RÆDSEL udfolder angst i syntesen mellem voksen- og børneteater, men formår ikke helt nogen af delene

RÆDSEL, der lige nu spiller for anden gang på Teater Grob på Nørrebro, er et to-personers stykke om, hvordan livet kan vendes på hovedet af angsten, og hvordan vi kan komme til at lade os styre af uvelkomne tanker. Men i sidste ende kommer det til at sige både for meget og for lidt.


Anmeldelse af Harry Eucrow

Fortællingen i RÆDSEL er nem at forstå: succesfulde øvre-middelklassemor Eva (Christine Exner) klare sig godt og er samfundsmæssigt funktionel, men efter et dødsfald på hendes arbejde som øjenkirurg rammes hun af klinisk angst. Angsten repræsenteres i form af en Stemme, spillet af Alexander Clement, som er lige dele neurotisk gentleman og voldeligt uhyre. Stemmen flytter ind i hendes liv for at minde hende om, at alt i verden er farligt, og at hun aldrig nogensinde vil være god eller sikker nok. Til sidst flygter Eva fra job, familie og hendes liv for at gå i eksil i et svensk sommerhus, bare hende og Stemmen, før hun endelig må konfrontere sin fortid og dens dæmoner, og komme ud på den anden side.

Og langt henad vejen er RÆDSEL et enormt velsammenskruet stykke. Den simpelt, geometriske, gråmellerede scenografi fungerer dynamisk som en spejling af Evas følelser, der kan udvide sig og genformes i sikre øjeblikke, og trække sig sammen som truende, klaustrofobiske stormskyer, når verden igen er ved at gå under. Koreografi og instruktion (leveret af Rune David Grue) er præcis og skarp – særligt i de scener, hvor Eva og Stemmen spejler hinanden, hvor de bliver sværere og sværere at kende forskel på, eller ender i makabre dødsdanse på kanten af sammenbruddet. Kemien imellem de to spillere er også perfekt afstemt – hvor Exner først virkelig kommer til sin ret efter den første halve times middelklassefortælling, leverer Clement fra første øjeblik et dybt underholdende, næsten sympatisk uhyre, der virkelig bare gerne vil hjælpe, selv som det river Evas hverdag fra hinanden. Samtidig pendulerer de to imellem had, kærlighed og total symbiose i en konstant, flydende bevægelse, der giver en fascinerende kompleksitet til deres dødsdømte forhold.


Men der er desværre en mere grundlæggende frakobling i mødet mellem RÆDSELs form og dét emne, stykket gerne vil bearbejde. Kort sagt er det som om, at manusforfatter Anna Bro gerne vil fortælle en granvoksen historie med børneteaterets virkemidler, men uden helt at komme i mål med hverken eller. Hvis det ikke var for de tunge, eksistentielle temaer, ville RÆDSEL faktisk være let at forveksle med en særdeles vellavet børneteaterforestilling. Hele fortællingen udfoldes gennem løbende monologer af Christine Exners hverdagsborgerlige Eva, akkompagneret af næsten Pixar-esque chanson-musik – alle dens tanker udpensles, og ingenting overlades til fantasien. Faktisk både starter og slutter stykket med disse, hvor publikum adresseres direkte, som elever, der er kommet for lære dagens lektion i klinisk angst.

Det samme gælder for Stemmen, der allerede er meget tydeligt udskåret som metafor, men stadig bliver forklaret adskillige gange i simpelt billedsprog, som en lille djævel på skulderen, en knude i maven eller en tung vægt på ryggen.


Disse virkemidler fungerer exceptionelt godt i børneteateret, hvor metaforer helst skal være simple og klart forklarede, og hvor en overbærende fortællerstemme kan tage et ungt publikum i hånden fra start til slut. Men i RÆDSEL, rettet mod voksne, tenderer de til banalitet – stykket redegør fabelagtigt overbevisende for, hvordan angsten påvirker os, med en lang række virkeligt skarpe observationer, men giver aldrig plads til nogen egentlig analyse eller fortolkning. Det bliver konstaterende i stedet for udforskende, og man kan ikke undgå som publikum at føle sig en smule talt ned til.

Det er en skam, for der gemmer sig tydeligvis to gode stykker i RÆDSEL. På den ene side en klaustrofobisk, knugende fortælling om psykisk sygdom, og hvordan den kan rive selv den mest velfungerende hverdag fra hinanden på de mest rædselsfulde måder; hvordan vi mister evnen til at kende forskel på os selv og sygdommen, og hvordan det kan gøre os fremmed for alt, vi troede, vi kendte, og efterlade os nøgne og alene. Og på den anden side et formidlingsstykke, der lødigt kan forklare børn og unge om et svært emne, de nok vil møde ofte i deres liv. Desværre ender de to stykker med at æde af hinanden, så selv en velspillet og solidt sammensat produktion mister pusten, og ikke helt når i mål.

RÆDSEL spiller indtil d. 3. november 2021 på Teater Grob, og billetter kan købes på Grob.dk.