Protesterne i Colombia, som har stået på siden nationalstrejken d. 21. november, er de største, der er set i årevis. Det er første gang siden 1977, at regeringen har set sig nødsaget til at erklære udgangsforbud, og mange hærdede aktivister udtaler til COLSOL, at de aldrig har set noget lignende.
Af Nina Lendal, Colombia Solidaritet
Årsagerne til protesterne er mange i Latinamerikas anden mest ulige land: Neoliberale arbejdsmarkedsreformer, manglende implementering af fredsaftalen, og drab på sociale ledere. Faktorer som til sammen munder ud i en dyb utilfredshed med den ekstremt højreorienterede regering. (Læs mere om årsagerne til protesterne )
Protesterne har taget en ny karakter
I Colombia plejede de store sociale protester at være mere planlagte og drevet af folk fra landet. Der har været arrangeret hundredvis af busser til byerne og sågar mad og overnatning. Nu efter fredsaftalen fortæller folk i lavt toneleje, at guerillabevægelsen FARC-EP i visse tilfælde var en vigtig drivkraft og finansieringskilde til den tids mobiliseringer.
Sådan er det ikke i dag efter fredsaftalen. ”Hver og én af deltagerne i disse protester har selv taget initiativ til at gå på gaden. Det er nye tider, og det er positivt” udtaler en menneskerettighedsadvokat begejstret til COLSOL.
Nationalstrejken d. 21. november blev primært indkaldt af de fagforeningerne, der desværre repræsenterer en forsvindende lille del af den colombianske befolkning, pga. mange års politisk forfølgelse og mord på fagforeningsledere, samt en høj grad af uformelt arbejde og prekarisering på arbejdsmarkedet.
Platformen El Cumbre Agrario, Étnico y Popular, som består af bønder, oprindelige folk og afrocolombianere, tilsluttede sig også indkaldelsen, men gaderne har også været fyldt af mange andre befolkningsgrupper.
Folk er gået stærkt på gaden lige fra de velstillede kvarterer til de mest prekære arbejderkvarterer. COLSOL kan berette fra middelklassekvarteret Los Comuneros i Bogotá, at naboer, der tydelig aldrig havde organiseret en demonstration før, spontant besluttede at gå en runde i deres nabolag. Bandeord i kampråbene blev sågar forbudt, da der var mange børn tilstede.
Feminist- og queerbevægelserne har også tilsluttet sig de folkelige krav, som endnu en befolkningsgruppe, der mærker de neoliberale reformer og prekariateten ekstra hårdt. Miljøbevægelsen er også med, med en radikal kritisk af den økonomiske model, der favoriserer udvindingsindustrien frem for natur, biodiversitet og folks ret til deres jord.
”Folk er ikke bare trætte af den uduelige og stærkt højreorienterede regering, ” fortæller en politisk kammerat til COLSOL i fortrolighed, ”de er også trætte af den traditionelle venstrefløjs ledere, som er præget af patriarkalske og racistiske sædvaner”.
Protesterne har været mest urbane, men ikke kun urbane. De oprindelige folk har igen vist deres imponerende organisatoriske styrke og sendt karavaner af busser til flere storbyer. Bønderne har også rørt på sig, men mere sporadisk, som i regionen Catatumbo, hvor de blokerede en hovedfærdselsåre indtil regeringen indvilgede i at finansiere en delegation til hovedstaden.
At forene en divers bevægelse
Regeringen indkaldte til en såkaldt national dialog allerede efter de første to protestdage. Først mødtes nationalregeringen med de nyvalgte borgmestre og guvernører, og så indkaldte de en række sociale organisationer til dialog sammen med ledere af forretningsverdenen og industrien.
De sociale organisationer nægtede at sidde ved bord med forretnings- og industrilederne, og de lykkedes med at få eksklusive møder, men regeringen vil stadig ikke kalde det forhandlinger, men blot dialog, og den søger at skabe splittelse i bevægelsen ved at plukke visse organisationer til dialog mens den udelukker andre.
Desuden erkender lederne af det, de kalder strejkekomitéen, at de har et repræsentationsproblem. Protesterne er vokset langt ud over den befolkning, som de organiserer.
Derfor indkaldte strejkekomitéen til stormøde i Bogotá d. 6 og 7. december, for at indfange og kanalisere den folkelige utilfredshed henimod en samlet bevægelse. Dette er nemmere sagt end gjort i et kæmpestort ufremkommeligt land med en divers befolkningssammensætning, og i en opbrudstid med nye idéer og bevægelser. Processen er kun lige begyndt.
Strejkekomitéen opfordrer til at holde stormøder lokalt og regionalt, og oprette flere og mere inkluderende strejkekomitéer i anden halvdel af januar, som optakt til endnu et nationalt stormøde d. 30-31.januar.
Det er vanskeligt at pege på, hvordan protesterne vil udvikle sig, og hvordan de kan generere reelle sociale forandringer til det store flertal af den colombianske befolkning. Det der står klart er, at der sker en opvågning, og folk er trætte af status quo.
Mange påpeger i den forbindelse, at selvom den tre år gamle fredsaftale desværre mest ligner en fiasko, så har fredsprocessen været med til at politisere befolkningen og give mange mod til at gå på gaden. Regeringen kan ikke længere skyde skylden på FARC-EP, hverken for alle landets problemer eller for protesterne, så befolkningen køber ikke længere regeringens skræmmekampagner.
