Konfronts kulturredaktion er på Roskilde Festival og var med da bandet girlcrush gik på scenen.
Søndag aften spillede girlcrush på Roskilde Festivals Rising scene. Smilene var store, omkvædene var nemme at synge med på og området foran Rising var tætpakket med dansende unge. Selvom Nat Stallbaum sagde at de har været nervøse, var det ikke til at se. De så ud som om de hørte til på en scene af den størrelse. Med to singler ude, Girlcrush og Take My Clothes Off, er bandet rimelig up-and-coming. Deres kombination af fuck-patriarkatet tekster, kærlighedssange til hinanden og andre kære og bubblegum-punk gik rent ind hos publikum og skabte en kantet og sød stemning. Min kammerat grinede stort og gjorde mig opmærksom på de gennemsmadrede bækkener, som Andrea Ida Pronk Jacobsen sad og spillede på. Jeg fik senere at vide at det ikke er intentionelt; de har bare ikke råd til godt gear. Det er et meget punk band på den måde; gearet behøver ikke at være godt, musikken behøver ikke at være tekniskt fantastisk, det vigtige er den gode stemning der bærer projektet.
Jeg blev hurtigt grebet af hvor fed stemningen var, og hvor dejligt det er at høre politisk musik som ikke behøver at være bygget op omkring vred lyd og aggressioner. Der er noget rart ved at lave politik med et smil.
I dag tog jeg så ned i bandets camp og snakkede med dem over en drink. Da jeg ankom havde de optur over en syngende positiv anmeldelse fra GFrock, som havde kvitteret med 6 stjerner og næsten ikke kunne stoppe med at prise dem. Vi satte os ned og snakkede i en ti minutters tid om politik, queerliv og glad punk.
Med meget materiale om mentalt helbred fungerer gruppen også som støtte for hinanden. Som Jacobsen grinende påpeger er deres øvesessioner 50% musik og 50% terapi. Musikken handler meget om psykisk sårbarhed, queer kærlighed og feminisme, som for eksempel nummeret Start Your Own Fucking Band, rettet mod mansplainende idioter. Jeg spurgte ind til hvordan det kan være at de laver glad punk når mange af teksterne giver rigeligt plads til at være sur. Stallbaum svarede at “Det var egentlig også intentionen at lave sur skrigepunk, men det var bare ikke den musik der kom ud af os”. Det er heller ikke en ulæmpe, som de siger, at musikken favner bredere og er mere dansabel. Så går budskabet op for lytteren efter tredje eller fjerde gang de lytter, og måske kan det så nå ud til nogle flere. Marie Anna Svendsen siger også at kontrasten mellem form og indhold, det vrede tekstunivers og den meget søde lyd, måske kan få folk til at lytte mere til hvad de synger om. Det fik i hvert fald også folk til at synge med. Stallbaum gør også opmærksom på at “når man kæmper en politisk kamp er det også vigtigt at huske at det kan være smukt og give en masse sammenhold. Ligesom når transkønnede identificerer sig ud fra gender euphoria i stedet for gender dysphoria.” Men meget af musikken er også kærlighedssange, minder Svendsen mig om. “Men queer kærlighedssange”, supplerer Jacobsen. Som queer er meget af det personlige liv også en form for politisk liv, indskyder Stallbaum. Det er liv som leves i modstand til det normative.
Jeg glæder mig til at følge deres musiske og politiske liv videre.
I løbet af sommeren indspiller bandet et minialbum. I efteråret udgiver de så singler fra det, og hele albummet kommer i starten af 2020.
