Hvornår begynder vi at anerkende, at kvindeundertrykkelse er et alvorligt mandeproblem? Kvindeundertrykkelse bliver stadig fejet væk under gulvtæppet som et ubetydeligt kvindeproblem.
Af Christine Vassaux Noe
Efter lidt over et år med #MeToo fokuserer vi stadigvæk på kvinderne. Kvinderne som ofre, som krænkelsesparate og som overfølsomme og snerpede. Alle kan opleve overgreb, men faktum er, at cismænd begår langt de fleste overgreb. Så længe vi holder et så solidt fokus på dem, der bliver udsat for vold og chikane, så flyttes ansvaret og problemet hen på den krænkede og gør krænkeren til en nærmest anonym figur, som ingen kender eller vil kendes ved, når han i virkeligheden går rundt imellem os alle sammen.
Den usynlige krænker
Vi hører altid om, hvor mange kvinder der bliver udsat for voldtægt om året. Hvor mange tusinde kvinder, der lever i fysisk og psykisk voldelige forhold. Hvor stor en procentdel af kvinder, der kommer til at opleve overgreb i løbet af deres liv. Men hvor er forargelsen over antallet af mænd, der voldtager? Hvor er forargelsen over de titusindvis af mænd, der slår deres partner?
Efter utallige samtaler med mænd om netop sexisme og overgreb kan jeg konstatere, at der åbenbart ikke findes én eneste mand, der kender en anden mand, der har voldtaget, opført sig grænseoverskridende eller taget en kvinde på røven i byen, så findes der ingen kvinder, der ikke enten selv har oplevet ovenstående eller kender mange, der har. Mænd undskylder alt for ofte andre mænd, med begrundelsen af at de aldrig selv har overskredet en kvindes grænser og heller ikke hænger ud med mænd der gør det, samtidig med, at tonen i den offentlige debat altid ligger skylden hos kvinderne. Vi er nødt til at gøre krænkerne ansvarlige for deres handlinger.
Jeg er ret overbevist om, at det ikke er den samme mand, der står tidligt op om morgenen og på vej ud til bilen råber af kvinder, han ser på sin vej, dytter af en håndfuld flere på vej til arbejde, kommer med chikanerende og seksuelt grænseoverskridende kommentarer på arbejdet for så at tage i byen om aften og tage samtlige kvinder på røven. Bevares, det er der sikkert nogle der gør, men det kan unægteligt være dem alle.
Krænkende adfærd opstår ikke i et vakuum
Vi bliver nødt til at skifte fokus. Vi bliver nødt til at komme væk fra idéen om, at kvinder tilfældigvis bliver udsat for krænkende adfærd, vold og chikane, og acceptere, at de her problemer stikker langt dybere og ikke bare er tilfældigheder. At problemerne opstår i et samfund med et misogynt verdensbillede og strukturel undertrykkelse, hvor sexistiske oplevelser og overgreb bliver underkendt og bagatelliseret. Så længe man tillader andres sexisme, tager man del og ansvar i opretholdelsen af den strukturelle undertrykkelse og kulturen omkring den.
