Info til journalister

Konfront er en medieplatform for og af den radikale udenomsparlamentariske venstrefløj. Vi er en organisation bestående af grupper, organiseringer og aktivister, som vil et grundlæggende andet samfund, der er socialistisk, feministisk, mangfoldigt og lige, og vi har alle en generel mistillid til det bestående systems institutioner, herunder retsvæsenet, politiet, parlamentariske institutioner og pressen.

Det betyder, at selvom vi er interesserede i at udbrede kendskabet til Konfront i den brede offentlighed både nationalt og internationalt, så er vi altid mest interesserede i at beskytte og styrke vores egen bevægelse. Derfor vil vi i et eventuelt samarbejde med dig og dit medie arbejde ud fra følgende principper:

  • Alle aftaler om interviews eller andre former for samarbejde går gennem vores redaktion, som kan kontaktes på redaktion@konfront.dk.
  • Vi medvirker kun i historier, hvor vi selv kan stå inde for vinklen
  • Vi repræsenterer udelukkende Konfront – dvs at vi aldrig udtaler os på vegne af hele den radikale udenomsparlamentariske venstrefløj
  • I nogle tilfælde kan det give mening for os at sende din kontakt videre til grupper og organiseringer, der ved mere om emnet, eller som generelt sjældent får mulighed for at komme til orde i mainstreampressen
  • Vi stiller kun op til aftalte interviews, hvor vi ved, hvad interviewet drejer sig om og hvilke spørgsmål, vi kan forvente
  • Vi kræver altid citater til godkendelse ved interviews til skrevne medier og andre interviews der ikke udsendes live
  • Vi bestemmer selv, hvem der stiller op til interviews eller andre former for samarbejde med dig ud fra vores egne principper om mangfoldig repræsentation
  • Vi vil have ret til selv at bestemme, om vi vil anonymiseres. Du bestemmer ikke om vores personlige oplysninger skal deles med hele verden, og vi er derudover generelt imod den overdrevne personfiksering i både det etablerede politiske system og i pressen
  • Vores politik er ikke til salg, og vi forventer gensidig respekt. Det betyder bl.a. at det får konsekvenser, hvis du forsøger at snyde os, hvis du ændrer din vinkel uden at informere os om det, eller hvis du på anden vis bevidst forsøger at rive os rundt i manegen

Kontakt redaktionen på redaktion@konfront.dk