Tyrkiet står overfor at invadere det kurdiske Nordøstsyrien (Rojava), og har fået grønt lys af Donald Trump til at gøre det. Erdogan har ikke lagt skjul på, at han ønsker at se alle kurdere begravet. Det er drømmen om det storosmanniske rige, som fascisterne i AKP stadig ikke kan slå ud af hovedet.
Af Rojava Alliancen
Alliancerne er mange, modsætningsfulde og forvirrende og den sidste tids begivenheder kunne vidne om, at de involverede aktører, Rojava, Tyrkiet, Syrien, Rusland, Iran, USA og Europa ikke engang selv kan finde hoved og hale i dem. Men der er ingen tvivl om, at samfundet i Rojava er en torn i øjet på det kolonialistiske, racistiske og fascistiske Tyrkiet. Og også på det vestlige, borgerlige demokrati.
Aldrig har Rojava truet med at angribe Tyrkiet, men alligevel fremturer Erdogan med sin retorik om, at hans invasion skyldes sikkerhedsspørgsmål. Tyrkiets økonomi er i knæ for tiden, men det afholder ham ikke fra at starte en lille rask angrebskrig og et folkemord i Rojava. Man skulle tro, at dette ville være nok til at udløse et totalt boycott for samarbejde og samhandel med Tyrkiet, men nej, hvis man vil sælge nogle våben, undgå nogle flygtninge eller producere nogle ting billigt i et land, så vægtes det åbenbart højere.
De kræfter som har nedkæmpet ISIS bliver nu overladt til Erdogans megalomani og skrøbelige identitet. Vi må forvente, at resultatet bliver et folkemord.
Kurdiske ungdomsorganisationer i Europa nægter dog at give op. I en pressemeddelelse lover Tevgera Ciwanên Şoreşger (Den Revolutionære Ungdomsbevægelse) og Jinen Ciwanên Azad (Frie Unge Kvinder) modstand mod den tyrkiske invasion, også på de europæiske gader. Allerede mandag var der demonstrationer i adskillige europæiske byer.
Hvorfor er Rojava værd at forsvare?
Nedkæmpelsen af ISIS i Syrien er en kæmpe succeshistorie. Det har givet Syrian Democratic Forces (bestående af YPG/YPJ og den internationale koalition) et godt navn i det meste af verden. Dog er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt der tales om de samfundsidéer, der ligger til grund for Rojava, når nu denne region i Syrien har affødt en så succesfuld forsvarshær. Trump ynder at tage al æren for nedkæmpelsen af ISIS, selvom tusindvis af YPG/YPJ-krigere har ladet livet for at forsvare menneskeheden mod samme ISIS. Og hvordan kan det mon være, at Trump er så hurtig til at legitimere en angrebskrig fra Tyrkiets side, og dermed dolke sine militært allierede fatalt i ryggen? Og hvordan kan det mon være, at resten af Vesten heller ikke har megen fokus på dét radikaldemokratiske eksperiment, Rojava er? Kunne det måske skyldes, at denne samfundsform er en torn i øjet – både på det fascistiske og konservative Tyrkiet, men også på det liberale, vestlige demokrati? Når selv folk i Danmark får taget deres pas, og bliver fængslet for at have deltaget i nedkæmpelsen af nogle af de værste fascister siden 2. Verdenskrig – og endda blot for at ville deltage i et økologisk projekt i regionen, så er det nok et tegn på statens skrøbelige identitet ift. visse samfundsformer frem for andre. Kunne man måske endda sige statens KRÆNKELSESPARATHED?
Derfor kan vi nok konkludere, at både en religiøs, konservativ stat og en borgerlig, liberal stats identiteter er truede af, at nogle mennesker vælger at organisere sit samfund anderledes. Og en endnu større trussel er det, hvis borgere i konservative og liberale stater tør tro på – og begynder at lade sig inspirere af – en anden samfundsmodel. Så hvad er det ved denne samfundsform, der er så god og så truende?
Rojava er et godt eksempel på, at det er lykkedes at organisere sig basisdemokratisk i henhold til idéen om demokratisk konføderalisme, som går ud på at organisere sig i mindre enheder – på alle de planer, folk selv findes. En samfundsform der historisk trækker tråde til anarkismens fremmarch i Spanien i 30’erne, og som blev brutalt nedslagtet af et fascistisk regime. Derudover er det lykkedes kvinderne at udfordre patriarkatet, så de nu har opnået lige repræsentation på formelle poster, og har udviklet deres egen form for feminisme. Det er tilmed lykkedes at sætte en bæredygtig dagsorden, så Rojava også på klimamæssige spørgsmål skal gå foran.
Skæringspunktet mellem kapitalisme og fascisme
I disse dage tales der meget om intersektionalitet – hvordan forskellige undertrykkelsesformer krydser veje. Kapitalismen bliver – på trods af klimakatastrofe og konstante økonomiske kriser – ved med at være bredt forsvaret i den vestlige verden som den eneste saliggørende samfundsform. Se hvor meget demokrati, den har bragt med sig, jo. Det er som om, at man under den kolde krig kun havde autortitær socialisme som alternativ til et liberalt, kapitalistisk samfund. Efter den kolde krig blev kapitalismen kåret som sejrsherre. Rojava er dog et eksempel på, at der findes et libertærsocialistisk alternativ, der har formået at demokratisere, mere end et vestligt, kapitalistisk demokrati.
Kapitalisme vil aldrig være demokratisk, eftersom kapitalinteresser altid vil vægtes højere end folkets interesser. Sagen med den kinesiske panda er et godt eksempel på dette. Her så vi, hvordan gode handelsrelationer med Kina var vigtigere for Danmark end at påpege borgerrettighedskrænkelser i Tibet. Man får en sød panda af Kina, og så ser man bort fra forbrydelser mod menneskeheden. På samme måde med alle andre lande – herunder Tyrkiet. Tyrkiets borgerrettighedskrænkelser har været velkendte i umindelige tider, men Danmark og andre lande har forskellige interesser med Tyrkiet, der gør, at værdier man ellers har svoret højt og helligt at forsvare i Vesten, bliver set bort fra. Dette betyder, at man i den kapitalistiske samfundsform ikke kan undgå at få fascismen ind ad bagdøren. Idéen om kapitalisme virker måske legitim i et vestligt demokrati, hvor man har fået tilkæmpet sig nogle rettigheder, men desværre forholder det sig anderledes udenfor Vesten. Her mærkes konsekvensen af kapitalistisk samarbejdspolitik meget materielt og virkeligt i form af fascismen. Havde Europa boycottet økonomisk samarbejde med Tyrkiet for længst, ville Erdogan i dag ikke have haft mulighed for at invadere Rojava. Han ville simpelthen ikke have haft ressourcerne til det. Det kan godt være, vi som vesterlændinge ikke mærker konsekvenserne af Europas økonomiske samarbejdspolitik med Tyrkiet, men det gør kurderne. Europæiske lande sælger våben til Tyrkiet, der bliver brugt til at dræbe kurdere med. Så kom ikke og sig, at kapitalisme ikke afføder fascisme. Og den er i hvert fald slet ikke demokratisk. Der er da intet folkestyre over at lade kapitalinteresser styre. Kapitalismen isolerer folk, hvorimod vi burde føle os forbundne. Økonomisk samarbejdspolitik med Tyrkiet og med undertrykkende regimer kommer i sidste ende til at ramme os selv. 70.000 befriede ISIS-fanger som konsekvens af Tyrkiets invasion er f.eks. heller ikke en god udsigt for Europa.
Idéer til modstand
I årevis har den kurdiske frihedsbevægelse forsøgt sig med diplomati og demokratiske værktøjer til at ryste op i Vestens laden stå til ift. Tyrkiet. Det har dog gang på gang vist sig at være Tyrkiet, der har haft held med at påvirke Vesten til sin fordel. I Danmark så vi det f.eks. med Anders Fogh, da han ville være NATO-generalsekretær. Da krævede Erdogan, at for han kunne blive dét, skulle han lukke det kurdiske Roj TV. Dette havde store konsekvenser for kurdere i Danmark og pressefriheden, der blev underkendt til fordel for Anders Foghs personlige karrieredrømme. Ingen tog dog særlig notits af dette – det var jo ”bare” nogle kurdere, det gik udover. Man skulle tro, at frihed, dét ikke at blive undertrykt, og dét ikke at blive slået ihjel ville blive vægtet højere i et såkaldt vestligt demokrati. Men nej, Tyrkiets antidemokratiske krav bliver vægtet højere pga. Vestens kapitalinteresser med Tyrkiet.
Dette betyder ikke, at diplomati og demokratiske værktøjer ikke skal fortsætte, men at det kræver, at folk går på gaden, og at vi lægger pres på politikerne. Ellers vil politikerne fortsætte med at prioritere penge over retfærdighed. Tyrkiet skal boycottes og sanktioneres af Europa. Det skal gøres dyrt – og derigennem umuligt – for den tyrkiske stat at fortsætte sine forbrydelser.
Vi opfordrer alle til at protestere på mange forskellige måder: Demonstrationer, aktioner, artikler, breve til politikere, boycott og sociale medier – kæmp hvor du kan!
Duk op til demonstration onsdag d. 9. oktober kl. 12 ved Folketinget i Rigsdagsgården. https://www.dukop.dk/events/8405?locale=da
https://www.facebook.com/events/1393468254135585/
#riseup4rojava