I Luk Ellebæk har vi haft travlt i løbet af hele sommeren med at planlægge en 48 timers protestlejr foran Ellebæk Fængslet. Vi ønskede god tid til at ryste os sammen som bevægelse samt tid til at uddanne os selv om forholdene i fængslet, asylsystemet og vilkårene for de indsatte. Da vi ønskede en god og tryg oplevelse for alle, anmeldte vi vores planer til politiet allerede den 7. august. Anmeldelsen blev hurtigt godkendt, hvorefter der var god dialog imellem os og politiet om de praktiske detaljer.
Udtalelse fra Luk Ellebæk
Lejren var rigtig velfungerende, indholdet var spændende, og vi kunne høre fra folk med kontakter inde i fængslet, at de indsatte var rigtig glade for vores tilstedeværelse. Dialogen med politiet var også fin i løbet af hele lejren.
En af aftalerne med politiet var, at indkørslen skulle være tilgængelig for trafik ind og ud af fængslet, hvilket den var under hele lejrens afholdelse. Fængselsbetjente, og andre med ærinder i fængslet, kørte jævnligt ind og ud uden problemer (udover en enkelt, der råbte “få jer et arbejde”, da han kørte forbi).
Aflyst besøg
Derfor blev vi meget overraskede, da en pårørende til en indsat kontaktede os og fortalte, at et aftalt og godkendt besøg søndag var blevet aflyst på grund af vores demonstration. Eftersom Kriminalforsorgen har afvist alle forsøg på dialog, og dialogen med politiet havde været fin gennem hele forløbet, var vi meget uforstående for, hvordan vores tilstedeværelse kunne være skyld i at besøg måtte aflyses.
Vi kontaktede straks politiets indsatsleder og spurgte, hvad det kunne handle om. Gennem politiet lykkedes det at lave en aftale med Kriminalforsorgen om, at hvis vi forlod Ellebæk klokken 12:00, ville besøget stadig kunne gennemføres.
Kriminalforsorgens enhedschef på Ellebæk bekræftede det i en mail til den pårørende, som kan læses herunder.
Besøg kan have altafgørende betydning for de indsatte, da det er deres eneste kontakt til verden. Ofte er besøg deres eneste mulighed for at få ordnet vigtige juridiske eller sociale gøremål, da de indsatte ikke har adgang til internet eller fri telefoni ud.
Vi er der for de fængsledes skyld og vil ikke være årsag til, at deres forhold forværres. Det er vi villige til at gå langt for. Problemet er, at de indsatte er fuldstændig prisgivet Kriminalforsorgens nåde. Det er Kriminalforsorgen, der sidder på alle kommunikationsveje ind og ud. Det er Kriminalforsorgen, der giver de indsatte mad og godkender deres besøg. Det er Kriminalforsorgen, der bestemmer, hvorvidt en indsat må telefonere, og hvorvidt en journalist må få at vide, hvad der sker derinde.
Ét af vores vigtigste krav er, at de indsatte i Ellebæk får bedre kommunikationsveje ud med omverdenen. Dels fordi vi ikke kan se nogen grund til, at de indsatte nægtes den, og dels fordi manglen på fri kommunikation øger chancen for udokumenterede overgreb på de indsatte.
Kriminalforsorgen kan for eksempel, fuldstændig uden konsekvenser, fortælle de indsatte, at det er demonstranternes skyld, at forholdene bliver forværret. Enhedschefen behøver ikke forklare, hvordan hans ansatte frit kan køre ind og ud af porten, imens han mener, besøgende ikke kan. De behøver ikke at forklare, hvorfor de aflyser besøg, før de spørger os, om vi ikke vil flytte os. Og vi har ingen chance for at fortælle de indsatte, vi demonstrerer for, vores version af sagen.
Det aflyste besøg er altså et slående eksempel på alt, der er galt ved Ellebæk, og hvorfor det er så vigtigt, at vi bliver ved med at være der og kræve bedre forhold for de indsatte. Det er ubeskrivelig arrogant og magtfuldkomment, at kriminalforsorgen lyver og afviser besøg med henvisning til os uden overhovedet at forsøge at gå i dialog om en løsning med os først.
Vi kan ikke vide, hvorfor Kriminalforsorgen lyver. Enten prøver de at spille de indsatte og pårørende ud imod os for at undgå en alliance, hvor vi sammen kan lægge pres på at få forbedret forholdene. Eller også prøver Kriminalforsorgen at tage de indsatte som gidsler for at få os til at stoppe protesterne. Det er ikke sandsynligt, at vi nogensinde får et sandt svar fra dem.
Uanset hvad så nægter vi at blive brugt som undskyldning for aflyste besøg. Vi nægter at blive taget som gidsler, og vi nægter at Kriminalforsorgen tager de indsatte som gidsler i et sygt spil imod os. Derfor valgte vi at forlade ellebæk før klokken 12:00 i dag.
Kriminalforsorgen skal dog ikke tro, at de har sluppet af med os så let. De har optrappet konflikten men vi nægter at stoppe kampen, før Ellebæk er lukket. Og vi bliver ved med at gå efter Kriminalforsorgen, indtil de indgår i en reel dialog med os om at forbedre forholdene for de indsatte.
Derfor valgte vi ikke at tage hjem, da vi forlod Ellebæk. I stedet tog vi på uanmeldt besøg hos Kriminalforsorgens hovedkontor på Christianshavn, hvor vi råbte slagord og hængte skilte op på facaden. Vi vil genoverveje om det i fremtiden kan betale sig at anmelde vores demonstrationer, da det tilsyneladende ikke hjælper de indsatte det fjerneste. Vi holder selvfølgelig døren åben, hvis Kriminalforsorgen en dag skulle ønske at indgå i en reel dialog med os om de indsattes vilkår i Ellebæk. Indtil da vil vi blive ved med at demonstrere samt være kreativt ulydige og i vejen. Ved at ramme de indsatte kan Kriminalforsorgen fjerne os fra Ellebæk. Men de kan ikke fjerne os fra kampen for de indsattes vilkår! Det bliver ikke sidste gang, de hører fra os.
Kampen fortsætter!
