Married With Children møder Mad Max og Judith Butler i THIS IS NOT A DRILL

Teater VI debuterer nu efter corona-forsinkelser med deres første stykke – en post-apokalyptisk refleksion over lykken og nogle af den moderne feminismes ældste diskussioner.


Anmeldelse af Harry Eucrow

Man kan knapt forestille sig et federe rum til at spille grå og klaustrofobisk post-apokalyptisk sci-fi i end et afpillet Basement på Enghavevej. Med slidt beton, bare overflader og industrielt jern træder man med første skridt ned ad trapperne ind i den efterhånden velkendte undergangsfantasi, den næste time og ti minutter der spilles i. Af samme grund er det også oplagt at scenografien er opført realistisk – der er ingen abstrakte former eller kasser på hjul i rummet, blot en lurvet madras, en arbejdsbænk og stålreoler med assorterede nedslidte bøger og mærkatløs dåsemad. Udover stemningen bidrager dette også til den følelse af intimitet, der fortsættes gennem hele stykket; vi som publikum er ikke i et abstrakt rum, men i nogens hjem. Et ensomt og spændingsfyldt hjem, hvor man aldrig kan være alene, for man har kun hinanden.

Fotograf: Andreas Bjerre Siegrist

I Signe Moores instruktørdebut, skabt i samarbejde med producent og kreativ partner, Simone Hjuler Andersen, præsenteres vi for de to unge kvinder Masja/Maja (Bella Norup) og Cecil (Antonia Dix), der lever underjordisk efter en udefineret verdensundergang, hvor alle mænd, hvis ikke alle andre mennesker, for længst er døde. De to lever i en slags forvrænget parodi på et heteronormativt middelklasseægteskab, med den praktiske og handlende Masja/Maja, der skaffer forsyninger fra overfladen og laver stoisk morgengymnastik, versus den blide og nervøse Cecil, der strikker og pusler om en tydeligt døende stueplante, som var den et barn. Deres tæt ordnede hverdag brydes dog af Cecil, der i reproduktiv mani udvikler en nærmest okkult matematisk formel for lykke, baseret på plottet i en romantisk knaldroman og en kalender med sexede mænd i kilte. Undervejs udfoldes spændingerne mellem de to igennem oversavede dialoger, lange stilheder og abstrakte danse.

Og det centrale element i THIS IS NOT A DRILL er lige præcis spændingerne. Alle elementer af både stykkets form og indhold er bygget op af knugende dikotomier, der gør ondt at overvære. Først er der spændingen mellem den hyperrealistiske scenografi og den langt mere abstrakte koreografi og dialog – når karaktererne spiser og drikker er det rigtig mad og vand på scenen, men når de kommunikerer, er det gennem mismatchede replikker og indædt dans. Hvor verden omkring dem er virkelig, er deres forhold æterisk og umuligt at gribe fast om.
Dernæst er det den personlige spænding imellem de to, der lever i et konstant stand-off mellem deres gensidige afhængighed af hinanden og alt dét, de ikke kan tilbyde deres partner. Masja/Maja viser ingen forståelse for Cecils moderinstinkt eller hendes behov for at drømme om noget større, men ved også, at hvis hun ikke har partnerskabet at værne om, vil hun dø. Cecil ligefrem stråler af undertrykt angst, vrede og afmagt, men smelter øjeblikkeligt sammen i afgrundsdyb rædsel, når Masja/Maja ikke er i lokalet.

Fotograf: Andreas Bjerre Siegrist

Og som følge af samme dukker stykkets mest fundamentale spænding op imellem sprækkerne i kommunikationen: spørgsmålet om køn versus kønsudtryk, reproduktion versus socialiseret køn og binære kønsforståelser i en ikke-binær verden. Begge karakterer undertrykker konstant både dem selv og hinanden i deres fangenskab i fasttømrede kønsroller. Som den gnavne husbond Masja/Maja fjerner sig fra både egne følelser og Cecils emotionelle behov i den stoiske forsørgerrolle, bliver den forsmåede kone Cecil stadigt mere ængstelig og forsigtig i forsøget på ikke at forstyrre husfreden, inden hun endeligt eksploderer i pseudospirituel mani, og efterlader det forsømte plantebarn i jagten på den selvopfundne lykkeformel. De to har, i kraft af deres flagellantiske, kønnede fængsler, ingen kommunikationshorisont, og lever derfor i et ’stille hjem’, hvor ingen egentlig udveksling og forståelse er mulig. Hvor patriarkatet holdes kunstigt i live, selv efter mændene for længst er borte.

Moore tilbyder i sidste ende ingen klare løsninger på de mange spændinger, de har bygget op, men lader dem dirre i luften til åbent skue som tæppet går ned. Præcis som i den queer-feministiske tradition, de skriver sig ind i, er målet ikke nødvendigvis at finde klare (eller binære) svar og løsninger, men at afdække og strække de utallige spændinger, der opstår i en strengt kønnet verden, til de endelig begynder at slækkes og forhåbentlig, en dag, endegyldigt overvindes.

THIS IS NOT A DRILL spiller endnu tre dage frem, fra d. 28. – d. 30. september. Billetter kan købes på Teater VI’s hjemmeside.