I 2021 er benægtelse af klimakrisen ikke længere det største problem. Kombinationen af varmerekorder, der er blevet slået igen og igen, hyppigere og voldsommere naturkatastrofer, der også er begyndt at påvirke industrialiserede, vestlige lande, og de stadigt mere desperate råb på handling fra forskere og aktivister, har gjort det socialt uacceptabelt at påstå, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, eller at vi ikke behøver at bekæmpe det. I stedet ligger den største hindring for effektiv klimahandling i, hvordan man vil opnå dette ‒ og dette er et særligt kritisk problem i lys af klimakrisens korte tidshorisont.
Af Internationale Socialister
Før man kan finde løsninger på klimakrisen, er man nødt til at forstå drivkrafterne bag den, og i stigende grad er verdensbefolkningen begyndt at erkende, at det hænger uløseligt sammen med den kapitalistiske produktions- og ejerskabsform.
FN’s 26. klimakonference ‒ COP26 ‒ i Glasgow er netop stoppet. Her mødes alverdens regeringsledere, lobbyister og andre magtfulde mennesker for at diskutere og finde løsninger på klimakrisen. Det var ved COP3 i 1997, at man med Kyoto-protokollen først vedtog at bekæmpe den globale opvarmning ved reducering af udledninger af drivhusgas, og det var ved COP21 i 2015, at man med Parisaftalen vedtog de bindende mål at holde temperaturstigningen under 2 grader og helst under 1,5.
Men har klimakonferencerne haft en reel betydning? Jovist, vedtagelsen af 2 og 1,5 grader målene har givet klimaaktivister et nyttigt framework at vurdere og kritisere staters klimapolitik ud fra, men hvilke konkrete forbedringer har det ført med sig? Tallene viser, at det globale årlige CO2-udledning er fortsat med at stige år for år, uden tegn på stabilisering ‒ selv ikke nedlukningerne under covid-19 pandemien har forhindret denne stigning. Håbet om at den 26nde gang skulle blive lykkens gang er også blevet gjort til skamme. På trods af radikal retorik fra politikere som Boris Johnson var resultaterne minimale. Selv lavthængende frugter som et endeligt udfasning af kul blev udvandet efter pres fra bl.a. Kina og Indien.
Også uden for den radikale og antikapitalistiske venstrefløj er der dannet konsensus om, at man ikke kan overlade klimakampen til magthaverne i håbet om, at de af eget initiativ vil følge videnskaben og handle i menneskehedens interesse.
Således udtaler klimaaktivist og medstifter af Fridays for Future, Greta Thunberg, at hun ikke forventer at COP26 vil resultere i reel handling uden massivt offentligt pres: “Nothing has changed from previous years really … We can have as many COPs as we want, but nothing real will come out of it”. I Danmark har Den Grønne Studenterbevægelse gentagne gange betonet vigtigheden af at blive opretholde det folkelige pres på politikerne imellem valgperioderne.
Der har også i flere år været massive græsrods-mobiliseringer rettet mod parlaments-valg, hvilket ved folketingsvalget i Danmark i 2019 resulterede i det såkaldte “klimavalg” og vedtagelsen af målet om en 70%-reduktion i 2030 (vel at mærke i forhold til niveauet i 1990, – altså omkring en 56% reduktion i forhold til 2017). I andre lande som USA, Norge og Tyskland, er det lykkedes at få regeringer valgt ind, der har en relativt mere ambitiøs klimapolitik end de udgående.
Det er gode skridt fremad. Men netop målet om 70% reduktion er symptomatisk for det utilstrækkelige ved en strategi, der begrænser sig til mobilisering omkring parlamentariske valg og beslutninger. I de to år, der er gået, siden Mette Frederiksens regering tog magten, har den politiske handling ikke været nær så ambitiøs som partiets valgkampagne. Tværtimod har perioden været præget af nølen og utilstrækkelighed, en afhængighed af fremtidige hypotetiske teknologier og falske løsninger som Hockeystavs-modellen, hvilket dybest set går ud på at skyde de store reduktioner så langt ud i fremtiden som muligt.
Dilemmaet, som klimaaktivister står over for, er dette: Hvordan sikrer man, at den nye regering rent faktisk fører den nødvendige politik, når først den er ved magten?
Staten er kapitalismens stat
En del af problemet bunder i en naiv og forkert opfattelse af statens rolle og de interesser, den repræsenterer. Staten er ikke, som den ellers påstår, udtryk for befolkningens vilje og ønsker. I stedet for er det et administrativt sapparat, der tjener de eksisterende magtstrukturer ‒ først og fremmest den herskende klasse.
Det gælder også det borgerlige demokrati, som gang på gang har vist sig at tjene kapitalinteresserne, hvad enten det gælder landbruget, industrien eller energisektoren. Det tragiske ved klimakrisen er så, at det er store, private virksomheder, der netop tjener godt på olie, kul og kødproduktion, som er hvad der driver såvel den globale opvarmning som biodiversitetskrisen. Og samme velstand er også med til at med til at beskytte dem fra både krisen og forsøg på at stille dem til ansvar.
Kort sagt: i et kapitalistisk samfund er magten til at bekæmpe klimakrisen forholdt de personer og virksomheder, som har en interesse i at den fortsætter. Og de negative eksternaliteter ved krisen vil til gengæld disproportionelt ramme de mennesker, der hverken har bidraget til den eller har mulighed for at vende udviklingen. Det er den strukturelle ulighed i magt (og hvad er velstand, hvis ikke en fysisk manifestation af magt?) der forhindrer effektiv klimahandling. Dette er tilfældet både internt i lande, men i særdeleshed også globalt, hvor områder der historisk set intet har bidraget til klimakrisen og har et meget svagere infrastruktur, oplever tørke, oversvømmelser og økologisk kollaps tidligere og voldsommere end andre steder.
Når det endelig lykkes at presse staten til indrømmelser og marginal politisk handling, er det på trods af det repræsentative demokrati, ikke på grund af det.
Organiseret modstand
Vi har heldigvis et utal af redskaber til rådighed, som ikke bare drejer sig om at sætte et kryds én gang hvert fjerde år.
Direkte aktionsformer som blokader og sabotage kan være effektive måder at forstyrre kapitalens produktionskæder, øge usikkerheden for investorer og skabe omtale, noget som aktivistgruppen Extinction Rebellion i Storbritannien demonstrerede i oktober, da de blokerede først Farnborough Lufthavn og siden Fawley-olieraffinaderiet, som er landets største.
Endnu bedre ville det være at kunne organisere arbejderklassen. Som den klasse der ultimativt skaber værdi og profit, har den i sin evne til at tilbageholde sin arbejdskraft et essentielt våben i klimakampen. Det vil dog kræve et paradigmeskifte i tilgangen til klimakrisen.
For at arbejdere skal kunne strejke for en bæredygtig fremtid, skal der eksistere en bred forståelse for, at det er i deres interesse som arbejdere. Det kræver et opgør med de falske modsætningsforhold, der ofte bliver opstillet mellem arbejdere og miljøaktivisters, for eksempel når det kommer til jobsikkerhed for arbejdere i olieindustrien eller landbruget. Og måske endnu vigtigere kræver det et opgør med nationalstaten, som er og bliver det vigtigste våben i den herskende klasses arsenal. Logikken bag nationalstaten splitter ikke bare arbejderklassen og spiller os ud mod hinanden, den undergraver også enhver mulighed for at yde meningsfuld hjælp til ofrene for klimaforandringerne. For hvorfor skulle man tage sig af hvad der sker mod andre mennesker, når det er så meget mere bekvemmeligt kun at føle ansvar for “os”?
At tilvejebringe de paradigmeskift er en vital opgave for socialister såvel som for klimaaktivister. Kampen mod klimakrise, kapitalisme, og nationalstat, må af nødvendighed være den samme kamp.
Vækst for vækstens skyld
Kapitalismen er et økonomisk system, der er kendetegnet ved, at produktion af varer er drevet af ønsket om privat gevinst og akkumulation. Det er dog langt fra det eneste mulige økonomiske system. Som socialister ønsker vi det system afskaffet og erstattet af et system, hvor produktion af varer styres af det menneskers behov og holdes inden for planetens grænser.
Således slipper vi for det enorme ressourcespild og affaldsproduktion, der er en biproduktion af økonomien; vi slipper for apparater, der er bygget til at gå hurtigere i stykker for at opretholde efterspørgslen; og vi slipper for den evindelige vækst for vækstens skyld.
Det faktum, at næsten ingen mainsteam politikere eller økonomer sætter spørgsmålstegn ved, at økonomisk vækst er et ubetinget gode, afslører tydeligt, hvor selvdestruktivt og ubæredygtigt det nuværende system er. Evig vækst kan ganske simpelt ikke lade sig gøre i et system ‒ naturen ‒ der har uomtvistelige øvre grænser. På et tidspunkt rammer vi et bristepunkt. Og forsøg på at afkoble udledninger fra økonomisk vækst (‘grøn vækst’) har indtil videre ikke vist tegn på at kunne gennemføres i praksis.
Problemet med markedet
Fortalere for kapitalistiske markeder ynder at sige, at det giver almindelige forbrugere en mulighed for at forme økonomien. Foretrækker folk mere bæredygtige varer, lyder logikken, vil de tilpasse deres forbrugsvalg derefter, og udbyderne af varerne vil så konkurrere indbyrdes om at kunne tilbyde det mest bæredygtige produkt.
Men udover at dette afleder fra den organiserede, kollektive modstand, der er den eneste mulighed for forandring, er problemet ved klimakrisen netop, at vi samlet set er nødt til at forbruge mindre. Det har private virksomheder ingen interesse i, da det ikke vil forøge deres indtjening.
Oftere har markedsdynamikken den modsatte effekt: I tilfælde, hvor en virksomhed har lyst til at omstille sig bæredygtigt eller skære ned på produktionen, ville det gøre virksomheden mindre konkurrencedygtig i forhold til de øvrige virksomheder ‒ noget, ingen af dem er interesserede i.
Dertil kommer, at efterspørgslen på en vare også påvirkes af udbuddet. Det er således positivt, at teknologiske innovationer i dag tillader os at producere elektricitet ved hjælp af solpaneler og vindmøller til en pris, der er konkurrencedygtig med prisen på el fra fossile brændstoffer ‒ og meget muligt snart vil kunne produceres langt billigere.
Men billigere elektricitet vil i et kapitalistisk marked også føre til et større forbrug. De fleste økonomer regner med, at bæredygtige energikilder vil føre til en voldsom stigning i elproduktionen, og selvom mængden af el, der produceres fra fossile brændstoffer, vil falde, er det ikke en en-til-en erstatning.
Dertil kommer, at fossile brændstoffer i mange lande bliver subsidieret af staterne, og dermed kunstigt bliver holdt konkurrencedygtige i forhold til mindre klimabelastende alternativer – fordi staten ikke repræsenterer sin befolknings interesser, men snarere storkapitaler, hvis magt er bundet op i den fossile produktion. Et kapitalistisk frit marked er først og fremmest kapitalistisk, dernæst et frit marked.
Et nyt samfund
Kriser som denne kræver ikke bare reduktioner, men også, at vi gentænker hele den måde, samfundet skal hænge sammen på.
Tag bare elbiler. Det er rigtigt nok, at en elbil i løbet af sin levetid er langt mere klimavenlig end en benzin- eller dieselbil. Men betyder det, at det optimale er at erstatte hver enkelt benzinbil med en elbil? Nej. For det første er der ganske enkelt ikke nok råstoffer i verden til at producere så mange elbiler, især ikke hvis forventningen er, at alle mennesker på planeten skal have samme livsstil og levemåde, som det er normen i den vestlige verden. For det andet er udvindingen af de råstoffer og produktionen af elbiler ikke uden miljøomkostninger, som kan blive økologisk katastrofale, hvis de opskaleres.
I et socialistisk samfund vil man i stedet kollektivt kunne blive enige om, hvordan samfundet skal indrettes på en måde, så alle menneskers behov opfyldes, uden at det kommer til at gå ud over andre mennesker eller naturen. Man vil kunne koordinere produktion og fordeling af goder – en radikalt anderledes form for planøkonomi end den kommandoøkonomi, man normalt forbinder med begrebet – til alles bedste.
De falske modsætningsforhold mellem arbejdernes og klimaets interesser vil ophøre, når det ikke er et krav at arbejde 37 timer om ugen for at leve et anstændigt liv. Der vil stadig forekomme problemer, konflikter og dilemmaer, men historien viser, at mennesker er fuldt ud i stand til at finde de bedste løsninger gennem dialog og solidaritet.
For socialister, der er engagerede i klimakampen, er det bydende nødvendigt ikke bare at finde en vej gennem krisen, men også at skabe en vision om et socialistisk samfund, der er håndgribeligt og kan bestå.
