En ny tyrkisk militær offensiv mod kurderne er på vej. Tyrkiet forstærker i øjeblikket de tyrkiske tropper i den besatte kurdiske kanton Afrin i det nordlige Syrien. Kurderne er gået i gang med at mobilisere til forsvar af den selvforvaltede føderation Rojava. Kurdernes frihedskamp er en broget historie præget af både sejre og nederlag.
Efter Tyrkiets invasion af Afrin i starten af året, truer præsident Recep Tayyip Erdoğan med endnu en militær offensiv. Således beretter det statslige presseagentur ”Andolu”, at der natten til fredag den 14. december 2018 ankom en masse tungt militærgrej til grænseprovinsen Kilis, som derefter blev viderebragt til de tyrkiske tropper i det nordøstlige Syrien. Ifølge det regeringsloyale dagblad ”Yeni Safak” har det tyrkiske militær givet ordre til deres alliance fra den islamistiske fløj i den Frie Syriske Hær (FSA) om at holde deres 14.000 militsfolk i beredskab.
Erdogan har allerede i onsdags, den 12. december, i sin offentlige tale i Tyrkiets hovedstad Ankara annonceret en ny offensiv mod kurderne. Dog uden at komme nærmere ind på, hvornår den starter.
I dag kontrollerer Tyrkiet det kurdiske område ’kantonen Afrin’ i det nordlige Syrien vest for floden Eufrat. Ifølge Erdogans planer skal militæret nu også bringe de kurdiske områder øst for Eufrat – den selvforvaltede demokratiske føderation Rojava – under tyrkisk kontrol.
Straks efter Erdogans udtalelse om den forestående ny offensiv har kurderne iværksat en generalmobilisering til forsvar af deres selvforvaltede region Rojava. I en erklæring onsdag aften opfordrer Rojavas kurdiske selvforvaltningsråd hele den syriske befolkning til at stå sammen mod Tyrkiets imperialistiske politik.
Følg med i begivenhederne hos det kurdiske ANF News https://anfenglishmobile.com/rojava-northern-syria
Kurderne er blevet ladt i stikken
Den tyrkiske militærinvasion, der startede den 14. januar 2018 med bombardementer af kurdiske landsbyer i det nordøstlige Syrien, har foreløbigt inddæmmet kurdernes selvforvaltningsprojekt i den kurdiske kanton Afrin. Såvel de amerikanske som de russiske stormagtsinteresser i området vejede som sædvanligt tungere end den moralske pligt til at sætte en stopper for Erdogan-regeringens brud på Folkeretten og de elementære menneskerettigheder. Kurderne er blevet ladt i stikken.
Det er et mønster, der har gentaget sig mange gange gennem hele det 20. århundrede. Kurderne er blevet udnyttet af større magter i regionen og disse har igen og igen saboteret kurdernes selvbestemmelseret, så snart der opstod interessekonflikter.
En kort gennemgang af kurdernes brogede historie
Det startede med opdelingen af det osmanniske rige efter afslutningen på Første Verdenskrig. De fleste kurdiske stammer levede med få undtagelser i Persien, i det osmanniske riges område. Da kolonimagterne – først og fremmest Storbritannien og Frankrig – opdelte området i forskellige indflydelsessfærer, blev kurderne spredt i de nyopståede stater Tyrkiet, Irak og Syrien.
Da kurderne i det område, som udgør nutidens Nordirak gjorde oprør mod den britiske kolonimagt, fordi de ikke ville være del af den konstruerede irakiske stat, blev de knust af britisk militær.
Noget lignende skete i Tyrkiet, hvor de kurdiske opstande i 1920’erne og 30’erne blev slået ned militært. Hverken Tyrkiet, Irak eller Syrien ville risikere, at deres grænser blev udvisket af den kurdiske befokning.
For magthaverne i Ankara, Damaskus og Bagdad og snart også i Teheran blev kurderne en destabiliserende trussel, som det gjaldt om at holde under kontrol med alle midler.
På den anden side – når områdets magthavere blev involveret i konflikter, der truede med at underminere deres magtstatus, havde de ofte held med at vinde kurderne for dem, hvis de forbandt alliancen med løfter om en fremtidig kurdisk særstatus. På den måde blev kurderne ofte instrumentaliseret til gavn for deres angivelige alliancepartnere. Så snart siuationen igen var stabil, blev kurdernes krav arkiveret.
Den første kurderrepublik
Efter afslutningen på 2. Verdenskrig, blev der i januar 1946 dannet en kurdisk republik kaldet ”Folkerepublik Mahabad” i det nordvestlige Persien.* ”Folkerepublik Mahabad” lå i grænseområdet mellem Tyrkiet og Irak og var afhængig af de russiske magthavere. Sovjetunionen under Stalin benyttede kurderne til at sikre sig indflydelse i området i Iran, som i 1945 delvis var besat af Sovjetunionen og Storbritannien.
*(Der fandtes allerede i 1927 en kurdisk ”Republik Ararat” i det østlige Tyrkiet i provins Ağrı, men senest i 1931 kom dette område under den tyrkiske stats kontrol).
Efter tilbagetrækning af den sovjetiske hær blev den kurdiske enklave i slutningen af december 1946 erobret af iransk militær. Stalin foretog sig intet for at komme kurderne til undsætning. Efter nederlaget blev kurdernes præsident Gazi Mohammed hængt af det iranske militær. Kurdernes militære leder Molla Mustafa Barsani flygtede til Moskva.
Kurdernes kamp i Irak
Efter militærkuppet i Irak i 1958 vendte Molla Mustafa Barsani tilbage fra Moskva. Han blev kurdernes politiske leder i Nordirak og vigtigste modpol til Saddam Hussein, der siden 1973 var landets ledende militærperson og fra 1979 Iraks præsident. Molla Mustafa Barsani grundlagde i 1946 Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), det første forsøg på at danne en politisk organisation, der var hævet over de traditionelle klan-tilhørsforhold. (Molla Mustafa Barsani er iøvrigt far til Massoud Barsani, den nuværende præsident i den kurdiske autonome zone i Irak).
I starten af 1970’erne lykkedes det kurderne at etablere en kurdisk autonom enklave i Irak. Med massiv støtte fra Irans Shah Mohammad Reza Pahlavi (der blev styret af CIA i baggrunden), lykkedes det kurderlederen Massoud Barsani at afværge den irakiske hærs invasionsforsøg i de kurdiske områder. Hæren, der blev ledet af Saddam Hussein, led et alvorligt nederlag.
Saddam Husseins grusomme hævn
Katastrofen kom i 1975. Irans Shah og Saddam Hussein – der i mellemtiden var blevet udnævnt til landets vicepræsident – blev enige om en ny grænsedragning ved Shatt al-Arab. En flod som dannes, hvor floderne Eufrat og Tigris løber sammen i det sydlige Irak. Aftalen indbefattede også en ikke-indblandingsforpligtelse i landenes indre anliggender. Som resultat af dealen indstillede Iran sin støtte til de irakiske kurdere.
Derefter angreb det irakiske militær på ny den kurdiske enklave. Denne gang tog det kun få dage, før kurdernes militære modstand brød sammen. Titusinder af kurdere flygtede til Iran. Også USA lod kurderne falde og udleverede hundrede kurdiske CIA-medarbejdere til Saddam Husseins barbariske hævn.
Folkedrab på de irakiske kurdere
I 1988 udførte Saddam Husseins diktatoriske regime i Irak en længe planlagt offensiv, kaldet ”Anfal-operationen” (Ḥamlat al-Anfāl), mod de irakiske kurdere. Mest kendte er giftgas-angrebet på den kurdiske by Halabja den 16. marts 1988, hvor omkring 5000 kurdere mistede livet.
Der blev ialt ødelagt 4000 kurdiske landsbyer og op til 100.000 kurdere (kilde: Human Rights Watch, Middle East) blev dræbt, og omkring 1 million mennesker blev fordrevet fra deres hjem. Formålet var at affolke de kurdiske områder i Irak.
Først da amerikanerne og deres britiske allierede efter den 2. Golfkrig i 1990/91 etablerede en flyforbudszone for irakiske kampjets og helikoptere, kunne kurderne atter begynde at danne selvforvaltningsorganer i de kurdiske områder.
Kurdistans Arbejderparti (PKK)
I Tyrkiet varede det efter den kurdiske opstand i 1930’erne mange år, før den kurdiske modstand meldte sig på banen.
I kølvandet af en voksende venstreorienteret studenterbevægelse i Istanbul og Ankara i slutningen af 1960’erne, grundlagdes selvstændige kurdiske organisationer. I 1973 dannede en revolutionær kurdisk gruppe omkring Abdullah Öcalan en organisation ved navn Kürdistan Devrimcileri (Kurdistans Revolutionære). Formålet var at starte en væbnet kamp for Kurdistans befrielse.
I 1975 startede nydannede væbnede enheder – ”Den nationale befrielseshær” (Ulusal Kurtuluş Ordusu) – de første væbnede aktioner. Derigennem blev undergrundsbevægelsen udbredt i Østanatoliens byer. I november 1978 dannede gruppen omkring Abdullah Öcalan i den kurdiske provins Diyarbakir, Kurdistans Arbejderparti (PKK) med marxisme og leninisme som ideologisk grundlag.
Efter militærkuppet i 1980 flygtede de ledende PKK-medlemmer omkring Abdullah Öcalan til Syrien og blev beskyttet af præsident Hafis al-Assads hemmelige tjeneste. (Hafis al-Assad (1930 – 2000) er far til Syriens nuværende præsident Bashar al-Assad). I den libanesiske Bekaa dal blev de første PKK-guerillaer militært trænet af syrere.
I august 1984 startede PKK den væbnede kamp i Tyrkiet.
Hafis al-Assads forræderi
Da den tyrkiske hær truede med at marchere ind i Syrien i 1998 lod Hafis al-Assad kurderne falde. Abdullah Öcalan og hans familie samt nogle kampfæller måtte flygte ud landet. Efter en længere odysee blev Öcalan kidnappet i Kenya, hvor CIA og den tyrkiske efterretningstjeneste samarbejdede om aktionen. Det var den 15. februar 1999. Siden da har Öcalan været fængslet på øen Imrali i Marma-havet.
Libertær-socialistiske positioneringer. Abdullah Öcalan og mange kurdiske frihedsfightere har ladet sig inspirere af bl.a. den amerikanske libertære socialist Murray Bookchins (1921-2006) idéer. Dette er bl.a. kommet til udtryk i ”Rojavas frihedscharta”: En selvforvaltningsmodel, som udtrykkeligt garanterer demokratiske beslutningsprocesser, kvinders rettigheder, børns rettigheder, miljøbeskyttelse, religionsfrihed og ligestilling mellem mennesker uanset etnisk tilhørsforhold.
Dette er et markant udsagn i en region, der i den grad hærges af jihadistiske bander eller af Assads blodige diktatur.
I Rojavas samfundskontrakt, der officielt er anerkendt af de kurdiske, arabiske, armenske, syriakiske (dvs. assyriske, chaldæiske og aramæiske-), turkmeniske og tjetjenske befolkningsgrupper i regionen, afvises nationalstat, statsreligion, militarisme og centraladministration.
Rojava betragter sig selv som del af et parlamentarisk, føderalt, pluralistisk og demokratisk Syrien.
Som nævnt i artiklens indledning, er det tyrkiske regime nu igen i færd med at forberede en ny militær invasion vendt mod kurdernes selvforvaltede kurdiske føderation Rojava. Den globale venstrefløjs aktive støtte til den kurdiske forsvarskamp er påkrævet på alle tænkelige niveauer.
Artiklen har vi tilegnet ALLE faldne internationalister i kampen for kurdernes frihed. Heriblandt:
- Olivier Le Clainche, ‘nome de guerre’: “Kendal Breizh” (40) fra Bretagne, medlem af den franske anarkistiske organisation Alternative Libertaire (AL). Han blev dræbt den 9. februar 2018 i Afrin af tyrkiske bombe-fly.
- Haukur Hilmarsson (32), anarkist fra Island. Blev den 6. marts 2018 dræbt i kamp mod det tyrkiske militærs invasion af den kurdiske enklave Afrîn.
- Anna Campbell (26), feministisk anarkosyndikalist – IWW medlem fra UK. Er faldet i kampen om Afrîn den 16. marts 2018.
- Alina Sanchez (32) – kurdisk ’nome de guerre’: ”Legerîn Çiya”, YPJ-fighter og læge fra Argentina. Hun blev dræbt i en trafikulykke i den kurdiske by Hesekê i Rojava, d. 17. marts 2018.
- Andrea Wolf (33), nome de guerre: ”Ronahi” (lys), autonom feminist og anti-imperialist fra München. Hun kæmpede i PKKs kvindeguerilla og blev likvideret af tyrkiske sikkerhedsfolk efter hun var blevet taget til fange den 23. oktober 1998 i provinsen Van.
Æret være deres minde!
