“Politiet skal have fri om søndagen”

Stille og roligt blev det vores tur til at blive fjernet. Mens politiet fjernede os én ad gangen, snakkede vi hele tiden sammen, så man var sikker på, at den, man holdt fast i, var tryg. Vi blev fjernet som de sidste, og toget var næsten fuldt, da vi kom ind. Vi var heldige, at alle vores kammerater var med samme tog. Stemningen var lidt trykket i starten, da nogle havde haft ubehagelige oplevelser under rydningen, men kort tid efter kom den gode stemning igen. Nogle folk havde stadig deres mobiler, så vi var i kontakt med legal-teamet og andre kammerater. Toget begyndte at køre, og vi fortsatte med at synge ABBA og råbe kampråb. Pludselig bliver der råbt stop i hele toget, og nødbremsen blev trukket. Vi kunne ikke se, hvad der foregik foran i toget, men det blev hurtigt kommunikeret, at der var aktivister, der havde låst sig fast på skinnerne foran os. Det tog et par timer at fjerne aktivisterne. På et tidspunkt forlod togføreren toget med to politifolk efter sig. Vi fik at vide, at togføreren havde sagt: “Jeg kører ikke hvis der er risiko for folk på skinnerne. Der er to måneder, til jeg går på pension. Så må I fyre mig!”.

Til sidst kørte toget igen, om dog meget langsommere, med en ny togfører. Da toget stoppede, blev vi fortalt, at der ville komme busser, som kunne køre os til fængslet i Aachen. Timerne gik, og uden lys, varme, rent drikkevand eller en begrundelse for vores tilbageholdelse begyndte stemningen at dale.

Omkring ni timer efter, vi først var blevet tilbageholdt, blev vi flyttet over i en bus, hvorfra vi kunne se togene begynde at fragte kul igen. Det gjorde ondt at se, men vi glædede os ved, at det var det første læs i halvandet døgn. Turen til arresten var en spændende omgang. Politiet havde sorteret én af aktivisterne fra og smidt ham i en politivogn. Vi råbte kampråb for vand, mad og rettigheder og ville først gå ud af bussen, når vi havde fået at vide, hvad vi var tilbageholdt for. Efter meget pres fik vi til sidst tre liter danskvand til 48 mennesker. På det tidspunkt havde politiet tilbageholdt os i over elleve timer.

Klokken nærmede sig vores “frisættelse”, og politiet truede med at tilbageholde os i yderligere 48 timer, så vi gik frivilligt ind på stationen, hvor vi fik taget billeder, blev kropsvisiteret og til sidst fik en sandwich. Selv om det kun var tolv timer, og man det meste af tiden kunne bevæge sig frit i toget eller bussen, var det en lettelse i kroppen at blive sluppet fri. Udenfor havde aktivister sørget for en campingvogn med mad, snacks og drikkevarer. Der kom hurtigt biler for at hente os. Vi var hjemme i lejren omkring kl. 3, hvor vi straks gik i seng, for tre timer senere skulle vi op igen og hjem til Danmark.