Kunst opleves subjektivt, men kan ofte forstås og beskrives objektivt. Man kan dissekere de tekniske elementer ned i mindre dele og belyse hvorledes de virker. Det ville dog være en skændsel at gøre med Teater S/H’s opsætning af ”Den unge Werthers lidelser”, som er en tour de force i subjektivt sansebombardement, der efterlader publikum med lige så mange forskellige indtryk, som sæt af øjne der ser.
Af O.T.
Goethe skrev i 1774 om Werther der led. Werther led, fordi han var hovedkulds forelsket i den skønne Lotte. Men Lotte var forlovet med Albert, og Albert ville beholde sin skønne Lotte for enhver pris. Et klassisk trekantsdrama som selv 200 år efter sin tilblivelse stadig er relevant og inderligt genkendeligt.
Allerede ved det første skridt ind i Teater S/H’s lille teatersal kan man mærke, hvordan rummet emmer af vanvid og lidenskab. Skuespillerne begynder. Scenen er lille, men man fornemmer hurtigt, at forestillingen bliver storslået og teatralsk. Sproget er ikke opdateret. Goethes egne ord flyder i det store hele fra skuespillernes læber, men en masse små moderniseringer gør, at oplevelsen alligevel føles genkendelig og nærværende.
Og så begynder bombardementet. Lys, lyd, musik, bevægelse, replikker og kroppe. Sanseligheden bliver overvældende. Jeg begynder at kæmpe imod. Jeg kan ikke nå at få alle replikkerne med. Det går for hurtigt og er for voldsomt. Jeg kan ikke følge med i historien. Jeg anstrenger mig. Fokusér på replikkerne. Jeg må vide, hvad der foregår, men det gør ondt. Jeg kan ikke følge med.
Men så, så ser jeg det. Jeg må lade mig flyde med strømmen. Vanviddets stemning. Kærlighedens vanvid. Lidelsens vanvid. Det er dét, jeg må overlade mig til. Jeg gør det. Og bliver blæst væk.
30 minutter går. 45 minutter. Jeg bliver igen i tvivl. Noget er galt. Jeg kan se, at Werther lider, men lider jeg med Werther? Jeg har en kæphest. Når jeg bliver fortalt en historie om menneskelige følelser, så skal jeg føle med de karakterer, der udtrykker dem. Deres følelser skal påvirke mine følelser. Ellers bliver det kun et postulat, og så kunne jeg lige så godt gribe til en fagbog om kærlighed og lidelse. Øv. Jeg får følelsen af at sidde og se på en overintellektualiseret, pseudo kunstnerisk og selvfed forestilling, hvori form er prioriteret over indhold.
Men så sker der noget igen. En ny erkendelse. Jeg lider ikke med Werther, som man lider med Simba, når Mufasa falder i sin død. Jeg lider ikke med karaktererne, fordi teaterstykket transcenderer karakteren Werther. I stedet lider jeg med lidelsen, og jeg elsker med kærligheden. Teaterstykker handler ikke om Werther, Lotte og Albert. Det handler om begreber. Lidelsen. Kærligheden. Vanviddet. Døden. Og så er jeg blæst væk igen.
100 minutter senere og jeg forlader salen træt, som havde jeg løbet et maraton. På gaden tænder jeg en smøg og ser op i himlen. Noget er anderledes. Ser anderledes ud, føles anderledes. Men hvorfor? Jeg suger smøgen i bund, og lige inden filteret begynder at brænde, rammer den tredje og sidste erkendelse mig. Det er ikke det omkring mig, der er anderledes, det er inde i mig, at noget har forandret sig. Så tager jeg min anmeldernotesbog frem og skriver aftenens sidste linje: Når et teaterstykke på denne måde kan ændre mit perspektiv, så kan jeg umuligt bede om mere.
