Vi nødt til gøre op med ideen om at politisk forbrugerisme kan skabe reelle forandringer. Klimakrisen er uløseligt forbundet med kapitalismen og vi kan kun løse udfordringerne gennem grundlæggende systemforandringer.
Af Revolutionære Klimaaktivister
I den neoliberale verden findes der, på den ene side et konstant fokus på individets forbrugeransvar i klimakrisen. Et ”vi kan handle os ud af klimakrisen” slogan høres overalt fra supermarkedet til tøjbutikker og rejseselskaber. På den anden side er det neoliberale samfund bygget op omkring en ide om, at individet er så lille en brik i markedet at den enkeltes handlinger ikke spiller en rolle ”i det store hele”. Flyveren letter alligevel, så jeg kan ligeså godt flyve med og hvis ikke jeg køber det gode tilbud i butikkerne, så gør en anden det bare. Det er en løsning, der forsvarer og fastholder kapitalismens overforbrug og udnyttelse, der øger den globale ulighed og ødelægger vores miljø og klima.
Kapitalismen har lammet individet, der både står med ansvaret for krisen og en afmægtighed i løsningen på klima- og miljøproblematikkerne.
Når vi lader os reducere til politiske forbrugere, der stemmer med pengepungen, så tildeler vi magten til dem med pengene og fratager samtidigt dem som ingen penge har, en rolle i forandringen af samfundet. Det er en privilegeret position at kunne købe økologi og vælge bæredygtigt, når man fx er på kontanthjælp, startydelse eller lavlønnet. Klassesperspektivet er fraværende i analysen om, hvordan vi gennem politisk forbrug kan skabe de forandringer, som vi ønsker.
Hvordan er din klimasamvittighed? Eller andre udsagn, man støder på i denne tid, har til formål, at få dig til at ændre din forbrug, ved at give dig dårlig samvittighed. Når vi som individer udskammes og gøres til syndebukke, så handler det om at fjerne fokus fra de strukturer og den produktionsmåde, som reelt har skylden for situationen. At fjerne fokus fra det faktum at Mærsks containerflåde udleder mere CO2 end alle danske husstande samlet.
Når vi individualiserer kapitalismens problemer, taber vi samtidig blikket for at problemerne har systemisk karakter og kun kan løses med grundlæggende systemiske forandringer. Når vi i vores metoder fokuserer på vores eget forbrug eller ved til- eller fravalg af bestemte produkter, ændrer vi primært ved vores følelse af afmagt og ikke ved den økonomiske model, som altid vil sætte profit over mennesker, miljøet og klimaet.
Den politiske elite løser ikke problemerne for os
Men selvfølgelig har produktionsmåder, herunder den lange transport af mange varer fra det globale syd til det globale nord, en indflydelse på klimaforandringer både lokalt og globalt. Vi kan bare ikke ændre dem ved at undlade at købe specifikke varer, fordi profit altid i sidste ende vil være vigtigere end hensyn til mennesker, klima og miljø; vigtigere end om vi som enkelte individer undlader at lægge en vare i kurven (eller, hvis vi har råd, køber de nye dyrere klimavenlige produkter, som en række multinationale virksomheder nu har fundet ud af, at de kan tjene penge på). Under kapitalismen vil bundlinjen altid være det vigtigste.
I den nuværende politiske virkelighed er det eneste, der potentielt ville kunne ændre på, eller regulere, produktionsmåder og -forhold, den globale politiske og økonomiske elite – de politikere og globale investorer, fx Verdensbanken og IMF, der understøtter og muliggør produktionsforhold, der nedbryder og dræber både mennesker og biodiversitet, forurener, udleder, udtørrer og oversvømmer, og altid har fokus på profit. Man kan sige at politikere er en slags bestyrelse for kapitalismen; de har mulighed for at foretage en række nødvendige ændringer, men vi har indtil videre aldrig set en reel politisk vilje til at gøre det. Det ville være i modstrid med det mest overvejende hensyn af alle; stadig stigende profit.
Men i fald den politiske vilje i disse “klimatider” skulle opblomstre; hvis de politiske institutioner gennemførte omfattende restriktioner, omstruktureringer og reguleringer, ville vi aldrig derigennem se mere end halve løsninger. Øget lokal produktion, flere vindmøller og andre klima- og miljøvenlige tiltag, vil aldrig kunne erstatte mindre klima- og miljøvenlige produktionsmetoder så længe de er profitable – så længe det er muligt at sætte hensynet til indtægt over hensynet til klimaet og miljøet. Den såkaldt “grønne kapitalisme” er stadig kapitalistisk.
Derfor er løsningen hverken at være den gode politiske forbruger, der køber “klimavenlige produkter” – eller at være den gode medborger, der stemmer hvert fjerde år.
Løsningen er antikapitalistisk og solidarisk
Løsningen må være at forholde sig antikapitalistisk og organisere sig kollektivt og internationalt. Vi kan ikke sætte vores lid til at virksomheder eller politikere skaber de forandringer, der er så afgørende og kritiske. Vi må tage sagen i egen hånd og bygge den verden vi ønsker, mens vi samtidig nedbryder og forandre de strukturer vi kæmper imod.
Når løsningen på de fundamentale spørgsmål vi står overfor, ikke kan løses indenfor kapitalismen, må vi stille spørgsmål ved selve kapitalismen. Vi må stille revolutionære krav. Krav om en verden, der ikke er indrettet efter storkapitalen. En verden uden udbytning, ulighed og undertrykkelse. En verden med en bæredygtig produktion, som ikke smadrer vores planet.
