Demonstrationerne og gadekampene er stilnet lidt af, nu fire måneder efter udbruddet af nationalstrejken i Colombia. Til gengæld er den lokale organisering omkring i fuld sving. Mange kalder det strejkens nye fase “barrio adentro” – altså at energien skal kanaliseres indadtil i lokalsamfundene. I denne kontekst har jordbefrierne i Cauca (Liberación de la Madre Tierra) indkaldt til det de kalder Madens femte March, for at udveksle erfaring og skabe nye aftaler mellem kollektiver og bevægelser fra land og by.
af Nina Lendal, Colombia Solidaritet.
I skyggen af en bambuskonstruktion forklarer en af jordbefrierne, at på deres besøg i byerne forstod de, at problemet omkring jorden også findes i byerne, og at maden er i centrum for modstanden. Det colombianske folk rejste sig mod en skattereform, der ville lægge moms på basale fødevare – altså de rejste sig mod sulten. Folkekøkkenerne blev hurtigt det sociale og politiske omdrejningspunkt for blokaderne, og demonstranterne begyndte at befri små territorier: Gadehjørner, parker og lokalpolitistationer blev omdannet til byhaver og forsamlingssteder, forklarer han.
Dette er udgangspunktet for mødet, som er mundet ud i en skøn forsamling af deltagere. De oprindelige folk, Nasaerne, er mødt talstærkt frem fra de befriede jorde i Cauca. Der er flere grupper af unge rødder fra blokaderne i de marginaliserede boligområder i Cali. En gruppe ældre er kommet fra et rydningstruet boligkvarter ved navn La Florida, og der er en god bunke aktivister, som til forveksling ligner dem du møder på Nørrebro.
Metamorfose
Et af kollektiverne udspringer af blokadepunktet Puerto Madera. Gruppen kalder sig Metamorphosis, for de er overgået til en ny fase, nemlig arbejdet indadtil i deres nabolag. Med blokaderne fik de en del naboer imod sig, fortæller de. Så den nye strategi er at skabe bevidsthed og organisering gennem kultur, folkekøkkener og kollektive byhaver.
Forbindelsen til jordbefrierne startede da bevægelsen Minga, som er drevet af de oprindelige folk, kom til Cali for at bakke op under protesternes første bølge. “Det stod allerede klart at uden folkekøkken, ingen blokade” forklarer et af medlemmerne af Metamorphosis, “og da de kom med mad fra de befriede territorier, begyndte snakken om, hvor vores mad kommer fra, supermarkedernes magt og al den cement vi er omgivet af”.
Gruppen startede flere byhaver i deres nabolag, og i den forbindelse lærte de jordbefrierne at kende. “Vi ved, at der ikke kommer nogen og redder os, og vi vil selv skabe vores egen forandring gennem opbygningen af et socialt netværk”. “Vi arbejder for autonomi, derfor er madsuverænitet et centralt element,” slutter metamorphosis-medlemmet.
Ikke et hvilket som helst sted
Madens 5te March afholdes på haciendaen El Emperatriz, som er den første grund, som jordbefrierne genvandt. På dette sted planlagde de paramilitære, en række politikere og bosser fra sukkerrørsindustrien en massakre, som kostede 20 oprindelige folk livet i 1991. En domstol anerkendte den colombiansk stats deltagelse i massakren, og grunden skulle gives til de oprindelige folk som en del af genoprejsningen. Men som vanligt i Colombia, blev dette løfte ikke holdt.
En af deltagerne på mødet har mistet sin venstre arm. Han blev skudt i armen af uropolitiet ved et af rydningsforsøgene og den var ikke til at redde. Han fortæller, hvordan ventede på svar fra regeringen, og hvordan de spurgte de ældre om råd. I 2005 besluttede de at gå ind på grunden for første gang. I starten blev de ryddet hver dag. Senere blev det til 2 eller tre gange om året. To jordbefriere mistede livet i kampen for Emperatriz, og adskillige gange blev jordbefriernes afgrøder ødelagt af politiet og sukkerrørsproducenternes private sikkerhedsstyrker.
Mange naboer fra de omkringliggende landsbyer bakkede op, og på et tidspunkt besluttede de at kopiere eksemplet på en række andre jorde i Cauca. Dette lettede presset lidt på Emperatriz, og selvom militæret har installeret en permanent base på selve haciendaen, holder jordbefrierne en pæn del af grunden med majs, madbananer, frie køer og plads til træer, dyr og insekter.
“Jeg kan se, at det var indsatsen værd” siger jordbefrieren. “Selvom de ødelagde min arm, ser vi ingen sukkerrør her nu. Og folk fra forskellige sociale sektorer er samlet, og vi står sammen omkring at jorden er til dem som har brug for den; dem som arbejder den.”
Inspiration
Der er også kommet en flok fra Popayán, som netop har genvundet et stykke jord i udkanten af byen kaldet Julumito. “Vi har holdt grunden en måned og ti dage” fortæller en af kvinderne fra gruppen, “- og det har været med rydninger, tåregas og meget urolig søvn, men vi holder ud”. Hun udtrykker at det er meget motiverende at kende Emperatriz, fordi de tog jorden tilbage igen og igen og det lykkedes. “Det er en hård kamp, men vi giver ikke op” slutter hun.
Vi vil lave aftaler som overholdes
Mødet drejer sig om at skabe 4 store aftaler. Den første handler om markeder. Afgrøderne fra de befriede jorde skal ind til byerne, til de marginaliserede boligområder, så byboerne kan købe mad til rimelige priser, uden sprøjtegifte og uden at støtte den monokulturelle industri. Den anden aftale er et netværk af kollektive byhaver og jorde, som kan forbinde og styrke små og store befriede territorier.
Den tredje aftale handler om et folkeligt sundhedssystem. I et land med meget begrænset adgang til sundhed, er idéen at erfaringerne fra mobiliseringerne, med autonome sundhedsbrigader, skal knyttes med den traditionelle viden, som stadig trives særligt blandt de oprindelige folk. Og sidst men ikke mindst skal erfaringerne fra kampene forenes.
Colombianerne er trætte af aftaler, som aldrig bliver overholdt. Med inspiration fra de oprindelige folk, understreger de at aftalerne skal knyttes knude for knude, og tage den tid det kræver. På mødet blev der knyttet et stykke, og aftalerne blev fæstnet uden underskrifter, med et banner, der males sammen med aftalerne og udtrykker deres indhold.
