Spanien har de seneste år oplevet et uventet skred i spørgsmålet om landets massegrave fra borgerkrigen og Franco tiden. Gravene rummer mere end 112.000 af ofrene for fascisternes henrettelser og tvangsarbejde i kølvandet på borgerkrigen. Emnet er siden 1977 blevet fredet af en omfattende glemselslov. Men med pres fra interesseorganisationer og ofre for diktaturet, har den socialistiske regering, vedtaget en ny lov som kan få stor betydning for spørgsmålet om fortidens forbrydelser og en anerkendelse af ofrene.
Af A.N
Et uhelet sår
I slutningen af det tyvende århundrede begyndte en verdensomspændende proces i form af historiske opgør med militærdikaturer i Sydamerika og Holocaust i Tyskland. Tendensen fortsætter i dag med afdækning af grusomheder begået under borgerkrigen i kølvandet på jugoslaviens sammenbrud og den igangværende syriske borgerkrig..
Til trods for sin blodige fortid i det tyvende århundrede, udgør Spanien som et vestligt demokrati og tidligere kolonimagt, en markant undtagelse. Den dag i dag findes der stadig utallige massegrave fra borgerkrigen (1936-1939) overalt i landet, samtidig med at den tidligere diktator Franco, hyldes på nationale festdage af heilende tilhængere.
https://mapadefosas.mjusticia.es/exovi_externo/CargarMapaFosas.htm
Særligt det konservative parti ( Partido Popular ) højrepartiet VOX, har medvirket til at holde fortidens spøgelser tavse. For ulig Tyskland, hvor nazistiske hilsner og hagekors er forbudt, findes der i Spanien flere fonde og foreninger som hylder Franco og åbent advokerer for en tilbagevenden til et fascistisk styre.
Hvor man i Tyskland og Jugoslavien har retsforfulgt vagter fra Kz-lejrene og krigsforbrydere, har domstole i Spanien gentagne gange nægtet at retsforfølge Francos bødler og tidligere embedsmænd involveret i krænkelser af menneskerettighederne under Franco styret.
Der findes i Spanien ikke en universel historieskrivning eller undervisning i skolerne omkring borgerkrigen og diktaturet, ligesom de mange døde forbliver anonyme. Men nye vinde kan være på vej.[faktaboks id=”7819″]
I 2007 vedtog den Spanske socialist-regering, en delvis anerkendelse af ofrene, og gav en hensigtserklæring om at tage et opgør med landets fortid. Dette kunne lyde som mere snak uden handling, men i november 2020 vedtoges en ny lov som forpligter staten juridisk at forbyde foreninger der hylder Franco, at kortlægge de mange massegrave, og til at oprette et DNA-register så ofre kan identificeres og begraves på værdig vis af deres efterladte.
Processen tog allerede fart i 2019, hvor Francos lig blev fjernet fra Valle De los Caidos ( de faldnes dal ) og i oktober 2019, flyttet til hans families gravsted i Madrid.
De Faldnes dal
Et særligt synligt levn fra fortiden er den såkaldte ‘Valle de Los Caidos’ de faldnes dal, lokaliseret nord for Madrid. Her arbejdede tusindvis af republikanske krigsfanger på at hugge et massivt monument ud af et bjerg. Stedet er i dag indviet af den katolske kirke som en hellig basilika der indtil 2019 husede Francos lig, og op til 30.000 døde fra begge sider i borgerkrigen, begravet side om side efter de blev overflyttet fra deres oprindelige hvilesteder. Stedet og dets indhold er ifølge Francos ofre og deres efterladte, en hån mod de døde som faldt i kampen mod fascismen og nu sidestilles med deres mordere.
Billy the kid
Et andet grelt eksempel på et manglende retsopgør er den tidligere politimand Juan Antonio González Pacheco også kendt som Billy the kid. Som ansat i den politiske afdeling af Francos politi, torturerede han utallige politiske fanger i politiets centrale bygning i Madrid. Med Francos død overgik han gnidningsfrit til efterretningstjenesten og modtog en række hædersbevisninger og medaljer for sin lange tjeneste. Trods flere forsøg på at stille ham for en dommer, lykkedes det aldrig for hans ofre at få ham retsforfulgt, og flere måtte dagligt udholde hans hånlige blik når de mødtes på Madrids gader hvor han gik frit omkring til sin død af Coronavirus den 7. Maj 2020.
Ikke blot Spanien men verdens ansvar at lægge pres
[faktaboks id=”7821″]
Under verdenskrigen kæmpede mange af de tidligere internationale og spanske frivillige på de allieredes side. Mange var flygtet over Pyrenæerne for blot at finde sig selv i Fransk fangenskab og senere deportering til nazisternes dødslejre da Tyskland invaderede landet. Tusindvis genoptog derfor kampen mod fascismen i håbet om ikke blot at udrydde den i Tyskland, men også med forhåbningen om at de allierede ville vende sig mod Franco Spanien med krigens slutning. Sådan gik det dog ikke. For til trods for Francos bidrag med ubådsbaser og frivillige til Tyskland, så det nydannede NATO Franco som en værdifuld allierede mod den nye fjende – Sovjetunionen og det kommunistiske spøgelse der vandt frem med fascismens nederlag.
Franco formåede at indynde sig hos det befriede Europa, og Spanien eksisterede således som det sidste fascistiske styre frem til Francos død i 1975. Alt i mens hundredvis af politiske modstandere hvert år blev tortureret og dræbt af Francos hemmelige politi Brigada Político-Social.
Hvad kan vi gøre herfra?
Som allerede nævnt er det fundamentalt vigtigt at der bliver lagt pres på den spanske regering for at sætte ord bag handling. Iblandt de faldne i massegravene findes blandt andet danske frivillige som døde for den republikanske sag, og hvis ofre fortjener at blive anerkendt. Det er Danmarks pligt som erklæret demokratisk stat, at forlange de faldne identificeret og et opgør med landets fortid.
I Danmark holder Spaniensforeningen( foreningen af Spaniensfrivillige og deres efterkommere ) mindet om de internationale frivillige i hævd og arbejder aktivt på skabe pres for at for at få identificeret de navnløse i gravene.
