En dobbeltkrise i form af flygtningestrømme og økonomisk kollaps har i flere år ramt Grækenland hårdt. En af konsekvenserne ses i hvorledes flygtninge uden sted at bo tvinges til at bo på gader og i parker. Græske såvel som internationale aktivister hjælper med direkte solidaritet ved at åbne tomme huse og omdanne dem til selvstyrende centre, der giver tag over hovedet og fungerer som et alternativ til lejre. Z er Dansk aktivist i Athen og fortæller her om forholdene i det squat hvor han var aktiv og de problematikker der opstår når 100 mennesker i trange kår skal leve sammen.
Den Græske hovedstad Athen har over det sidste årti været scene for gennemgribende forandringer som en følge af den økonomiske krise der har ramt landet. Denne krise er i Grækenland blevet yderligere forværret grundet landets placering som ankomststed for millioner af flygtninge på flugt fra krig, sult, hungersnød og håbet om et bedre liv i Europa. Intet sted er den dobbelte krise mere tydelig end i Athens Exarcheia bydel der omkranser udsigtspunktet Strefi Hill der giver udsyn til Akropolis og resten af byen der strækker sig mod havet og mod bjergene mod nord.
Exarcheia har i årtier været arnested for Athens anarkistiske bevægelse og været kendetegnet ved besatte bygninger omdannet til selvstyrende såkaldte ’squats’ til kulturhuse, teatre og koncertsteder samt selvstyrende cafeer. I kølvandet på flygtningekrisen er flere forladte bygninger blevet overtaget og omdannet til hjem for flygtninge der ikke har andre steder at tage hen. Et af disse ’refugee squats’ er kendt som Clandestina, der på Spansk betyder hemmeligt eller skjult. Bygningen er drevet i fællesskab af flygtningene der bor der og internationale aktivister der assisterer dem med hjælp til at vedligeholde infrastrukturen, kommunikation og lægehjælp.
En af disse aktivister er Z der oprindeligt er fra Danmark men har boet i Athen over det sidste år og deltager i den anarkistiske bevægelse i Exarcheia samt flygtninge solidaritetsarbejde.
“Clandestina tjener mindst to formål. På den side er det en besat bygning, som blev squattet af den primære årsag, at den græske stat er ude af stand til at give husning til de mange tusinde af flygtninge og migranter som strander i Athen. Clandestina blev åbnet i konteksten af, at store bølger af nyankomne flygtninge igen overflød Athens parker, i antal som mindede om de tidlige dage i 2015 da der endnu ikke fandtes alternative husnings muligheder så som squats. På den anden side er Clandestina også et forsøg på, at skabe et community som fungerer som basis for den daglige kamp, både internt blandt beboerne i bygningen samt med det bredere Exarcheia som et nabolag der er karakteriseret ved modstand. Exarcheia er en autonom bydel, hvor politiet er blevet smidt ud og kun kan færdes som undercover betjente, takket være årtier af militant modstand. I kampen for migranter og flygtninges rettigheder, er Exarcheia blevet et centrum – fraværet af politi, betyder, at det er forholdsvis let at besætte tomme bygninger, og tusindvis af hjemløse lever på nuværende tidspunkt i strukturer lignende Clandestina.”
”Clandestina er et forsøg på, at skabe en struktur, som forsørger folk med de basale behov som de mangler når de kommer hertil, eks. bolig, mad, vand, elektricitet, etc., men på en måde som er et alternativ til den paternalistiske tilgang som mange NGO’er og velgørenhedsorganisationer benytter. Mange af disse organisationer er baseret på en forretningsmodel, som fastholder folk i et offer og afhængighedsforhold samt frarøver dem enhver form for selvbestemmelse, hvilket er afgørende for at disse virksomheder fortsat kan drive forretning og skabe profit. Velgørenhed kan forsørge folk med vigtige basale ting som de desperat mangler, men derudover har det intet emancipatorisk potentiale. Det har intet revolutionært potentiale. Det skaber ikke et rum hvorfra folk kan organisere nogen form for modstand – det pacificerer og fastlåser folk i et afhængighedsforhold. Clandestina er et alternativ til dette, da det er beboerne i bygningen som har autonomien til at organisere deres daglige liv. Som anarkister hjalp vi med at finde bygningen, vi hjalp med at besætte bygningen i samarbejde med migranter, vi hjalp med at opsætte basale strukturer såsom barrikader, at tænde for vandet, elektriciteten, etc. Fordi vi kender nabolaget, kunne vi vise folk hvilke markeder der giver overskudsmad, hvilke græsrodsbevægelser som tilbyder lægehjælp, juridisk hjælp, etc., men Clandestina er ikke en velgørenhed, da det er beboerne selv som står for kontakten med disse grupper og den daglige kollektive organisering. Clandestina er et rum, hvor folk kollektivt genvinder den autonomi som de bliver frarøvet i den verden hvor papirer bestemmer hvem der er et menneske.
På nuværende tidspunkt bor der ca. 100 personer i bygningen, som består af 8 etager, seks af disse etager af til beboelse. To etager til enlige mænd, tre etager til familier, en etage til enlige kvinder, og derudover et Women’s Safe Space, et børnelegerum, lagerrum, køkken, og et fællesareal. Beboerne har organiseret en vagtplan og har en sikkerhedsvagt ved hoveddøren 24-timer i døgnet som lukker folk ind og ud af bygningen, og som desuden holder øje med politi og fascister. De har desuden organiseret en vagtplan for kollektiv rengøring samt madlavning.”
Køn og partnerstatus
Spurgt om grundlaget for opdelingen i køn og partnerstatus svarer Z
”Det er der flere årsager til. Voldtægt af migrant- og flygtningekvinde er enormt udbredt i lejre, på gaderne, og i squats – derfor er det afgørende for kvindernes sikkerhed, at man skaber rum hvor har en form for beskyttelse mod overgreb af mænd. Men man skal ikke tro, at problemet er løst, fordi enlige mænd og kvinder sover adskilte. Vold mod kvinder i familier begået af deres mand er enormt udbredt i bygningen, hvilket man ugentligt bliver opmærksom på. Women’s Safe Space, hvor de kvindelige beboer har møder sammen med kvinder udefra, enten fra andre squats, eller kammerater som deltager i nabolaget, er et forsøg på, at skabe et rum hvorfra kvinderne kan organisere sig, hvorfor det også har mødt enormt meget modstand fra mandlige beboer i huset. Det, at enlige mænd og familier sover på adskilte etager skyldes, at enlige mænd er en af de mest undertrykte grupper, af den årsag at de forventes at være i stand til at kunne klare sig selv, og derfor har de mindre adgang til hjælp end eksempelvis familier som har børn. Enlige mænd, som oftest er ret unge, ender nemt i problemer med misbrug, og slagsmål er meget udbredte. Det er generelt svært for enlige mænd at finde pladser i squats, da de møder mange fordomme, som paradoksalt bidrager til, at fordommene ofte går i opfyldelse.”
Som et selvstyrende center i midten af den anarkistiske bydel er der intet politi eller sociale myndigheder at tilkalde i tilfælde af konflikter. Dette skaber derfor nødvendigheden af at opfinde og opretholde strukturer der håndterer og opretholder værdigrundlaget om decentral og selvstændig organisering.
”En del af den her forestilling om at det skal være et selvorganiseret space er at måden hvorpå vi løser konflikter er kollektivt gennem fællesmødet der finder sted to gang om ugen, så hvis der er en episode hvor der har været en slåskamp der har fundet sted, bliver det nødt til at blive adresseret på fællesmødet i huset med alle til stede. Der er mange minoriteter i huset når det kommer til at tage beslutninger som ikke nødvendigvis udtrykker deres egen holdning men som kigger hvad majoriteten mener og så udtrykker den samme holdning af frygt for at gå imod strømmen af frygt for konsekvenser for om de bliver ved med at få noget at spise eller have et sted at bo. Vi har et forsøg på at have konsensus for at sørge for at alle har en stemme, at alle har indflydelse og at der ikke er en gruppe der kan dominere huset med deres egne beslutninger men i praksis er der mange udfordringer ved det og lige nu fungerer det ikke optimalt. Hvis ikke det var for de mange squats i Athen der huser tusindvis af immigranter og flygtninge ville gaderne være mere overfyldte med hjemløse end de er nu. Den her struktur med at tage tomme bygninger fuldstændig nødvendig og afgørende i en græsk kontekst og jeg tror der er brug for mange flere strukturer som dem her.”
Enormt potentiale
Spurgt om hvorfor han har valgt at bo i Athen og arbejde med strukturer som Clandestina:
Z: Athen, og særligt Exarcheia, har et enormt stort potentiale for anarkistisk organisering, og det er dét sted i verden, hvor jeg føler, at jeg rent praktisk har flest muligheder for, at forsøge at realisere nogle af de idéer som vi bærer. I forhold til flygtninge solidaritets arbejdet, så er det baseret på et solidaritetsprincip. De fleste af de mennesker som kommer hertil på flugt, enten fra krig, fattigdom, politisk undertrykkelse eller klimaforandringer, tilhører proletariatet, og i den forstand har vi også en fælles kamp imod de strukturer der undertrykker os. Den her måde at leve på er for mig også et alternativ til nationalstaten, der er en antikapitalistisk kritik i at ekspropriere tomme bygninger og kunne forsørge folk med mad vand og elektricitet uden at der er penge involveret. Exarcheia et eksempel på, at det kan lade sig gøre selvom det altid har mange udfordringer.
Mange danske aktivister har i flere år flokkes til Athen for at deltage i store mindedemonstrationer som årsdagene for mordene på den græske teenager Alexandros Grigoropoulos af det græske politi i 2006 og rapperen Pavlos Fyssas der i 2013 blev dræbt af det fascistiske Gyldent daggry. I daglig tale går Exarcheia og den græske anarkist bevægelse ofte som et eksempel til følge. Få bliver dog hængende så lang tid som Z der fortæller om behovet for nye aktivister.
Z ”Jeg tror helt sikker at bevægelsen hernede har brug for noget nyt liv. Den anarkistiske bevægelse, kan som sådan ikke omtales som nogen egentlig bevægelse. Den er enormt fragmenteret, og til en vis grad indspist og udbrændt. Der er en enorm splittelse mellem grupperinger, som i årenes løb har udviklet deciderede fjendskaber. Hvis vi kigger på Exarcheia som et nabolag, befinder det sig i en dyb krise. Det er ikke kun anarkister og migranter, som kan se potentialet i et nabolag uden politi. Forskellige mafiaer, særligt den albanske, har enormt meget indflydelse i nabolaget og salg af stoffer har overtaget mange offentlige rum, som tidligere var centrale for anarkistisk selvorganisering. Skyderier, knivstik, overfald, vold, mellem rivaliserende bander er et udbrændt fænomen i nabolaget. Der hersker en form for social kannibalisme, hvor vi, folkene på bunden af samfundet, æder hinanden op og dræber modstanden indefra. Jeg tror helt klart, at internationale anarkister, kan spille en stor rolle. Der er behov for ”nyt blod”, og folk som kommer hertil med en konstruktiv indstilling og en lyst til at skabe noget. Det er et meget internationalt nabolag og derfor har man også en plads hvis man kommer og kræver sin plads. Det man skal være klar over er, at der ikke kommer nogen og tager en i hånden. Der er ikke nogen der kommer og laver en introduktion eller en tre-dages trænings weekend. Man skal kræve sin egen plads og bevise at man er berettiget til at tage del i kampen. Det vigtigste jeg vil sige til internationale anarkister der overvejer at kommer herned, at hvis ikke i er forpligtet til at komme her og blive her i længere tid, er det bedre at man bliver væk. Man har et begreb hernede som man kalder ’anarcho tourism’ hvor folk har den her romantiske ide om Exarcheia som det er anarkistiske utopia minisamfund og der er mange der kommer herned kun med den ide om at opleve det for en tid og så tage tilbage til deres borgerlige privilegerede liv og det er der en ret stor modvillighed overfor. Hvis man er fastsat på at yde en indsats i nabolaget og de autonome rum så er man meget velkommen men man skal være her til det lange hårde træk.
Dagen efter dette interview blev lavet blev tre narkohandlere udvist af Clandestina og vendte efterfølgende tilbage med forstærkning og udøvede alvorligt hærværk imod huset og truede beboerne med knive og slagvåben. Clandestinas aktivister færdes nu under dødstrusler og trusler om vold, men fortsætter ufortrødent deres støtte og aktivitet til husets beboere. Til trods for at angrebet blev slået tilbage afspejler det dog den kaotiske situation som Exarcheia og den voksende befolkning af flygtninge gennemgår. Den ekstremt sårbare situation som mange befinder sig i gør dem til lette mål for stoffer som et middel til at tjene penge eller undslippe virkeligheden.
