Teater Zeppelins opsætning af Louis Jensens populære bog ”Drengen der fik en hunds hjerte”, er desværre med til at forstærke og videregive den normative forståelse af hvad en ”rigtig dreng” er i en rodet og forvirrende teaterforestilling.
Af O.T.
Forestillingen handler om en dreng, der få stjålet sit hjerte af en ond kvinde og derefter drager ud på en rejse for at genfinde sit drengehjerte og sin forsvundne lillesøster. Eller det tror jeg. Historien er rodet og forhastet fortalt, hvilket flere gange fik mig til at tabe tråden og blive i tvivl om hvad der foregik på scenen.
Dette problem bliver desværre ikke bedre af, at historien er drevet frem af næsten konstant dialog. Tempoet er gennemgående hurtigt og replikkerne bliver til tider leveret snøvlende. Der er ikke meget reel følelsesmæssigt indlevelse fra skuespillerne, hvilket samlet set var med til at skabe en distancerende og forvirrende oplevelse. De mange børn og voksne i salen gav heller ikke meget lyd fra sig under forestillingen, selvom der gemte sig flere sjove og skæve replikker i skuespillernes talestrøm. Jeg kunne forestille mig, at de heller ikke helt kunne følge med i det hurtige tempo og det komplicerede sprog.
Den onde kvinde stjæler hjerter og helst rigtige drengehjerter, da de er mest værdifulde. Hvad en rigtig dreng er, og hvorfor deres hjerter er mere værdifulde end pigehjerter, får man ikke rigtig svar på. Men når man ser på Drengen – som hovedkarakteren bliver kaldt – så kan man udlede nogle ting. En rigtig dreng er proaktiv og har en plan. En rigtig dreng råber meget, er vred og forsøger at bestemme over andre. En rigtig dreng skjuler sine følelser og græder kun, når han er alene. En rigtig dreng går i blå bukser, hvorimod en pige går i lyserød kjole. Alt det er i hvert fald, hvad børnene ser imens forestillingen udspiller sig for deres øjne.
De historier vi fortæller vores børn er vigtige. Måske endnu vigtigere end dem vi får fortalt som voksne, da de er med til at forme børns letpåvirkelige forestillinger om verden og sig selv. Jeg ved, at jeg som barn ville have haft godt af at høre andre fortællinger, end dem der hylder den stærke og emotionelt tillukkede dreng.
Det er ærgerligt, for forestillingen tilbyder ellers en række andre spændende tematikker. Forholdet til døden set fra et barns perspektiv. Børn der er efterladt til sig selv på grund af de voksnes svigt. Stykket kan også bryste sig af nogle flotte kostumer og en smuk og sanselig scenografi, men desværre er intet af det nok til at fjerne fokus fra den halvhjertede teateroplevelse og den (nok ubevidste) fremstilling af, hvad en ”rigtig dreng” er.
