På generalstrejkens første dag d. 28. april, blev de enorme folkelige demonstrationer mødt med tåregas og der blev skudt med skarpt mod demonstranterne. Regeringen havde forsøgt at forbyde demonstrationen med et dekret, men det holdt ikke protesterne tilbage. På trods af den brutale repressión fortsætter protesterne nu på 23. dagen, og blokaderne har udviklet sig til solide lokale organiseringer, som skaber forandringer i praksis.
Af Nina Lendal, Colombia Solidaritet
Protesterne har været allerstørst i Colombias tredjestørste by, Cali, hvor jeg befinder mig. Cali kan betragtes som hovedstaden i den sydvestlige region af Colombia. Her findes den største koncentration af oprindelige folk og afrocolombianere, som er trætte af marginaliseringen, og som de seneste år har ført an i de sociale protester.
LÆS OGSÅ: Generalstrejken i Colombia vender tilbage
De oprindelige folk viser vejen
Fra strejkens første dag markerede Misak-befolkningen sig med at vælte statuen af Sebastian Belalcázar, kolonihærføreren som indtog det sydvestlige Colombia. Efterfølgende kunne jeg vinke til dem, da de kørte forbi alle demonstrationens forskellige grene i deres karakteristiske farvestrålende busser.
Lørdag d. 8. maj kom de oprindelige folk i massivt antal til Cali for at bakke op om protesterne. Omkring 10.000 oprindelige folk fra 12 forskellige folkeslag indkvarterede sig på det største offentlige universitet i Cali, Univalle, og fordelte sig på de 15 forskellige forsamlingspunkter i byen.
De markerede sig ved at anholde og afvæbne flere infiltrerede personer, hvoraf mindst én anerkendte at være fra politiet. De afholdt en offentlig audiens med deres råd af ældre og besluttede at indlevere den anholdte til myndighederne. De oprindelige folk har delvis autonomi i deres territorier, så de har erfaring med at håndtere folkets magt.
Paramilitære modangreb
De oprindelige folks ophold i Cali blev desværre kort. Søndag d. 9. maj blev en gruppe oprindelige folk beskudt af civile i rigmandskvarteret Ciudad Jardin med 8 sårede til følge.
Den bevæbnede gruppe civile havde allerede lavet mod-demonstrationer mod strejken i en uges tid og truet de demonstrerende på Univalle. De er regeringstilhængere og er en del af en tendens til at protesterne i stigende grad bliver angrebet af paramilitære. Menneskeretsorganisationer påpeger, at de har valid information om at gruppen havde holdt et møde med politiet selv samme morgen, og de oprindelige folk beretter at gruppen havde opbakning fra politiet på gerningsstedet. Der er desuden blevet lækket lydbeskeder fra whatsapp-tråde, hvor civile aftaler, hvordan de vil angribe protesterne klædt i sort, maskerede, og med dækkede nummerplader. Og at de er “bemyndigede”.
Reaktionen fra den colombianske regering var ikke at afvise de civiles skyderi. Tværtimod opfordrede den på åbenlys racistisk vis de oprindelige folk til at tage hjem til deres territorier. Et par dage efter besluttede de 10.000 oprindelige folk at fortsætte protesterne fra deres territorier. En stor del tog tilbage til Cauca, hvor de nu blokerer den panamerikanske motorvej i samarbejde med bønder og afrocolombianere i regionen.
Krig og fred
Den colombianske regerings reaktion på protesterne har først og fremmest været at sende politi og militær. Som colombianerne udtrykker det, modsvarer regeringen de sociale protester med krigens redskaber. Samtidig stigmatiserer de protesterne ved at sige, at de er orkestreret af illegale væbnede grupper som ELN og de nye FARC-grupperinger.
Efter fredsaftalen i 2016, har denne diskurs dog ikke haft gennemslagskraft. Selvom der stadig er guerillaer i Colombia, har fredsprocessen skabt en forståelse for at alle landets problemer ikke skyldes guerillaerne, så folk holder ikke længere holder sig tilbage af regeringen og de brede mediers tilsmudsnings-strategi.
Derudover har fredsaftalen lidt en meget krank skæbne, da regeringen ikke har den mindste politiske vilje til at implementere den. I mange landområder er krigen blusset op igen de seneste år, og nu taler mange om at krigen er kommet til byen.
En afrocolombiansk kvinde, ved navn Elena, fortalte til en pressekonference i lørdags, at hun er fordrevet fra kysten. “Volden vi kendte der, er kommet til byen nu,” udtrykte hun.
By-boerne var dem, som hovedsageligt stemte nej til fredsaftalen i 2016 – formodentlig fordi de aldrig mærkede konflikten på egen krop. Så selvom overgrebene i løbet af strejken er frygtelige, kan det ses som positivt, at byboerne endelig forstår, at der er en konflikt i Colombia. “Hverken sulten eller volden begyndte ved denne strejke,” forklarer Elena også, som modsvar til massemediernes beskyldninger mod protesterne.
Mangelsituation?
Medierne beskylder strejken for at hindre forsyningen af medicin, fødevarer og benzin med deres blokader, og der er rigtignok langt mellem de friske grøntsager i butikkerne. Dette skyldes dog hovedsageligt spekulation og manipulation fra mellemhandlere, der har fortjeneste af de opskruede priser, og regeringen, som ynder at stigmatisere protesterne.
Strejkekommiteén og lokale organisationer har forhandlet humanitære korridorer, hvor nødvendige varer har kunnet passere igennem hele strejken, og nu har demonstranterne organiseret markeder i de marginaliserede boligområder, hvor de inviterer bønderne til at sælge direkte til forbrugeren. Det er et godt eksempel på hvordan protesterne har taget en mere og mere social drejning. Folk organiserer sig og skaber reelle forandringer midt i undtagelsessituationen.
Hvor bærer det hen?
Regeringen i Colombia er karakteriseret ved ikke at give indrømmelser til de sociale bevægelser, ligesom stort set alle regeringer i landets historie. Så det er historisk at regeringen trak dens varslede skattereform tilbage.
Nu taler regeringen om dialog. Først indkaldte den en række håndplukkede organisationer til dialog, som absolut ikke repræsenterede protesterne. Nu foregår der tilnærmelser til forhandlinger med strejkekommitéen, som oprindeligt indkaldte til generalstrejken, men strejkekommitéen lider under manglende legitimitet.
Protesterne har nemlig vokset sig så store, at de fleste demonstranter ikke identificerer sig med hverken fagforeningerne eller de sociale organisationer, som pt udgør kommitéen. Derfor er demonstranterne i gang med at afholde stormøder for at indsamle input og krav fra alle strejkens hundredvis af forsamlingspunkter, og tiden vil vise, om kommitéen formår at omfavne bevægelsens bredde og spontanitet.
Samtidig fortsætter protesterne dog ufortrødent, og forhandlinger eller ej, tjener stormøderne til at skabe lokal organisering. Udover markeder organiserer demonstranterne folkekøkkener, filmvisninger, danseundervisning og poesi-læsninger. I mit nabolag er den lokale politistation blevet lavet om til et bibliotek, som skaber udgangspunkt for aktiviteterne.
Før forhandlingerne kan begynde kræver strejkekommitéen at regeringen skal “stoppe barbariet” i gaderne, altså holde op med at angribe demonstranterne, og at den skal anerkende sit ansvar for politibrutaliteten.
