I 2018 udkom filmen’ Manden som legede med ilden. En engelsk/svensk dokumentar om den svenske journalist og forfatter Stieg Larsson. Kendt verden over for sin millennium trilogi, giver dokumentaren at give et mere nuanceret billede af en idealist med stærke holdninger. Stieg Larsson var med til at lægge grundstenene til den antifascistiske bevægelse der eksisterer i Skandinavien i dag. Filmen ligger frit tilgængeligt på filmstriben og Konfront har anmeldt den nedenfor.
Af Asbjørn Nielsen.
Stieg Larsson, og Millennium trilogien. Navnet og titlen vækker associationer til den mørkhårede og gådefulde Lisbeth Salander og journalisten Michael Blomqvist i bogen ‘Mænd der hader kvinder’ og dens to efterfølgere som har solgt over 90 millioner kopier verden over.
Lidet kendt er dog Stieg Larssons virkelig livsværk – kortlægningen af den ekstreme højrefløj i Sverige og Europa. Dette arbejde var både banebrydende og til tider utaknemmeligt, men fremfor alt en passion for den svenske aktivist.
Råbte ulv’ da ingen ville lytte’
Dokumentarfilmen følger gennem billeder, optagelser og interviews, Stieg Larssons passion for kortlægningen af den racistiske og nynazistiske bevægelse som tog fart fra starten af hans karriere som journalist ved tidsskriftet TT.
I 70’erne og start 80’erne udgjorde nazistiske og højreekstreme grupperinger, en forsvindende lille del af det politiske spektrum i Sverige, fulgte Stieg Larsson som en af de eneste, deres gøren og laden.
Inspireret af det britiske tidsskrift ‘Searchlight’ tillærte Stig Larsson sig færdighederne i at udføre professionelt efterretningsarbejde mod det ekstreme højre som krøb frem i årene efter anden verdenskrig.
Sverige blev modsat nabolandene Danmark og Norge, aldrig besat af Nazityskland og gik for det meste fri af anden verdenskrig som raserede resten af skandinavien. En konsekvens heraf var at man fra svensk side aldrig tog et historisk opgør med de svenskere som meldte sig til tysk krigstjeneste eller videreførte nazismen i Sverige efter 1945. Nazismen fik lov at ligge og ulme og i 70’erne krøb højreekstremismen langsomt frem. Gradvist udvikledes nye åbent nazistiske og populistiske strømninger sig, oftest uden at opleve nogen folkelig modstand. De blev set som tossede og isolerede i det socialdemokratiske velfærdssamfund der prægede skandinavien.
Men overvåget blev de, af en enlig journalist med kun få samarbejdspartnere.
Stieg fik ret.
Men i 1980’erne og start 90’erne skete der noget. I dokumentarfilmen ‘ Manden som legede med ilden’ filmen følger vi hvorledes oprulningen af jerntæppet i Europa, flygtningestrømme og mordet på Olof Palme, banede vejen for nye højregrupperingers vækst i parlamentet og på gaden. Illusionen om det tolerante og folkelige Sverige blev for alvor knust med en serie af mord, bombeattentater og en hidtil uset popularitet i white power musik som skyllede ind over Sverige. Stieg Larssons advarsler om at det ekstreme højre kunne vokse eksponentielt og udgøre en reel fare, blev for alvor til virkelighed.
Med stærke billeder af gadekampe, Nazistiske marcher og interviews med familie og kolleger, følger vi hvorledes de første skridt blev taget til et modsvar. I kølvandet på en række racistiske mord grundlagdes tidsskriftet Expo i efteråret 1995.
Stieg Larsson som den erfarne journalist bidrog til Expo med et professionelt håndværk og årtiers erfaring som han gav videre til en yngre skare der tilsluttede sig kampen for at kortlægge og udstille nazisterne.
Afsløringen af Sveriges mørkeste sider kom ikke uden konsekvenser. De aktive i Expo måtte efterhånden leve under skjulte adresser og konstant finde trusselsbreve i deres postkasse eller på deres telefonsvarer, ligesom de blev angrebet af nazister til koncerter og møder som de overvågede.
Truslerne kulminerede i placeringen af en bilbombe i 1995 som to Expo medlemmer kun med nød og næppe undslap med livet i behold og svære fysiske men.
Men intet er forgæves. Gradvist begyndte arbejdet som Larsson havde lagt grunden til at skabe resultater. Nazisterne blev hevet frem i lyset og udstillet som den fare de var.
Enmandshæren
Filmen er på en gang et portræt af Stieg Larsson som person, men også hans livsværk og verdenssyn om hvad der var ret og hvad der var forkert. Larsson levede og åndede for sit arbejde og kampen mod nazismen og fremmedhadet, i en sådan grad at det i sidste ende bidrog til hans tidlige død.
Dokumentaristerne følger Stieg fra barnsben og opruller den den røde tråd i hans liv som han fulgte uanset konsekvenserne som til tider blev en distancering fra andre aktivister der ikke som ham dedikerede deres liv til sagen. Personligheder som Larsson er lette at beundre men svære at følge, og som en konsekvens gik han ofte alene trods de mange der sluttede op om hans arbejde. Han brændte bogstaveligt taget lyset i begge ender med næsten endeløst arbejde og “ænsede kun sig selv kaffe og smøger” som en kollega udtrykker det.
Den kreative ventil
Kun den sidste del af dokumentaren, og den sidste del af Stieg Larssons liv, omhandler de tre kriminalromaner i Millennium trilogien, som sendte hans navn verden rundt. Det at skrive kreativt blev et sjældent fristed for hans tanker og en skriftlig illustration af hans verdenssyn. Heri får vi indblik i hvorledes han foruden racisme også var bevidst om og ønskede at bekæmpe sexisme, samt den sociale ulighed i det svenske samfund. Stieg Larsson nåede aldrig at se den dundrende success som hans bøger fik. Han døde i 2004, 50 år gammel og efterlader sig en dyrebar arv.
Demokratiet er en gave vi skal kæmpe for hver dag
Hvis man i filmen og Stieg Larssons arbejde skal finde en grundværdi så er ordet ‘demokrati’ det mest rammende. Stieg Larsson så nynazisme og højrepopulisme som en grundlæggende fare mod retten til at bestemme over eget liv og være fri til at have sine egne holdninger. Derfor satte hans sig for at hjælpe med at bygge et bolværk mod fascismens vækst. Faren blev virkelig med Sverigedemokraternes valgssuccess og den nazistiske bevægelses fremmarch i Sverige og norden. Til trods for at bolværket holder, siver racismen i dag ind i samfundets strukturer og kan findes overalt. Fra Ellebæk fængslet til Rasmus Paludan, og fra Mathias Testayes skrivebord til de lukkede grænsebomme. Demokratiet undergraves og kan kun bevares ved en daglig kamp. Stieg Larsson våben kom i form af skarp journalistik og research. Han råbte ulv selv da den var gemt i skoven. Nu med racismen i blandt os er kampen efterladt til andre.
Filmen ligger tilgængelig på filmstriben og kan ses med et gratis biblioteks login her.
Den danske pendant til Expo. Researchkollektivet Redox kan findes og støttes her.
