Øl, sol og hæmningsløs ødelæggelse

Hvert år afholdes Bike Wars som led i hardcore-festivalen K-Town – et frydesfuldt udbrud bestående af lige dele øl i solen, punk-rock og hæmningsløs ødelæggelse. I år var tredje år i træk arrangementet blev afviklet på Blågårds Plads på Nørrebro, og Konfronts kulturredaktion var til stede.


Klokken er 14:30 søndag d. 16. juni, og solen banker ned på Blågårds Plads, der i dag er omdannet til noget lignende en kulisse fra en Mad Max-film. Demo-vognen, der efter sigende er kørt fra Ungdomshuset kl. 12 er selvfølgelig forsinket, men publikum har allerede indfundet sig omkring pladsen, klædt i læderjakker, nitteveste og flossede booty-shorts. Enkelte er stadset op med bælter og rustninge lavet af cykelkæder og hjuldele, sort olie smurt ud i ansigtet og morgenstjerner af gas-cylindere hængende fra hoften. En enorm blå kælepapegøje hopper rundt fra skulder til skulder et sted, og midt på pladsen er en improviseret opvarmning i gang bestående af en brydekamp mellem en langskægget punker og en person i kyllinge-kostume. Nabolagets beboere har taget børnene med, og der bliver kastet med vandballoner og drukket øl. Krotekets toilet er måske lidt overbebyrdet, men stemningen er høj og publikum klar.

Konceptet bag Bike Wars er rimelig simpelt. Spillet består af tre runder, med en koncert imellem hver. Vi åbner med Two-Wheel Free-For-All, hvor alle cykler er velkomne, så længe de kører på to hjul. Spillet er slut, når kun én cykel stadig kan køre. Udover det er der ingen regler.

Runde 2 er Monster-Bikes, en slags vanvittigt muteret version af den første. Her er reglerne de samme, udover at alle cykler skal have mindst tre hjul – adskillige ryttere er også anbefalet. I denne runde findes de mest groteske kreationer, bygget af rytterne op til kampen, med flammekastere, rambukke og indkøbs-vogne påskruet, alle bygget af skraldet og genbrugt metal og træ.

Den sidste runde, og den mest velordnede af de tre, er Tall-Bike Jousting, hvor to ryttere ad gangen duellerer, ridende på to-tre meter høje cykelkonstruktioner bevæbnet med lanser af træ og skumgummi. Den første, der væltes af sin cykel har tabt.

Alt det ovenstående spædes op med punk-musik, bajere, og deltagere såvel som publikum og børn, der løber ind på pladsen for at gribe et jernrør eller cykelstyr og smadre så meget som muligt.

Udover den mere eller mindre koordinerede destruktion stikker Bike Wars også ud som et hyggeligt og glædeligt event. Ofte når der samles så mange punkere på ét sted ude i byen (altså udenfor Ungdomshuset eller Bumzen) er det under en politisk parole. Til Bike Wars er det politiske mere implicit, og til gengæld er hyggen, familien og venskaberne i fokus. Der er vegansk mad, bajere og samtaler om dit og dat rundt om festens midtpunkt, hvor der smadres rustne damecykler.

Højdepunkterne fra dagen inkluderer Genie fra Aladdin, der besejrer samtlige modstandere og overlegent kører sejrsrunde i blåt kostume med trofæet hævet over hovedet, et dusin børn imellem 4 og 11 år, der grinende smadrer løs på en bunke kasserede cykler, og en flammende støvle for enden af en cykel-monteret rambuk.

Men det smukke ved Bike Wars er, at det ikke handler om frustration. Ofte forklares de destruktive tendenser i punk-kultur som et udtryk for raseri og apati overfor samfundet, og det er heller ikke altid forkert, men det er også meget mere. Det første, der sker når én long-bike-rytter kaster en anden ned i brostenene med et velplaceret lansestød er, at vinderen springer af sin cykel, hjælper sin modstander op og omfavner ham. Limen i Bike Wars er ikke frustration eller konkurrence, det er folk, der passer på hinanden, kammerater, der har det sjovt og glæden ved at ødelægge. Det er en slags overskridelse, hvor børn såvel som voksne kan overgive sig til fryden ved at hamre et cykelhjul i stykker med et jernrør, og hvor vi giver en smule slip på bekymringen og forsigtigheden fra det daglige liv.

Og det er dét punk-kulturens destruktivitet kan, perfekt eksemplificeret i Bike Wars; at dyrke smadder og vold uden nødvendigvis at være drevet af raseri eller nogen specifik politisk parole, at udfordre det dagligdags. Det er befriende og smukt, og vigtigst af alt er det hamrende sjovt. De ord, man oftest hører, når man går rundt på pladsen, udtalt i en rus af adrenalin, er disse: ”Fuck, jeg elsker Bike Wars.” Og det er svært at lade være.