Lige siden den såkaldte ”flygtningekrise” i 2015 har de danske medier været fyldt med spørgsmål om flygtninge. Siden dengang er diskursen blevet mere og mere fjendtlig – syrerne skal udvises og afghanerne skal holde sig væk. Men hvor stammer denne fjendtlighed fra, og hvordan kan den bekæmpes?
Af Carla Naur Nørremølle
I dag bliver politikere endnu engang spurgt, hvordan ”Danmark” skal forholde sig til de mennesker, som banker på vores dør med en bøn om sikkerhed, som deres hjemland ikke kunne give dem.
Udmeldingen fra regeringen er tydelig: Flygtningene skal ikke tro, at de er velkomne her – de må blive i de overfyldte ”nærområder” og tage til takke med den støtte, som vi lige kan undvære. Det er en remse vi efterhånden har hørt så længe, at vi kan den udenad.
Men hvordan kan det være, at flygtninge er et så omdiskuteret politisk emne? Hvad er det for et menneskesyn, der fremlægges, når udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye siger om flygtninge fra Afghanistan: ”Vi skal undgå at komme med den slags udtalelser, der sætter gang i migrationsstrømmene.”.
Magthaverne puster gang på gang til diskursen om at flygtninge og migranter er fremmede fjender, som vil nasse på vores samfund og fratage os vores kultur. Men hvor stammer denne fortælling fra, og hvad vil det overhovedet sige at være ”flygtning”?
En del af svaret på disse spørgsmål kan findes i, hvordan vi har opdelt verden i nationalstater. Ideen om nationalstaten er blevet så naturlig for os, at det svært at forestille sig en verden uden. Al den politik, vi fører, handler om Danmark og om ”danskerne”, og selv i internationale sammenslutninger har hvert lands udsendinge deres eget flag, deres eget sæde, og deres eget folk at repræsentere.
Når problemer, konflikter eller mennesker så overskrider landegrænser, og kalder på en indsats, som er mere end hvad et enkelt land kan præstere – ja så lægger alle armene over kors, kigger på de andre og siger ”ikke mit land – ikke mit ansvar”. Flygtninge og statsløse bliver dermed til en restkategori af mennesker, som ligger uden for systemet af nationalstater, og som ingen derfor vil tage ansvar for.
Paradoksalt nok stammer en del af denne problematik fra FN’s menneskerettighedserklæring. Selvom menneskerettighederne fremstilles som universelle – som rettigheder, der dækker over alle mennesker, uanset oprindelse, er dette desværre langt fra realiteten. Ifølge menneskerettighedserklæringen er det nemlig de individuelle nationalstater, som skal sikre deres borgeres rettigheder. Dine rettigheder som menneske i det borgerlige demokrati er derfor ikke bare noget, du har – det er noget du får af en stat, hvis og såfremt staten accepterer dig.
Ergo: hvis du ingen stat har, har du ingen rettigheder – og hvis din stat ligefrem bryder dine rettigheder, så må du løbe din vej og bede til, at en ny stat vil tage sig af dig.
Flygtningekonventionen og lignende aftaler fungerer som en slags lappeløsning, når de blandt andet forkynder, at alle har ret til statsborgerskab. Men i sidste ende kan de ikke sikre dig, hvis ingen nation vil tage dig. Dette betyder, at når politikere laver stramninger på flygtningepolitik – som f.eks. paradigmeskiftet fra 2019 – så udvælger og indskrænker magthaverne, hvem der har ret til rettigheder. I Danmark er kampen for opholdstilladelse og statsborgerskab ofte forgæves. Den danske stat vil for alt i verden forsøge at bevise, at ansvaret for en given flygtning ligger hos en anden stat – selv hvis den stat ikke vil vide noget af personen, eller måske ligefrem vil dem det ondt. Altså beslutter man sig fra myndighedernes side for at sende mennesker tilbage til diktaturer og undertrykkelse, mens man børster sine hænder af og siger ”ikke vores ansvar”.
Hvordan løser vi så denne knude af nationer og rettigheder? I første omgang: åbn grænserne, i anden omgang: drop grænserne.
Så længe vi vælger at opdele verden i nationalstater, vil det menneske, som falder uden for systemet være overladt til magthavernes nåde og barmhjertighed. Løsningen på flygtningespørgsmålet ligger ikke hos nogen enkelt nation eller mellem enkelte nationer, men hos bevægelser, som går udenom og ud over nationalstater. Svaret er solidaritet og samarbejde på tværs af grænser, som til sidst kan gøre de selvsamme grænser overflødige.
En manglende brik i ovenstående argument er stadig, hvorfor en fremherskende fortælling i det danske samfund – som i mange andre samfund – er at flygtninge i sig selv er farlige og fjendtlige. Resten af artiklen vil med udgangspunkt i antropologisk teori beskrive én årsag til, at flygtninge og migranter bliver objekter for had og diskrimination i et system af nationalstater. For at nå derhen må vi dog starte et lidt andet sted.
I 1966 introducerede den britiske antropolog Mary Douglas begrebet matter out of place (kan oversættes til ”malplaceret materiale”).
Med begrebet beskrev hun, hvordan mennesker generelt kategoriserer verden omkring sig og ser alt, som falder uden for, eller som befinder sig i en forkert kategori, som beskidt eller farligt.
Et eksempel kunne være at et par kondisko som står på et gulv bliver set som rene, men når de bliver flyttet op på et spisebord bliver de straks set som urene.
Ifølge Mary Douglas er dette ikke kun et spørgsmål om bakterier og hygiejne, men om at skoene er blevet fysik flyttet fra et sted, de hører til, til et sted de ikke gør, og derfor bryder de en orden, som skal genoprettes. Dette brud fører til en kropslig reaktion af afsky overfor det urene.
Dette virker måske intuitivt, når vi snakker om kondisko, men de samme tankemønstre kan gælde om mennesker.
Dette er ikke intuitivt, men tillært gennem den herskende idé om nationalstaten. Fordi mange opfatter nationalstater som de kategorier, mennesker naturligt hører til i, kan de personer, som pludseligt og voldsomt bliver flyttet fra én kategori til en anden, blive betragtet som urene. De bliver altså ”matter out of place”. De, der betragtes som ”urene”, bliver også set som farlige, fordi urenheden udgør en trussel for en bestemt orden – her nationalstaten.
Netop denne proces sker i opfattelsen af flygtninge og andre migranter. F.eks. kan mange danskere tage til Egypten for at se på pyramider, og dér have det fint med de lokale muslimer, men så snart en muslim kommer til Danmark, vil de udtale sig racistisk og diskriminerende om personen. Vi kan også se tendensen i den klassiske racistiske udtalelse: ”Rejs hjem til, hvor du kom fra”. Her indikerer man, at en person ikke hører til i Danmark, og at deres blotte tilstedeværelse er et problem i sig selv. Et problem, som kun kan blive løst ved, at personen vender tilbage til den kategori, som racisten mener, de hører til i.
Opfattelsen af migranter som ”urene” ligger ikke kun hos enkelte racistiske individer, men er en dominerende diskurs, som er indlejret i det system, der er skabt til at ”modtage” flygtninge og migranter. Dette sker på flere måder. For at det ”urene” ikke spreder sig for meget i samfundet, placerer vi asylansøgere i centre, hvor man kan samle dem og kontrollere deres bevægelser. Man inddæmmer det ”urene”, så det ikke truer nationalstatens orden. Til dem, man ikke kan spærre inde, giver man midlertidige opholdstilladelser, som kan trækkes tilbage efter forgodtbefindende, så det urene ikke rodfæster sig, men kan fjernes så snart lejligheden byder sig.
Et nyligt eksempel er den såkaldte ”hjemsendelse” af syriske flygtninge, som havde fået midlertidig opholdstilladelse. I statens øjne har syrerne været her for længe – urenheden er i fare for at ”gro fast” – så selvom vi reelt ikke kan sende dem til Syrien, kan vi pakke dem væk i udrejsecentre med fængsels-lignende tilstande.
En dominerende opfattelse af nationalstater som ”naturlige” former fører altså ikke kun til, at nationalstater ikke vil modtage flygtninge, men også til en udbredt afsky blandt personer som betragter flygtninge som mennesker uden for kategori.
Det leder til racisme og diskrimination, både systemisk og mellem individer. Politikerne puster til ilden og fabrikerer fortællingen ved hele tiden at signalere, at flygtninge og migranter ikke hører til i Danmark.
Problemerne kommer fra ideologien om nationalstaten som en ”naturlig” og organisk form, og løsningen findes i opløsningen af de grænser, som skaber had og splid mellem mennesker, som burde være solidariske med hinanden.
