Philosophy Tube er ikke en Youtube-kanal, som de er flest. Skaberen Oliver Thorn formår at kombinere venstreradikale idéer med filosofi, ubønhørlig menneskelighed og teaterets dramaturgi, uden at blive hverken prætentiøs eller kedelig. Han taler til mennesket i os, til hans modstandere ligeså vel som til sig selv.
Denne artikel er anden installation i serien ”Fra Bolsjevik til Breadtube”, der dækker diverse venstreorienterede Youtubere og deres indhold. Hver artikel fungerer som en hurtig introduktion til en Youtuber, for så at udvælge enkelte af de karakteristika ved dem, som vi finder mest relevante, og udforske disse mere dybdegående. Find den første installation her.
Siden Youtube gjorde sit indtog på det unge internets kaotiske markedsplads i 2005 er der sket meget med det indhold, vi finder der. Fra at være et sted for korte, hjemmelavede videoer optaget på billige webcams og rystende kameratelefoner er platformen, i dag opkøbt af Google, blevet én af de mest centrale mediesluser på nettet, hvorfra vi får vores nyheder, finder vores underholdning og spreder vores idéer. At skrive om den fallerede drøm, der var Youtubes rolle som den totalt demokratiserede medieplatform er stof nok til sin egen artikelserie, men lad det være nok at sige, at det ikke var sådan det endte.
Dog har én form for indhold overlevet fra sidens spæde begyndelse, om end den måske er uigenkendeligt muteret den dag i dag; nemlig videobloggen. Formatet har ikke ændret sig synderligt – én person sidder foran et kamera, generelt i sit hjem, og snakker til publikum om sit liv, sine holdninger og sine foretrukne animé-serier, på en måde, der inviterer publikum til at føle sig som del af deres livsverden. Men hvor formatet er forblevet det samme, har rammerne ændret sig radikalt. Vloggere i dag er ikke bare almindelige mennesker med adgang til et webcam, de er mediemoguler, ofte med indkomster på seks cifre, ofte sponsoreret af mediehuse eller lobby-selskaber, og, vigtigst af alt, ofte med en radikal og reaktionær politisk parole at sælge videre. Fra denne fløj ser vi folk som Ben Shapiro og Steven Crowder, der er blevet højreorienterede superstjerner i kraft af deres Youtube-platforme. Hjulpet til af selvbestaltede centrister og klassiske liberale som Thunderf00t og Sargon of Akkad er Youtube blevet én af de primære rugemaskiner for højreradikal ideologi, og vlog-formatet er blevet sin egen industri.
Men der er også modstandskæmpere i propagandakrigen, der kaster sig mod tidevandet, og som tilsyneladende langsomt er ved at få overtaget. Vi har allerede skrevet om Contrapoints, den ultra-æstetiske, transkønnede gudmoder af de venstreradikale hjørner af Youtube. Dagens fokus er én af hendes frænder i kampen, nemlig den britiske, shakespeareansk-udseende skuespiller og filosof Oliver Thorn, bedre kendt under sit kanalnavn, Philosophy Tube.
Hvor Contrapoints’ format stort set er forblevet det samme fra begyndelsen af hendes karriere, blot med tilføjelse af bedre produktionsværdi, vildere outfits og selvfølgelig det faktum, at hun er transitioneret fra en ”dirty, crossdressing degenerate” til en transkønnet heltinde, er Philosophy Tube startet ét sted og endt et andet.
Som han selv fortæller det begyndte hans videoproduktion som en reaktion på den nye og forhadte lovgivning i England, der gjorde de statslige universiteter egenbetalte og dermed tredoblede prisen på uddannelse. Med sin kandidat i filosofi besluttede han sig for at producere videoer, der gratis skulle videregive det faglige stof, han havde lært, og som nu var blevet utilgængeligt for en stor del af befolkningen.
Således er de første adskillige år af hans videoer indrettet som fem til tyve minutter lange introduktioner til diverse koncepter og personer indenfor filosofien, ofte med en venstreorienteret tilgang, og generelt følgende vloggens standardiserede format, med en enetale fra Thorn på et stillestående kamera. Af denne periode er det måske mest interessante indlæg hans timelange The Philosophy of Antifa, der fungerer som en grundig, praktisk så vel som teoretisk indførsel i bevæggrundende for antifascistiske aktivisters eksistens og aktivitet.
Men det er først i løbet af det sidste års tid, at hans kanal har fundet en stemme og et format, der er helt sin egen. Med tydelig inspiration fra Contrapoints og hendes dramatiserede sokratiske dialoger begyndte Thorn at implementere sin spæde karriere som skuespiller i sin behandling af filosofien, og det har affødt en ny form for vlog, der kun har sin lige få steder på Youtube.
Philosophy Tube’s videoer eksisterer på én gang som video-essays, teaterstykker og politiske disputatser. Hans produktionsværdi er steget markant, og med den er fulgt kostumer og kulisser, der giver hans indhold en langt mere helstøbt æstetisk ramme. Hvor han før bearbejdede Foucault og Hegel er hans fokus skiftet til mere politisk inflammerende personer som Steve Bannon, Jordan Peterson og Ben Shapiro, altid understøttet af filosofien, og altid akkompagneret af kildelister og rigeligt akademiske referencer. Som før indeholder hver af hans videoer en monolog, leveret udenfor karakter, der agerer rammefortælling for det større narrativ. Men den mest markante udvikling er den måde, hvorpå han indfletter små, isolerede skuespil i sine videoer, ofte fortolket fra klassiske stykker, der formår at skabe en rød tråd igennem hans argumentation og samtidig danne et langt mere dragende dramaturgisk univers end den gennemsnitlige Youtubers.
I sin video om Steve Bannon udfolder Thorn forholdet mellem politisk dogwhistling og fascistisk vold, akkompagneret af en gåsehudsfremkaldende monolog frit fortolket efter Max Frisch’s stykke The Arsonists. Vi ser den velklædte, sympatiske hovedperson i sørgmodige vendinger beklage sig over de mange mordbrande, der for nyligt er påsat i byen, alt imens han samler en molotov og til sidst, med en isnende replik, beder publikum om en tændstik.
https://www.youtube.com/watch?v=wO6uD3c2qMohttp://
I videoen Abortion & Ben Shapiro spiller Thorn en hurtigsnakkende Ben Shapiro-analogi, der kidnappes af en gal musikentusiast og tvinges ud i et filosofisk dilemma, der behandler retten til liv versus retten til selvbestemmelse i kontekst af tidens abort-debatter.
I Youtube: Art or Reality, baseret på Martin McDonagh’s stykke The Pillowmen afhøres Thorn, i rollen som sig selv, af to detektiver, begge ligeledes spillet af ham selv, om hans rolle i dannelsen af parasociale forhold, om skuespillet og vlog-formatets grundlæggende uærlighed, i en 29 minutter lang video, der ender med at blive et slags nådesløst introspektiv i Thorns egen karriere.
På trods af, at ikke alle hans videoer indeholder disse små dramaer, har Thorn formået at opbygge et dragende dramatisk univers, hvorigennem han forklarer sine idéer med en følsomhed og en ærlighed, der gør ham uforligneligt sympatisk som formidler. Han lægger ikke skjul på, at hans projekt er at konfrontere vores indre dæmoner, både igennem politikken, filosofien og den rene introspektion. Han blotter gerne sit bryst for åben skærm for at vise, at hans værk er skabt af samvittighed frem for kynisme, samtidig med at han aldrig påkalder sig den perfekte viden. Det betyder ikke, at han ikke træder ved siden af; ofte kan hans indhold virke derivativt af Contrapoints’s form, og han er selv åben for at kritisere sine værker, hvis han føler de blev skabt på et uærligt fundament, for eksempel i tilfældet af hans video om Jordan Peterson.
Men det er denne følsomhed og insisteren på den intellektuelle ærlighed, der i sidste ende fuldbringer hans forvandling af vlog-formatet til en kunstform. Alt for mange venstreorienterede (såvel som højreorienterede) Youtubere formidler deres ideologi igennem aggressive, polemiske enetaler, der måske kan fremkalde en vis politisk katharsis hos dem, der allerede er enige, men som er fuldkommen utilgængelig for udefrakommende. Thorns force er den åbentsindede nysgerrighed, med hvilken han angriber højrefløjens argumenter, for igennem knivskarpe manuskripter at vende og dreje dem, til de falder fra hinanden. Hans position er venstreradikal, men den udtrykker sig igennem en menneskelighed frem for en teoretisk apologi, og denne kombination af faglig ballast, dramatisk talent og følelsesmæssig ærlighed skaber et nyt produkt, der ikke kan sammenlignes med det, vi ellers kender fra den intellektuelle sump, der er Youtube. At han samtidig formår at skabe sublim underholdning er blot et frynsegode.
