På Teater Grob er Rædslen flyttet ind. Men Grob gør ikke, som andre ville gøre: De griber Rædslen i nakken og rusker den rundt for at få svar på, hvorfor den er kommet, hvad den vil og hvordan man får den til at flytte ud igen.
Af O.T.
[faktaboks id=”6556″]Eva er læge og lever et almindeligt liv med kæreste og barn. En dag dør en af hendes patienter, hvilket bliver startskuddet til en ond spiral af tankespind, som driver hende længere og længere ind i angsten vælde, hvor selvhadet og utilstrækkeligheden hersker.
Rædslen bliver dog slet ikke så rædselsfuld i dette kompetente teams hænder. Anna Bro leverer et skarpt skrevet manuskript, som giver plads til det humoristiske, såvel som det fortvivlende. Instruktør Rune David Grue får alt ud af den minimalistiske scenografi og viser, at man ikke behøver meget for at skabe noget stort. På scenen forvandler Ida Cæcilie Rasmussen og Alexander Clement rædslen til fornøjelse. De to skuespilleres kemi er som brygget af en mester alkymist: ingredienserne er tilsat, kolben er rystet og ud hældes en sand fornøjelseseliksir.
Sammen formår teamet både at fortælle en nærværende og personlig historie om Evas vej ind, igennem og ud af angsten, men lykkes samtidig med at inddrage generelle overvejelser om angstens essens. Som en person der selv har kæmpet imod angsten, kunne jeg spejle og genkende mange af Evas oplevelser. Men stykket skaber mere en blot en befriende spejling: Stykket giver én lov til at grine af angsten, den udstiller angsten og latterliggør angstens selvmodsigende karakter.
På det generelle plan reflekterer stykket også over angsten. En psykoanalytisk vinkel ser på barndommens betydning. En anden vinkel ser på sociokulturelle årsager, og en tredje kigger på biologien. Der bliver dog aldrig givet nogen forkromet årsagssammenhæng eller moraliserende pointe, hvilket virkelig er stykkets force.
