Den 13. januar 2019 markerer 100-året for en af den socialistiske bevægelses længst varende traditioner. På samme dag blev lederne af den tyske revolution, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, myrdet i Berlin af det fascistiske frikorps, bevæbnet og ledet af den socialdemokratiske regering, der tog over efter kejser Wilhelms abdikation den 11. november 1918.
Begivenhederne fandt sted som en konsekvens af den fortsatte tyske krigsindsats i første verdenskrig, der siden USA’s indgang på allieret side i 1917 var gået imod det tyske imperium og dets allierede i form af dobbeltmonarkiet Østrig Ungarn og det Osmanniske imperium.
Med udbruddet af den russiske revolution i november 1917 var tankerne om en radikal implementering af et socialistisk system hinsides socialdemokratiske partiers reformisme blevet en realitet, og spændingerne i Tyskland var på deres højeste, efterhånden som krigslykken gik imod det tyske kejserrige. I oktober 1918 havde den øverste militære ledelse i Tyskland lavet planer om en sidste kraftanstrengelse for at bryde den maritime blokade, som siden krigens begyndelse langsomt havde kvalt de tyske forsyningslinjer og muligheder for handel med neutrale magter, herunder Danmark. Med budskabet om en stor offensiv og udsigterne til at dø under den britiske flådes kanoner, begik matroserne på den tyske flåde stationeret i Kiel myteri. Deres officerer blev anholdt eller henrettet, og krigsskibe under det røde flag begyndte at stævne ind i tyske havne langs Østersøen. Herved spredte oprøret sig hurtigt til samtlige storbyer i Tyskland, hvor der blev formet soldater- og arbejderråd, som overtog kontrollen med de lokale områder. I løbet af en måned var den tyske kejser tvunget til at gå af og overlade regeringsmagten til en socialdemokratisk koalitionsregering. På dagen for kejserens abdikation udråbte Karl Liebknecht den tyske revolution og krævede omgående våbenhvile med de allierede, samt overgivelsen af al magt til arbejder- og soldaterrådene.
Det blev dog hurtigt klart, hvorledes det tyske socialdemokrati under den nye rigskansler Friedrich Ebert ingen intentioner havde om at følge Ruslands vej til revolution. Under ledelse af Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht søgte det nystiftede tyske kommunistparti (tidligere Spartakusforbundet) at fortsætte den revolutionære udvikling. Med hæren stadig ved fronten og staten i kaos tyede regeringen til hjælp fra såkaldte frikorps. Bestående af tidligere soldater og frivillige fra de tyske højre var korpsene sammen med politiet og tilbagevendende hærenheder med til at trænge de revolutionære kræfter tilbage. Under hårde kampe blev Luxemburg og Liebknecht tage til fange i Berlin og herefter myrdet. Den Tyske revolution var besejret, men myten lever videre og inspirerer stadig i dag.
Kun afbrudt af tiden under det nazistiske diktatur har en broget skare, der spænder fra anarkister til trotskistiske, kommunistiske, antifascistiske og stalinistiske partier, hvert år marcheret fra Frankfurter Tor i Berlin til kirkegården i Friedricshfelde, hvor et monument står rejst til minde.
Til trods for at deltagerantallet ved disse demonstrationer de sidste år har været faldende, mødte mere end 15.000 mennesker op og gik med faner, plakater og billeder af de to martyrer gennem Berlins gader. Til lyden af socialistiske sange og taler blev der lagt blomsterkranse for at markere at kampen for en socialistisk verden ikke dør men lever videre i de bankende hjerter af kammerater overalt i verden.
