”Jeg kørte bilen med udstyret ud gennem gadekampene og folk flyttede sig pænt, så jeg kunne komme forbi, mens de var oppe at slås med politiet,” fortæller Rasmus Poulsen, bedre kendt som Raske Penge eller Ras Money. ”Jeg kunne høre dem tale om riots i radioen, mens jeg kørte gennem byen væk derfra.”
Af Kristian Ejlebæk Nielsen
Jeg er mødtes med den velkendte musiker, DJ, psykonaut og aktivist og hans faste kumpan Klumben med det borgerlige navn Christian Kroman. Klumben og Raske Penge er en symbiose. De bliver altid nævnt i samme åndedrag – Klumben&RaskePenge i ét ord. Men det er faktisk først nu – efter otte års musikalsk samarbejde – at de udgiver deres første album sammen, Livet, der udkommer 25. oktober. Men selvom vi burde snakke om pladen, ender vi meget hurtigt med at tale om deres fælles fortid med graffiti, oprør, fristeder og illegale fester.
TILBAGE TIL RØDDERNE
Vi mødes på Bolsjefabrikken på Ragnhildgade, fordi det var her, deres musikalske eventyr startede. Det var i Klumbens studie, at de første beats så dagens lys, og det var lidt længere nede af gangen i Topgunns studie, at de sange så småt begyndte at blive til folkekære hits.
”Mit studie var derinde i hjørnet,” fortæller Klumben, da vi går op ad trapperne. Man kan mærke deres begejstring for at være tilbage. På vejen ind møder vi et par af de aktivister, der stadig hænger ved, og alle hilser hjerteligt på deres gamle aktivistvenner.
Det var lidt et tilfælde, at de endte med at sidde og koge musik sammen i et slum studie på Ragnhildgade.
Klumben var ude og male graffiti på de bygninger, som i årevis har fungeret som åbent galleri for byens malere, da Topgunn pludselig stod og råbte til ham. Ikke fra et vindue, men ud af et stort hul i væggen fra første sal. Topgunn var blevet træt af at hænge ud på gaden på Nørrebro, og havde fundet ud af, at han kunne lave musik i de smadrede bygninger. Klumben fik studie derude kort efter.
De gav ikke rigtig nogle penge for at være der, men alle skulle deltage i fællesskabet. Klumbens aktivistiske bidrag blev reggae-klubben Tung Torsdag. Det var også her jeg stiftede bekendtskab med ham første gang.
Jeg kan huske hvordan han sad i en sofa og toastede over nogle støvede beats, og kaldte folk ud, hvis de begyndte at danse.
”Sæt jer ned!” lød det dovent oppe fra sofaen, de havde placeret på scenen, mens den hvide røg gjorde rummet tåget. ”Det er Tung Torsdag! Sten!”
Raske Penge var lyden af mit ungdomsoprør – altså dengang hed han Ras Money. Da Ungdomshuset blev ryddet, og vi gik på gaden for at protestere, stod han altid på højtalervognen med en fader i den ene hånd og en mikrofon i den anden. Hans speedsnakkende kommentarer og enorme pladesamling var soundtracket til vores oprørsfest – og politiets blå blink var lyssætningen. Skægget var noget kortere dengang, men indignationen over verden var den samme.
Det var omtrent i den samme periode, at Klumben og Raske Penge lærte hinanden at kende – til piratfester i forladte huse.
ULOVLIG INDTRÆNGNING
Klumben var en del af barholdet, mens Raske Penge var med til at booke DJs. Det var sådan han endte med at forsøge at undvige barrikader, pansere og flyvende flasker med bilen for at køre plader og højtalere i sikkerhed.
”Udover at styre musikken og være på mikrofonen, var det min opgave at få gearet ud, når politiet lukkede festen og det hele eksploderede,” husker Raske.
Piratfesterne var utæmmet kreativitet og kompromisløs attitude. Sprutten var stjålet, så baren var gratis. Pushere donerede pot til gratis joints. Musikerne spillede gratis, og der blev uddelt mixtapes med de deltagende kunstnere på brændte CD’er. Festens placering blev først afsløret få timer før på sms, og det var med garanti et sted, man aldrig havde været før. Der var ingen dørmænd og ingen kuraterede playlister. Og så var politiet altid en del af ligningen.
”Dengang synes jeg, det var møggrineren, at konfrontationen med politiet var en del af det,” siger Klumben. ”Fuck systemet. Alt det der.”
For det meste var der en slags uofficiel dialoggruppe, der tog snakken med politiet, så festen kunne blive afviklet eller afbrudt på en fredelig måde. Som under højbanen ved Nørrebro Station – i Ebbes Tæpper – hvor alle, der ikke ville anholdes, fik lov at forlade festen stille og roligt. Men nogle gange eskalerede konfrontationerne med ordensmagten, så det ikke bare var en røvere-mod-politiet-leg. Sådan endte en af de sidste piratfester Klumben og Raske Penge var med til, i det gamle Scala i 2011. I dag huser grunden Axel Towers, men inden bygningen blev revet ned, indtog hundredvis af mennesker den skeletagtige bygning. De nåede dog kun at være der i femten minutter inden en stor mængde betjente og hunde lukkede festen ned. Det endte med voldsomme kampe og 150 anholdte (selvom stort set alle fik tiltalen frafaldt). Klumben var en af de anholdte, men Raske slap på forunderlig vis.
”Jeg blev ikke anholdt, men til gengæld blev jeg slået lige i hovedet med en knippel, mens jeg stod og talte i mikrofonen,” fortæller han med et tragi-komisk grin. ”Jeg prøvede at forklare folk, at politiet var kommet, men at alt var cool, og så fik jeg et slag lige i ansigtet. Mens alle blev sat i futtog på jorden pakkede jeg plader sammen, og det gav politiet mig ligesom lov til, og da jeg kom trillende ud med min rullekuffert, lod de mig bare gå. Jeg tror ikke de syntes, jeg lignede en ballademager. Det er lidt ligesom left-handing, hvor man bare vader ud af en butik med tyvekoster i hænderne og nikker til vagten. Hvis man bærer sig selv med en vis swag, går de ikke ud fra, at man har gjort noget forkert.”
Han tager en tår af en alkoholfri øl og rækker mig en grønlandsk Faxe Kondi brygget på smeltet indlandsis.
Minderne vælter frem, mens vi taler. Der var piratfesten i en gammel brandstation på Jagtvej, som endte i bål og brand, inden hele festen rykkede ud under Knippels Bro, hvor flere blev anholdte, men der også nåede at være en slags fest. Der var et kæmpe rave på Amager, hvor en rockerboss fik overmalet sin bil, og Rasmus måtte ud og tage en diplomatisk snak med ham bagefter. Deres øjne lyser når de taler om gamle dage.
”Det er altid fedt at være til fest,” siger Raske. ”Men det her var mere: Det var et eventyr.”
Han forklarer, at man ikke måtte have telefoner med til planlægningsmøderne. Og der var god grund til, at de var så hemmelige.
”Der var nogen, der testede det ved at planlægge en falsk piratfest, mens de havde telefoner i lommerne. Jeg tror endda de var slukkede,” fortæller han. ”Ganske rigtigt: Politiet dukkede op på det angivne sted lige da festen var planlagt til at starte.”
Klumben tager over: ”Det er altid sjovt at lægge hemmelige planer. Man er med i en lukket klub, og går rundt og hvisker i krogene. Det var spændende, at man først fik at vide, hvor festen foregik på dagen via sms-kæder. Og det gav et vildt sammenhold at se hvor mange vi kunne samle.”
Til den famøse fest i Scala var det ikke engang sms, men et fysisk brev, der informerede folk om tidspunktet og hvor de kunne søge yderligere information. Det var eksempelvis i elevatoren på Nørrebro Station, hvor der hang et klistermærke med Scalas adresse og det velkendte piratfest-logo: Nøglehullet med et kryds under, så det ligner skull and bones.
Netop tidspunktet betød langt mere end til normale fester, hvor folk rask væk kommer flere timer fashionably late. Det var essentielt, at alle kom samtidig, for en fest med 20 mennesker er nem at lukke for politiet. Det er straks sværere med 200 gæster, og selv når de var mange, var det aldrig til at sige, hvor længe festen varede.
”Musikken skiftede hele tiden mellem reggae, jungle, techno, alt muligt, fordi vi skulle skynde os – vi vidste aldrig, hvornår vi blev lukket ned. Hvis festen havde varet en time, blev det betragtet som en succes,” griner Rasmus. Nogle af festerne fortsatte til den lyse morgen, mens andre blev afbrudt efter få minutter. Men så længe det varede, var resten af verdens normer sat ud af spil. Det var et midlertidigt fristed, og den slags kan Klumben og Raske Penge ikke klare sig uden.
FRISTEDER ALLE STEDER
”Det er utrolig vigtigt, at der er en ventil, hvor man kan kan få afløb for sine anderledes tanker – hvor man godt må tegne udenfor stregerne,” siger Raske. ”Fristeder handler om at gøre tingene på en anden måde. Det er et eksperiment. Og så giver det plads til originalerne, som ikke passer ind andre steder. Resten af samfundet burde være taknemmelige for, at der findes sådan nogle steder, for det tjener en social funktion. Især i en tid, hvor klimaet er helt fucked, er det vigtigt, at der findes alternative steder, hvor man i mange år har forsøgt at leve bæredygtigt.”
Klumben supplerer: ”Og så handler det om, at der ikke er nogen, der skal tjene penge på det. Det er ikke drevet af profit, men af lyst. Jeg kan også godt lide, at man bruger noget, der ellers ville stå tomt.”
Netop fordi bygningerne ellers stod tomme koster det ikke særlig meget for resten af samfundet. De skal bare lade bevægelserne bruge de tomme huse. Men som vi så med rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 – og som det er tilfældet på Bolsjefabrikken, hvor vi sidder – eksisterer stederne til dels på kommunen eller statens nåde, så jeg bliver nødt til at spørge, hvor uafhængig man egentlig kan blive.
”Jeg rejste engang rundt med godstoge på tværs af USA for at dykke ned i den form for subkultur,” fortæller Raske. ”I nogle øde områder uden for Santa Cruz i Californien mødte jeg nogle skovpunkere, der levede næsten helt isoleret fra resten af samfundet. De havde selv bygget deres huse langt fra hinanden, og de sørgede for aldrig at gå den samme vej, så der ikke blev etableret stier. De deltes om en bil, som de brugte til at køre ind og skralde mad af og til. Men ellers var de selvforsynende. En af kvinderne gik bogstaveligt talt rundt med røven bar og brugte mos som bind, når hun havde menstruation. Det var mega inspirerende, at man kan være meget uafhængig af systemet og nærmest leve og dø uden nogen opdager det. Men det var ikke en måde jeg selv havde lyst til at leve på – det er jeg sgu alt for magelig til.”
TO DIY OR NOT TO DIY
Selvom Klumben og Raske Penge altid har været tiltrukket af steder, som har stået udenfor det etablerede samfund, og har udgivet deres musik selv, så har de alligevel flirtet med den etablerede musikbranche. Drømmen om, at andre tog sig af alt det praktiske, og sørgede for, at de brød igennem algoritmernes digitale befæstninger, rumsterede altid i baghovedet.
”Når man er uafhængig og DIY skal man gøre det hele selv,” siger Klumben. ”Der er ingen, der kommer og gør noget for dig, og det tager meget af ens tid. Tid man kunne bruge på at lave musik.”
Forhandlingerne med de store pladeselskaber blev dog aldrig til noget, for de skulle ændre på sig selv, og det havde de ikke lyst til. Så nu er de endt med at udgive deres første fælles plade på Rasmus’ eget pladeselskab Raske Plader.
Ideen om, at man selv kan udgive sin musik stiftede de især bekendtskab med i Ungeren, hvor den københavnske punkscene lavede alt fra bunden – og lykkedes med det – og det var den samme DIY-attitude, der lå bag piratfesterne.
”Tankegangen var: Hvis der ikke er nogen, der holder den slags fest vi gerne vil have, så holder vi den selv,” forklarer Klumben. ”På et tidspunkt blev det virkelig organiseret, og det var fedt at være en del af noget, der var så gennemtænkt. Det var fedt at opleve, at man kunne gøre det hele selv, og gøre det godt. Det var fedt at være uafhængig af resten af samfundet og bryde deres regler.”
DE LOVLØSES LOVE
Piratfesterne vendte samfundets normer på hovedet, men ligesom Ungdomshuset, Christiania og alle de andre fristeder var det ikke lovløse miljøer – selvom konservative politikere gerne vil have det til at lyde sådan. Det moralske kompas var bare indstillet til at skabe et frirum for de mange og ikke en legeplads for de få.
”Der var masser af regler til piratfesterne,” husker Rasmus. ”Det handlede nemlig om at lave et fristed, hvor man skulle lægge sin machoattitude derhjemme, og ikke gramse damerne på røven, så alle kunne føle sig velkommen. Vi havde hele værdisættet fra Ungeren, der bl.a. handlede om at lave et safe space for queers og kvinder. Det er blevet meget mere almindeligt i dag, men dengang oplevede jeg det som nytænkende, at en fest kunne være politisk og opdragende. Lovbrud var en del af pakken, for det er befriende i sig selv at bryde loven. Det tvinger hjernen til at tænke over tingene på en helt anden måde. Men vi brød kun de love, som vi syntes var åndssvage.”
Når først vi begynder at snakke om at bryde loven, vælter ordene ind over hinanden fra de to rappere.
”Jeg har absolut intet problem med at bryde loven,” slår Klumben fast. ”Men det betyder ikke, at det er alle love, jeg har lyst til at bryde. Jeg har ikke lyst til at slå nogen ihjel eller lave knæk. Jeg stjæler heller ikke mere. Udover de småting som alle gør: Se en film som er ulovligt lagt op, og høre noget piratkopieret musik på YouTube.”
Raske supplerer: ”Selvom der er nogen, der har brugt herre mange penge på at lave en film, synes jeg det er okay, at jeg ser den uden at betale. For jeg går jo stadig i biffen nogle gange. Det samme med vores musik. Det skal folk da bare suge gratis. Det har hjulpet os med at komme længere ud, og så køber de en plade eller en koncertbillet en dag.”
Klumben fortsætter: ”Når det kommer til store penge, har jeg intet problem med at bryde loven. For der er nogen, der ikke har noget, og nogen, der har det hele, og det er ikke fair. De rige skider på os. Så hvis de ejer en bygning, og de bare lader den stå tom, må vi gerne bruge den til at feste i eller bo i eller male graffiti på.”
”Folk, der har meget, har altid råd til de bedste advokater, så vi kan ikke røre dem,” konkluderer Raske. ”De slipper afsted med at suge penge direkte ud af bankerne. De går helt organiseret og fusker på internationalt niveau i årevis indtil det udløser en finanskrise – og det kan dokumenteres – men der er ingen, der bliver straffet, fordi de er for højt oppe til, at de kan røres. De står udenfor loven – lidt ligesom os – men der er ingen, der tager skade af vores måde at stå udenfor loven på. Det sammen kan man ikke ligefrem sige om de der magtmenneskers lovbrud.
”Når vi bryder loven gør vi det på en mere primitiv måde, hvor vi samler nok mennesker til, at vi kan stå udenfor loven i ganske kort tid. Vi gemmer os ikke – i stedet lægger vi en hemmelig plan, dropper en kæmpe konfettibombe, og så har vi et kort øjebliks ægte frihed, hvor vi fester igennem.”
