Skal du holde jul med familien?

Julen (den mest normative højtid på året) er over os og med den følger, for mange af os, et hav af traditioner og forpligtelser med en familie, som man måske har et anstrengt eller ligefrem dårligt forhold til. Hvert år ser jeg, hvor hård denne højtid er for mange af mine queer venner og kammerater. For queers er der nemlig nogle særlige udfordringer forbundet med det at være sammen med familien: fejlkønning, deadnaming og generel disrespekt. Derfor har jeg gennem samtaler med queer kammerater forsøgt at samle nogle gode råd til at komme helskindet igennem julen som queer person.


Af Anne, Feminisme&Krop-redaktionen
Alle relationer er forskellige

Når du læser denne tool box, er det vigtigt at huske på, at alle folk er forskellige. Nogle af de råd og overordnede tips, der er blevet givet her, kan virke godt for nogen i nogle situationer, men ikke for alle, da familiedynamikker og temperamenter er forskellige. Derfor skal denne artikel ikke ses som en generel formel, der virker på alt. Se den i stedet som nogle tips, du kan tænke over, hvorvidt kunne virke for dig eller ej.

Jeg har talt med queers af forskellige køn og med forskellige familierelationer, for at få et mere varieret udbud af råd, så flere læsere kan få gavn af artiklen. Både queers der er sprunget ud over for deres familier og queers der ikke er; queers der har støtte tæt på og queers der ikke har, har alle viderebragt deres erfaringer i denne artikel.

Du skylder ikke nogen noget

Alle de, som jeg har talt med til denne artikel, har understreget, at man som queer person ikke skylder nogen noget – heller ikke sin familie og heller ikke til jul. Som Sara Ahmed i Killjoymanifestet skriver, skal man ikke gøre andre menneskers lykke til sit mål. Nogle gange kan det være en stor lettelse ikke at skulle bruge tid og energi på folk, der ikke respekterer én, som man er.

Mange queers oplever i forvejen meget undertrykkelse i deres liv, og derfor er det ekstra vigtigt, at man passer på sig selv og træffer valg, der er sunde og gode for en. Prøv derfor at tænke over:

  • Får jeg det godt af at holde jul med min familie?
  • Er det at passe på mig selv at se min familie til jul?

Hvis svaret er nej, er det en god idé at overveje at lade være med at se din familie i julen.

At komme ud af familieforpligtelser

Hvis du tager konflikten

Det kan være meget uoverskueligt at skulle sige nej til at se sin familie, da det ofte kan føre til en stor konflikt. For nogle kan det virke godt at sætte foden ned og sige, at man ikke kommer til juleaften eller til julefrokost, før familien har accepteret ens pronomen, er holdt op med at sige homofobiske ting eller lignende. Man kan fortælle dem, at man ikke føler sig accepteret og respekteret i familien og at man får det skidt af at være tilstede under de forhold og derfor ikke vil deltage, før de har ændret sig. Det er en tilgang, der kan have en stor effekt, da det er noget mange familier vil føle sige nødsaget til at reagere på. Selvom de ikke umiddelbart forstår, hvordan man opfører sig ordentligt over for queer personer, kan man håbe på at de vil være villige til at forstå dig og ændre deres opførsel, da mange vil gøre meget for at se dem, de holder af i julen.

Omvendt kan man ikke være sikker på, om familien reagerer ved at lytte og faktisk ændrer sig, eller om de bliver trodsige og vrede. Det kan også ende i, at de påstår at ville ændre sig, uden at gøre det. Dermed kan det blive en meget lang kamp, hvis man skal blive ved med at sige fra.

Før man tager konfrontationen med sin familie, er det en god idé at overveje grundigt, hvad man ønsker at få ud af det, og hvor realistisk det er, at det rent faktisk vil lykkes. Er målet at passe på dig selv ved at forsøge at undgå at havne i ubehagelige situationer? Eller ønsker du at forbedre forholdet til familien? Hvad er det sandsynlige udfald og vil du kunne overskue konsekvenserne?

En idé kan være at tage konfrontationen på et andet tidspunkt af året, hvor der ikke er skruet lige så højt op for faste traditioner og familieforestillinger, der kan være svære at leve op til som queer. Måske er det bedre at tage snakken i f.eks. foråret, hvor man er på afstand af alt julens stress og hvor man med sin queerhed måske er en mindre trussel for det normative glansbillede. Familien vil dermed også få længere tid til f.eks. at lære at benytte det korrekte pronomen – og måske vil man kunne få en hyggeligere jul sammen næste år.

Uanset hvordan eller hvornår man siger fra, er det aldrig en nem ting at gøre. Man skal være virkelig påpasselig og huske at have sig selv og sit eget velbefindende med i beslutningen. Heldigvis er der andre løsninger, hvis lokummet brænder og du bare ikke magter at se familien til jul.

Lyv!

En mindre konfrontatorisk metode at undgå ubehageligheder med familien til jul, er simpelthen at lyve dig fra at se dem. Lyv dig ud af familieforpligtelserne! Hvis det giver mening, så sig at du skal arbejde eller at du er midt i en hård og tidskrævende eksamen. Hvis det ikke giver mening, så sig at du er blevet inviteret til at holde jul et andet sted og gerne vil prøve noget nyt, eller sig at du laver velgørenhed i år i stedet. Hvis intet af det virker, så ring og sig at du er blevet syg. Når det handler om at passe på dig selv, er det 100% OK at lyve – særligt hvis det at fortælle sandheden vil tære på kræfter, du i virkeligheden ikke har. Gør det så let for dig selv som overhovedet muligt, hvis det er det, du har brug for!

Hvis du skal holde jul eller julearrangementer med familien

Ikke alle har muligheden for at kunne komme udenom juletraditionerne med familien. Nogle er f.eks. afhængige af pengegaver, de får juleaften, for at kunne komme igennem januar måned. Andre står i en situation, hvor ingen undskyldninger i verden vil kunne lade dem slippe. Andre igen har det ambivalent og har måske nogle aspekter, de elsker ved jul med familien, mens andre aspekter er rigtig hårde. Her er der samlet nogle helt konkrete tricks til at komme igennem julearrangementer, som de queers jeg har talt med, har gode erfaringer med:

Juster dine forventninger

Julen kræver, at man er i et særligt headspace, så juster dine forventninger inden du tager afsted. Hvad kan der komme til at ske i dag, der kan blive svært? Vil du reagere på alle de ting der ikke er ok, eller vil du lade nogle ting passere? Måske er der nogen i familien der hele tiden bruger et forkert pronomen om dig. Er det noget du vil rette, eller vil du lade være? Vil du være på og ikke acceptere noget bullshit og dermed måske komme ind i flere konflikter, eller vil du bide tænderne sammen og lade som ingenting? Måske et sted midt imellem? Uanset er det altid godt at være forberedt!

Sæt grænser

Det vigtigste er dine egne grænser og dit eget velbefindende. Derfor er det vigtigt at sætte grænser. Det kan man sagtens gøre, selvom ens familie måske ikke ved, at man er queer. Hvis snakken falder på et queer emne midt i julemaden, kan du sige, at det vil du ikke snakke om – de behøver jo ikke at vide hvorfor. Sig f.eks. at du ved at folk er så uenige, at der vil blive dårlig stemning og, at det ikke er hyggeligt. Eller, hvis du har overskud, så sig i en meget bestemt tone, hvad du mener og læg op til at det ikke er en diskussion – luk samtalen ned og marker din grænse på den måde. Her kan det være en stor hjælp, hvis du har en god allieret i din familie som kan bakke dig op og hjælpe med at afværge specifikke emner eller lukke dem ned.

Hvis du har venner omkring dig

    • Det er en kæmpe hjælp at have en ven i familien som enten ved, at du er queer, hvis din familie ikke ved det, eller som bare kan være en støtte for dig når ting bliver svære. Ellers er det altid en god idé at skrive med dine venner i løbet af dagen. Selv hvis der ikke er nogen lige netop der hvor du er, der forstår dig, så husk på, at der findes masser af folk andre steder, som forstår lige nøjagtig, hvordan det kan føles at skulle være sammen med en familie, som ikke forstår eller tager hensyn til en.
    • Lav en aftale med én eller flere venner om at ses, når du er færdig til familiearrangementet. Hvis du har en følelse af, at de er din valgte familie af ligesindede og at I elsker og forstår hinanden netop som I er, så husk på det og fejr det sammen. Måske kan I endda lave jeres eget lille alternative julearrangement sammen!

Giv dig selv nogle pauser

    • Hvis du skal være sammen med din familie i lang tid af gangen, kan du evt. gå ind i et andet rum og tage en lur eller læse lidt, når du har brug for en pause – hvis det er svært at få lov, så sig at du har hovedpine eller lignende
    • Gå en tur hvis du kan slippe afsted med det – hvis der er en hund eller der er noget der lige skal købes ind, er det jo en god undskyldning
    • Hvis du er ryger er det en god mulighed for mange små pauser

Du er en hemmelig spion!

    • Hvis din familie ikke ved at du er queer, så leg at du er en hemmelig spion, der er undercover i din familie. Nu gælder det om at de skal kunne lide dig, så du kan få alt det gode slik og finde ud af de mest spændende familiehemmeligheder!
    • Her kan det være en hjælp at have en lille ting med som vidner om dit rigtige jeg på dig; en slags talisman, der kan give dig styrke. F.eks. en mascara, du kan have i lommen eller lignende

Fokusér på planen for dagen

    • Ved juletid er der tit særlige traditioner, og mange familier har en specifik køreplan for, hvad der skal ske hvornår. Det er godt for dig, fordi så har du noget at fokusere på
    • Måske kan det være dig, der står for noget af maden i år, og på den måde ved du hvad der skal ske og du behøver ikke at tænke på så meget andet
Hvis du ikke er kommet ud overfor din familie

Det er vigtigt at sige, at du ikke skylder din familie at springe ud! Hele processen med familiemedlemmer, der ikke forstår dig og ikke har viden til at håndtere det, er super svær. Hvis du er i en situation, hvor det rigtige tidspunkt kommer, så kommer det – hvis det ikke gør, så er det totalt OK. Det er ikke din pligt at springe ud overfor din familie, og du bliver ikke mere gyldig queer af at gøre det. Som queer skylder du hverken forklaring eller ærlighed overfor din familie – du skylder kun at passe på dig selv, uanset hvad det indebærer.  Overvej f.eks. om du kan holde ud at blive fejlkønnet en hel aften og vej det op imod, om du kan magte at tage springet og fortælle om dit køn. At indvie din familie i din queerhed skal være noget, du gør for din egen skyld, og hvis det er hårdere for dig at skulle springe ud lige nu, så er det bedre at passe på dig selv og lade være.

Det vigtigste er at huske på, at julen er hjerternes fest, og det er dit eget hjerte du skal passe allermest på!