Blog: Motivation til aktivisme

Hvad motiverer dig til at lave aktivisme – og hvorfor bliver du ved med at komme igen? Det spurgte jeg mine aktivist-kammerater i Ungdomshusets anarkistiske bogcafé Barrikaden om. Med samme tema tog fotograf og aktivist Mads Holm billeder fra en arbejdsdag i bogcaféen og fra dage på gaden. Det kom der forskellige bud på motivation til aktivisme ud af.

---

“Her har man værdi som menneske, bare fordi man dukker op.”

Det siger jeg til Politiken-journalisten, da han til Ungdomshusets 10-års fødselsdagsfest spørger mig, hvorfor jeg er aktivist.

Faktisk er det ikke en tanke, jeg selv har tænkt. Forinden havde jeg interviewet forskellige af mine nærmeste aktivist-kammerater om, hvad der motiverer dem til aktivisme. Og det er en af de sætninger, som virkelig har ramt mig. En anden sagde: “Det var det første sted, jeg overhovedet følte mig tilpas. Man kan få lov til at være menneske her”. De sætninger ramte mig så hårdt i hjertet. Jeg har det på samme måde. Måske ikke helt så direkte som min kammerat mente det. Men alligevel nærmest ubeskriveligt betydningsfuldt.

Det er sjovt, hvordan det blev meget intime snakke, jeg havde med mine kammerater. Jeg troede, at vi ville komme til at snakke om, at man gerne ville gøre noget ved verdens uretfærdigheder. Om handlinger, forandringer, indflydelse på vores omverden. Og det gjorde det også. Men en snak om motivation kom mere til at handle om følelser, om refleksioner over vores egen væren i verden og om menneskelige værdier.

Og det er nok noget af det, jeg synes er det smukke ved aktivisme. Vi ændrer verden, mens vi gør det – i stort såvel som i ganske småt. Men den største del er måske, hvad aktivisme gør ved os som mennesker, hvordan det ændrer os.

“Det der med at være modig er også en ting, jeg har lært her. Der er rigtig mange grænser, der er blevet brudt – ting jeg slet ikke kunne have drømt om at have gjort.”

Jeg forstår nøjagtigt, hvad min kammerat mener. Som aktivist har du ikke så meget værdi, fordi du har præsteret noget. “Man kan få lov til at blive værdsat for nogle andre ting. Din indsats kan være værdsat, selv om du ikke gør det godt”, som min kammerat siger. Hendes pointe er, at det giver selvværd, at man ikke skal bevise noget, før man får lov til at prøve ting. At der ikke er nogen, der skælder én ud, hvis man fejler. “Jeg har prøvet ting her, jeg ikke ville have turdet andre steder. At stå for ting. Sætte noget op. Herregud, hvis det ikke går, så går det nok”, siger hun. Og ja, det er rigtigt, det har bestemt også gjort mig mere modig at være aktivist.

Men det er ikke kun det. Der er også noget ved fællesskabet, som motiverer mig til at blive ved med at lave aktivisme, at prioritere det højere end meget andet i mit liv. Som én siger, er det noget med, at det ikke er vigtigt, at ens kammerater også er ens venner. Det handler om noget andet, der overstiger vores sædvanlige måder at se vores nære relationer på. Som mange har tænkt før mig, så er det familiefølelsen, der beskriver et aktivistfællesskab bedst.

“Jeg føler ansvar også over for folk, jeg ikke kender. Bare jeg ved, de er i min ”familie”, har jeg et ansvar for dem. Vi har et fælles projekt, og så forpligter man sig til hinanden.”

Som aktivister er vores projekter drevet af interesse og nysgerrighed, harme over undertrykkelse og uretfærdighed og massevis af lyst og hjerteblod. Vi har selv indflydelse på det, vi skaber. Det fælles ejerskab, som vi er blevet enige om, gør, at vi bliver ved med at dukke op. Vi kender hinanden, vi deler hjerteblodet (og sveden og tårerne), og så har vi ikke lyst til at skuffe hinanden. Vi ved alle, at når vi dukker op, så er vi her hundrede procent frivilligt. Det er måske også det, der gør, at det har værdi, blot når vi dukker op – vi ved, at du kunne have valgt at lave alt muligt andet, men du valgte at være her sammen med os. Giver det ikke lidt sommerfugle i maven at tænke på?

“Jeg har skabt nogle rigtig vigtige bekendtskaber. Uden dem, ville verden være lidt mere ensom.”

Jeg har det lidt vildt over, at mine seje aktivist-kammerater åbner så meget op om deres tanker om, hvad der motiverer dem til aktivisme. En anden siger, at “tillid er implicit, når der er flad struktur”. Flad struktur betyder, at der ikke er nogen, der er leder, men at vi alle i princippet har lige meget at sige, at vi alle er ligeværdige. “Så har alle i lokalet en følelse af, at ens mening og idéer er lige så vigtige som de andres. Der sidder ikke en chef, hvis holdning er vigtigst. Det er motiverende. Man skal ikke spørge om lov”, siger min kammerat. Tilliden gør også, at vi ikke opererer med copyright (i ordets bredeste forstand). Der er meget få ting, man ikke må tage. Du må godt bygge oven på andres arbejde; en god idé er gratis. “Vi har ikke den der hamstre-agtige følelse med vores intellektuelle værdi”. Vi skaber ting sammen på en mere fri måde, end jeg har oplevet det andre steder.

“Hvor mange aktivister skal der til for at skifte en pære? Kun én, hvor svært kan det være?”

Og det er virkelig noget, jeg kan genkende. At der er kort fra tanke til handling er super motiverende. Jeg havde en idé på et tidspunkt – jeg syntes, det ville være super demokratisk, hvis man indtalte politisk litteratur som lydbog. Det ville gøre teorierne langt mere tilgængelige, tænkte jeg. Jeg luftede idéen for en kammerat, der blot kiggede på mig med et smil og sagde: “That sounds like a great idea! I’ve got a microphone, what are you doing next Wednesday?”. Jeg havde da ikke tænkt, at det var mig, der skulle indtale lydbogen! Men sådan endte det. Og det blev faktisk et rigtig sjovt projekt, som gjorde gode ting ved mit selvværd, og hvor et fedt venskab netop voksede ud af de mange timers aktivisme, jeg delte med min kammerat.

Denne delen af erfaringer og skills er en kæmpe motivationsfaktor. 1+1 giver lige pludselig mange flere. Som denne undren over, hvad der motiverer os til aktivisme. En fotograf og en skribent filosoferer som kammerater over en kop kaffe, som bliver til mange kopper kaffe og hyggelige stunder. Hvorefter et dyrebart venskab og dette produkt opstår. “Det er interessant at tænke, at man kan sprænge rammen. Man kan godt bare gøre det. Verden falder ikke sammen”, siger en kammerat. Måske sprænger dette produkt ikke ligefrem rammerne, men jeg kan godt forstå, hvad hun mener. Det er en stor motivation til aktivisme, at kreativiteten har meget få rammer, siger flere, for man bliver ved med at tænke i løsninger, der er ikke rigtig nogen ramme.

“Andre kan kun tænke til den mur, der hedder loven. Vi kravler bare over den og tænker videre.”

Det er måske det med loven, der kan gøre nogle mennesker lidt mistænksomme over for aktivisme. Men det er jo også langt fra al aktivisme, som drejer sig om lovbrud. I rent symbolsk forstand beskriver det meget godt friheden i, at der ikke er nogen begrænsninger. Pointen er også rigtig interessant, når mine kammerater tænker tanken videre i relation til aktivist-fællesskabet. For vi opfører os ikke ordentligt over for hinanden, fordi loven siger, at racisme eller vold er ulovligt. Det, at folk ikke synes, at du er en total nar, er en ret stærk drivkraft – vores opfattelse af hinanden, når vi laver aktivisme sammen, fungerer som en social rettesnor.

“Vi har en højere standard i forhold til, hvad det vil sige at have det godt”. I skolen eller på jobbet har det ikke så stor betydning, om du har det af helvedes til, bare du præsterer. Men dine aktivist-kammerater er ikke ligeglade. “Vi vil hellere have, at du holder en pause, hvis det betyder, at dit hoved hænger bedre sammen”, siger min kammerat. Og hun har ret. Ikke at vi altid er gode til at passe på os selv og hinanden, når vi laver aktivisme, men det betyder virkelig noget, og vi øver os i det. “Husk nu at passe på dig selv!” eller “Skal vi ikke lige drikke en kop kaffe sammen eller gå en tur én af dagene” er sætninger, der både irriterer og varmer. Jeg tror sgu, at det er sætninger som dem, der motiverer mig allermest til aktivisme.

<3 Mads og Mette