“Vi har brug for at blive stolet på og anerkendt som mennesker i bare nogle af livets sfærer. Vi vil ikke identificeres ud fra et fordummende, racistisk og løgnagtigt politisk program. Vi vil være aktører i vores eget liv, og det hjælper ”ghettoplanerne” på ingen måde med til. Det vi har brug for, er hjælp til at sige fra på et solidarisk grundlag!”
Af Søren-Emil Stenkjær Schütt
I første del af denne artikelserie ”Racisme legitimerer det største tyveri nogensinde i den almene boligsektors historie” blev legitimiteten af regeringens ”ghettoudspil” undersøgt. Det viste sig at bygge på løgn og latin, når det hævdes, at menneskelige udfordringer afhænger af en ikke-vestlig baggrund og et liv i et ”parallelsamfund”. Præmissen for ”ghettoudspillet” har intet med bolig- og integrationspolitik at gøre. Det er udelukkende racialisering at forskelsbehandle mennesker ud fra en fortælling om ”parallelsamfund”, og at social udsathed har med menneskers geografiske oprindelse og etnicitet at gøre og ikke eksempelvis socioøkonomiske forhold og klasseforhold.
I den anden artikel ”Det demokratiske forfald og den ghettobaserede politiks bedrag” blev regeringens banale forsøg på at tænke socioøkonomiske forhold ind i kalkulen gjort til skamme som ren manipulation. Også her var der altså udtalte problemer med lødigheden hos magthaverne – det brede politiske flertal. Der blev argumenteret for, at det er politikerne selv, der befinder sig i et parallelsamfund. I boligområder, der er repræsenteret på ”ghettolisterne”, er det i denne artikel pointen, at der ikke findes én men mange sandheder og værdier, der lever og eksisterer side om side gennem en forbundenhed. En kategorisering som ét parallelsamfund vil derfor også på den baggrund være udelukket.
Med racisme og stigma opretholder man problemer, som man ”søger at løse”. ”Parallelsamfundspakken” og ”ghettoudspillet” er derfor en selvopfyldende profeti, der genererer sig selv og sine egne kategorier. Politikerne fikser virkeligheden og udnytter dette til at polarisere og undertrykke – gennem tvang og straf. Det får potentielle og eksistentielle konsekvenser for rigtig mange mennesker.
De første artiklers forsøg på at beskrive ”parallelsamfundspakken” som den fremtræder viste et farligt demokratisk forfald, og det skal der nu gøres op med. Den illegitimitet der blev konkluderet, er netop det, der legitimerer modstanden imod det.
Modstand – og kampen for rettigheder
[faktaboks id=”1819″]”Parallelsamfundspakken” er i udgangspunktet ment som Danmarks afstandstagen til alt det, der ikke er dansk, nemlig ”ghettoen”. Sådan var det i hvert fald i udgangspunktet. I april måned indkaldte almene beboere fra Aldersrogade på ydre Nørrebro til et åbent fællesmøde. Mødet mødte tilslutning fra flere andre beboere rundt omkring i København – her under Mjølnerparken, Lundtoftegade, Bispeparken, Taastrupgaard, Den Grønne Firkant med flere. En bevægelse var skabt. Jeg er selv fra Lundtoftegade.
Almen modstand er en udenomsparlamentarisk græsrodsorganisation, som siden har fået stor tilslutning, og som sammen med andre aktive spillere er i gang med at danne et solidarisk fundament og netværk for den almene boligsektor i Danmark – i særdeleshed i og med de berørte områder. Denne lokale organisering, herunder Almen Modstand, sker som den demokratiske reaktion, politikerne ikke havde regnet med. Det man troede var ”sorte huller i Danmarkskortet, hvor sharia-loven hersker”, viser sig pludselig at have et stærkt potentiale og en demokratisk vilje og kraft til at tage ejerskab over egne og andres liv– en stemme, der forhåbentlig helt i tråd med den almene boligsektors tanke siger NEJ.
Mennesker står nu sammen rundt omkring i Danmark for at sige nej til ”Parallelsamfundspakken”, for selvbestemmelse over egne boliger og for lige rettigheder uanset etnicitet, arbejde, uddannelse, indkomst og tidligere straf.
Initiativet har en bred forankring, det var tydeligt under demonstrationen i København, Odense og Århus den 29. september i år.
Siden er lokalafdelinger poppet op rundt omkring. Og det er en absolut nødvendighed, da virkeligheden er, at rigtig mange almene beboere grundet magtens afsondring ikke har kendskab til, hvad fremtiden bringer, og ikke har kendskab til de muligheder, der ligger i at bo alment.
Almen modstand står som en oplysende og opbyggende bevægelse, der arbejder for at formidle en viden om konsekvenserne ved ”parallelsamfundspakken”, så beboerne i almene boligområder har en chance for at forholde sig reelt til lovgivningen og organisere sig imod den.
På baggrund af blandt andet Almen Modstands arbejde tager flere beboere nu reel stilling til det, vi er udsatte for. Netop denne oplysende og organiserende funktion kan i mødet med beboerdemokratier og den almene boligforms struktur blive en interessant markør for fremtidens venstrefløj og samfundets udvikling. Dette åbner op for en redefinition af beboerdemokratiet, hvor vi uden stigma og undertrykkelse og i fællesskab kan beslutte hvilken livsform, vi ønsker lokalt. Den reelle mulighed for at løse den udfordring, der ligger i socialt udsathed, en mulighed, der ikke er politisk realistisk, da den vil give magten og indflydelse tilbage til befolkningen.
Derfor skal alle, der bor alment, læse det næste grundigt.
Den bedste måde at organisere sig lokalt på er ved at genopdage og kæmpe for de demokratiske rettigheder og muligheder, der historisk ligger gemt i den almene boligforms konstruktion. Det er her, hvor vejen fra idé til handling kun er begrænset af en parlamentarisk drøftelse med og hensyntagen til sine naboer.
Her er brug for alle mennesker.
Denne lokale organisering kunne være en ny form for kooperativ fagforeningsbevægelse med almene bæredygtige og solidariske økonomier, der fortsat bygger på den almene tanke om non-profit men rækker langt ud over bare at være et hjem. Det er en indbygget klassekamp, der samler og styrker lokalområderne i forskellige grupper og arbejdsfællesskaber, og som samtidig har en national forbindelse. Det er modstand på mange niveauer, og det er stærkt at se, hvis det er det, der vokser ud af et racistisk og diskriminerende statsligt udspil. Der handles i forskellighed i et skæbnefællesskab – vendt mod fremkomsten af solidariske fællesskaber.
Det kommende fællesskab kunne være et, hvor den almene boligsektor og dens 1 million beboere sammen med andre aktører som blandt andet Almen Modstand styrker sit demokratiske potentiale og potentialet til at sige fra.
Et fællesskab, hvor der er plads til at forholde sig til et demokrati og en statslig styreform, som er kørt af sporet. Hvor der er plads til at være den, man er eller bliver, og hvor fællesskabet ikke er medieret gennem et tilhørsforhold eller en kategorisering.
Et fællesskab, hvor det ikke handler om erobring af kontrol over beslutningsmagten, men en kamp for, at en hvilken-som-helst-væren kan udfolde sig. Hvor vi hører sammen uden krav på egentlig identitet eller hierarki.
Muligheden for politisk aktive mennesker ligger i en omlægning fra demokrati som konstituerende magt – at gøre den uvirksom, og derigennem skabe mulighed for at nye livsformer kan træde frem. Fundamentet for denne generobring og omstrukturering er oplagt i den almene boligform. Heri ligger inklusionen af alle, også som politiske aktive mennesker, hvor alle har en transparent adgang til og mulighed for at påvirke beslutninger og få indflydelse.
Muligheden er der lige nu, der er momentum. Også muligheden for, at man indenfor denne tanke kan sige fra overfor denne tanke!
Almen opstand
Der er ikke noget, der tyder på, at man kan lære børn i etårsalderen om demokrati ved at tvinge dem i obligatoriske dagtilbud. Der er ikke noget, der tyder på, at man kan lære mennesker om demokrati helt generelt ved at fratage dem de selv samme rettigheder eller ved at rive boliger ned og kapitalisere. Man kan dog godt spørge sig selv om, hvilken opdragelse og dannelse et demokrati behøver, og svaret her bliver afhængigt af demokratisk opfattelse. Søger vi mod en demokratiopfattelse af mangfoldige erfaringsudvekslinger, så skal der kigges indad også i den almene boligsektor: Er vi villige til at afgive den magt, der skal til, for at andre kan komme frem i et moderne beboerdemokrati og samfund? Er vi villige til at indse, at den forvaltningsform som vores højt besungne beboerdemokrati i alt for lang tid er lullet i søvn af, skal redefineres, hvis vi vil tage vores samfundsmæssige opgave seriøst og videre til det næste niveau? Alle må tage deres ansvar seriøst!
På den baggrund må det klart foreslås, at alle med en form for bemyndigelse til at udøve og forvalte beslutningsmagt i de danske almene boligforeninger forestiller sig et scenarie, hvor de er villige til at opgive magten og lade andre undertrykte træde frem i manegen – lige meget hvilken. Her er ikke tale om magtfrie aktiviteter eller relationer, men magten som et grundvilkår vi i det mindste kan gøre os bevidst. Så potentialet til at skabe muligheder for andre bliver aktualiseret i virkeligheden.
Dette er ikke det samme som at sige, at alle der allerede nu lægger et kæmpe frivilligt stykke arbejder og knokler for, at der træffes gode beslutninger på menneskers og naboers vegne i den almene boligsektor ikke skal fortsætte med det. Alt det kræver er en omstrukturering frem imod den nye organisering. Kunsten at leve i fællesskab skal efterstræbes som det største gode.
Ligesom avantgardistiske kunstoplevelser vidner om åbenhed og kritik, skal evidens og værdier ikke stå i opposition eller selekteres efter for godt befindende. Det skal derimod være et abstrakt rum uden endegyldige svar. Det er en legende bevægelse mod erkendelse, en erkendelse af det andet menneske eksistens og os selv. En tilnærmelse af det skjulte gennem åbenhed og kritik.
Virkeligheden
Vi risikerer at forfalde til en eksistens, der ikke længere er menneskelig, hvis frihedens mulighedsrum for handling forsvinder. Frihed til at være myndige væsner, der skaber muligheder for andre mennesker. Men hvilke friheder har vi tilbage? Så megen lovgivning udhuler vores frihedsrettigheder. Snart har vi ikke de samme demokratiske rettigheder og friheder som vores naboer på den anden side af gaden. Der eksisterer ikke den samme lighed for loven med dette brede politiske indgreb – det er totalitært og åbenlyst dybt problematisk. Hvordan undgås det at skabe mistillid og splittelse i de her boligområder, vores hjem? En ting er den demokratiske umyndiggørelse, en anden er mistilliden til naboer på baggrund af kriterierne, der medfører umyndiggørelsen.
I mange af de listede områder bor der over 50 nationaliteter tæt sammen – det er lige præcis en kæmpe ressource, at det her er muligt at sameksistere, og det er det, der gør det tåleligt for mange at leve her hver dag med andre mennesker, der er fremmede og ukendte. Hvad gør det muligt for dem at bære over med os, kunne man spørge? Åbenheden for det fremmede er ikke nogen let ting, den fremmedgør, og det er uanset, om det går den ene eller den anden vej. Men i en gensidig åbenhed ligger muligheden for en erfaring, der kan hjemliggøres, og vi ser verden fra et nyt perspektiv. Denne fremmederfaring sker på baggrund af det faktum, at vi hver dag snakker med hinanden om, hvordan vi gerne vil leve livet sammen, og har lov til det i en accept af og interesse i forskellighed. Vi forsoner os med virkeligheden og prøver måske at forstå. Derfor føler vi os hjemme, hvor vi bor! Den virkelighed bliver nu ændret, hvor vi potentielt ikke selv kan bestemme, hvordan vores liv skal leves sammen.
Vi er alle født fremmede ind i denne verden og eksisterer derved politisk, i det mindste ved at bære over med det fremmede, som det bærer over med os, på den måde er vi forpligtede på at eksistere sammen gennem tolerance og respekt. Disse moralske mønstre holder os sammen, når vi bliver udsat for, at særlige regler gøres gældende for os på baggrund af den adresse, vi bor på. Når ligheden for loven skrider, og lovenes legitimitet undermineres, er et land de facto i forfald.
Det der i særdeleshed gør mennesker utrygge er den uvished, der medfølger, når man bliver kategoriseret og underlagt anderledes lovgivning end sin nabo. Bekymringer om hvad forskelsbehandlingen og den nye titel som andenrangsmenneske får af økonomiske og tilværelsesmæssige konsekvenser, om man er på den ene eller anden ”ghettoliste”.
Det er ikke denne mentale belastning af angst, der frigør kapacitet til at flere uddanner sig eller tager et arbejde, deltager i den demokratiske forvaltning. Det er helt sikkert! Det sygeliggør og tingsliggøre kroppe. Men netop i den almene boligform ligger en mulighed for en ny demokratisk livsform og muligheden for en hvilken-som-helst–væren.
Vi har ikke brug for, at vores børn skal tvinges i dagsinstitutioner. Vi har ikke brug for dobbeltstraf-zoner. Vi har ikke brug for at blive smidt ud af vores hjem og få frataget vores rettigheder. Vi har ikke brug for, som et manipulativt evidens og værdipolitisk kneb, at blive fastholdt som en parasit, der står i opposition til resten af Danmark, sådan forholder virkeligheden sig ikke – Vi er kapitaliserede fattige: Pensionister, malere, akademikere, pædagoger, stofbrugere, sygeplejersker, flygtninge, renovationsarbejdere, lærere: Mennesker flygtende fra en fortid, spejlende i en nutid, bekymrede for en fremtid.
Vi har brug for at blive stolet på og anerkendt som mennesker i bare nogle af livets sfærer. Vi vil ikke identificeres ud fra et fordummende, racistisk og løgnagtigt politisk program. Vi vil være aktører i vores eget liv, og det hjælper ”ghettoplanerne” på ingen måde med til. Det vi har brug for, er hjælp til at sige fra på et solidarisk grundlag!
Det er ikke at afhjælpe et tænkt ”parallelsamfund” men at skabe et. Disse sociale konsekvenser har vi brug for hjælp til at bekæmpe sammen, som en kollektiv proces med fokus på kontekst og helhed. Den almene boligsektor og udenomsparlamentariske allierede, det kommende skabes fælles! En almen opstand. Det er virkeligheden og vores mulighed: As result of social, legal, and economic pressure!
