Børnemagt: Personlig historie skrevet af Tobota

Børnemagt er en af de væsentligste antiautoritære strømninger, der over de seneste omkring 50 år, gennem mange generationer af børnemagtere, har præget og været med til at forme det venstreradikale miljø i Danmark. Følgende er lige dele historisk gennemgang af Børnemagts historie, såvel som det er en personlig beretning om Tobota fra BZ Portalen og hans liv. Læs den og bliv inspireret til at tagge “Æ-bæ-bu børnemagt nu!” på det næste offentlige toilet, du besøger!


Af BZ Portalen

Det lå ligesom i tiden – at noget nyt måtte ske. Ovenpå 60’er-generationens opgør. Deres landevindinger: Thylejren, Christiania, Folkets hus og husbesættelser som Sofiegården, Huset i Magstræde og Jægergårdsgade. De store demonstrationer mod USA’s invasion i Vietnam, mod atomkraft og mod oprustning. 60’er-generationen splittedes i politiske fraktioner, og de hårde stoffer gjorde deres indtog.

Deres børn var enten meget overladt til sig selv – laissez-faire – mens de voksne realiserede dem selv i kollektiver, på ølejre og steder som Christiania, eller også blev de stærkt politisk prægede i de røde søndagsskoler, friskoler og på Tvind.

På Christiansborg tordnede politikere som Erhard Jacobsen frem mod folkeskolerne, som ellers var undergået en demokratisering, og revselsesretten hos lærere var blevet ophævet. Nu hed det sig, at “politisk indoktrinering var fyringsgrund”. Meget venstreorienteret undervisningsmateriale var ellers blevet indkøbt til skolerne og overlevede for en tid. Men mange lærere afholdt sig fra at bruge det eller at udtrykke deres meninger og holdninger i elevers påhør. Det var stadig den traditionelle tavleundervisning, der var fremherskende de fleste steder, og det med at lære eleverne at samarbejde og lave egne projekter måtte de vente med, til de evt. kom på gymnasiet. Men man forsøgte at komme dem i møde på andre måder, ved at lade dem være med til at dekorere klasseværelser med tidens popgrupper og indrette rygerum til dem.

Hvor skolerne ikke måtte, så slog film- og musikbranchen til gengæld dørene op. De store koncertnavne trak store mængder af børn og unge til sig på steder som K.B. Hallen og i Forum, hvor inventar blev smadret i ungdomsiver. Stærkt politisk underbyggede sange var på de unges læber i Vesterbro Ungdomsgård og blev udgivet på plader som “Kattejammer rock” og “Hjerteblod”, der spredtes ud over landet. Danske Ungdomsfilm boomede igennem 70’erne og især film som “Operation Kirsebærsten”, “Lad os være” og “Du er ikke alene” viste, at børn og unge sagtens KAN SELV og vigtigheden af at gøre op med autoriteterne.

Børnebevægelsen starten af 70_erne Arkiv foto BZ Portalen

Ungdomshus og Børnebevægelsen

Første gang, jeg stødte på begrebet “Børnemagt”, var i det BZ’atte Ungdomshus i Abel Cathrines gade på Vesterbro i 1981. Jeg var 17 år og politisk set en grønskolling, der ikke nævneværdigt vidste noget om, hvad der var foregået i Danmark eller i verden omkring mig. Men godt 10 år før begyndte nogle børn og unge fra Nørrebro at definere sig selv som Børnemagtere. De aktionerede bl.a. mod Danmarks indtræden i EF. I 1974 blev der startet et børnemagtssted op på Christiania. Her blev tanker om et børnehus udviklet, og det førte til konkrete planer om at besætte et hus med det formål overfor den Grå hal. Desværre kom uroerne dem i forkøbet og brændte huset ned natten før, huset skulle have været BZ’at.

Ud af samme gruppe udsprang børnerock-bandet Parkering Forbudt, der meget hurtigt blev kendte pga. deres musikalske dygtighed, teksternes budskaber, der bevidnede nytænkning, og deres retning mod en stor målgruppe af børn og unge, man ellers ikke regnede for noget i den etablerede voksne musikverden. Parkering Forbudt tonede frem med koncerter og udgivelse af lp’er og fik en stor fanskare. I stedet for at lave en fanklub stiftede Parkering Forbudt “Børnebevægelsen”, da de jo ville noget med deres musik – lave om på alle de ting, de syntes var forkerte, og som de også sang om. Børnebevægelsens omdrejningspunkt var børns rettigheder, og her levede tankerne om et børnehus videre. De mente, at børn havde ret til at stikke af hjemmefra, hvis de ikke havde det godt derhjemme. At der skulle være et trygt sted at søge tilflugt i, så de ikke skulle ud i kriminalitet for at overleve og finde et nyt sted at bo. I 1980 blev der skabt grobund for nye generationer af børnemagtere på Nørrebro med etableringen af Byggeren i den Sorte Firkant. Myndighedspersonernes fuldstændige mangel på forståelse og imødekommenhed, der til sidst førte til rydningen og de efterfølgende kampe, gjorde kun børnene lige så uforsonlige.

1980’erne: Børnebevægelsen og Ungdomshuset

I starten af 1981 blev der BZ’at et børnehus bag Christianshavns beboerhus. Det var børnebevægelsen og de lokale børn, der stod bag. Kommunen kom med et tilbud, som de lokale børn sagde ja til, men børnebevægelsen sagde nej. Selvom de lokale børn var i mindretal, fik de deres vilje, og børnebevægelsen trak sig. Senere røvrendte kommunen selvfølgelig de lokale børn. Børnebevægelsen fortsatte med at BZ’e huse på Nørrebro, men blev smidt ud af politiet hver gang. Da der så kom gang i Ungdomshuskampen midt på året, gik flere med i den.

De tanker, der blev defineret i 1981 omkring, hvad Ungdomshuset skulle/skal være for et sted, hviler på værdier, som også børnemagt bygger på:

  • Huset er åbent for alle uanset alder (Ingen aldersfascisme. I traditionelle ungdomsklubber skulle man være fyldt 12 år for at komme ind, og man blev hældt ud igen, når man var 18).
  • Husets daglige drift styres af brugerne. (Ingen voxenfascisme. Ingen pædagoger).
  • Fællesmødet er husets højeste besluttende myndighed (Ingen politiske partier. Ingen ledere).

I praksis kom det til at betyde, at der f.eks. boede en ung enlig mor med hendes lille datter i huset, og at helt unge søgte tilflugt der, når de stak af hjemmefra. Døgnkontakten var i modsætning hertil nødt til at rette henvendelse til forældrene, hvis unge under 18 år havde bedt om hjælp hos dem. Børnemagt havde fra starten af et fast lokale i huset.

Abel Cathrines gade 1981 Foto Maren Kirstine Theilgaard

Hvad der skete af aktiviteter i huset opstod ud fra lyst, ideer og behov udviklet mellem brugerne i huset. Det var oftest lige oppe at vende på et fællesmøde, at nu ville man gå i gang med at lave det værksted eller den aktivitet, og interesserede kunne få lov til at være med. Herefter var det videre forløb i deltagernes hænder og fungerede uafhængigt/autonomt i forhold til fællesmødet. Men alle grupper handlede selvfølgelig i fællesskabets ånd og til gavn og glæde for det. Var der nogen, der havde lyst til at lave en gøglergruppe, så gjorde de det. Var der nogle, der havde lyst til at lave et keramikværksted, så gjorde de det. I ungdomsklubberne rundt omkring var aktivitetstilbuddene udtænkt i den kommunale forvaltning og de ansatte pædagoger sat til at varetage dem. Her havde de unge medlemmer ingen indflydelse. Man kunne blot vælge, om man ville deltage i det ene eller det andet aktivitetstilbud. Ligeledes havde de unge ingen indflydelse på, hvordan der skulle se ud i ungdomsklubberne, hvad farve der skulle være på væggene, hvilke ting, der skulle være i rummene mm. Alt det blev givet frit i Ungdomshuset!

Men ét er selvfølgelig alle de gode intentioner – et andet er mødet med virkeligheden. I Ungdomshuset kom også mange unge bare for at feste, svine stedet til og skride igen, ligesom de gjorde på de private og kommunale koncertsteder i byen, hvor der kom ansatte og ryddede op efter dem. Ansvaret for stedet kom ikke automatisk i det, man trådte over dørtærsklen. Øjne skal åbnes, tanker forstås og ansvar læres. Der kom også unge, der havde det rigtigt svært socialt og psykisk og unge på stoffer, som ikke passede på stedet, men tværtimod kunne finde på at ødelægge et nystartet værksted på en nat, fordi de tilfældigvis slog sig ned der og havde en fest. For meget af den slags var på sigt med til at køre Abel Cathrines gade i sænk, så BZ’elsen til sidst blev opgivet.

Livet i det BZ’atte Ungdomshus

Men tilbage til begyndelsen. Om livet i Klosteret, som det også hed (og havde været tidligere). Det var meget tydeligt i den måde, vi var sammen på, at man ikke var mere værd blot i kraft af sin alder. Alle blev hørt på, hvis man havde noget på hjerte, og det var mange af de helt unge, der tog til orde i forskellige sammenhænge. Vi snakkede meget om, at vores samfund er styret af voksne, der ikke vil give plads til, at børn og unge kan komme med egne ideer og skabe og udvikle nye tiltag. Et meget tydeligt eksempel herpå var Købehavns kommune med Egon Weidekamp i spidsen, som ignorerede og syltede vores ansøgninger om at få et Ungdomshus. Vi blev ikke taget alvorligt, fordi ansøgningerne ikke var formuleret rigtigt og på de rigtige blanketter og af personer med navns nævnelse, der var over 18 år. Hvis vi ville noget, måtte vi danne en formel forening og udpege nogle ledere, som det var skik og brug i resten af det danske samfund. De kunne så forhandle på vegne af os og skulle også stå som ansvarshavende i det videre forløb, hvis vi skulle være så heldige, at kommunen ville imødekomme nogle af vores ønsker til et Ungdomshus. Vi måtte belave os på, at vi godt kunne skyde en hvid pil efter tanker som kollektiv styring endsige umyndiges medansvar og indflydelse.

Vi oplevede et så forstenet samfund, hvor det var umuligt at få noget op at stå, medmindre det var med de voksnes velsignelse. Vi indså, at væres verden i den grad trænger til at forny sig, og det kommer ikke til at ske med hjælp fra alle de gamle, der med tiden har vænnet sig til tingenes tilstand, har accepteret, resigneret og blevet sløvet. Al forandring sker nedefra, og fornyelse sker først og fremmest med de nye generationer. Ret er ikke noget man har, det er noget man tar’. Hvis vi ville noget med vores liv og verden, måtte vi gøre det selv. Vent ikke på systemet, det venter ikke på dig. Den arv, vi kunne se af krig, udnyttelse, nød og forurening, var i den grad en arv, vi ønskede at frasige os.

Vores opgør var også med 60’er-generationen. Hvor var de henne i 1980? Hvad var der blevet af deres drømme? Nu var det dem, der sad på flæsket, dem der havde fået villa, Volvo og vovse. Dem, der var blevet lærere og pædagoger og ville bestemme. Eller det der var værre: Dem, der skrev rapporter om os og analyserede os. Vi trådte i hippiernes fodspor og klædte os som dem, men vi var flippere, og flower power var skiftet ud med en mere rå, men alligevel hjertelig attitude. Flippere og punkere var af sammen sind og politiske ståsted – kun i udtryk og musikalsk interesse var vi forskellige. Vi formåede at være venner på tværs af de to kulturer og vi var imod de hårde de stoffer, som havde taget livet af mange af hippie-børnene.

Partierne til højre var selvfølgelig “no go”, og dem til venstre kunne rende os et stykke. De var ikke velkomne i Abel Cathrines Gade. Medlemmerne kunne komme som enkeltpersoner, men deres “rygmærke” kunne de godt lægge derhjemme. Vi havde oplevet, hvordan grupperinger havde forsøgt at påvirke tingenes gang, fordi de var særligt trænede til at skabe sig indflydelse. Vi havde oplevet partier tage æren for Ungdomshusets kamp for på den måde at hverve nye medlemmer. I Ungdomshuset var der en udbredt bekendelse til anarkismens ideologier og en forståelse for, at hvis ting skal ændres, skal det gøres udenomsparlamentarisk med græsrodsarbejde byggende på basisdemokrati og en flad struktur.

Børnerock for et børnehus lp 1981 Arkivfoto BZ Portalen

Børnemagt og voxenfascisme

Jeg ved ikke, hvorfor Ungdomshuset i sin tid kom til at hedde Ungdomshuset, men det har helt sikkert handlet om, at der skulle være bedre muligheder for, at grupperinger af unge kunne samles og mødes. Men jeg hørte en udenforstående på et tidspunkt spørge en af de garvede Ungdomshusfolk, om Ungdomshuset kun var for de unge? Til det blev der svaret, at Ungdomshuset ikke havde noget med alder at gøre, men at huset var for alle, der var “unge af sind”. Det svar varmede min sjæl dengang, jeg aldersmæssigt var ung og var der, og den forvisning går jeg stadig og gemmer i mit hjerte, når jeg i dag entrer døren til Dortheavej som 55 årig. Det sted er sgu stadig mit sted! Fordi jeg kommer med ydmyghed og respekt for stedet og aktivisterne der og ikke med mine erfaringers bedrevidenhed, jeg vil belære de unge tosser om. Desværre er der nogen fra min generation, der mener, at vi er verdensmestrene, og at det er de unge, der skal vise ydmyghed over for os. De er så blevet smidt ud af Ungdomshuset pga. deres højrøvede attitude og forsøg på at skabe en dårlig stemning. Det med voxenfascisme handler ikke kun om ens politiske synspunkter, men i høj grad også om, hvordan vi som mennesker behandler hinanden. De unge af i dag har al mulig ret til at holde deres fristeder fri for voxenfascister.

Dengang i Klosteret var der mellem andre tegn også lavet børnemagtstegn overalt på væggene (to sammensatte x’er med en streg eller en knækket pil igennem. Og blandt de mange graffitier prydede også Børnemagt væggene og folks tøj. Graffitier som:

Aldrig bliv voksen. Befri din fantasi. Gør kun det, som du bedst kan li (Parkering forbudt)

Du spør hvor gammel jeg er, ka du ta og la mig vær (Parkering forbudt)

Børnemagt er og blir, skid på hvad de voxne sir

Æ-bæ-bu børnemagt nu !

Frie børn leger bedst !

Frie fugle flyver – tamme har længsel

Hvis du tør lege, lytte og se vil alt det uforudsete ske

Voxne er børn, der har fået storhedsvanvid

Der var også “Børnerock” på programmet til flere af Ungdomshusets koncerter. Det var her, jeg første gang hørte Parkering Forbudt live. Havde stødt på deres lp’er på det børnebibliotek, jeg havde arbejdet på, og allerede dengang syntes jeg rigtig godt om deres stærke politiske tekster og den befriende og ungdommelige energi, de blev fremført med. I Ungdomshuset hørte jeg også om Børnebevægelsen. En anden af Børnebevægelsens mærkesager var netop at kæmpe for bedre muligheder for, at børn kan komme til at spille musik og prøve sig selv af – også på en scene, selvom man kun lige er begyndt. Det er svært at blive god til at spille musik, det lyder forfærdeligt i starten, og det er dyrt at anskaffe sig musikinstrumenter. Det er meget få steder, man kan få lov til at spille, uden at det generer andre. Og for at man kan få lov til at optræde for andre, skal man virkelig kunne noget, være noget, ville blive til noget i de voxnes verden.

Tidens højskole 1982 Arkivfoto BZ Portalen

Sommeren, der fulgte efter Abel Cathrine og de nye BZ’elser i Den sorte Firkant, var der Børne-ølejr på Tidens Højskole arrangeret af Børnebevægelsen. Jeg var meget nysgerrig og måtte simpelthen med. Der var også nogle af mine venner, der fulgte mig. Her var det Trine, forsangeren fra Parkering Forbudt, og hendes medsøstre, der havde organiseret det hele. Sømændenes Forbund (der også senere viste sig villige til at hjælpe os i BZ) lånte os stedet kvit og frit og havde sat telte op til os. Vi skulle bare betale for maden og selv stå for den og de aktiviteter, der nu skulle være. Det var et børneparadis af glade og legesyge børn og unge i bedste ølejr-stil. Jeg blev legegift med en af pigerne med fest og under stor ceremoni. Præstinden fremførte de magiske ord: “Ug ug Snudivug, du som er i blandt os….” Vi blev tilfangetaget af vilde indianere som i den milde udgave af “Fluernes Herre”. Vi kastede os nøgne i swimmingpoolen og lod os soltørre. Vi sang og spillede musik fra tidlig morgen til sen aften i bålets skær. Afslutningsfesten blev helt speciel, for så var der koncert med Voxpop og Parkering Forbudt.

BZ!

Børnebevægelsen førte nye unge ind i Ungdomshuset på Jagtvej og den gryende BZ-bevægelse og omvendt. I København blev Huset i Magstræde symbolsk BZ’at, fordi voxen-styret der heller ikke levnede plads til, at børn og unge kunne udfolde sig i de rammer, for alt var tilrettelagt til og for voksne. 60’er-generationen, der var forblevet ved roret, følte sig ramt af Børnebevægelsens kritik, som mindede dem om deres ungdomsidealer fra dengang, de selv havde forsøgt at gøre det til deres sted. Det gjorde ondt, og som aflad imødekom de vores ønsker. En hel uge kunne vi få lov til at lave “Børn i Huset” med workshops, film, koncerter mm. Jeg kan huske, at der blev malet de fedeste badges, som jeg selv fik tilranet mig et par stykker af, og vi så den helt fantastiske film “Times Square” der dels var en musikfilm med alt det alternative engelske punk og avantgarde/newage-musik på det tidspunkt, og dels handler om en rigmandsdatter, der ikke vil leve det liv, hendes far byder hende, men stikker af og laver et punkband med en pige, hun møder på sin vej i den engelske undergrundskultur. “Well, I just want you to know your daughter is one…”.

Plakat Børn i Huset oktober 1983 Arkivfoto BZ Portalen

Vi fik sågar et mødelokale til børnebevægelsen i et af Husets baglokaler, hvorfra der blev arrangeret endnu en børne-ølejr og endnu en omgang Børn i Huset og Cirkus børnerock i Cirkusbygningen, som der også havde været året før. Efter nogle år begyndte tingene at glide lidt fra hinanden, og der kom ikke flere af de helt store arrangementer. Jeg selv var blevet mere optaget af BZ og det nye Ungdomshus på Jagtvej 69, så jeg savnede ikke ligesindede eller ting at foretage mig, der gav mening.

BZ var i lige så høj grad et opgør mod voxenfascismen. Jeg skrev en hyldestsang til BZ, som jeg slet og ret kaldte “Børnemagt” med omkvædet: “Vi vil ha børnemagt, vi vil ha børnemagt, vi vil ha mere at sku ha sagt, men vi får blot foragt”. Også i det nyåbnede BZ-værtshus Allotria spillede Parkering Forbudt. De sang: “Der står et rustent søm midt i byen, det stikker næsten helt op i skyen, det blev banket i for kapitalen, det skal vi leve i og betale. Vi støbes i beton, så vi blir lavet om. Verden den er grå, og vi går helt i stå…” Omkvædet på en af deres andre sange: “Når man ikke kan elske systemet, så får et stof, der gør sløv, når man ikke vil være som alle de andre, så får man bar et spark i sin røv” Tankerne omkring de børne- og ungdomskollektiver, som vi kæmpede for, var, at vi følte, at vi havde ret til et sted at bo sammen, selvom vi nærmest ingen penge havde, og mange ikke var fyldt 18 år endnu. Vi mente, at det med at bo i kollektiv ikke kun skulle være forbeholdt voksne og bedrestillede, der kunne købe sig til den ret. Vi ønskede i modsætning hertil ikke selv at eje husene. Det syntes vi, at kommunen eller staten skulle, ligesom der er fandtes ego-boliger til andre unge i “ungbo-hybler” og kollegier. Men der var slet ikke nok af dem heller.

BZ Børnemagts sang 1982 Arkivfoto BZ Portalen

Der var en enorm boligmangel, og samtidig var der mange huse, der stod tomme. Fællesmødet var kollektivernes højest besluttende mynbdighed. Vi ville betale det, vi formåede for vores forbrug, og derudover som det flertal af arbejdsløse, vi var, ville vi tilbyde vores arbejdskraft på at istandsætte de bevaringsværdige huse, som Voxenfascisten Egon Weidekamp (igen) ellers havde dømt til nedrivning. Sjovt nok var det jo også ham, der engang havde drejet nøglen om på Byggeren, så mange børnemagtere havde gennem tiden fået et horn i siden på ham, hvilket han tydeligt fik at mærke ved indvielsen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Han havde i sin naivitet forventet taknemmelighed, men i stedet fik han 1000 fuckfingre og buksevand. Ingen tak til systemet!

Det tætteste, vi var på rigtige forhandlinger med systemet, var med Ungbo omkring medbyg-projektet i Gyldenløvesgade 12 og i den tilspidsede situation under belejringen af kvarteret omkring Ryesgade 58. I Gyldenløvesgade viste det sig efter en tid, at det blot var skin-forhandlinger. Et forsøg på at dysse os ned og holde os hen i den tro, at vi ville give køb på vores mærkesager med tiden, når vi var blevet rullet mere og mere ind i vores egne fremtidsforhåbninger om stedet. Dybest set havde de ikke tænkt sig at rykke sig en tøddel fra den gængse måde at få ting igennem på. De ville ikke anerkende vores fællesmøde, som vores højeste besluttende myndighed. De ville ikke anerkende vores fællesmødes ret til at bestemme hvem, der skulle flytte ind eller ud. De ville have myndige ledelsespersoner, der kunne drages til ansvar. Med andre ord: de ville ikke fravige, at det skulle være voxenfacismen, der skulle råde. Men de vidste åbenbart ikke, hvem de dealede med. Allerede dengang fornemmede vi, hvor vinden bar hen, så vi BZ’atte huset bag deres ryg, og det lykkedes os at hemmeligholde det i næsten et år, før de fandt ud af det og derefter begærede rydning. I mellemtiden havde de i deres godtroenhed opkøbt endnu et hus. Men det var BZ’at og fyldt med BZ’ere, og det var Ryesgade 58. Efter rydningen af Gyldenløvesgade kunne de jo godt se, at der heller ikke var så meget at stille op med Ryesgade 58.

BZ_elsen af Korsgade 1982 Arkivfoto BZ Portalen

Deres rydnings-begæring et års tid efter førte til vores belejring og Cirkus Himmelblås mæglingsforsøg på at ville købe stedet og forære det kvit og frit til Københavns Kommune, men manden på toppen af kransekagen, Ærke-voxenfascisten Egon Weidekamp, sagde nej igen. Ligesom vi fik et helt særligt notat hos ham i hans karriere-bog, hvor foræringen af Jagtvej 69 til os var noget af det, han mest havde fortrudt, så havde vi kvitteret med en BZ’else af hans borgmesterkontor, hvor han selv blev taget som gidsel, uden vi dog havde tænkt os at gøre ham noget. Til hans afskedsreception på Rådhuset lukkede han tillige en pænt indpakket lort op.

En børnemagter bliver voksen

Ved at se tilbage på, hvad børnemagts tanker har betydet i det miljø, jeg har været en del af, har det slået mig, hvor omfattende de var. Vi var anti-autoritære, et andet ord for det samme. Vi ville bestemme over vores eget liv. Skabe vores frirum og fristeder. Vi kastede os ud i mulige og umulige opgaver, både håndværksmæssige og politiske, og lærte af det.

Learning by doing. D.I.Y.  – Do it yourself.

DU har ikke en chance – tag den!’

Vær ikke bange for at løbe panden mod en mur,

– hvem siger at det er muren, der holder.

Ryesgade 58 1985 Arkivfoto BZ Portalen

Vi blev ældre fra bevægelsens start og hen mod slutningen af 80’erne. Nye helt unge kom hele tiden til, og gamle gled fra. Men der kom helt klart et hierarkisk skel mellem dem, der havde været med i mange år og de nye, der gerne ville være med, og derfor var det ikke helt så let at komme ind i bevægelsen som i dens pioner-agtige opstart, hvor alle var lige uanset alder. Nu var man som ny/ung nødt til at vise de gamle respekt, lytte til dem og lade dem i en vis grad styre. I et idealsamfund er det vel også sådan, at det skal være: at alder og erfaring både giver privilegier, ansvar og bestemmelsesret. Vi var imidlertid ikke et idealsamfund, men på mange måder et uafklaret og kaotisk ungdomsmiljø, hvor meget bare var på en bestemt måde, og det var ikke altid lige hensigtsmæssigt. Særligt ikke, når man i bagklogskabens lys skal måle og veje det i forhold til vores tanker om børnemagt og i forhold til at indlemme nye mennesker i vores miljø og udbrede vores tanker i samfundet. Vi gamle BZ’ere gik sgu også hen og blev lidt for styrende og højrøvede (for ikke at kalde os deciderede voxenfascistiske) overfor de nye. Men vi blev bare sådan, og jeg kan ikke lade være med at se tilbage på den udvikling med kærlige øjne, for det var jo også en naturlig udvikling – dels handlede det om at passe på de helt unge/nye, dels ønskede vi ikke, at de skulle begå de samme fejl, vi havde gjort de første år – og så syntes vi nok også, at vi havde krav på en vis grad af respekt for det, vi var og havde stået igennem.

Børnehuset 1993 Arkivfoto BZ Portalen

Vi ville jo ikke kun BZ’e huse. Vi ville også gerne lave verden om. Men vidste godt, at vi skulle have andre med, og der stoppede festen. Vi gad dem ikke rigtig. Vi var ikke revolutionære i den forstand, hvor vi følte, vi skulle ud og udbrede vores synspunkter og omvende arbejderklassen, som så mange politiske partier havde forsøgt. Vi havde som bevægelse mere haft fokus på, at vi måtte starte med os selv, med vores egne liv. Skabe frirum, som andre også kunne opleve og få lyst til at gøre efter – og så kom vi måske ikke så meget videre. Statsmagten gjorde i hvert fald alt, hvad den kunne for at nedkæmpe os med politivold, fængselsstraffe og rydninger af vores frirum samt næsten umuliggørelse af nye BZ’elser pga. smadring af tomme huse og stående rydningsbegæringer. De tvangsaktiverede os på arbejdsmarkedet til bistandsløn, hvis vi ikke selv fandt uddannelser og arbejdspladser. Men selv om min generation til sidst gik den vej, hvor også det at stifte familier og få børn kom til at fylde, så kan jeg mærke på de fleste af de gamle, jeg møder på min vej i dag, at vi stadig er vores ungdoms meninger tro. De har gennemsyret vores livsførelse og de valg, vi har taget. Vi fører ideerne videre og holder værdierne i hævd, selvom vi på overfladen lever det borgerlige liv med arbejde, husholdning og familieliv.

Jeg selv gik hen og blev far til 3 børn og skolelærer. I min tilgang til mine egne og andres børn prøver jeg at være en naturlig autoritet uden at være autoritær. Jeg prøver at udvise respekt, anerkendelse og ligeværd. Jeg fejler, når jeg ikke lige har overskuddet – når jeg har travlt, og når jeg ikke er nærværende nok. Jeg ønsker at medvirke til at de børn, jeg har med at gøre, bliver kritiske og lærer at tage stilling, at de tager ved lære og bliver selvhjulpne, at de fyldes med selvværd, livsmod og tro på egne kræfter.

Børnemagt på Dortheavej 61 2017 Arkivfoto BZ Portalen

Generationer efter os gamle BZ’ere og Ungdomshus-aktivister har skabt deres egne erfaringer og tiltag med samme værdisæt og samme kamp mod det autoritære samfund. Unge satte igen Børnemagt på dagsordenen i Børnehuset i 90’erne, efter rydningen af 69 og igen her i 10’erne i Ungdomshuset på Dortheavej. Kampen for Børnemagt er evig aktuel.

Børnemagt betyder Børneret og Menneskeret

Børnemagt er Ikke al magt til børnene, men mere magt til børnene

Voksne kan også lære af deres børn og genopdage nogle af de ting, de har glemt

Dine børn ejer du ikke. Du har dem kun til låns. Slip dem fri og nyd, le og lær

Hvordan det var at være barn,

er en VoXeN kommet til at glemme

Han nyder så meget sin magt

og det over andre at bestemme.

Gennem livet at lære

blive voksen og ansvar at bære

at passe på sig selv og andre

Hun vil med sine børn en verden forandre.

Tobota