Mens pandemien tvinger os til at til lukke samfundet ned, demonstrerer aktivister rundt i Europa hvordan der stadig findes måde at organisere sig og praktisere solidaritet på sikker afstand.
Af Bernd Bonfert
[faktaboks id=”6898″]
Corona pandemien konfronterer os med hidtil usete modsætninger. Fundamentet for den neoliberale kapitalisme smuldrer for øjnene af os, i takt med at regeringer inden for EU tager kontrol med deres økonomier på måder der ville have været utænkelige for bare et par uger siden. Restriktioner på offentligt forbrug er blevet ophævet, privathospitaler nationaliseres, lønninger bliver midlertidigt dækket af staten og universel basis indkomst bliver flere steder drøftet som en mulighed. På samme tid implementerer stater også drakoniske nødforanstaltninger for at begrænse og overvåge vores gøren og laden, noget som vi ikke retligt kan sætte os imod af frygt for at sprede virussen yderligere.
Dette efterlader os i en knibe hvor vi på den ene side har en unik mulighed for at gennemtvinge betydelige forandringer hurtigt, men uden en måde at gennemføre dette gennem kollektiv mobilisering. Mange af os finder os selv desorienterede af denne situation, ikke mindst fordi vi er tvunget til at reorganisere vores hverdag samtidig med at vi må arbejde på at finde måder at forblive politisk aktive. Overalt i Europa er aktivister allerede i gang med at opfinde måder at organisere fælles aktioner i nedlukkede samfund i undtagelsestilstand.
Ingen plads til at manøvrere?
Europæiske lande har implementeret foranstaltninger der forbyder forsamlinger som består af mere end en håndfuld mennesker og mange har indført direkte udgangsforbud som begrænser al færden der ikke inkluderer at gå på arbejde eller handle ind. De fleste lande har også lukket deres grænser, herunder EU selv, og sat en stopper for både internationale rejser og migration. Mange af disse restriktioner er nødvendige for at forhindre yderligere spredning af COVID-19. De medfører dog også en fare for permanent at begrænse vores rettigheder og vores indskrænker vores muligheder for at mobilisere en politisk opposition.
Når den umiddelbare fare for en pandemi er passeret, konfronteres vi af en dobbelt fare for enten at vende tilbage til den samme neoliberale orden der førte til denne krise, eller at se undtagelsestilstanden forvandle sig til permanente former for autoritær statskapitalisme.
Denne transformation er allerede undervejs. Ungarn er nu et de facto diktatur idet Viktor Orbán fik carte blanche til at regere per dekret på ubestemt tid. I Østrig har regeringen adopteret sporing af teledata som et nyt redskab til at overvåge befolkningen. Mange lande har introduceret strenge straffe for at bryde udgangsforbuddet. Den danske regering blev kun lige forhindret af venstrefløjen og de liberale partier, fra at give politiet retten til at tiltvinge sig adgang til hjem med potentielt smittede personer.
Der vil med sikkerhed være koncentrerede forsøg på at opretholde de forhøjede tiltag omkring grænser indenfor EU for yderligere at kunne indskrænke bevægelsesmulighederne for migranter og formindske muligheden for at asylansøgere kan nå de europæiske grænser.
Denne udvikling er stærkt alarmerende. Uden at minimere behovet for social afstand, burde vi være meget bekymrede over den voksende autoritarisme som samfundet synker ned i. Det faktum at regeringer handler ud fra et oprigtigt behov for at håndtere truslen om en global pandemi, gør ikke deres tiltag mindre udemokratiske. Autoritarisme er ofte den typiske reaktion fra en regering som frygter at miste kontrollen i en periode med voksende usikkerhed som f.eks en økonomisk eller politisk krise.
Men et sådant tab af kontrol er typisk et resultat af voksende social modstand overfor regeringens styre, hvilket ikke er en situation som vi nu befinder os i. De fleste regeringer er ikke truet af nogle store sociale mobiliseringer relateret til pandemien, så deres implementering af autoritære foranstaltninger møder ikke nogen organiseret modstand. Tværtimod så udgør behovet for social distancering, en forhindring for politisk mobilisering og tvinger dermed aktivister i europa til at være opfindsomme.
Fra protester til podcasts
Fysiske møder og aktioner er stort set udelukket i den nuværende situation. Nogle lande tillader stadig demonstrationer, men disse bliver hurtigt lukket ned hvis deltagerne ikke overholder minimumsafstanden til hinanden. Aktivister er derfor skiftet til digital kommunikation og begyndt at organisere events online.
Boligbevægelser planlagde oprindeligt at koordinere offentlige aktioner overalt i Europa til en international aktionsdag den 28. Marts. I stedet for at aflyse eventet, fortsatte de med at protestere fra deres individuelle balkoner og vinduer, lave larm og hænge bannere. En dag efter at tyske aktivister protesterede mod EUs behandling af flygtning ved at simulere en hel demonstration online, og dirigerede folk mod at oversvømme sociale medier med feeds fra forskellige offentlige institutioner som de “passerede” langs deres “rute”.
Klimabevægelsen ‘Fridays for future’ har ligeledes flyttet deres ugentlige klima strejker online og sendt millioner af billeder og politiske krav på tværs af sociale medieplatforme.Aktivister fra bevægelsen er begyndt at sende online talkshowet ‘Talks for future’ hvor de tager diskussioner med akademiske eksperter. En hel forsamling af aktivistgrupper og kritiske tænketanke har taget denne mulighed for at lave deres egne podcasts og livestreame politiske debatter. På en daglig basis har samfunds organisationer skiftet deres konsultations tjenester til telefonsamtaler og emails.
Denne overgang til online aktivisme født af nødvendighed snarere end et aktivt politisk valg, men det kan i længden give os langsigtede fordele. For store dele af venstrefløjen, særligt politiske partier og kritiske akademikere, så er beslutningen om at investere mere tid og energi i deres online præsentation, stærkt tiltrængt. Social distance har tvunget dem til at genoverveje deres måde at formidle deres budskaber til særligt unge mediebrugere.
Dette er endnu mere sandt i den nuværende situation hvor de fleste er tvunget til at bruge meget tid hjemme – og derfor online.. Der er en god mulighed for dette kan lede til en højnet politisering på tværs af samfundet, og det er derfor vigtigt at venstrefløjen er i stand til at nå ud til dette publikum. Ved at gøre fuld brug af den adgang og flexibilitet some online aktivisme udnytter, kan det politiske venstre udvide sin rækkevidde og nå ud med progressive budskaber til hurtigt voksende netværk. På samme tid må den være bevidst om og kritisk overfor den forhøjede risiko for overvågning som udgøres af online platforme som Zoom, og bygge sine egen alternative infrastruktur i cyberspace.
Solidaritet og det fælles eje
Ikke alle former for aktivisme kan dog udføres online. Den nuværende krise markerer klart hvordan det presserende behov for lokal gensidig solidaritet, ikke kun for at beskytte de mest sårbare i samfundet, men også for at lægge fundamentet for et behovsbaseret og socioøkonomisk alternativ som der er stærkt brug for.
Lokale solidaritetsnetværk har før praktiseret gensidig hjælp i humanitære kriser og mange fortsætter med dette i dag. I Grækenland har aktivister opbygget et enormt netværk af solidaritets initiativer grundet mange år med nedskæringspolitik og mange af disse organiserer nu uddeling af mad og andre forsyninger til prekære samfund under undtagelsestilstand og udgangsforbud ved at sende individuelle frivillige ud for at handle for hele nabolag. Denne praksis kan let adopteres andre steder i Europa og kunne potentielt lette presset på dem der nyder mindre økonomisk sikkerhed eller i stand til at sørge for sig selv. Solidaritet med asylansøgere er særligt vigtigt i den kontekst af flygtningelejre hvor de befinder sig, lejre hvis forhold og struktur bliver forværret dagligt. På den græske ø Lesbos arbejder læger og sygeplejersker døgnet rundt for at give hjælp for dæmme op for spredningen af COVID-19, blandt flygtningene der er fanget i Moria lejren.
Men sårbare grupper har også konstant brug for hjælp, heriblandt mange i nordeuropas metropoler. I Berlin har aktivister besat tomme lejligheder og omdannet dem til improviserede steder der huser den hjemløse befolkning, samtidig med at de nøje følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. På tværs af kontinentet vokser vold mod kvinder som nu er tvunget til at blive hjemme med mishandlende partnere. På grund af dette fortsætter kvindehjem med at opereret, dog under strenge sundhedsregler og frivillige fra anti-vold netværk tilbyder konsultationer til folk i tilfælde af nødsituationer.
Disse former for solidaritetsnetværk er nødt til at forsætte, ikke på trods af men på grund af pandemien. Gensidig solidaritet ( under sanitære forhold) er livsnødvendigt, for at støtte udsatte og marginaliserede sociale grupper for hvilke virussen udgør en eksistentiel trussel. Ved at skabe lokale støttenetværk kan vi fortsætte med at engagere os i politisk aktivisme på et græsrodsniveau, på De gensidige bånd som vi nu smeder gennem nabolagssolidaritet kan være basis for fremtidig kollektiv mobilisering, såvel som tjene til at overbevise folk om mulighederne for at gennemføre mere transformative politiske og økonomiske ændringer. Siden dødeligheden af den globale markedsøkonomi og krisepolitik nu er mere synligt end nogensinde. – i det mindste i Europa – må venstrefløjen fordoble sin kamp for et fælles baseret alternativ. Ved at gøre det åbenlyst for alle at lokalt baseret solidaritet er i stand til at hjælpe os gennem krisen, kan vi bygge et solidt fundament i vores kamp for det fælles eje.
Kampe for omfordeling
Siden pandemien er forbundet med krise i form af kapitalistisk reproduktion, ser vi allerede nye bølger af distributive kampe som kun vil blive yderligere forstærket efterhånden som den økonomiske krise udvikler sig.
Mange virksomheder og offentlige institutioner forventer stadig at deres ansatte skal møde på arbejde, særligt i sektorer der er vurderet som essentielle f.eks transport, salg eller offentlig sikkerhed. De i stigende grad usikre arbejdsforhold i disse sektorer, har ført til en række nye arbejdskampe selv uden muligheden for kollektiv mobilisering.
Italienske fagforeninger har indkaldt til en generalstrejke idet flere sektorer er tvunget til at opererer selv efter regeringen påbegyndte en økonomisk nedlukning af landet. Amazon er blevet ramt af en række protester deres ansatte pga. Virksomhedens hensynsløse adfærd med minimale sikkerhedsstandarder der bringer de ansatte i fare. Franske fagforeninger har annonceret en månedlang strejke i den offentlige sektor for at protestere mod regeringens asociale nedskæring på arbejdsvilkår under dække af at bekæmpe pandemien.
Lejerforeninger har opfordret til en international husleje strejke for at forlænge midlerne hos dem hvis indkomst er bragt i fare på grund af nedlukningen. Disse kampe er stadig få og langt i mellem, men efterhånden som mange arbejdere og ansatte bliver sendt hjem og arbejde, givet midlertidigt fri, eller fyret, så vil arbejdsforholdene blive yderligere forværret idet vi konfronteres med truslen om et økonomisk kollaps og endnu mere arbejdsløshed som vil sætte arbejder under yderligere økonomisk pres.
Alligevel er der grund til at være håbefuld. Den nuværende krise markerer en radikal ændring i den måde vi ser på forskellige former for arbejde idet nogle markerer sig som relevante for social reproduktion og andre ikke gør. Hidtidigt undervurdere professioner som kasseassistenter, chauffører og transportarbejdere stemplet som ‘Ufaglært arbejdskraft’ er nu tydelige som ‘essentielle’ for samfundets overlevelse. Sundhedsarbejdere ses i særlig grad som spillende en heroisk rolle og deres arbejdsforhold er blevet centrum politiske diskussioner.
Denne oplevelse med at være uundværlig for samfundets overlevelse vil utvivlsomt booster den kollektive klassebevidsthed hos dem der arbejder i disse sektorer, og styrke deres evne til at organisere sig. Indtil videre har offentlighedens påskønnelse for dem været indskrænket til symbolske gestus som kollektive klapsalver, men det underliggende skift i den kollektive bevidsthed kan være fundamentet for langsigtet solidaritet.
Ligeledes så kan det faktum at mange familier nu må hjemmeskole deres børn, øge deres respekt for undervisnings ansatte og pædagog ansatte. Selvom der er manglende grundlag for se nedlukningen som bidragende til lige fordeling af omsorgsarbejde, så kan oplevelsen alene, være brænde på bålet for feministiske kampe og et kollektivt løft i fordelingen af det reproduktive arbejde.
Forberedelser til den nære fremtid.
Om et par måneder, når den umiddelbare trussel fra pandemien har lagt sig, og vi for alvor rammes af den økonomiske krise, vil kampen for hvordan vi skal reorganisere vores politiske, sociale økonomiske systemer, være i centrum for offentlig diskussion. Så mørkt som det end ser ud, så giver dette os en unik mulighed for at kæmpe for et fundamentalt og frigørende alternativ. Med den existentielle trussel i form af neoliberal kapitalisme, tydelig som aldrig før, så er den europæiske offentlighed i stigende grad bevidst omkring behovet for en massiv udvidelse af social beskyttelse, kollektiv kontrol med økonomien og reorganiseringen af arbejdsbyrden.
Samtidig med at hundreder af millioner af euro pumpes ind i den døende økonomi, så er der mulighed for at tvinge virksomheder til at opretholde nye sociale og miljømæssige standarder og give mere demokratisk kontrol til de ansatte. Regeringer kan også tage dette et skridt videre og overføre ejerskabet af disse virksomheder til offentligt eje, hvilket endelig ville lade os påbegynde overgang mod den mere ligeligt fordelte og miljømæssigt bæredygtige økonomi som vi så desperat har brug for. Vi har nu bevis for at en sådan radikal transformation er fuldt ud mulig og kun afhænger af den politiske vilje til at gennemføre den.
For at en sådan progressiv forandring kan blive virkelighed, må venstrefløjen ramme jorden løbende. Så snart nedluknings foranstaltningerne løfte må vi organisere brede sociale mobiliseringer, engagere os i kampe for en omfordeling af goderne og gennemtvinge afgørende politiske forandringer i regeringer.
Vi må bruge den nuværende fase til at forberede disse kampe. Online aktivisme kan hjælpe os med et udvide vores netværk og nå nye ører. Lokal solidaritet kan mindske pandemiens værste virkninger og få folk engageret i en bevægelse for kollektiv, social og økonomisk reproduktion. Og ved at tage have fokus på den nyfundne strukturelle magt og offentlig solidaritet med og blandt “essentielle arbejdere” kan vi lægge pres på virksomheder og regeringer for at de skal implementere bedre forhold som de aldrig var gået med til før.
Som folk overalt i Europa allerede demonstrerer, så kan vi gøre alt dette på sikker afstand, selv under karantæne kan vi fortsætte kampen mod kapitalismen.
Først udgivet i ROAR magazine 9. April 2020
Organizing under lockdown: online activism, local solidarity
Oversættelse af A.N
