Den 6. December 2008 markerede hvad der ti år senere er blevet kendt som starten på ’de græske optøjer’. Disse tjente som startskuddet til en omvæltning for hele det græske samfund der nu er uigenkaldeligt forandret
På en gade i det venstreradikale kvarter Exarcheia i det centrale Athen, blev den 15 årige Alexandros Grigoropoulos, likvideret af to græske betjente der efter en ordveksling med Alexandros og hans venner, vendte tilbage og umotiveret skød den græske teenager. I minutterne, timerne og dagene efter mordet, mobiliserede tusindvis af græske aktivister i Athen og andre byer til hvad der blev en måned med voldelige optøjer med tusindvis af anholdte og sårede. Billeder af et brændende juletræ på Syntagma pladsen foran det græske parlament, samt borgerkrigslignende scener med barrikader, brænderne biler og kampe mellem politi og demonstranter, er siden blevet symboler på opstanden.
I dagene efter Alexandros død blev flere centrale universiteter besat og transformeret om til baser for social modstand hvor de studerende tilrettelagde undervisningen og diskuterede nye måder at organisere sig på. Universitetsbesættelserne vidner om hvorledes særligt studerende spillede en central rolle i opstanden.
Hellas og Europa i brand
Under optøjerne blev særligt banker, butikker med luksusvarer og politistationer mål for demonstranternes vrede. Antikapitalistiske slogans og talere gjorde det klart hvorledes Alexandros død, var dråben der fik bægret til at flyde over og man krævede en konfrontation med det ulige markedssystem der privilegerede rige virksomhedsejere som sendte miliarder af Euro i skattely.
Mange trak paralleller til hvordan mordet og statens anvendelse af vold lå i forlængelse af det tidligere militærdiktatur som Grækenland aldrig har taget et historisk opgør med.
Hvert år siden 2008 har store demonstrationer i Athen og andre europæiske byer samlet tusinder af mennesker, og i Athen ofte ført til yderligere sammenstød med politiet. I Danmark blev en solidaritets demonstration i december 08 omringet af politiet med 63 anholdte til følge.
Ti år senere
Optøjerne kan nu ti år senere konkluderes at have dybere rødder en bare mordet på en uskyldig ung aktivist, men derimod også ses som kulminationen på flere års voksende arbejdsløshed som en følge af den begyndende økonomiske krise og en serie af korruptions skandaler i græsk politik og erhvervsliv. Atten måneder efter Alexandros død måtte den Græske stat erklære sig konkurs og den økonomiske krise har siden tjent til at skærpe forholdet imellem den udenomsparlamentariske venstrefløj og den hellenistiske stat. Særligt forholdet til politiet er blevet yderligere skærpet med den eksplosive vækst af det fascistiske parti gylden daggry og fremkomsten af beviser på aktivt samarbejde i mellem politiet og fascisterne.
Alexandros død blev efterfulgt af Gyldent daggrys mord på rapperen Pavlos Fyssas den 13. september 2013 og tjente til at forstærke venstrefløjens forsvar imod den systematiske repression der fortsatte under det ”socialistiske” Syriza der kom til magten i 2015.
Hvis et geografisk territorie kan repræsentere konflikten så er det Exarcheia kvarterer hvor Alexandros for ti år siden blev dræbt. Exarcheia har historisk været centrum for den græske anarkiste bevægelse siden tredserne, sideløbende med kvarterets polytekniske universitet hvor den græske militær junta i November 1973 mejede 24 studenter ned med tanks og automatvåben.
Siden 2008 er kvarteret gradvist blevet omkranset checkpoints bemandet af græske betjente der chikanerer, overfalder og anholder enhver de anses for suspekt opførsel, med jævnlige angreb på de sociale centre, cafeer og besatte huse, som kvarteret er kendt for.
Konfront bragte i Oktober et interview med en aktivist i et flygtninge husnings projekt som kan læses her.
Rygter lyder på at det græske politi vil bruge årsdemonstrationerne for Alexandros død som en anledning til permanent at besætte og systematisk overtage kontrollen med det selvstyrende kvarter. Hvad man nu står med er spørgsmålet om hvordan noget sådan kan lade sig gøre under en socialistisk regering og efter den massive magtdemonstration som den græske anarkistbevægelse lagde for dagen i 2008.
Udbrændthed og krise
En fundamental årsag til at årsdagen for mange Grækere er gået i glemmebogen og ingen massebevægelse forsvarer Exarcheia, skal findes i den økonomiske krise der først lige var begyndt at underminere fundamentet for den græske stat i 2008. Med staten og finanssektorens kollaps kom Grækenland i massiv gæld til EU, IMF ( internationale monetære fond ) og verdensbanken. Konsekvenserne blev en nedslagtning og et massivt liberaliserings program der solgte græske statsorganer, lufthavne, havne, naturressourcer og offentlige embeder til private udbydere. Millioner af græske arbejdere blev fyret som følge af opfølgende besparingsrunder og statslige ydelser blev næsten totalt afskaffet.
Hvor optøjerne i 2008 var et kollektiv udtryk for et ulmende oprør fra neden, hvor man gjorde op med staten, politikerne og selv tog kontrollen, så er Grækerne ti år senere udmattede. Oveni den økonomiske krise som udpinte landet, blev Grækenland grundet sin geografiske position centrum for den Europæiske flygtningekrise og er i dag vært for et af de største antal flygtningelejre i Europa.
Fokus er med andre ord skiftet fra et opgør i mod staten til simpelthen at skaffe mad nok på bordet, til at fastholde et arbejde uanset hvor dårligt betalt. Tusindvis har i kølvandet på krisen forladt landet i søgen efter arbejde og et hjem andet steds Desillusioneringen med politikerne er det eneste der fortsat er det samme.
I lyset af dette håber den græske stat og Syriza at udnytte situationen til at generobre den autonome højborg og vise handlekraft for at aflede befolkningen fra den magtesløshed der har præget Syrizas år ved magten. Syriza står ifølge flere meningsmålinger til atat tabe regeringsmagten til det konservative parti ved næste valg.
Kampen fortsætter
Råbene og skudsalverne fra 2008 runger stadig i manges bevidsthed, men for den brede del af befolkningen lyder politikernes løgne, politiets trusler og sultens knurren højere.
Det er nu vigtigere nogensinde at støtte op om og forsvare frirum som Exarcheia imod autoritære strømninger og huske at i går var det Alexandros, i morgen kan det være dig eller dine kammerater der står for skud.
Til slut bringer vi en opfordring til alle kammerater om at støtte op om kampen imod stat og kapital og bringer herfor et kommunike fra fællesmødet på det stadigt besatte polytekniske universitet der lyder som følger
”På barrikaderne, i besættelserne, i demonstrationerne og forsamlingerne holder vi mindet om Alexandros i live. Men også mindet om Michalis Kaltezas, om Carlo Giuliani, Michalis Prekas, Christoforos Marinos og alle de andre kammerater der blev myrdet af staten. Vi glemer ikke den sociale klassekamp i hvilken disse kammerater faldt og vi fastholder den totale afvisning af den gamle verdens autoriteter. Vores handlinger, vores forsøg er de levende celler der udgør den oprørske og fri verden som vi drømmer om, uden herrer eller slaver, uden politi, militær, fængsler og grænser. Kuglerne fra morderne i uniform, anholdelserne og volden imod demonstranter, den kemiske krig med gas iværksat af politiets styrker, det ideologiske angreb imod demokratiet kan ikke tvinge os til at leve i frygt og stilhed, men bliver i stedet for grunden til at rejse os og hæve stemmen i modstand og kampen for frihed. Tiden er nu inde til at forkaste frygt og at møde andre i kampen, iblandt gymnasieeleverne, på universiteterne, blandt immigranterne, de arbejdsløse og arbejderne i gaderne, at gå i fælles opstand. For disse dage er for Alexis
Tiden er inde til at lade vreden flyde over og drukne dem – staten og cheferne! Deres håndlangere og lakajer håner os, de berøver os og slår os ihjel! Lad os organisere og gå til modangreb og knuse dem! Disse nætter tilhører Alexis!
Vi opfordrer til solidaritet med de anholdte der holdes fange ved Evelpidon retshuset og forlanger den omgående løsladelse af alle politiske fanger. Vi sender vores solidaritet til alle besatte universiteter, skoler, statslige bygninger, til dem der demonstrerer og slår igen mod staten og deres mordere i hele landet. Vi sender vores solidaritet til alle internationale kammerater der mobiliserer og støtter os udenlands og hjælper med at videreføre vores stemmer til hele verden i den store kamp for social befrielse, i hvilken vi alle står samlet.” Det polytekniske universitet. 12. December 2008
