De sidste tre ugers protester i Chile har ledt til adskillige døde, en lammet hovedstad og et ubehageligt flashback til 70’ernes militærdiktatur. Dog italesætter hverken politikerne eller medierne opstandens kerne: konsekvenserne af tre årtier med en nådesløs ultra-neoliberalistisk økonomi med rødder i diktaturet.
Af Anna Correll
Siden 1990’erne har Chile været neoliberalismens, og for ikke at nævne neo-kolonialismens demokratiske succeshistorie. Landets økonomiske model, den såkaldte ”Chilean model” importeret direkte fra Chicago, USA, er blevet døbt ”the miracle of Chile”. Diktatoren Augusto Pinochet lod disciple af den amerikanske økonom Milton Friedman (og nobelprisvinder) forme landet i 1980’erne og dets grundlov, som stadig er gyldig i dag.
Hvad dette ”mirakel” dog ikke nævner, er de menneskelige tab som en så enorm privatisering (selv vandnetværket i Chile er privatiseret – eksempelvis ejer det spanske firma Agua de Barcelona Santiagos vandforsyning – nævnte jeg neo-kolonialiseringen?) som efterlades i Latinamerikas ”mest stabile økonomi”. Mindstelønnen, som ca. 15% af befolkningen får udbetalt, ligger på 301.000 pesos pr. måned (2.725 dkk); som referencepunkt betaler jeg i husleje for et ydmygt værelse i centrum af Santiago 230.000 pesos, en liter mælk eller en rejse i metroen 800 pesos. Denne såkaldte økonomiske stabilitet har bragt en ulighed med sig, som i den grad reflekteres i det obskure prisniveau.
Den 18. oktober 2019 blev 42 af Santiagos metrostationer sat i brand, supermarkeder blev ransaget og alt mellem busser, lygtepæle, offentlige cykler (sponseret af bankgiganten ITAU) blev forvandlet til brændende barrikader på byens mest trafikerede veje. En stigning i Santiagos metropriser fra 800 pesos i myldretiden til 830 (fra 7,40 kr. til 7,60 kr.), fremprovokerede de første protester, som siden da har spredt sig til hele landet. ”Chile despertó”, eller mindre graciøst oversat ”Chile vågnede op”, er demonstranternes mantra, som runger i gaderne og står skrevet på hvert gadehjørne. Befolkningen begyndte at tage til gaderne med kasseroller og grydeskeer i hænderne, de såkaldte ”cacerolazos”, en protestform, som ifølge byens urbane myter, har rødder i diktaturet, hvor offentlige protester var strafbart, og befolkningen derfor trommede på potter og pander i vinduerne. De tidlige protester blev mødt med tåregas, vandkanoner og gummipatroner og enhver forsamling forsøgt opbrudt.
Imens sad Chiles præsident, multimillionæren Sebastián Piñera, som ifølge forbes i 2017 var i besiddelse af en formue vurderet til en værdi af 2700 millioner dollars, på en pizzarestaurant i kvarteret Vitacura, som strækker sig langs begyndelsen af Andesbjergene, og fejrede sin nevøs fødselsdag. Modsat det nok mest kendte eksempel fra Latin Amerika, Rio De Janerios farvelaer, strækker de rigeste områder i Santiago sig langs bjergene mod øst, hvor en direkte motorvej forbinder bydelen med centrum, så udsigten til de fattigste kvarterer kan undgås. Overklassen bor i bjergene, mens larm, migranter og fattigdom hører til i byens lavtliggende dele.
Dagen efter, den 19. oktober blev der erklæret undtagelsestilstand og den efterfølgende uge spærretid hver aften. Undtagelsestilstanden betyder reelt at militæret blev kaldt til gaden og blev overladt ansvaret for at bibeholde ”ro og orden” – ikke en mild beslutning i et land hvor tankvogne i gaden, vækker minder om et blodigt militærkup. En absurd lov (som står til at blive ændret i 2029) sikrer at militæret bliver udbetalt 10% af det nationale kobberselskabs CODELCO indtægt, som er verdens største kobberkoncern; altså mangler den chilenske hær ikke ressourcer.
Politiet slog hårdt ned på demonstrationer og plyndringerne om dagen – med stigende dokumentation af vold og tortur, mens militsen patruljerede om natten. 23 mennesker er meldt døde, langt størstedelen fra de fattige arbejderkvarterer i landets storbyer, men man må formode at der er tale om flere. Der er meldinger om mennesker der forsvinder i disse dage; meldinger som de privatejede nyhedsmedier ikke rapporterer om.
Fredag d. 25. oktober samlede 1 million demonstranter sig i Santiagos knudepunkt Plaza Italia; en enorm folkeskare som politiet ikke kunne gennemtrænge. Fjernsynsmedierne omtalte protesten som et spontant karneval frem for en demonstration; politikerne måtte sluge den stædige retorik om en ”gruppe af utilfredse demonstranter”. Det er blevet for tydeligt at der ikke er tale om en gruppe, men at der er tale om en befolkning.
Præsident Piñera bad efterfølgende sine ministre træde af, deriblandt den forhadte indenrigsminister Andrés Chadwick, som var en officiel støtter af kuppet i 1973, og som blev personligt udvalgt af Pinochet som leder af det prestigefyldte Universidad Católicas studenterbevægelse. Men denne handling er blot en symbolsk forandring; kravet om en ny grundlov, da den herskende er et levn fra diktaturet, og om præsidentens fratrædelse spreder sig som en steppebrand, og mange mener protesterne og hovedstadens lammelse ikke vil stoppe før demonstranterne får deres vilje.
En sådan hændelse frygter andre amerikanske ledere ville kunne sprede sig på kontinentet, ikke mindst USA som har nydt godt af nordamerikanisering af Chile. Brasiliens præsident Jair Bolsonaro omtaler protesterne som et venstreorienteret kup og erklærer, i noget som nogle fortolker som en trussel om et militærkup, at hvis noget lignende skulle ske i Brasilien, står hæren klar: ”Vi har forberedt os. Jeg talte med forsvarsministeren om risikoen for at se bevægelser som dem set i fortiden og lignende dem som foregår i Chile, og logisk nok, videregiver han denne samtale til sine underbefalende […]” (oversat fra spansk, CNN Chile)
Meget af denne artikel er skrevet i datid. Dette skal ikke misforstås; chilenernes kamp fortsætter hver eneste dag. 100.000 af mennesker møder fortsat op hver dag på Plaza Italia og protesterer på trods af den uprovokerede regn af tåregas patroner og magthavernes såvel som mediernes ligegyldighed. Som jeg skriver dette, hører jeg en tromme udenfor, det klassiske kampråb ”El pueblo unido, jamas será vencido”. Mine vinduer er lukkede fordi panserne lige har kørt en runde og smidt tåregas langs fortovet, men protesterne fortsætter.
