Kinas kommunist parti 100 år

Den første juli fejrede Kinas kommunistiske Parti (KKP) hundredåret for sin stiftelse. I følge partidokumenter fandt begivenheden imidlertid først sted den 23-24 juli 1921, på et møde i Shanghais franske område. Mødet blev i hast flyttet til en båd på Nanhu-søen efter en politispion havde rapporteret om mødet i Shanghai. På mødet deltog 13 personer, blandt andet Mao Zedong. De repræsenterede blot 53 medlemmer. Desuden var to repræsentanter fra den Kommunistiske Internationale (COMINTERN) til stede som rådgivere. Mao havde tidligere haft anarkistiske sympatier, men var blevet overbevist om nødvendigheden af oprettelsen af et marxistisk-leninistiske kommunistisk parti. I dag har KKP 95 millioner medlemmer og regerer et land med 1,4 milliarder mennesker. Et land, der i 1949 var fattigere end Indien, men i dag er verdens anden største økonomi – om få år sandsynligvis den største.

---

af Torkil Lausen

Kinas Kommunist Parti 100 år

Når man skal beskrive det kinesiske kommunistpartis historie, skriver man ikke kun op imod hundrede års europæisk følelse af overlegenhed og anti-kommunisme. Aktuelt har USA’s præsident Biden iværksat en ny kold krig mod Kina. På venstrefløjen er de fleste af den opfattelse, at Kina for længst har opgivet socialismen og er blevet en ny autoritær og endog imperialistisk magt. De få tilbageblevne ”die hard” maoister i Vesten, er af den opfattelse at Kina med afslutningen ”Kulturrevolutionen” blev kapitalistisk.

Derfor kan det måske komme som en overraskelse, at Kinas præsident og formand for kommunistpartiet Xi Jinping iført Mao tøj i sin tale i anledning af jubilæet understregede, at KKP er et marxistisk parti. ^[1]Talen kan læses her: http://www.xinhuanet.com/english/special/2021-07/01/c_1310038244.htm I 2018, i anledningen af Marx’ 200 års fødselsdag, erklærede Xi, at Marx er den største tænker i moderne tid og Kina er dedikeret til at realisere hans vision om kommunisme. ^[2]Xi Jinping har skrevet flere artikler om marxisme. https://roland-theodore-boer.net/chinese-marxism/

Det er naturligvis blevet fejet af bordet, som tom retorik. Men hvis man ser på Kinas og Kommunist partiets udvikling i det lange perspektiv, tegner der sig et billede der viser, at man måske skal tage ordene mere alvorligt.

Forudsætningerne for KKP´s dannelse

I 1920erne var Kina i politisk opløsning. Det var reduceret til en halv-koloni for europæiske magter og USA. Men Kina havde ikke altid været periferien. I de forudgående otte århundreder have Kina rent faktisk været mere udviklet end Europa. Allerede omkring år 1000 udviklede Kina en manufaktur- og handelskapitalisme og en avanceret statslig administration. Helt frem til 1820 var Kina verdens største økonomi med mere udviklet teknologi end Europa. Kina eksporterede the, silke, bomuld, porcelæn og krydderier til Europa betalt med guld og sølv fra plyndringen af Latinamerika. Der var nemlig ikke noget andet Europa kunne tilbyde, som havde kinesernes interesse.

Men modsigelser internt i Kina såvel som den industrielle revolution i Europa ændrede dette billede. I anden halvdel af nittenhundredetallet var kinesiske varer ikke længere konkurrencedygtige og europæisk militær overlegenhed tvang den kejserlige Qing-regeringen til at åbne Kina for vestlig imperialisme. Det såkaldte ”Kanonbåds-diplomati”. De europæiske magter og USA etablerede områder omkring Shanghai og andre store byer med særlige privilegier, egen administration, domstole og politi.

For at vende strømmen af guld og sølv fra Kina mod Europa, fik England den ide at sælge opium til den kinesiske befolkning. Da den kinesiske regering modsatte sig dette, indledte briterne den såkaldte ”Opiumskrig” (1839–42), der sluttede med “Nanjing-traktaten”, ifølge hvilken England overtog Hong Kong og pålagde kineserne at acceptere import og salg af opium. Millioner af kinesere blev narkomaner og samtidig pålagde briterne og franskmændene Kina at betale en krigsskadeerstatning på 900.000 kilo sølv.

Reaktionen i Kina var et oprør mod vestlig indflydelse – den såkaldte ”Bokser-opstand” (1898-1900). Japan, Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Østrig og Italien – sendte tropper for at knuse oprøret. Denne gang pålagde de Kina en krigsskadeserstatninger på 12.8 millioner kg sølv.

Det tidligere mægtige kejserrige var i knæ. De vestlige magter opdelte de største kinesiske byer mellem sig og tog kontrol over Kinas eksport og import. Kina faldt fra hinanden og blev opdelt mellem stridende krigsherre, hvor af Chiang Kai-shek var den mest fremtrædende. Det førte til en intensiveret udbytning af bønderne, der via beskatning nu også skulle betale for krigsførelsen. Et Kina i opløsning med en forarmet befolkning satte scenen for dannelse af Kinas kommunistiske Parti.

Det begynder med et nederlag

Efter den tyske revolutions nederlag i 1918, rettede COMINTERN og Sovjetunionen fokus mod øst i håbet om at fortsætte verdensrevolutionen. På COMINTERNs anden kongres i 1920 var der en intens debat om den rette strategi i kolonierne. Ifølge COMINTERN var Kina ikke modent til en socialistisk revolution i 1920erne. Det var et fattigt bondesamfund i periferien af det kapitalistiske center i Europa. En socialistisk revolution med et kommunistisk parti ved roret forudsatte ifølge COMINTERN en udviklet kapitalisme og en industriel arbejderklasse af betydelig størrelse. På grund af dette foreslog Lenin, at de små og svage kommunistpartier i kolonierne, skulle indgå i alliancer med borgerlige demokratiske bevægelser om national befrielse. Idéen om, at kommunister skulle handle alene, for at erobre magten, var dømt til at mislykkes.

I Kina blev ”4 Maj-bevægelsen” – et nationalistisk oprør i 1919 – en prøvesten for COMINTERNs strategi. Bevægelsen medførte en reorganisering af det borgerlige nationalistiske parti (Kuomintang), ledet af Chiang Kai-shek. Da KKP blev dannet i 1921 rådede COMINTERN kommunisterne til at indgå i en alliance med Kuomintang og samtidig basere sig på arbejderklassen i byerne. Det nyligt dannede kommunistiske parti lod således Kuomintang tage føringen i den nationale befrielseskamp. I 1923 rejste Chiang Kai-shek til Moskva og fik sovjetisk støtte til et felttog mod de andre krigsherre i det nordlige Kina, med det mål at samle landet under Kuomintangs ledelse. Men samtidig underminerede Chiang Kai-shek de kinesiske kommunisters indflydelse på alle måder og søgte at eliminere dem totalt med massakren i Shanghai i april 1927, hvor tusinder af kommunister og fagforeningsfolk blev dræbt. Denne begivenhed blev et vendepunkt i KKP´s strategi både hvad angår alliancer og klassegrundlaget i kampen.

Mao kinesiske marxisme

Mao Tse-tung, blive udnævnt til øverstkommanderende for resterne af den Røde Hær i 1927. Han var enig med COMINTERN i, at det i først omgang drejede sig om at samle Kina og befri det fra kolonialisme, men Mao understregede vigtigheden af kommunistisk ledelse af kampen. Mao brød med Sovjet-marxismen i vurderingen af arbejderklassen som den ledende kraft i den kinesiske revolution. Fra at lægge hovedvægten på arbejderklassen i byerne som drivkraften i den revolutionære proces, flyttedes fokus til bønderne. Mao skrev i 1927, en analyse af bondebevægelsen i Hunan, der blev skelsættende for udviklingen af den kinesiske revolutions strategi: ^[3]Mao, Tse-tung (1927), Rapport fra en undersøgelse af bondebevægelsen i Hunan, fra Mao Tsetung: Udvalgte Skrifter Bind I, side 21. Forlaget Oktober1978.

”I løbet af meget kort tid vil flere hundrede millioner bønder i Kinas centrale dele, sydlige og nordlige provinser rejse sig som en brandstorm. De vil rejse sig som en orkan, en kraft så rivende og voldsom, at ingen magt, ligegyldig hvor mægtig, vil kunne holde den tilbage…. Der er tre alternativer. Skal man gå foran og lede dem? Eller slæbe sig bagefter, mens man gestikulerer og kritiserer? Eller stå i vejen for dem og bekæmpe dem? Enhver kineser må selv vælge, men begivenhederne vil tvinge dig til at vælge hurtigt”

Kommunistpartiet valgte at følge Mao´s råd og gå foran og lede bondebevægelsen. Men det blev en hård kamp. Efter Shanghai-massakren forsatte Chiang Kai-shek sine angreb mod kommunisterne og tvang Den Røde Hær ud på ”Den Lange March” for at undslippe Chiang Kai-shek favntag. I oktober 1934 forlod en kommunistisk hær på omkring 100.000 mand deres baseområder i sydøstlige Kina og begav sig ud på en 10.000 km lang vandring, hvor de under stadige angreb fra Kuomintang-hæren marcherede gennem Kinas mest uvejsomme områder. I oktober 1935 ankom de kun 8000 overlevende til de nye sikre baseområder omkring Yanan, i det nordvestlige Kina.

Det var er her, i en guerilla lejr i Yanan, at Mao udviklede sin kinesiske udgave af marxismen. De almene marxistiske principper måtte tilpasses de specifikke kinesiske omstændigheder for at kunne tjene som guide til handling. Den konkrete analyse af den konkrete situation er marxismens levende sjæl. Det er her  KKP udviklede en vej til socialisme med ”kinesiske karakteristika”.

Mao udarbejde ikke kun en banebrydende klasseanalyse af Kina, i hvilken bønderne var den revolutionære spydspids. Han udviklede lagde succesfuld militær strategi på baggrund af denne analyse – ”den langvarige folkekrig” baseret på guerilla-krigens taktikker. Strategien var ikke blot baseret på de fattige bønderne, men også på en mobilisering af det såkaldte ”lumpen-proletariat”, der ligeledes var marginaliseret af den traditionelle marxisme, som et upålideligt segment.

Lumpen proletariatet, bestod af mennesker, der stod uden for arbejdsmarkedet, kriminelle fra Kinas mange organiserede bander, tiggere, sexarbejdere, arbejdsløse, hjemløse og omflakkende lejesoldater. Mao kendte udmærket disse grupper. Allerede i 1929 konstaterede han ”at lumpenproletariatet udgør majoriteten af Den Røde Hær”, der ligeledes hånligt blev kaldt ”vagabond-hæren” af Kuomintang. Men lumpen-proletariatet medbragte kamperfaring og taktisk viden fra deres bandevirksomhed og tilføjede en ekstrem hårdførhed til den Røde hær. Hos kommunisterne mødte de social accept i stedet for fordomme. Flere tidligere bandemedlemmer fik hurtigt ledende poster i Den røde Hær.

”Den langvarige folkekrig” var mere end en militær strategi, det var også en plan for udvikling af økonomien og en politisk strategi. I stedet for at give bønderne privat ejendomsret til jorden, garanterede kommunisterne dem retten til at bruge jorden, overalt hvor de havde magten. Ved siden af jordreformen, oprettedede kommunisterne revolutionære kommitteer, bestående af medlemmer, fra de laveste sociale lag til at organisere livet i de befriede områder. Mao udviklede “masselinjen”. Kommunisternes politik måtte udvikles ved at lytte til masserne, lære af dem og handle i overensstemmelse hermed.

Til at udarbejde disse analyser og strategier brugte Mao meget bevidst og konkret marxismens filosofiske metode – den dialektiske materialisme. Mao skriver sine filosofiske skrifter: ”Om Praksis” og ”Om modsigelser” i guerillalejren i Yanan, på basis af noter fra mange forelæsninger for kadre i lejren. Stilen er let tilgængelig, indholdet skal kunne forstås af folk uden boglig baggrund. For Mao er dialektikken ikke blot en interessant filosofi, men et vigtigt praktisk værktøj til politisk og militær strategiudvikling.

Specielt udvikler han begrebet ”den vigtigste modsigelse” også kaldet hovedmodsigelsen – defineret som den modsigelse, der driver udviklingen fremad og dermed påvirker de andre modsigelsers eksistens og udvikling. Mao Tse-tung skriver i “Om modsigelse” om den vigtigste modsigelse: ^[4]Mao, Tse-tung (1937), Om Modsigelser. I: Mao, Filosofiske skrifter, side 52. Forlaget Futura, 1973.

“Vi må derfor, når vi studerer en hvilken som helst kompliceret proces, i hvilken der er to eller flere modsigelser, sætte alle kræfter ind på at finde dens vigtigste modsigelse. Har man først fået greb om den vigtigste modsigelse, kan alle problemer med lethed løses.”

Ordene “med lethed” skal tages med et gran salt – ikke mindst når det drejer sig om at løse samfundsmæssige problemer og føre revolutionær krig i et land af Kinas størrelse. Når Mao alligevel siger “med lethed” skyldes det, at har man først fundet den vigtigste modsigelse, har man ledetråden for den videre analyse. Dermed er det største og afgørende problem løst i tilrettelæggelsen af strategien, politikken, parolerne og den militære indsats. Den vigtigste modsigelser fortæller os hvor vi skal sætte ind.

Den kinesiske revolution var en lang og kompliceret proces med skiftende hovedmodsigelser og dermed skiftende alliancer. Fra 1921-27 indgik Kommunister i en alliance med Kuomintang om at forene Kina og befri det fra fremmed indflydelse. Fra 1927 frem til den Japanske invasion i 1937 kæmpede kommunister en kamp på liv og død med Kuomintang. Med den Japanske invasion og udbruddet af Anden Verdenskrig indgik kommunisterne atter i en alliance med Kuomintang for at drive Japanerne ud. Med Japans nederlag i 1945, blev modsigelsen mellem Kommunisterne og Kuomintang atter den vigtigste i Kina, frem til kommunisternes sejr i 1949. Det gjaldt om at have en knivskarp analyse af hvem som er fjende og ven i den skiftende hovedmodsigelse.

Efter Anden Verdenskrig var Stalin nervøs for at en kommunistisk magtovertagelse ville udløse en ny stor krig i Asien, som ville inddrage et krigstræt Sovjetunionen. Stalins bekymring var ikke grundløs. Den øverstbefalende for de amerikanske styrker i Sydøstasien Mac Arthur, ønskede at gå ind på Chiang Kai-sheks side og om nødvendigt bruge de nye atombomber for at undgå en kommunistisk sejr. Den 22. august 1945 sendte Stalin et telegram til Mao hvori han anbefalede kommunisterne at indgå en fredsaftale med Kuomintang og danne en national samlingsregering, men Mao afviste vredt Stalins forslag. ^[5]Sergei N. Goncharov, John W. Lewis, and Xue Litai (1993), Uncertain Partners: Stalin, Mao, and the Korean War. Page 7. Stanford University Press, Stanford 1993. I 1949 besejrede kommunisterne endelig Kuomintang og udråbte Folkerepublikken, mens Chiang Kai-shek og resterne af hans hær søgte tilflugt på øen Taiwan, beskyttet af den amerikanske flåde som lå i strædet mellem Kina og Taiwan, og hindrede kommunisterne i at optage forfølgelsen.

Folkerepublikken Kina 1949

Næsten 100 millioner kinesere mistede livet i årene mellem 1840 og 1949, som resultat af udenlandsk intervention, borgerkrige og hungersnød i forbindelse med disse krige. I 1949 var 90 % af befolkningen analfabeter og den gennemsnitlige levealder 32 år. Kina var et af de fattigste lande i verden. Maos første ord ved proklamationen af ​​Folkerepublikken Kina var: “Det kinesiske folk har rejst sig” – er en afspejling af både århundredes ydmygelser, men også af mobilisering af enorm menneskelig kraft under ledelse af KKP.

Men kampen for socialisme var langt fra forbi. For det første var den kinesiske revolution, sammenlignet med den russiske revolution en længere proces, der begynder med Bokseropstanden (1898-99) og strækker sig frem til 1949. For det andet er den kinesiske opfattelse af en socialistisk revolution anderledes end den sovjetiske, hvor erobringen statsmagten var den helt afgørende faktor. I Maos forståelse er den socialistiske revolution en lang række af bølger og niveauer, der afløser hinanden. Klassekampen var ikke forbi. Etableringen af den kinesiske folkerepublik var blot det første lille skridt på vejen mod socialisme.

Spørgsmålet om klassekampen blev således også et af hovedpunkterne i 1960’ernes ideologiske konflikt med Sovjetunionen, der havde afblæst klassekampen efter proklamationen af socialismens realisering i Sovjet i 1936. Mao så revolutionen som en bølgelignende bevægelse, hvor ethvert tilbageslag ville blive afløst af nye fremstød mod et højere niveau på den lange vej mod socialisme.

Kommunisternes sejr i 1949 resulterede i en jordreform, der kommunaliserede ejendomsretten til jord og gav brugsretten til småbønder og kollektivbrug. Det skabte opbakning bag det kommunistiske parti og samlede den splittede nation. En anden vigtig faktor i genopbygningen var infrastrukturprojekter. Først og fremmest blev Kinas floder reguleret. Fra 1949 til 1976 blev der bygget 200.000 km diger langs floderne, og der blev bygget i tusindvis af dæmninger. Disse projekter hindrede de tilbagevendende naturkatastrofer, hvor tusinder omkom i oversvømmelser. De skabte vandingssystemer, der effektiviserede landbruget og endelig skabte de el-forsyning til landet. Kina satsede, med betydelig hjælp fra Sovjetunionen, på at udvikle infrastruktur, landbrug og industri i en situation, hvor de var totalt isoleret fra den kapitalistiske omverden, med dens angst for den “gule fare”. Kina byggede stålværker, udviklede atomteknologi, byggede egne raketter, fly, entreprenørmaskiner og så videre. Sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet udviklede sig ligeledes med rivende hast.

KKP begik også fejl i denne genopbygningsproces. Men sammenlignet Indien, der fik sin uafhængighed næsten samtidig (1947) og med en befolkning næsten lige så stor, var Kinas resultater imponerende. KKPs første prioritet var at styrke de menneskelige ressourcer, det vil sige bekæmpe sult og ekstrem fattigdom samt at udvikle sundheds- og uddannelsessystemet. I dag findes der ikke sult og ekstrem fattigdom i Kina, mens den indiske befolkning stadig lider under disse problemer. Det lykkedes Kinas Kommunistiske Parti at opbygge et samfund, der med alle sine historiske begrænsninger, kan karakteriseres som værende på vej mod socialismen. Først og fremmest fordi betingelserne er langt mere gunstige for arbejdere og bønder i Kina end dem, der typisk fandtes andre steder i den såkaldte Tredje Verden, fordi kommunisterne havde statsmagten.

Kulturrevolutionen

Genopbygningen af Kina skabte en bureaukratisk-teknokratisk elite, der ønskede materielle privilegier og mere politisk magt. Mao appellere i 1965 direkte til arbejdere og bønder i et forsøg på at bekæmpe denne tendens i en Kulturrevolution. ”Bombarder hovedkvarteret” var en af parolerne. I stedet for flere materielle goder som drivkraft i udviklingen af produktivkræfterne ville Mao skabe en øget socialistiske bevidsthed som den kraft der skulle udvikle Kina hen imod socialismen. Che Guevara tumlede med de samme ideer om det ”socialistiske menneske” på samme tid i Cuba. Maos Kulturrevolution resulterede i en periode med direkte radikal folkemagt på arbejdspladser og institutioner. Kulturrevolutionen førte til ”udrensninger” i partiet skabte en uforsonlig magtkamp i KKP og til tider socialt kaos i landet. Selv om Kulturrevolutionen på ingen måde kan sammenlignes med udrensningerne i Sovjet i 30erne.

Afslutningen på Kulturrevolutionen med den såkaldte ”Firebandes” nederlag blev af mange maoister i Vesten, betragte som den kinesiske revolutions nederlag, og den efterfølgende åbning mod vesten som et ”forræderi” mod Maos revolutionære linje. Men det var Mao selv, der afsluttede den kulturrevolutionære proces og det var Mao, der tog i mod Nixon i 1972 og dermed påbegyndte åbningen mod Vesten.

Kulturrevolution må ikke kun ses i et kinesisk nationalt perspektiv, den havde også en global dimension. Den var del af – og prægede den revolutionære bølge, der gik over verden fra begyndelsen af 60erne og frem til midten af 70erne, med 1968 som højdepunkt. KKP satsede i denne periode på socialistiske sejre i Den Tredje Verden, med Kina som den nye ledestjerne efter Sovjetunionens ”reelt eksisterende socialisme” var famlet og stivnet. Dermed håbede Kina på kunne bryde sin isolerede position og fortsætte udviklingen af socialismen hjemme og på verdensplan. På samme måde, som Sovjetunionen havde satset på revolutionen i Europa i 1918, som betingelse for at udvikle socialismen. Men ligesom Sovjet måtte skiftede strategi fra ”Verdensrevolutionen” til ”socialismen i et land”, da revolutionen led nederlag i Europa, måtte Kina finde nye veje, da den revolutionære bølge døde ud i 1970erne og tvært imod blev afløst af en kapitalistisk modoffensiv, i form af den globale neoliberalisme.

I denne kritiske situation, var det som om KKP med Mao som ”den store rorgænger” mistede retningssansen. I 1974 fremsatte Mao den såkaldte “Tre-verdens-teori. ” I en samtale med Zambias præsident Kenneth Kaunda, definerer Mao “de tre verdner således: ^[6]Mao, (1974), On the Question of the Differentiation of the Three Worlds, excerpts of Mao Zedong’s talk with President Kenneth Kaunda of Zambia. February 22, 1974. Published: Mao Zedong on … Continue reading

”Jeg er af den opfattelse, at USA og Sovjetunionen tilhører Den Første Verden. Mellemlaget, som Japan, Europa, Australien og Canada tilhører Den Anden verden. Vi er Den Tredje Verden. ”

I ”Den Første Verden” kæmper de to supermagter USA og Sovjetunionen ifølge teorien om verdensherredømmet. I denne konklift betragtede Kina, Sovjetunionen som den aggressive part. Nu var Sovjet ikke længere kun revisionistisk, men en ”socialimperialistiske magt’. Så farlig, at ”Den Tredje Verden” måtte gå i alliance med ”Den Anden Verden” og endog USA for at bekæmpe ”Sovjet-imperialismen”.

At Sovjetunionen i midten af 1970’erne skulle være den farligste imperialistiske magt, var der hverken økonomisk eller politisk belæg for. Allerede på dette tidspunkt var Sovjet presset i defensiven af våbenkapløbet USA. Men ud fra ræsonnementet “min fjendes fjende er min ven” støttede Kina ikke desto mindre kræfter i Den Tredje Verden som var ”anti-sovjetiske”, også selv om det var i alliance med USA. Eksempelvis var Kina en af de første lande, der anerkendte Pinochet-regimet i Chile efter kuppet mod Allende. Kina gjorde sine nationale og ideologiske modsigelse med Sovjetunionen til hovedmodsigelsen i verden. Sovjetunionen var ikke ”den farligste og mest aggressive imperialistiske magt i verden”, som resten af verden måtte gå sammen om at bekæmpe, som sammenbruddet af Sovjet-blokken viste, blot ti år senere viste.

I anden halvdel af 1970erne befandt Kina sig således i en vanskelig position. Den sovjetiske planøkonomiske model havde vist sig ineffektiv. Kulturrevolutionen satsning på ”den socialistiske bevidsthed som drivkraft havde skabt alvorlige konflikter i partiet og dets analyse af verden var ude af trit med virkeligheden.

KKP under Deng

Maos død i 1976, åbnede op for en ny analyse af verden og en ny strategi for Kinas udvikling. Deng Xiaoping overtog officielt ledelsen i 1978, to år efter Maos død. Deng havde været med i partiet siden begyndelsen i 20erne og samarbejdet tæt med Mao. Deng havde længe haft pragmatisk tilgang til udviklingen af socialismen: “Det betyder ikke noget hvilken farve katten har så længe den fanger mus.” ^[7]Deng Xiaoping. Quote from a speech at the Communist Youth League conference on July 7, 1962. China Daily, August 20, 2014. Denne holdning havde bragt ham ud i kulden under Kulturrevolutionen, men nu vendte stærkt tilbage.

Set i bakspejlet var Dengs politik overfor den frembrusende neoliberalisme, der kvaste alle socialistiske fremskridt fra i de forgange årtier, fornuftig. Bøj af for den globale kapitalismes pres som bambusgrene, men uden at knække, som det skete i Sovjetunionen. Brug neoliberalismens dynamiske kraft mod den selv, ved først at lade den medvirke at udvikle Kina produktionsapparat, for siden at bryde med den. Deng ville med denne kong-fu-taktik bruge kapitalismen til at udvikle forudsætningerne for socialismen. Denne tankegang er ikke ny. I det kommunistiske manifest beskriver Marx og Engels kapitalismens evne til at udvikle produktivkræfterne, men at det blot baner vejen for kommunisterne. Bolsjevikkerne brugte også markedsmekanismer og udenlandske investeringer til at kickstarte industrialiseringen efter revolutionen. Men for at forhindre at kapitalismen får overtaget er det af afgørende betydning at kontrollere og styre denne proces. Det var Deng fuldt ud klar over. I et interview i 1986 med den amerikanske TV-station CBS forklarer Deng sin politik: ^[8]Deng Xiaoping, “Interview with Mike Wallace of CBS 60 Minutes.” CBS, September 2, 1986. Here from All Asia Times, December 13, 2006. china.usc.edu

”Under Kulturrevolution herskende den opfattelse at kommunisme i fattigdom var at foretrække frem for en vis velstand med kapitalisme. … Men ifølge marxismen er det kommunistiske samfund baseret på materielt overskud. Først når det er etableret, kan princippet om et kommunistisk samfund realiseres, hvilket vil sige ” at enhver yder efter evne og kan nyde efter behov”. Socialisme er blot den første fase i udviklingen af kommunismen og etableringen af socialisme strækker sig selv over en lang historisk periode. … Der kan ikke eksistere kommunisme eller socialisme med fattigdom. Rigdom er ikke dårligt. Men hvad vi mener med rigdom, er helt forskellig fra hvad i mener. Rigdom i et socialistisk samfund betyder velstand for hele folket. Strategien for vores udvikling af socialisme er: først en udvikling af produktivkræfterne for derefter at skabe fælles velstand. I denne proces tillader vi, at nogle mennesker og nogle regioner bliver velstående først, med det formål at opnå fælles velstand hurtigere. Vores politik vil ikke medføre, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. For at være ærlig – vi vil ikke tillade etableringen af ​​et nyt borgerskab”

For at udvikle sig mod socialisme var det nødvendigt for Kina at udvikle sig teknologisk og øge produktiviteten. Dels for at udrydde fattigdommen i Kina selv, men det er også nødvendigt for de socialistiske lande at være i besiddelse den højst udviklede teknologi for at kunne bryde med kapitalismens dominans på verdensmarkedet og dermed fremme en global transformation mod socialisme.

Kinas åbning med den globale neoliberale økonomi var helt anderledes end Ruslands, Indiens, Sydafrikas eller Brasiliens. Årsagen til de store udenlandske investeringer var ganske vist de samme, den billige arbejdskraft og samtidig tilbød Kina en velfungerende infrastruktur. Forskellen mellem Kina og de øvrige lande er at åbningen mod verdensmarkedet ikke sker i en national neoliberal ramme, men i en statskapitalistisk form, med planøkonomiske træk. Her ser vi igen neoliberal chok-terapi, som i Rusland, der totalt ødelagde økonomien. Ifølge det kinesiske kommunistparti har den statskapitalistiske udvikling tre mål:

1.         at etablere en         højt udviklet, integreret og varieret industrisektor,
   
2.         at fastholde en         afbalanceret sammenhæng med landbrugssektoren,
   
3.         at opretholde         en national statslig kontrol med formen og graden af integration i         den globale økonomi. Først og fremmest ved at opretholde en         statslig kontrolleret finanssektor, statslig ejendomsret til jord         samt en betydelig statsejet strategisk industrisektor.

Forudsætningen for denne kontrollerede åbning mod neoliberalismen var opbygningen af landet under Mao 1949-76. Der var skabt en velfungerende landbrugssektor, en veludviklet infrastruktur, basis-industri og et højt alment uddannelsesniveau som grundlag for videre udvikling.

I de følgende 20 år blev der skabt 400 millioner nye industrielle arbejdspladser i Kina, hvilket stort set er svarende til Europas samlede befolkning. Gennem de seneste årtier har Kinas haft en vækst i nationalproduktet på omkring 10% årligt. Det er uden historiske parallel. Tidligere eksporterede Kina hovedsagelig tekstiler og sko. Sådan er det ikke mere. Nu er det også industrirobotter, elektronik, biler og højhastighedstog.

Kinas åbning mod den globale neoliberalisme var bestemt ikke uden omkostninger. Først om fremmest medvirkede den til at give kapitalismen en ny gylden ære på tre årtier frem til finanskrisen i 2008. Den billige kinesiske arbejdskraft skabte store profitter til kapitalen og billige varer til forbrugerne i ”Nord” og dermed et enorm vækst i det ulige bytte. Folkekommuner blev omlagt til familiebrug, men jorden forblev statsejet. Millioner af landarbejdere blev arbejdsløse og kom derved til at danne grundstammen af den billige arbejdskraft, der stod til rådighed for de nye kapitalistiske virksomheder i byerne. Det var disse arbejdere, der betalte prisen for den hurtige udvikling af Kinas produktivkræfter. En udvikling der også havde store konsekvenser miljøet. Det var ikke kun industriproduktionen, der blev outsourcet fra Nord til Syd, det var også den forurening, der følger med. Kinas industribyer er plaget af luftforurening og mangel på vand er et stigende problem. Korruption bredte sig. Alt dette udløste forskellige former for protester i befolkningen og skærpede arbejdskampe.

Amerikanske politikere var i 1990erne sikre på, at Kina med åbningen mod neoliberalismen ville ende som i Sovjet. KKP ville gå i opløsning eller blive styrtet ved et folkeligt oprør. Men de tog fejl. Dels havde KKP en helt anderledes og bevidst strategi i forhold til neoliberalismen. Den kinesiske stat forblev i fuld kontrol med finanssystemet, basale industrisektorer, infrastruktur og ejendomsretten til jord forblev statsejet, alt sammen en basis for en fortsat planøkonomisk udvikling. Dels er KKP helt anderledes forankret i det kinesiske samfund end SUKP var det i Sovjet i 80erne. Det kinesiske kommunistparti beskrives i vestlige medier som et autoritært og centralistiske regime. Men rent faktisk har partiet et fint forgrenet netværk i samfundet i form af gadekomiteer i byerne og landsbyråd i landområderne. De viste deres effektivitet i kampen mod covid-19-pandemien, hvor de havde det lokale afdelingen havde ansvaret for bekæmpelse af epidemien på lokalt niveau. Selv vestlig forskning viser at KKP nyder respekt i den kinesiske befolkning.

KKP har som historien viser, været præget af intern debat og kampe mellem forskellige politiske linjer. Men princippet om demokratiske centralisme medfører, at de ikke kommer til udtryk i den daglige politiske kommunikation, men i skift i strategier fra kongres til kongres.

Den neoliberale krise

Da den kapitalistiske finanskrise ramte verden i 2008, slap Kina relativt let. Først og fremmest fordi Kinas finans- og banksystem var på statslige hænder og ikke integreret i den globale kapitalisme. Men Kinas vækststrategi var baseret på eksport til USA og Europa og den faldt betydeligt. Mere end 20 millioner arbejdere mistede umiddelbart deres job. Men de fleste af disse migrantarbejdere, kunne vende hjem til landområderne, hvor de havde ret til bolig og grundlæggende sociale ydelser. Med finanskrisen indså KKP, at neoliberalismen ikke længere var en dynamisk kraft man kunne udnytte, men i stigende grad et problem i form af økonomisk stagnation, social ulighed og miljøproblemer. Det var tid at lægge kursen om.

Tidligere havde den økonomiske vækst været baseret på eksport til verdensmarkedet, men nu skiftede man til hjemmemarkedet. Det voksende hjemmemarked baserede sig på stigende lønningen i industrien og bekæmpelse af fattigdom på landet. Lønniveauet i industrien blev fordoblet i løbet af få år. Den voksende købekraft på hjemmemarkedet betød, at de fyrede arbejdere hurtigt kunne få ny beskæftigelse og at Kinas hurtige vækst kunne forsætte trods krisen i den øvrige kapitalistiske verden.

Den neoliberale globale kapitalismens glansperiode var forbi, stod USAs leder rolle i verden, svækket. Det betød stigende uoverensstemmelse mellem Kinas nationale projekt for udvikling og den globale neoliberalisme. Udenrigspolitisk kommer det til udtryk ved Kinas forsøg på at omforme international politik således at USA’s dominans brydes og der skabes et internationalt system med flere ligeværdige parter. Kina selv er atter trådt ind som centrum for verdensscenen. KKP har taget initiativer til at skabe en ny økonomisk og politisk orden – hjemme i Kina og globalt – mere uafhængig af den globale kapitalisme.

KKP på vej mod venstre

Krisen i neoliberalismen blev et vendepunkt i kinesisk politik. Kinas arbejderklasse skulle have større andel af den produktion de skabte. Desuden skulle udviklingen af landområderne prioriteres og dermed bekæmpelse af den tilbageværende fattigdom. Der skulle samtidig ske en genopretning det offentlige velfærdssystem. Udenrigspolitisk lancerede man ”the Road and Belt Initiative”. Det består af opbygningen af havne, lufthavne, veje og jernbanelinjer i Asien, Afrika og Latinamerika, med det formål at udvikle Syd-Syd samarbejde økonomisk og politik, mere uafhængigt af den dominerende kapitalistiske trekant USA, EU og Japan.

Men også andre initiativer viste at der blæste nye vinde. På en partikonference i november 2013 sagde Xi Jinping: ^[9]Xi Jinping (2013) The Governance of China. Vol 1 page83–86. Foreign Languages Press, Beijing 2014.

”Markedet mangler orden, og mange mennesker prøver at opnå økonomiske fordele ved uberettigede midler. … .. “vi må uforbeholdent konsolidere og udvikle den offentlige økonomi, fastholde den offentlige ejendomsrets ledende rolle som offentligt ejerskab, udfolde den statsejede sektors og uophørligt øge dens vitalitet og indflydelse. ”

I løbet af de seneste år har regeringen aktivt bekæmpet korruption med udvidet lovgivning og tilsyn med industrien og finansvæsenet i både den offentlige og private sektor. Samtidig er idealer om socialt ansvar og socialistiske værdier blevet italesat i partiet og i medier. Kina har kapitalistiske milliardærer, men det har ikke en kapitalistisk klasse, som kontrollerer staten. Indgrebet over for en af Kinas rigeste mænd Jack Ma, ejer af internet handelsportalen Alibaba og andre IT firmaer på grund af finanssvindel og manipulationer med markedet, demonstrer den kinesiske stats magt og vilje til at kontrollere kapitalen i landet

De voksende miljø og klimaproblemer som er resultater af den hastige industrialisering, bliver ligeledes adresseret. Kina producerer mere grøn energi end noget andet land i verden. Det har mere end halvdelen af verdens el-busser. Også internationalt har Kina stillet sig i front i bekæmpelsen af klimaforandringer. Når Kina Stiller sig mål handler de på dem.

Kinas evne til handling kom også til udtryk i bekæmpelsen af Covid-19-pandemien. Regeringen var hurtigt i stand ti at mobilisere store sociale og økonomiske ressourcer for folkesundheden. Læger, sygeplejersker, forskere, teknikere og millioner af almindelige borgere meldte sig frivilligt eller blev udsendt af deres arbejdspladser til bekæmpelsen af virussen lokalt. Epidemien blev inddæmmet i løbet af kort tid med færre end 5000 dødsfald, i et land med 1,4 milliarder mennesker. Kontrasten til USA, med over 600.000 døde ud af en befolkning på under 330. millioner er slående. Resultatet af denne succes i bekæmpelsen af pandemien kommer også til udtryk den globale økonomi. IMF har beregnet at Kina vil stå for 60% af den globale vækst i 2021, mens USA og EU stadig humper afsted for at komme ud af krisen.

I KKP ´s hundrede års historie er der begået mange fejl, men når regnebrættet gøres op er dets resultater imponerende. I 1921, da Kinas kommunistiske parti blev dannet, levede 474 millioner kinesere på et eksistensminimum. I 2019 havde de 1,4 milliarder kinesere ifølge Verdensbanken et gennemsnitligt BNP svarende til 17.000 dollars. Den 25. februar 2021 meddelte den kinesiske regering, at ekstrem fattigdom var afskaffet i landet. Opbygningen af landet under Mao havde lagt det fundament, oven på hvilket ”reform- og åbningsperioden” havde kunnet udvikle produktivkræfterne. Siden 2013 har den kinesiske regering brugt 1,6 billioner yuan (246 milliarder dollars) på at bygge 1,1 millioner kilometer nye veje på landet og forsynet 98 procent af landområderne med internetadgang. Regeringen har bekostet renovering af huse til 26 millioner mennesker og bygget nye huse til 9,6 millioner i de fattigste landområder. I 2019, da Kina trådte ind i den sidste fase af sin kampagne mod tilbageværende fattigdom sagde FN’s generalsekretær Antonio Guterres under et besøg: ^[10]Se talen her: https://www.un.org/press/en/2019/sgsm19779.doc.htm

‘Hver gang jeg besøger Kina, er jeg overvældet over hastigheden af ​forandring og fremskridt. I har skabt en af ​​de mest dynamiske økonomier i verden, og har samtidigt løftet mere end 800 millioner mennesker ud af fattigdom. Den største bedrift bekæmpelsens af fattigdommens historie.”

Det skal ses i sammenhæng med, at FN i 2020 rapporterede, at over 71 millioner mennesker – hvoraf de fleste befinder sig i Afrika syd for Sahara og det sydlige Asien gled tilbage i ekstrem fattigdom. Det er anslås endvidere, at den økonomiske krise forstærket af pandemien, vil drive yderligere 251 millioner mennesker ud i ekstrem fattigdom inden 2030 således at det samlede antal ekstremt fattige i verden vil overstiger en milliard. Kina resultat med at bekæmpe fattigdom i en sådan sammenhæng er ikke en tilfældighed, men et resultat af KKP indsats.

Siden oprettelsen af Folkerepublikken Kina i 1949, har KKP søgt at krydse sig frem i et verdenssystem domineret af kapitalismen. I Kina ”syr de med lang tråd”, det betyder at fastholde målet i det lange perspektiv. KKP ser transformationen til socialisme som en lang process, hvor kapitalismen, i form af kapitalistiske stater i omverdenen stadig er en betydelig og farlig faktor, for øjeblikket i form af USA aggressive adfærd. Men kapitalismen er også en faktor i Kina selv. Dels som kapitalistiske firmaer, der producerer for profit, dels i form af normer vaner og forbrugsmønstre hos individer. Neoliberalismen er ikke kun en økonomisk kraft, den er også en mentalitet, der trænger i vores tankegang i form af egoisme og ekstrem individualismen. Kapitalisme og socialisme eksisterer således side om side i denne lange historiske transformationsproces. Hvis kapitalismen kontrolleres og styres kan den medvirke til en udvikling af produktivkræfterne og dermed bedre forudsætninger for opbygningen af et rigt socialistisk samfund. Men for det kan ske, er det af afgørende betydning, at arbejderklassen og bønderne i form af KKP kontrollerer statsmagten. KKP har gennem de sidste hundrede år ”krydset sig frem mod vestenvinden” for at udvikle socialismen. Der er kapitalistiske milliardærer i Kina, men som klasse styrer de ikke landet.

Klassekampen fortsætter

Et særligt træk ved den kinesiske udgave af marxismen er som nævnt, at den ikke benægter, at klassekampen fortsætter i samfundet og dermed i partiet efter KKP tog magten i 1949. I perioden efter Maos død var der en bevidst stræben i partiet efter at nedtone klassekampens betydning, som i maoismens dage blev fremhævet. Med åbningen for det private initiativ fra 1980’erne gjorde en magtfuld højrefløj sin entré på den politiske scene. Det var ikke kun businessmænd, men også embedsmænd og partifunktionærer, som blandede deres kontrolfunktioner med samarbejde med kapitalen til gensidig fordel og til tider direkte korruption. Højrefløjen i KKP nyder også støtte i dele af den voksende middelklasse, der ser vejen til velstand går gennem kopiering af de økonomiske og politiske forhold i Vesten. Men det er væsentligt at bemærke, at de kinesiske bønder ikke tilhører højrefløjen. Til forskel fra de sovjetiske bønder forsvarede de ikke den private ejendomsret, men er derimod optaget af sociale og i dag også økologiske spørgsmål. De kinesiske bønder tilhører sammen med arbejderklassen venstrefløjen i KKP.

Den vedvarende konflikt mellem højre og venstre er altid blevet afspejlet i de politiske linjer og kampagner, som staten og partiapparatet har gennemført. I de senere år er venstrefløjen igen ved at vinde fodfæste. Med KKP ved magten i Kina er en socialistisk udvikling stadig mulig, men det kræver en mobilisering af arbejderklassen og bønderne. Med den kinesiske arbejderklasses historie i mente tror jeg stadig, der er et potentiale for en socialistisk udvikling i Kina. Det kan ske som fraktionskampe inden for partiet eller som et pres på partiets udefra.

På samme måde som Sovjetunionen spillede en rolle som allieret for de nationale befrielseskampe op gennem det tyvende århundrede, har Kina også potentiale til at spille en vigtig rolle i Syds kamp mod den globale neoliberalisme i det en og tyvende århundrede. Med Kinas nye centrale placering i verdenssystemet kan betydningen af et socialistisk orienteret udvikling i Kina næppe overvurderes. Det kan tippe den globale magtbalance afgørende til fordel for en socialistisk verdensorden.

Hvordan skal vi forholde os?

Kinas fremgang og dets bevægelse mod venstre på den ene side og USA’s faldende stjerne og dets politiske krise på den anden side, har ført til en ny global konfrontation mellem kapitalisme og forsøget på at udvikle socialisme, i form af modsigelsen USA – Kina. På det seneste G7-topmøde i juni 2021 angreb den amerikanske præsident Joe Biden Kina og forsøgte at få EU og Japan med til flere sanktioner og en politisk og militær inddæmning af Kina.

Hvordan skal vi, i vores del af verden, forholde os til den modsigelsen, som meget vel kan blive den vigtigste i de kommende år? Vi skal kunne balancere. På den ene side skal vi være kritiske, i forhold til de fejl der begås af KKP´s i forsøget på udvikle socialisme. Vi skal støtte kinesiske bønder og arbejderens kamp for bedre løn og arbejdsforhold. Jeg tror det er muligt at føre kampen for en socialistisk linje inden for parties rammer i en situation, hvor partiet bevæger sig mod venstre. Hvis man skal støtte en kamp mod KKP, skal man være meget sikker på at det er en kritik fra venstre med et socialistisk sigte – og ikke en liberal demokratisk prokapitalistisk bevægelse.

For på den anden side, er det afgørende at forsvare Kina mod aggressionen fra den amerikansk-ledet imperialisme og den nye kolde krigs dæmonisering af Kina. Kina er i dag, den eneste magt, der kan afbalancere USA og dermed skabe et mere multipolært verdenssystem, som er en forudsætning for at styrke den anti-imperialistiske kamp globalt. Et stærkt og socialistiske Kina kan være af afgørende betydning for en global transformation fra kapitalisme til socialisme.