Her genudgives 1. kapitel af Anton Pannekoeks “Arbejderråd”. Først udgivet på dansk af forlaget Rhodos i 1976.
________________________________________________________________________
Transkriberet af Anarkistisk Læringsportal
Arbejderråd er skrevet i 1946, som en samling af de politiske erfaringer som rådskommunisterne, gjorde sig efter den russiske revolution,1920’erne og 30’ernes politiske spændinger. Bogens første kapitel genudgives, fordi den anses som et godt grundlag til introduktion af marxismens grundbegreber. Pannekoek formår på ganske få sider, at forklare marxistiske grundbegreber som f.eks. arbejdsværditeorien, kriseteorien og ejendoms kritik
Pannekoek (1873 – 1960) tilsluttede sig under 1. verdenskrig den verdenskommunistiske bevægelses venstrefløj. Den tysk-hollandske venstrefløj indenfor kommunismen var rådskommunister. Under den russiske revolution i 1905, så Pannekoek arbejdernes egne masseaktioner, og de arbejderråd som arbejderne havde skabt, som en kimform for den revolutionære praksis.
I denne politiske proces, som der skete i Rusland, så rådskommunisterne at arbejderne fik mulighed for at lave et samfund om til at have arbejderråd på deres egne arbejdspladser, uden statens eller andre politiske organisationers indblanding.
Pannekoek var aktiv i det hollandske kommunistparti frem til 1920. Pannekoek forlod partiet på baggrund af interne politiske uenigheder i den kommunistiske verdensbevægelse, om forholdet til den bolsjevistiske magtovertagelse, og Sovjetruslands senere statskapitalistiske udvikling efter den russiske borgerkrig.
Rådskommunismen blev udmanøvreret som politisk strømning af rivaliserende kommunistiske strømninger under mellemkrigstiden.
Man kan også høre indtalen af uddraget her
_________________________________________________________________________
Både i dag og i den periode der nu indledes, på et tidspunkt hvor Europa er ødelagt og menneskeheden forarmet af verdenskrigen, er det verdens arbejderes opgave at organisere industrien for at befri sig selv fra elendigheden og udbytningen. Det er deres opgave at tage ledelsen af produktionen i deres egne hænder. For at fuldføre dette store og vanskelige arbejde er det nødvendigt for dem at kende arbejdets nuværende karakter. Jo bedre deres kendskab er til samfundet og til arbejdets plads heri, jo færre vanskeligheder, skuffelser og tilbageslag vil de møde i kampen.
Grundlaget for samfundet er produktionen af livets nødvendigheder. Den vigtigste del af denne produktion finder sted ved hjælp af en højt udviklet teknik i store fabrikker og virksomheder med komplicerede maskiner. Denne udvikling af teknikken, fra små redskaber der kunne betjenes af en enkelt person til store maskiner, der betjenes af store grupper arbejdere med forskellige kvalifikationer, fandt sted i løbet af de forudgående århundreder. Selv om små redskaber stadig anvendes som tilbehør, og selv om der stadig findes talrige små værksteder, er deres rolle i den samlede produktion ubetydelig.
Hver fabrik er en organisation, der omhyggeligt er tilpasset sine formål: den er en organisation af både døde og levende kræfter, af redskaber og arbejdere. Denne organisationsform og karakter er bestemt af det formål, de skal tjene. Hvad er det formål?
Produktionen er i dag domineret af kapitalen. Kapitalisten, der har penge, grundlægger fabrikken, køber maskinerne og råvarerne, ansætter arbejdere og sætter dem til at producere varer, der kan sælges. Det vil sige, at han køber arbejdernes arbejdskraft, der skal bruges i deres daglige arbejde, og betaler dem dens værdi, lønningerne, ved hvis hjælp de kan få dækket deres livsnødvendigheder og hele tiden genopbygge deres arbejdskraft. Den værdi, en arbejder skaber i sit daglige arbejde, og som tilfører råvarerens værdi, er større en det han behøver for at leve, og som han modtager som betaling for sin arbejdskraft. Forskellen, som kapitalisten bevarer når produktet sælges: merværdien, udgør kapitalistens profit. I det omfang profitten ikke forbruges, bliver den akkumuleret til ny kapital. Arbejderklassens arbejdskraft kan sammenlignes med en mine; udnyttelsen (exploitation) af den resulterer i et produkt, hvis værdi overskrider de udgifter der er forbundet med driften.
Herfra stammer udtrykket: Kapitalens udbytning (exploitation) af arbejdet. Kapitalen selv er arbejdets produkt:; den er i sin helhed akkumuleret merværdi.
Kapitalen er herre over produktionen. Den besidder fabrikken, maskinerne, de producerede varer; arbejderne arbejder på dens befaling; dens målsætning er at skabe profit. Kapitalisten drives ikke af ønsket om at forsyne sine medmennesker med livets nødvendigheder; han drives af nødvendigheden om at tjene penge. Har han en skofabrik, er det ikke medlidenhed med dem, der måtte have ondt i fødderne, der opildner ham; han drives derimod frem af bevidstheden om, at det er nødvendigt at hans virksomhed skaber profit, og at han vil gå fallit hvis profitterne er utilstrækkelige. Den normale måde at skabe profit på er selvfølgelig at producere varer, der kan sælges til en god pris; og de kan i almindelighed kun sælges, hvis de repræsenterer nødvendige og praktiske forbrugsgoder for køberne. Skal skomageren producere til sig selv, må han derfor producere velsiddende sko, der er bedre eller billigere end de sko der produceres af andre skomagere. Under normale forhold lykkes det således for den kapitalistiske produktion at opfylde det, der burde være enhver produktions målsætning: at forsyne menneskeheden med dens livsnødvendigheder. Men de mange tilfælde, hvor det er mere profitabelt at producere overflødige luksusvarer til de rige, eller dårlige varer til de fattige, eller at sælge hele virksomheden til en konkurrent, som lukker den, dersom dette passer ham bedst, viser at den nuværende produktions væsentligste målsætning er at skabe profit til kapitalen.
Denne målsætning bestemmer arbejdsorganisationens karakter på virksomheden. Dens første resultat er, at autoriteten bliver lagt i hænderne på en absolut herre. Er det ejeren selv, der leder fabrikken, må han våge over at hans kapital ikke går tabt; det er tværtimod nødvendigt for ham at forøge den. Hans personlige interesse dominerer arbejdet; arbejderne er hans >>hænder<<, og de er tvunget til at adlyde. På denne måde, bliver hans rolle og funktion i arbejdet bestemt. Dersom arbejderne beklager sig over deres lange arbejdstid og udmattende arbejde, henviser han til sin egen opgave og til sine bekymringer, der holder ham travlt beskæftiget til langt ud på natten, efter at arbejderne er gået hjem og ikke skal beskæftige sig med andet end sig selv. Han glemmer blot at sige det, som han for øvrigt næppe selv forstår: at hans ofte pinefulde arbejde, alle hans bekymringer der holder ham vågen om natten, kun tjener profitten og ikke produktionen selv. Han beskæftiger sig med problemerne, om hvordan han kan sælge sine produkter, hvordan han kan udkonkurrerer sine konkurrenter, hvordan han kan få den størst mulige del af den samlede merværdi ned i sin egen lomme. Hans arbejde er ikke et produktivt arbejde; hans anstrengelser for at bekæmpe konkurrenter er uden værdi for samfundet. Men det er ham, der er herre, og hans målsætninger leder fabrikken.
Er denne fabriksherre derimod en ansat direktør, er han klar over, at han er ansat for at skabe profit til aktionærerne. Lykkes dette ikke for ham, bliver han afskediget og erstattet med en anden. Den ansatte direktør må naturligvis være en god ekspert, der kender til sin branches teknik og er i stand til at lede produktionsarbejdet. Men endnu mere end det må være han være ekspert i at skabe profit. Han må frem for alt forstå teknikken med at forøge netto-profitten og kunne finde frem til ,hvordan der kan produceres med de laveste omkostninger, hvordan der kan sælges med størst succes, og hvordan konkurrenterne kan slås. Dette ved enhver direktør. Det afgør, hvordan forretningsgangen skal ledes. Det afgør også organisationen inden for virksomheden.
Organisationen af produktionen indenfor virksomheden finder sted ud fra to hovedlinier: den tekniske og den kommercielle organisation. Den hurtige udvikling af teknikken i forrige århundrede, der var baseret på en enestående udvikling af videnskaben, har forbedret arbejdsmetoderne inden for hver enkelt branche. En forbedret teknik er det bedste våben i konkurrence, idet den sikrer en ekstra profit på konkurrenternes bekostning. Den tekniske udvikling forøgede arbejdets produktivitet; den gjorde nærings- og forbrugsgoderne billigere, talrigere og mere varierede; den gav flere muligheder for at opnå en vis komfort, og ved at sænke leveomkostningerne, dvs. arbejdskraftens værdi, forøgede den kapitalens profit enormt. Dette høje tekniske udviklingsniveau bragte et hastigt voksende antal eksperter, ingeniører, kemikere og fysikere ind på fabrikkerne, folk de alle havde gennemgået en videnskabelig uddannelse på universiteter og laboratorier. Deres arbejde er nødvendigt til ledelsen af de vanskelige tekniske processer, og til at forbedre disse processer gennem en regelmæssig anvendelse af nye videnskabelige opdagelser. Under deres overopsyn arbejder faglærte teknikere og arbejdere. Den tekniske organisation fremviser således et omhyggeligt reguleret samarbejde mellem forskellig slags arbejdere: Der findes et lille antal universitetsuddannede specialister, et større antal kvalificerede professionelle og faglærte arbejdere og endelig en stor masse af ufaglærte arbejdere, der udfører det manuelle arbejde. Deres forenede anstrengelser er nødvendige for at sætte maskinerne i funktion og producere varerne.
Den kommercielle organisation har til opgave at lede salget af produktionen. Den studerer markeder og priser, og den rådgiver og optræner handelsagenter til at stimulere købet. Den indbefatter den såkaldt videnskabelige ledelse, der har til formål at formindske omkostningerne gennem en fordeling af arbejdskraften og produktionsmidlerne; den udtænker midler til at stimulere arbejderne til mere ihærdige anstrengelser; den gør rådgivningen til en slags videnskab, der ligefrem bliver undervist ved universiteterne. For de kapitalistiske herrer er den ikke mindre vigtig end teknikken selv – den er tværtimod mere betydningsfuld: det er det vigtigste våben i deres indbyrdes kamp. For samfundets forsyning repræsenterer den imidlertid en fuldstændig værdiløs bortøden af evner og muligheder.
De former, den tekniske organisation antager, er bestemt af det samme profitmotiv. Dette er grunden til, at de højere betalte videnskabelige eksperter bliver strengt begrænset til et lille antal, der i organisationen forbindes med den store masse af billig, ufaglært arbejdskraft. Og dette er grunden til, at samfundets struktur generelt er kendetegnet af en ringe betaling og dårlig uddannelse til masserne og en højere betaling – der svarer til, hvad den højere uddannelse kræver for til stadighed at fylde rækkerne op- til et videnskabeligt uddannet mindretal.
Disse teknikere skal ikke blot tage sig af produktionens tekniske processer. Under kapitalismen skal de også optræde som arbejdsgivere for arbejderne. produktionen af varer under kapitalismen er uadskilleligt forbundet med produktionen af profit, idet begge repræsenterer én og samme handling, og de to aspekter ved teknikernes arbejde-videnskabelig organisationen af produktionen på den ene side, udøvelse af autoritet i udbytningens tjeneste på den anden side – er derfor nært forbundet. Teknikernes stilling er således flertydig. På den ene side samarbejder de med de manuelle arbejdere; deres videnskabelige indsigt spiller en afgørende rolle i den proces, der omskaber råvarerne, og deres duelighed tjener til at forøge profitterne: også de bliver udbyttet til kapitalen. Men på den anden side er de kapitalens vagthunde, der er betalt for at skynde på arbejderne og for at være kapitalisten behjælpelig med at udbytte dem.
Det er tilsyneladende, ikke alle steder, arbejderne på denne måde bliver udnyttet af kapitalen: det ser ud til, at det forholder sig anderledes i offentlige virksomheder eller i produktionskooperativer. Men selv om vi ser bort fra det faktum, at de førstnævntes profit ofte går til statskassen, hvorved beskatningen af den besiddende klasse formindskes, er forskellen fra de andre virksomheder ikke fundamental. Som regel må kooperativerne konkurrere med de private foretagender; og de offentlige udgifter overvåges af kapitalisterne og udsættes for deres agtpågivende kritik. Den kapital, der er nødvendig for virksomhedernes, og som i almindelighed er lånt kapital, er belagt med renter, der bliver taget fra profitten. Som i andre virksomheder er det direktøren, der personligt udøver ledelsen, og arbejdstempoet presses mest mulig op. Der finder den samme udbytningen sted som i en hvilken som helst anden kapitalistisk virksomhed. Imidlertid kan der være en gradsforskel; det er muligt at anvende en del af det overskud der der andre steder går til profit, til at forøge lønningerne og forbedre arbejdsforholdene. Men grænsen er hurtigt nået. I denne henseende kan disse virksomheder sammenlignes med private modelvirksomheder, hvor dygtige og fremsynede direktører forsøger at knytte arbejderne til sig ved ved at behandle dem bedre og give dem det indtryk, at deres stilling er privilegeret, hvorved direktøren belønnes med det større udbytte og en forøget profit. Men hverken her, i den offentlige sektor eller i produktionskooperativerne betragte sig selv som tjenere for et fællesskab, til hvilket de kunne hellige al deres energi. Direktørerne og arbejderne lever i hver deres sociale omgivelser og deler en mentalitet, der er knyttet til deres respektive klasser. Arbejdet har her den samme kapitalistiske karakter som andre steder; og det er denne karakter, der afgør arbejdets fundamentale natur, og ikke de overfladiske forskelle, der udgøres af lidt bedre eller værre arbejdsforhold.
Under kapitalismen er arbejdet i selve sin natur en afpresning. Arbejderne må drives til at yde det deres yderste, enten ved tvang eller ved overtalelsens blidere midler. Kapitalen selv er i en tvangssituation; hvis den ikke kan konkurrere, og hvis profitterne er utilstrækkelige, vil foretagendet bryde sammen. Arbejdere forsvarer sig mod dette pres gennem en vedvarende, instinktivt modstand. Hvis de ikke forsvarede sig, men godvilligt gav efter, ville endog mere end deres daglige arbejdskraft blive taget fat fra dem. Deres fysiske styrkes reserver ville blive angrebet og deres livskraft udtømmes før tiden, således som det også til en vis grad er tilfældet i dag; og degeneration og ødelæggelse af deres egen og deres børns sundhed og styrke ville blive resultatet. Derfor er de tvunget til at gøre modstand Og derfor er hvert værksted og hver virksomhed selv i de perioder, hvor der ikke er åben konflikt med strejker eller lønnedskæringer, centrum for en vedvarende tavs krig, en vedvarende kamp med tryk og modtryk. Der etablerer sig en bestemt norm for lønninger, arbejdstid og tempo, der stiger og falder under påvirkning af denne kamp, og som holder sig lige på grænsen af de tålelige(bliver det utålelig, påvirkes den samlede produktion.) Og skønt arbejderne og kapitalisterne i løbet af de daglige arbejde må arbejde sammen, er de to klasser fundamentalt set og i kraft af deres modsatte interesse uforsonlige fjender, der – når de ikke kæmper – lever i en slags væbnet fred.
Arbejdet i sig selv er ikke frastødende. At arbejde for at tilfredsstille livets behov er en nødvendighed, som naturen har påtvunget mennesket. Ligesom alle andre levende væsner må mennesket bruge sine kræfter for at tilegne sig føden. Naturen har givet mennesket kropslige organer og åndelige kræfter, muskler, nerver og hjerne for at tilpasse det til denne nødvendighed. Menneskets behov og dets midler til at tilfredsstille dem er harmonisk tilpasset hinanden i det almindelige livsforløb. Arbejdet, som den almindelige anvendelse af krop og evner er således en normal impuls både for mennesker og dyr. Nødvendigheden af at skaffe føde og husly indeholder givetvis et element af tvang. Den frie og spontane anvendelser af muskler og nerver, der følger stimulanserne fra arbejdet eller legen, er noget fundamentalt i den menneskelige natur. Nødvendigheden tvinger mennesket til at arbejde regelmæssigt, til at undertrykke øjeblikkets indskydelse, til at anstrenge sig, til tålmodig udholdenhed og selvbeherskelse. Men denne selvbeherskelse, der er nødvendig for bevarelsen af individet, familien og fællesskabet, giver samtidig tilfredsstillelsen ved at besejre indre og ydre forhindrer, og giver den stolte følelse af at virkeliggøre selvstændigt fastlagt målsætninger. Vanen med regelmæssigt arbejde er fastlagt ved sin sociale karakter, ved familiens, stammens eller landsbyens praksis og sædvane; og den udvikler sig til selv blive en ny natur, en naturlig levemåde, en harmonisk forening af behov og styrke, af pligt og evner. Således bliver den omgivende natur dyrket og gennem et livslangt mere eller mindre anstrengende arbejde omskabt til et sikkert hjem. I ethvert folk, og på hver deres individuelle måde, gav den gamle håndværksmæssige kunnen således håndværkerne glæden ved at anvende deres færdigheder og fantasi til at lave gode og smukke brugsgenstande.
Alt dette er gået til grunde, siden kapitalen er blevet arbejdets herre. I produktionen for markedet, for salget, er goderne blevet til varer, der udover deres nyttighed for køberen besidder en bytteværdi, som omfatter det anvendte arbejde; denne bytteværdi er afgørende for, hvor stor en sum penge varerne vil indbringe. tidligere kunne en arbejder på et moderat antal timer, der levnede plads til lejlighedsvise store anstrengelser, producere nok til at dække sine livsfornødenheder. Men kapitalens profit udgøres af det, arbejderen kan producere udover det nødvendige til at dække livsnødvendighederne. Jo mere værdi arbejderen producerer, og jo mindre værdi han forbruger, jo større er den merværdi kapitalen tilegner sig. Derfor reduceres arbejdernes livsnødvendigheder. Jo mere værdi arbejderen producerer, og jo mindre værdi han forbruge, jo større er den merværdi kapitalen tilegner sig. Derfor reduceres arbejderens livsnødvendigheder, hans levestandard sænkes så meget som muligt, hans arbejdstid forøges og arbejdstempoet sættes op. Nu mister arbejdet fuldstændig sin tidligere karakter a at være en behagelig anvendelse af krop og lemmer. Arbejdet bliver til en forbandelse og fornedrelse. Og det forbliver dets sande karakter, ligegyldigt hvor meget det end mildnes af sociallovgivning og af fagforeningernes aktivitet – der begge er resultater af arbejderens desperate modstand mod forværrelsen af deres leveforhold; med deres hjælp kan man opnå, at kapitalismen ændres fra et råt misbrug til en normal udbytning. Men arbejdet bevarer stadig sin inderste karakter af umenneskeligt slid, fordi det er arbejde under kapitalismen: arbejderne, som truslen om sult tvinger til at yde deres yderste for en fremmed ledelse, for en fremmed profit og uden egen interesse, i den monotone fabrikation af uinteressante eller dårlige produkter, drives til grænsen af hvad en nedslidt krop kan bære og og er brugt op på et tidligt tidspunkt i deres liv. Og uvidende økonomer uden kendskab til kapitalismens natur, som iagttager arbejdernes stærke afsky for deres arbejde, konkluderer, at det produktive arbejde selve sin natur bryder mennesket imod, og at derfor må påtvinges den uvillige menneskehed med hård tvang.
Selvfølgelig opfattes denne karakter ved arbejdet ikke altid af arbejderne. Somme tider gør arbejdets oprindelige natur sig gældende som en impulsiv og tilfredsstillende tilskyndelse til aktivitet. Dette er især tilfældet hos unge mennesker, som er blevet holdt uvidende om kapitalismen, som er fulde af ambitioner om at vise deres evner som fuldt kvalificerede arbejdere, og som ydermere føler sig i besiddelse af en uudtømmelige arbejdskraft. Kapitalismen er helt klar over, hvordan denne tilbøjelighed kan udnyttes. Senere, med de voksende bekymringer og pligter for familien, føler arbejderen sig fanget mellem tvangens pres og sine kræfters grænse; han føler sig bundet af stramme lænker, som han er ude af stand til at kaste af sig. Og til sidst, når han føler sine kræfter svigte – i en alder, der imidlertid for middelklassemennesket er tidspunktet for den fulde og modne kraft – må han udholde udbytningen i tavs resignationen, i vedvarende frygt for at blive kasseret som et nedslidt redskab.
Hvor dårligt og forkasteligt arbejdet end er under kapitalismen, er manglen på arbejde endnu værre. Som for enhver anden vare sker det, at arbejdskraften ikke finder nogen køber. Arbejderens problematiske frihed til at vælge sin herre går hånd i hånd med kapitalistens frihed til at ansætte eller afskedige sine arbejdere. Med Kapitalismens vedvarende udvikling, hvor nye virksomheder grundlægges og gamle virksomheder går tilbage eller bryder sammen, drives arbejderne hid og did for at ophobes det ene sted og afskediges det andet. De er derfor ligefrem nødt til at betragte det som et held, når de får lov til at blive udbyttet. Således går det op for dem, at det er i kapitalens vold; at de kun med herrernes billigelse får adgang til de maskiner, som venter på at blive betjent af dem.
Arbejdsløsheden er arbejderklassens værste plage under kapitalismen. Den er indbygget i kapitalismen; den vender hele tiden tilbage og ledsager de periodiske kriser og depressioner, der har hærget samfundet med jævne mellemrum så længe kapitalismen har haft herredømmet. Kriserne og depressionerne er en konsekvens af den kapitalistiske produktions anarki. Hver enkelt kapitalist, der uafhængigt er herre over sin virksomhed, har frihed til at lede den som han vil, til at producere det han anser for at være profitabelt, eller til at lukke virksomheden når profitterne svigter. I modsætningen til den omhyggelige organisation inden for fabrikken er den samlede sociale produktions kendetegnet af en fuldstændig mangel på organisation. Kapitalens hurtige vækst gennem de akkumulerede profitter, og nødvendigheden af at finde profitter også til den nye kapital, tilskynder til en hastig forøgelse af produktionen, der oversvømmer markedet med usælgelige varer. Derefter følger sammenbruddet, der ikke blot skærer profitterne ned og ødelægger den overflødige kapital, men også kaster de ophobede mængder af arbejdere ud af fabrikkerne og overlader dem til deres egne ressourcer eller til mager godgørenhed. Så sænkes lønningerne, strejker er ineffektive; de arbejdsløse masser udøver et stort pres på arbejdsforholdene. Det, der er blevet vundet ved hård kamp i perioder med velstand, går ofte tabt i perioder med depression. Arbejdsløshed har altid den væsentligste forhindring for en vedvarende forbedring af arbejderklassens levestandard.
Det er blevet hævdet af nogle økonomer, at denne ødelæggende vekslen mellem kriser og velstand ville forsvinde med den moderne udvikling af storindustrien. De forventede at kartellerne og trusterne, med deres monopol på store dele af industrien, ville bringe en vis mængden organisation ind i produktionens anarki og således mildne dens uregelmæssigheder. Men de tog ikke højde for at profitjagten, som er den væsentligste årsag til dette anarki, fortsætter med at eksistere og driver de organiserede grupper ind i voldsommere konkurrence, der nu føres med voldsommere midler. Den moderne kapitalismes manglende evne til at få kontrol med sit eget anarki afslørede sig et grelt lys med verdenskrisen i 1930. I nogle lange år så det ud til, at produktion var brudt endegyldigt sammen. Over hele verden blev millioner af arbejderen, bønder og selv intellektuelle tvunget til at leve af den understøttelse, som regeringerne var nødt til at give; og den nuværende krigs krise har sin oprindelse i denne produktionskrise.
Denne krise rettede historiens søgelys mod kapitalismens sande karakter og mod det umulige i at opretholde den. Millioner af mennesker havde ikke længere midler til at sikre sig det mest nødvendige. Der var millioner af stærke arbejdere, der ikke ønskede andet end at arbejde; til at fungere og til at producere en overflod af varer. Men det var ikke tilladt. Den kapitalistiske ejerskab af produktionsmidlerne stod mellem arbejder og maskinerne. Dette ejerskab, der om nødvendigt blev forsvaret af politiet og statsmagten, forbød arbejderne at røre maskinerne og at producere det, som de selv og samfundet behøvede for at eksistere. Maskinerne måtte stå og ruste op; og arbejderne måtte drive ubeskæftigede omkring og udholde elendigheden. Hvorfor? Fordi kapitalismen er ude af stand til at lede menneskehedens mægtige tekniske og produktive kræfter i overensstemmelse med deres oprindelige målsætning: at dække samfundets behov.
Der er ingen tvivl om, at kapitalismen nu prøver på at indføre en slags organisation og en planlægning af produktionen. Dens umættelige profithunger kan ikke tilfredsstilles inden for de gamle grænser; den drives til at brede sig ud over hele verden, bemægtige sig alle rigdomme, åbne nye markeder og gøre sig til herre over andre kontinenters folkeslag. I en nådesløs konkurrence må hver af de kapitalistiske grupper søge at erobre eller bevare herredømme over de rigeste dele af verden. Mens kapitalistklasserne i England, Frankrig og Holland tiltog sig nemme profitter ved at udbytte de rige kolonier, som de havde erobret i løbet af tidligere krige, kunne Tysklands energiske, duelige og hurtigt ekspanderende kapitalisme, der var kommet for sent til at deltage i opdeling af den koloniserede verden, kun få del i byttet ved at kæmpe for at opnå verdensmagten, ved at forberede sig til verdenskrig. Den måtte tage rollen som angriber, mens de andre fik rollen som >>de angrebne<<. Den tyske kapitalisme var den første til at indrette og organisere alle samfundets kræfter til dette formål; og derefter måtte de andre følge Tysklands eksempel.
I denne kamp på liv og død mellem de store kapitalistiske magter kunne privatkapitalismen med dens manglende effektivitet ikke længere tillades. Arbejdsløshed fremstod nu som et tåbeligt, ja lige frem kriminelt spild af hårdt tiltrængt arbejdskraft. Der måtte opbygges en streng og omhyggelig organisation, der kunne sikre den fulde anvendelse af den samlede arbejdskraft og nationens kampkraft. Og Kapitalismens uholdbarhed viste sig nu lige så grelt fra en anden side. Arbejdsløsheden blev omskabt til sin modsætning, til tvangsarbejde. Tvangsarbejde i form af disse kampe ved landgrænserne, hvor millioner af af stærke unge mænd lemlæster, dræber og udsletter og tilintetgør hinanden med de mest raffinerede ødelæggelsesmidler, for at deres kapitalistiske herrer kan opnå verdensmagten. Tvangsarbejde i fabrikkerne hvor hele den øvrige befolkning inklusive kvinder og børn uophørtligt må producere stadig flere af disse mordvåben, mens produktionen af livsnødvendighederne bliver indskrænket til det yderste minimum. Afsavn og mangel på alt, hvad der er nødvendigt til livets opretholdelse, tilbagefald til det elendigste og modbydeligste barbari – dette er produktet af videnskabens og teknikkens højeste udvikling, dette er den stolte frugt af så mange generationers tænkning og arbejde! Hvorfor? Fordi også den organiserede kapitalisme, trods al den bedrageriske snak om fællesskab og kammeratskab, er fuldstændigt ude af stand til at anvende menneskehedens rige produktivkræfter til deres sande formål; alt hvad den kan gøre, er at anvende dem som midler til ødelæggelse.
Arbejderklassen er således stillet overfor nødvendigheder af selv at tage hånd om produktionen. Herredømme er over maskinerne over produktionsmidler må tages ud af de uværdige hænder, som misbruger dem. Dette er den fælles opgave for alle producenterne, for alle dem der sikrer det produktive arbejde i samfundet: arbejderne, teknikerne og bønderne. Men det påhviler arbejderne, som mest af alle og uden ophør lider under det kapitalistiske system og som ydemere udgør befolkningens flertal, at befri sig selv og verden fra denne plage. De må overtage produktionsmidlerne. De må gøre sig til herrer over fabrikkerne og over deres eget arbejde og lede det efter deres egen vilje. Da vil maskinerne blive anvendt til deres sande formål: til produktionen af en overflod af goder, der tilfredsstiller alle livets nødvendigheder. Dette er arbejderens fremtidige opgave. Og det er den eneste vej til friheden; det er den revolution, samfundet modnes til. En sådan revolution vil ændre produktionens karakter fuldstændigt; nye principper vil blive lagt til grund for samfundet. Først fordi udbytningen ophører. Produktet af det fælles arbejde vil tilhøre alle dem, der deltager i arbejdet. Der vil ikke længere være nogen merværdi til kapitalen; der vil ikke længere findes nogen snyltende kapitalister, der beslaglægger en del af produktet.
Endnu vigtigere end afskaffelsen af kapitalisternes beslaglæggelse af en del af produktet er det, at kapitalen ikke længere har herredømmet over produktionen. Når arbejderne er blevet herrer over virksomhederne mister arbejdsgiverne deres magt til at lade maskinerne stå ubenyttede hen – disse menneskehedens rigdomme, der er uvurderlige produkter af så mange generationer arbejderes og forskeres åndelige og fysiske anstrengelser. Sammen med kapitalisterne forsvinder deres magt til at træffe afgørelse om hvilke overflødige luksusvarer eller hvilke elendige varer der skal produceres. Når arbejderne er herrer over maskinerne, vil de anvende dem til at producere alt det, som samfundet har behov for.
Dette er kun dersom alle fabrikkerne, den samme krops adskilte lemmer, bliver forenet i et velorganiseret produktionssystem. De forbindelser, som under kapitalismen er et tilfældigt resultat af markedsmekanismen og af den blinde konkurrence, der afhænger af udbuddet og efterspørgslen, bliver da gjort til genstand for en bevidst planlægning. Og i stedet for den moderne kapitalismes delvise og ufuldkomne forsøg på organisation, som kun fører til en endnu voldsommere kamp og ødelæggelse, opstår en fuldkommen produktionsorganisation, der udvikler sig til et verdensomspændende samarbejdssystem. For producenternes klasser kan ikke optræde som konkurrenter; de kan kun samarbejde.
Disse tre kendetegn ved den nye produktion indebærer en ny verden. Afskaffelsen af kapitalens profit, afskaffelsen af maskinernes og menneskenes underbeskæftigelse, den bevidste og tilpassede regulering af produktionen og den forøgelse af produktionen, der er et resultat af den effektive organisation, giver hver arbejder en større mængde produkter for en mindre arbejdsindsats. Og vejen ligger nu åben for en endnu mere omfattende udvikling af produktiviteten. Anvendelse af alle de tekniske fremskridt vil forøge produktionen i et sådant omfang, at overfloden for alle vil ledsage afskaffelsen af arbejdets karakter af tvang.
Transkriberet og genudgivet af Anarkistisk Læringsportal (2020)
