I en helt ny podcast udgivet af Afrika Kontakt, fortæller Helle Løvstø Severinsen, hvordan EU-Kommissionen taler usandt for at få vedtaget en ny fiskeriaftale med Marokko.
I EU Kommissionens rapport om konsultationer med berørte parter, nævnes for eksempel ikke, at saharawiernes legitime repræsentant, Polisario, er modstander af fiskeriaftalen, der skal omfatte Vestsahara, at EU-Domstolen kalder den ulovlig og at der i det besatte Vestsahara kun er lavet konsultationer med pro-marokkanske organisationer.
I podcasten interviewer Helle Løvstø Severinsen blandt andet Polisarios repræsentant i Danmark, Lamine Mohamed Ali og Erik Hagen fra den norske Vestsaharakampagne. Hun nævner også, at den danske regering tilslutter sig den ulovlige fiskeriaftale med henvisning til Kommissionens usande rapport.