Teater Grob beskriver selv SOLFORMØRKELSE som en sort komedie om kvinder i tre generationer, men tematikkerne er universelle for alle mennesker der er vokset op i det tyvende – og enogtyvende århundredes konstante omskiftelighed. Aldrig har spændet mellem to generationers værdier og normer været større, og det bliver tydeligt i forestillingen, når hippiekulturens frihed støder sammen med yuppiernes karriereræs og SoMe-generationens forsøg på at balancere tidligere generationers modstridende værdisæt.
Af O.T
Mia og Henrik har været i fertilitetsbehandling i fire år uden held. Processen har været opslidende for forholdet, så på Mias 35-års fødselsdag skal problemerne erstattes med hjemmebagt kage i selskab med hendes mor og mormor. Festdagen falder tilfældigvis sammen med en solformørkelse over Danmark. Solformørkelsens kommen kaster sine mørke skygger over landskabet, i samme takt som uforløste konflikter imellem generationerne kaster sine skygger over den ellers glædelige begivenhed.
I spørgsmålet om børneopdragelse, hvilken generation har så gjort det bedst? Mias mor, hvis børn aldrig har manglet noget i den store toetages murstensvilla på Frederiksberg, men som er vokset op med en fraværende karriereorienteret mor? Eller Mias mormor, hvor alt foregik i kollektivets frie og grænsesøgende ånd, men som overlod børnene til sig selv, og til dem, der måske ikke kunne kende forskel på et barn og en voksen? Og hvad med Mias oldeforældre? Krigsgenerationen, som måtte overleve på et eksistensminimum, hvor alkohol og et drag prygl ikke var uvant i de små hjem. Der kommer aldrig noget forkromet svar på det moralske morads, men argumenterne bliver svunget som toæggede sværd, hvilket efterlader publikum med en dejlig følelse af fornyet indsigt og forståelse, uden at få tvunget et bestemt perspektiv nedover hovedet.
Ulla Henningsen gør det fantastisk som Mias fandenivoldske mormor. Hendes kyniske repliklevering er knivskarp, og hendes vægtning af alvor og humor er fint afbalanceret. Ellers er der desværre den gennemgående tendens, at stykket har svært ved at navigere i sin egen tone: På den ene side et ønske om at være lattervækkende og på den anden side at jonglere de alvorlige emner som fosterdød, overgreb og dyb personlig krise.
Man når heller aldrig helt at få en dybere forståelse for Mia og Henriks personlige motivation og den livskrise, de befinder sig i. Mia bevæger sig gennem forestillingen i en passiv-depressiv tilstand, hvori Henrik fjoller rundt og kommer med fun-facts i et forsøg på at opbløde den knugende og alvorlige stemning. Så da deres konflikt endelig bryder ud i lys lue, sidder man med fornemmelsen af at overvære to fremmede der skændes på gaden – og med den dertil følgende lyst til, at lade sit blik hvile alle andre steder end på de råbende parter.
Den til tider manglende forståelse kan tænkes at være resultatet af, at forestillingen, på sin relativt korte spilletid på 75 minutter, har slået et for stort brød op. Stykket er proppet med interessante tematikker, lurende konflikter og dvælende poesi, som alle gerne skal have plads på bekostning af hinanden. Derfor sidder man tilbage med et savn efter skarphed og fokus.
Forestillingens scenograf gør dog at man aldrig keder sig. Den er dynamisk, minimalistisk og åbner på en fantastisk måde hele tiden op for nye perspektiver. Skuespillerne har internt en skøn dynamik, som efterlader en med følelsen af at være i kompetente hænder.
Spilledage:
1. – 30. nov 2019
Hverdage kl. 20, lørdage kl. 16
Hvor:
Teater Grob
Nørrebrogade 37
2200 København N
Billetter fra 90 kroner.
