Nytårsstatus 2020

Vi går ind i en periode i kapitalismens historie, hvor modsigelserne skærpes og hvor resultatet af kampen ikke blot drejer sig om den ene eller anden klassens sejr, men om klodens fremtid. Afgørelsen vil falde i dette århundrede. Revolution er ikke protesterne i gader og på pladser. Revolution er ekspropriation af ejendomsretten til produktionsmidlerne, det er nationalisering af bank- og finansvæsen. Det er ikke blot at kæmpe mod politi og militær, men at overtage og forandre disse magtmidler. Det er at kunne bevæge sig fra en kritik af kapitalismens konsekvenser til at ville ændre dens fundament.


Af Torkil Lauesen

Neoliberalismens krise i ”Nord”

2019 har været præget af neoliberalismens fortsatte politiske krise. Den deler såvel befolkningen som kapitalen i dem, der vil tilbage til en mere national baseret kapitalisme og dem, der ønske at forsætte den neoliberale globalisering. Nogle af verdens største firmaer som: Apple, Google, Amazon, Microsoft og hele elektronikindustrien ønsker at fortsætte den neoliberale globalisering. De har etableret transnationale produktionskæder og internationale organisationer, der ikke uden videre kan rulles tilbage. De mere nationalistiske kræfter ønsker derimod mere stat, som bolværk mod den globale neoliberalismes konsekvenser i form af outsourcing af arbejdspladser, migration og nedbrydning af velfærd. 

[faktaboks id=”1285″]Modsigelsen mellem neoliberalismen og nationalismen har været hovedmodsigelsen i verden fra omkring finanskrisen i 2008. Det vil sige den drivende kraft i den økonomiske og politiske udvikling, med nationalismen som et stadigt mere fremtrædende aspekt. Det klassemæssige grundlag for en mere nationalistisk kapitalisme er den ”gamle” industriarbejder-  og lavere middelklasse i ”Nord”. Disse strømninger støttes af national-konservative dele af kapitalen. Det er dels kapitaler, hvis akkumulation primært er nationalt baseret, dels repræsenterer de dele af kapitalen, der ønsker en tilbagevenden til den stærke nationalstat som udgangspunkt for imperialisme. 

Højrepopulistisk nationalisme har vundet frem i hele Europa og USA. Trumps strategi: “Make America Great Again”, bygger på en kombination af økonomisk protektionisme samt politisk og militær magtanvendelse overfor konkurrenter. Men Trump kan ikke uden videre rulle tredive års neoliberalisme tilbage. Apples elektronik, Nikes sko og Levis jeans vil ikke blive produceret i USA, så længe de amerikanske lønninger er ti gange så høje som de kinesiske eller mexicanske. Virkningen af toldbarrierer vil blot kaste grus i den neoliberale maskine og dermed skabe mere økonomisk krise. I Europa begynder EU, der ellers syntes så stabilt at krakelere. Der er ikke kun tale om Brexit. Nationalistiske ”EU-skeptikere” er på fremmarch overalt i Europa fra Italien, Frankrig til Tyskland, Holland, Finland, Danmark Norge, Sverige og Ungarn.  De institutioner, som møjsommeligt blev opbygget for at regulere den globale kapitalisme, som for eksempel WTO, smuldrer. De sidste G-møder er endt i fiasko, hovedsagelig på grund af Trumps mangel på ”globalt lederskab”. Selv i NATO, er der stigende uenighed mellem USA og de europæiske allierede om strategien og hvem, der skal betale for imperialismens sikkerhed. 

Vi har således en situation, hvor store dele af produktionsapparatet og dermed den økonomiske magt ligger hos den neoliberale kapitalisme, mens den politiske magt i stigende grad styrker en mere nationalt baseret kapitalisme. 

I de mindre europæiske lande som Danmark, søger de gamle politiske partier desperat at skræve over modsigelsen mellem den neoliberale kapitals krav til fortsat globalisering og store befolkningsgruppers krav om mere nationalstat – en svær opgave. I den bestræbelse har Socialdemokratiet overtaget dele af Dansk Folkeparti nationalistiske politik og sprogbrug. Det har givet mere plads til partier, som søger at samle gamle socialdemokratiske positioner op. Det er imidlertid lige så vanskeligt for dem, som det var for socialdemokraterne, at gennemføre en ”Keynesiansk” styring af nationaløkonomien, i en verden, hvor årtiers neoliberalisme har uddateret de traditionelle nationaløkonomiske værktøjer. 

De nye nationale strømninger i Europa og USA søger at skabe et kompromis mellem arbejdere og kapital. Til forskel fra det sociale kompromis mellem socialdemokrater og kapitalen, bygger det nye kompromis, på en alliance mellem nationalkonservative dele af kapitalen og højrepopulismen i arbejderklassen og dermed en mere autoritær stat. En statsform, der også legitimeres af den stigende militære rivalisering i verden. Den territoriale kontrol får igen en stigende betydning i forhold til markedskræfterne for at opnå økonomisk dominans.

Neoliberalismens krise ”Syd”

Modsigelsen mellem neoliberalismen og stigende nationalisme findes ikke kun i ”Nord”. Den kommer til udtryk i Rusland med Putin. Den gamle konflikt med USA er vendt tilbage. Højrenationalismen har også fået repræsentanter i ”Syd”: Narendra Modi i Indien, Jair Bolsonaro i Brasilien, Rodrigo Duterte i Filippinerne og Erdoğan i Tyrkiet. Den øgede nationale bevidsthed i ”Syd” er kommet til udtryk i nye internationale institutioner i opposition til neoliberalismen.  Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, har dannet den økonomisk-politiske sammenslutning kaldet BRICS. En højst blandet gruppe med det tilfælles, at de ønske større uafhængighed af det gamle neoliberale trekløver; USA, EU og Japan – en mere multipolær verden.

Ikke mindst er det vigtigt at følge hvordan modsigelsen mellem neoliberalisme og nationalisme udspiller sig i Kina. Kinas åbning mod verdensmarkedet i 1990’erne skabte en klasse af kapitalister knyttet til neoliberalisme. Men Kina har stadig en betydelig statskapitalistisk sektor og en landbrugssektor med nationale interesser. Ved en forsat neoliberal globalisering kunne det kinesiske bourgeois og dermed Kina selv blive en fuldt integreret del af kapitalismen. Men neoliberalismens krise er kommet i vejen.

Kinas økonomiske udvikling er nået et punkt, hvor den udfordrer USAs dominans økonomisk og politisk. Det var fint nok, at Kina eksporterede billigt legetøj, husholdningsmaskiner, sko og tekstiler. Det begyndte at blive problematisk, da Kina begyndte at blive konkurrencedygtig inden for sektorer som jernbanemateriel, entreprenørmaskiner og biler. Men det er blevet rigtig alvorligt nu, hvor kinesiske produkter erobrer markedsandele inden for elektroniske komponenter, bioteknologi, 5G-netværk, robotteknologi, flykonstruktion og nethandel. Illustreret ved USAs forsøg på at hindre Huawei fremmarch.  Samtidig etablerer Kina infrastrukturprojekter i Asien, Afrika og selv Latinamerika. Desuden udfordrer Kina den amerikansk dollars rolle som ”verdensvaluta” og fører i det hele taget en selvstændig finanspolitik. At miste disse markedsandele og fordele er uacceptable for USA, især i en situation med en lurende økonomisk krise.

Kina har på sin side voksende problemer på hjemmefronten. Adgangen til billig arbejdskraft fra landområderne er udtømt og fører til krav om lønstigninger. Det skærper klassekampen, mellem det neoliberale bourgeoisi og det proletariat, som selv samme neoliberalisme har skabt. Det kinesiske proletariat ønsker en større andel af de varer, der strømmer mod især USA og EU. Befolkningen er desuden utilfreds med hullerne i det sociale sikkerhedsnet og boligprisernes himmelflugt. Luftforureningen fra industrien er blevet en plage og mangel på vand skaber utilfredshed på landet. Der er et pres på den kinesiske regering for at fortsætte den økonomiske vækst for at dæmpe klassemodsætningerne. Der er således også i Kina en forskydning mod det nationale aspekt, hvilket igen medfører, at modsigelsen mellem USA og Kina er voksende. Så hverken Xi eller Trump kan bakke. Det er disse forhold, der har ført til den igangværende handelskrig og et øget politiske konfliktniveau mellem Kina og USA. Modsigelsen mellem neoliberalismen og nationalismen flyder således over i øget rivalisering mellem stater.

Ligesom i det forløbne år, vil vi i 2020 opleve hvordan forskellige stater vil forsøge at flytte problemer til de andre. Hvis man bare kunne åbne nye store markeder som i 90’erne ville Xi og Trump hurtigt blive enige. Men sådanne uudnyttede markeder findes ikke længere. En anden løsning på overakkumuleringen ville være omfordeling af velstand, som resultat af en intens klassekamp.  En sådan ”løsning” synes lettere at realisere for Xi end for Trump. En tredje mulighed er destruktion af kapital form af krig.

Spontane oprør   

Ud over den stigende nationalisme, er neoliberalismens krise også kommet til udtryk i talrige spontane oprør mod forringede levevilkår, arbejdsløshed, korruption og mangel på demokrati. Oprørene strækker sig fra Hong Kong, Thailand, Egypten, Irak, Libanon, Iran til Argentina og Chile. Disse opstande er på mange måder forskellige i konkret baggrund og umiddelbare krav. Men de har det tilfælles, at de er uden klar ideologi og mangler en organisering, der kan bringe kampen videre fra demonstrationer i gader og på pladser, mod en egentlig radikal forandring af samfundet. Den nye generation af protestbevægelser er trods deres radikale fremtrædelsesform, ofte kortsigtede og reformistiske: De kræver arbejde, billigere benzin, en ny regering, en anden præsident og liberale politiske reformer. De er udtryk for neoliberalismens økonomiske og politiske krise og folks desperation. Det er ikke ufarligt at deltage i disse oprør. De forstyrrer og er ubehagelige for systemet, men uden en klar antikapitalistisk strategi og organisering, kan magthaverne blot vente til folk bliver trætte, indføre nogle reformer og så regere videre. Det er erfaringerne fra det arabiske forår. 

Tag for eksempel protestbevægelsen i Hong Kong. Hong Kong blev en britisk koloni i 1841 som resultat af opiumskrigen. Området blev atter en del af Kina, da den ”lejeaftale” som blev påtvunget Kina udløb i 1997. Da Kina nogle år forinden havde åbnet sig mod verdensmarkedet, bibeholdt Kina Hong Kong som et kapitalistisk samfund med eget politisk system, under parolen: ”et land to systemer”. Hong Kongs økonomi udviklede sig i denne periode fra at være baseret på lavtlønnet simpel industriproduktion til at blive et finans- og handelscentrum for hele det sydlige Kina. De ca. 7 millioner indbyggere i verdens tættest befolkede område, opnåede en hurtig stigning i levestandard. De lærte, at ”Hvad der godt for business er godt for mig”.

Den kinesiske regering har imidlertid siden 2013 ønsket at gøre ”det særlige administrative område Hong Kong” til en fuldt integreret del af Kina. Det har størstedelen af befolkningen modsat sat sig ved demonstrationer siden 2013. Protesterne har taget til i 2019, rettet mod et lovforslag om udlevering af folk sigtede for lovovertrædelser til Kina. Demonstrationer i Hong Kong har udviklet sig til en generel protest mod Kinas autoritære politiske system og et ønske om et liberalt demokrati I Hong Kong. En kritik, der er sammenfaldende med den engelske og amerikanske kritik af Kina. 

Demonstranterne i Hong Kong har ikke en fælles politik. Deltagerne er alt fra anarkister til støtter af Donald Trump forenet i kritikken af det autoritære Kina. Demonstranterne i Hong Kong, en tidligere britisk koloni, har i demonstrationer med amerikanske flag appelleret til efterfølgeren af det britiske imperium, USA for hjælp. USA har efterfølgende vedtaget en lov, der medfører sanktioner, hvis ikke Hong Kong udvikler et liberalt demokrati. 

Men Hong Kong er en enklave helt omgivet af Kina. Hong Kong får sit vand, sine fødevarer, sin elforsyning og alt muligt andet fra Kina. Hvis kampen i Hong Kong skal udvikle sig, må det ske i sammenhæng med forandringer i Kina. Det er imidlertid ikke nogen antikapitalistiske kritik, der rettes mod Kina, det er ikke et ønske om socialisme, der præger demonstrationerne i Hong Kong. I så fald ville de aldrig få ”Vestens” støtte. Kina kritiseres af langt hovedparten af demonstranterne fra et liberalt perspektiv. De placerer sig dermed på USA´s side i modsigelsen til Kina og dets rolle som kontravægt til USA´s forsøg på at gøre ”America great again”. 

Hvis demonstrationerne havde været udtryk for en kritik af Kina fra ”venstre” havde situationen været en anden. I så fald ville de kunne påvirke den igangværende klassekamp og inspirere venstrefløjen i Kina og dermed få stor betydning ikke bare i Hong Kong og i Kina, men globalt.

Det er vigtigt at se på samspillet mellem de lokale kampe og globale modsigelser, når man skal vurderer perspektiver for disse oprør.  

Det gælder også situationen i Syrien, hvor USA i bestræbelserne på at opnå geopolitisk dominans, søger at splitte Syrien i en række småstater med stridende fraktioner i lighed med Irak. For at nå dette mål har USA allieret sig med skiftende grupperinger. I begyndelsen af 2019 blandt andet med venstreorienterede kurdiske styrker og accepteret oprettelsen af et område under kurdisk kontrol. Det skete på trods af, at Tyrkiet, der er USA´s partner i NATO, betragter kurderne som terrorister. Ikke uventet lod USA kurderne i stikken, da Tyrkiet invaderede Syrien i oktober 2019. Hvad havde kurderne forventet af en alliance med USA? Min fjendes fjende er ikke min ven. Hvordan skal vi vurdere betydningen af kurdiske autonome områder i Syrien, etableret med amerikansk støtte, i sammenhæng med den inter-imperialistiske rivalisering om at dominere den mellemøstlige region og dermed forbindelsen mellem Asien, Afrika og Europa?

Jeg er klar over, det er lettere at opstille og vurdere sådanne dilemmaer fra et skrivebord end at stå med dem i praksis. På slagmarken i Syrien, hvor det drejer sig om liv eller død – eller i strejker og gadekampe hvor de umiddelbare lokale modsigelser bliver meget påtrængende. Men ikke desto mindre eksisterer disse dilemmaer, uden for skrivebordet – i virkeligheden, og konsekvenserne af vores praksis har ikke kun lokal betydning, de påvirker også de globale processer. Vejen til at finde et svar på sådanne dilemmaer er grundige konkrete analyser af klasser, bevægelser og nationers karakter og styrkeforhold. I en periode, hvor USAs dominans står for fald og magtrelationer i verden dermed bliver mere komplekse, vil vi se mærkværdige og hurtigt skiftende alliancer, som vi skal forholde os til. Det kræver vi er opmærksom på samspillet mellem de lokale, regionale og globale modsigelser. At vi har fokus på det globale perspektiv. Hvad er hovedmodsigelsen og hvordan kan vi påvirke den i retning af en radikal forandring? 

Den rivaliserende kapitalisme  

Bevægelsen fra en neoliberal verdensorden mod en verden med voksende nationalisme, kommer til udtryk i stigende rivalisering mellem stater, først og fremmest mellem USA, Kina og Rusland. Rivaler accepterer ikke nødvendigvis konkurrence på markedsvilkår, men bruger mere bastante midler, for at fremme deres interesser. Der har det sidste årti været en markant stigning i oprustning. USAs militære udgifter er stadig større end de syv følgende staters tilsammen, til trods for, at Rusland og Kina også opruster. USA har her i december 2019 erklæret at militær dominans af rummet er afgørende for USA. En mere nationalistiske kapitalisme, betyder en imperialisme mere baseret på territorial dominans. En tilbagevenden til en politisk imperialisme, som omkring Første Verdenskrig. Det er i dette lys man skal se USA interesse for at købe Grønland. Klimaforandringerne betyder, at skibsruter syd og nord om Grønland bliver at øget strategisk betydning. 

Hvis vi ser tilbage på 2019 i Danmark, så afløste en socialdemokratisk regeringen med Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstres støtte, en liberal regering med støtte fra DF. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken er imidlertid uforandret. Den var knap et spørgsmål i valgkampen. Oprustningen fortsætter, nye jagerfly og mere militær på Grønland.  Danmark har tropper i Baltikum og vi er klar hvis NATO kalder. Imperialisme er, som så meget andet, gledet ud af den parlamentariske venstrefløjs begrebsverden, som noget gammeldags 70’er ”retro”. Men imperialismen er aktuel både i økonomisk og politisk betydning.  

Den nationale rivalisering kan blive så dominerende, at hovedmodsigelsen skifter fra at ligge mellem neoliberale og nationale strømninger, til at blive mellem rivaliserende blokke eller stater i verdenssystemet. For eksempel USA versus Kina. Selv hvis det blot bliver en ”kold krig”, evt. med mindre regionale konventionelle krige, vil en voksende rivalisering, få store konsekvenser. Den vil ikke mindst umuliggøre ethvert skridt mod en løsning af de globale klimaproblemer, der tårner sig op.

Fremtidige modsigelser

Ud over disse problemer, er der en lang række regionale konflikter. Dele af den arabiske verden har været plaget af krige, det sidste halve århundrede. Hele nationer ligger i ruiner fra Libyen, over Syrien og Irak til Yemen. Nye krige lurer i horisonten:  konflikten mellem Iran og USA/Sudi Arabien, konflikten mellem USA/EU og Rusland angående Ukraine og Krim-halvøen, USA’s konflikt med Nordkorea, Afghanistan og så videre.    

Oven i dette, eller rettere som fundament for hele den økonomiske udvikling, er der som nævnt, de voksende miljø- og klimaproblemer, der får stadig mere mærkbare konsekvenser for hele menneskeheden – men benægtes af regeringen i den nation, der bidrager mest til problemerne, USA. Forurening og klimaforandringer er under indflydelse af den globale kapitalismes arbejdsdeling i producentøkonomier i ”Syd” og konsumptionsøkonomier I ”Nord”. Selv om de rige lande forbruger langt mere energi og flere materielle ressourcer, så bærer de fattige lande på grund af outsourcing af produktionen hovedparten af klimaforandringers byrde. 

Kravet om en øget indsats mod klimaforandringer, er taget til i de sidste år over hele verden. Men selv de mest radikale dele af bevægelsen formulerer stadig deres krav til det eksisterende politiske apparat, i en tro på, at det kan og vil forandre kapitalismen i en grøn retning. Et afgørende vendepunkt vil være en erkendelse af, at problemet ikke kan løses indenfor kapitalismens rammer. 

Imperialistiske krige har tidligere været en udløsende faktor for revolutionære omvæltninger. Første Verdenskrig åbnede vinduet for den russiske revolution. Anden verdenskrig og Japan nederlag var i høj grad medvirke for den kinesiske revolution. Inter-imperialistiske rivalisering åbnede vinduet for afkolonisering og nationale befrielseskampe i 60’erne og 70’erne. Men spredningen af kernevåben og interkontinentale fremføringsmidler kan gøre det 21-århundredes krige skæbnesvangre for menneskeheden. Kampen for freden kan derfor få et revolutionært perspektiv, hvis magthaverne trommer sammen til krig.

De voksende økologiske og klimatiske problemer samt kampen om jordens naturressourcer kan ligeledes udløse revolutionære situationer, i sammenhæng med pludselige forandringer af livsvilkår, naturkatastrofer og flygtningestrømme. En ”lifeboat socialisme” kan blive meget vel være det eneste som kan løse klimaforandringer. Under alle omstændigheder går vi ind i en periode i kapitalismens historie, hvor modsigelserne skærpes og hvor resultatet af kampen ikke blot drejer sig om den ene eller anden klassens sejr, men om klodens fremtid. Afgørelsen vil falde i dette århundrede.

2020

En ny global økonomiske krise har været under opsejling længe. Store mængder at ”fri kapital” har svært ved at finde profitable investeringsmuligheder i produktion. Overskuddet af likvid kapital kommer til udtryk i lave eller ligefrem negative renter. Den overskydende kapital søger mod fast ejendom for at komme i sikkerhed og presset dermed priserne på ejendomsmarkedet op. Omsætningen i verdenshandlen er på vej ned. Stigende nationalisme har ført til handelskrig mellem USA og Kina, desuden er Trump er i gang med at nedbryde WTO og opsige stort set alle handelsaftaler fra neoliberalismens glansperiode. En ny krise kan blive dybere end 2007-8 fordi, der ikke er de samme økonomiske reserver og den politiske vilje til at rede finanskapitalen og bankerne ud af problemerne. 

Jeg vil ikke udelukke en ny krig. Truslen om en ny krig hænger sammen med det amerikanske præsidentvalg i november 2020. Trump vil gøre hvad som helst for at blive genvalgt, inklusiv indlede en krig, der nødvendiggør at nationen samler sig om ”the Commander in Chief”. Fjenden kan være Kina, Rusland, Nordkorea, Iran listen er lang. Trumps impulsivitet og egocentrisme er en farlig cocktail, kombineret med, at han i stadig større grad kun omgiver sig med ”ja-sigere” til hans pludselige indfald. Danmark kan som logrende NATO-hund blive trukket med i en sådan krig, hvis udvikling er uforudsigelig. En økonomiske krise og en krig vil samtidig blokere for tiltag for at løse klimaproblemerne.      

Vi står således i en situation, hvor den politiske modstand mod kapitalen står svagt. Den er uden en klar vision for ”en anden verden” og uden en klar strategi for at komme derhen. Hvis det skal forandres kræver det, at de mange spontane oprør udvikler sig kvalitativt. Revolution er ikke protesterne i gader og på pladser. Revolution er ekspropriation af ejendomsretten til produktionsmidlerne, det er nationalisering af bank- og finansvæsen. Det er ikke blot at kæmpe mod politi og militær, men at overtage og forandre disse magtmidler. Det er at kunne bevæge sig fra en kritik af kapitalismens konsekvenser til at ville ændre dens fundament. 

De objektive betingelser for forandring er gunstig. Kapitalismen er i krise økonomisk, politisk og i forhold til klodens økologiske system. Kapitalismens ubalance betyder også, at vi vil se pludselige og vilde økonomiske udsving. Den politiske situation kan hurtigt forandres. Den politiske mobilisering bliver afgørende for udviklingens retningen. Vi må være forberedte ideologisk, organisatorisk og praktisk på en dramatisk epoke – langt bedre end vi er nu.