Solidaritet med stilladsarbejderne!

Mandag morgen blev et ulovligt stillads på Lundtoftegade på Nørrebro væltet af en gruppe stilladsarbejdere. Arbejderne ville ikke finde sig i, at deres liv og sikkerhed på arbejdet sættes på spil af griske og skruppelløse underleverandører, der prioriterer profit og bundlinje over mennesker og liv hver eneste gang.


Af Socialistisk Ungdomsfronts Faglig Gruppe

Efter en ukendt gruppe væltede et andet ulovligt stillads fredag aften, blev DS Byggeris ucertificerede stilladsarbejdere sat til at sætte et nyt op søndag nat i mørke kun belyst af pandelamper i fem etagers højde. Det nye stillads levede heller ikke op til en lang række sikkerhedskrav, bl.a. stod det for langt fra bygningen og flere gelændere var kun stripset sammen til enorm fare for stilladsarbejderne. Det filmede en faglig sekretær fra Elforbundet sammen med en stilladsarbejder, i et forsøg på at dokumentere de ulovlige arbejdsforhold. Bygherren svarede tilbage i bedste mafiastil med et hold rockerbøller, der overfaldt og tæskede de to i en grad, der sendte den ene på hospitalet.

Det er dog ikke kun underleverandørerne på pladsen, der gør noget forkert. SUF mener, at bygherrerne bør stilles til ansvar for manglen på ordentlige vilkår på deres pladser. Derfor er det vigtigt, at der hurtigst muligt laves lovgivning om kædeansvar for leverandører, underleverandører og bygherrer, så de menneskelige konsekvenser ved at skide på sikkerheden for arbejderne gøres juridiske og rammer dér, hvor det betyder noget for bagmændene: pengepungen.

Det samme bør gøre sig gældende ved offentlige byggeprojekter. Arbejdsforholdene under konstruktionen af Cityringen var også præget af en lang række sikkerhedsmæssige mangler til fare for arbejderne. Metroselskabets valg af underleverandører viste samme valg: Et totalt fravær af moral og ensidigt fokus på at færdiggøre projektet så hurtigt og billigt som muligt. Arbejdstilsynet udstedte over 1300 påbud, strakspåbud og forbud – mere end dobbelt så mange, som standarden er i branchen for et projekt i den størrelsesorden.

Når bygherrerne skider på arbejdernes sikkerhed og gambler med deres liv, må arbejderne tage sagen i egne hænder. Det var det vi så i mandags på Nørrebro, da stilladsarbejderne potentielt reddede deres kollegaers liv ved at sikre sig, at ingen kunne arbejde på det ulovlige stillads. Smadret ejendom er en ærgerlig konsekvens af den elendige sikkerhed, men menneskeliv må aldrig vægtes lavere end materielle goder. SUF opfordrer alle til at være på vagt for deres ret, der for tiden presses historisk meget af kapitalens jagt på profit.

Det skal vi have i baghovedet, når OK20-forhandlingerne snart indledes. Der skal arbejdes for et markant løft af lavtlønsområdet, samt en forhøjet startløn. Samtidig er det enormt vigtigt, at arbejdsmiljøet sikres og indsatsen mod social dumping intensiveres.

SUF udtrykker sin uforbeholdne solidaritet med stilladsarbejderne. Det eksempel, de sætter for organisering mod løndumping og livsfarlige arbejdsvilkår bør være en inspiration for den kommende generation af faglige aktive. Sammen har vi en verden at vinde!