Den anarkistiske bevægelse ramte gentagende gange forsiderne af verdens aviser i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede, efter at flere statsrepræsentanter var afgået ved en voldsom død i hænderne på en anarkist. Aviserne var sikre på at en international anarkistisk sammensværgelse var i værk, der var ment til at udrydde hver et statsoverhoved.
They want to intimidate us, but they will not succeed. Even if they struck down the head of the State it would make no difference, as he would soon be replaced. In addition to revolver shots they employ the pen, which can write what calumnies they please.
– Kong Leopold II af Belgien om anarkisme, den 21. november 1902 i The New York Times.
Den Internationale Konference i Rom for det Sociale Forsvar imod Anarkisterne
Hvordan, oprettelsen af InterPol og anarkisme hænger sammen, er en historie kun de færreste kender til. Men et dyk ned i historien bag oprettelsen viser, hvordan anarkisme var blandt hovedårsagerne til, at politiet fra hele Europa begyndte et samarbejde på tværs af nationale statsgrænser.
I 1923 blev The International Criminal Police Commission (ICPC)1, bedre kendt som InterPol, stiftet på en kongres i Wien. Forud for stiftelsen gik mange års samarbejde mellem mange forskellige europæiske politibureauer i kampen mod den internationale anarkistiske terror.
InterPol, som vi kender det i dag, kan spore sin oprindelse tilbage til 1898, hvor de herskende europæiske autokrater sendte repræsentanter til Rom for at deltage i den første anti-anarkistiske konference.2 Årsagen var frygten for en international anarkistisk konspiration, der havde som mål at dræbe samtlige royale og statsoverhoveder. Denne frygt var baseret på det store antal af statsledere, der var blevet dræbt over kort tid, og dette kombineret med dagspressens spekulationer gav hurtigt anledning til rygter om en international anarkistisk konspiration.3
Frygten for anarkisme breder sig
Frygten bredte sig hurtigt blandt kronede hoveder, og det var også kun med nød og næppe, at Kong Umberto af Italien undgik at blive likvideret af en anarkist. Never before had European statesmen and monarchs been assassinated in such rapid succession.4 En kendsgerning, der fik de ellers rivaliserende stater til at samarbejde imod den fælles internationale fjende, anarkismen.
Konferencen i Rom blev indkaldt efter attentatet på Kejserinden af Østrig-Ungarn, Elisabeth, som blev begået af en italiensk anarkist. Den første konference opnåede ikke meget andet, end at grundstenen for det senere samarbejde blev lagt, og at en protokol blev vedtaget uden at forpligte underskriverne. Men især viden blev delt, og nye politimetoder blev udbredt til andre stater: heriblandt portrait parlé (det talende billede), som indeholdt mål og informationer om kriminelle og politisk aktive, der nemt kunne videregives til andre politbureauer Europa over. Den eneste organisation, der i dag stadig gør brug af portrait parlé, er InterPol.5
International krig imod anarkismen
Den anti-anarkistiske konference i Rom blev altså begyndelsen på en række internationale forsamlinger af europæiske politbureauer, hvor den anarkistiske trussel stod øverst på dagsordenen. Konference i Rom lagde grundarbejdet for den anden anti-anarkistiske konference i St. Petersborg i 1904. Denne gang var USA’s præsident blevet dræbt af en anarkist, og Rusland indkaldte i frygt for anarkismen de andre europæiske magter. Til denne konference blev en hemmelig protokol underskrevet, som erklærede international krig mod anarkismen.6
Krigen udformede sig i overvågning af kendte anarkister og deling af information mellem politibureauer over statslige grænser, men de kunne ikke nå til enighed på punktet om oprettelsen af et centralt anti-anarkistisk efterretningsvæsen, som det var idéen at oprette i hver stat.7 Blandt de deltagende stater var også Danmark, som var blandt de lande, der underskrev protokollen.8
Over hele Europa blev nye anti-anarkistiske tiltag indført. Det blev blandt andet besluttet, at oprørsregeringer skulle nægtes anerkendelse og at anarkismen var en fjende af den sociale orden. Efter konferencen i St. Petersborg blev arbejdet mellem politibureauer over hele Europa dermed endnu engang forstærket: Der blev lavet aftaler om at udlevere anarkister til andre stater og om ikke at give anarkister et eneste sted, hvor de kunne finde ro til at organisere sig.
Vi ved, at protokollen fra 1898 stadig blev brugt så sent som i 1913-14. Det blev den i en korrespondance mellem Athen og Rom, hvor det blev lovet at videregive informationer om anarkister, der skulle rejse mod Grækenland.9
InterPol i verdenskrigene og genetableringen af InterPol
Under 1. Verdenskrig brød det samarbejde mellem politibureauer over statsgrænser ned, som før havde arbejdet hen imod en transnational politiorganisation. Krigen satte dog kun udviklingen på pause, for efter krigens afslutning fortsatte den med fornyet hast, og stiftelsen af InterPol fandt sted allerede i 1923. I mellemtiden havde samarbejdet ændret karakter, og fokus blev nu lagt på deling af kriminelle aktiviteter i bred forstand, og anarkister blev ikke længere set som den samme trussel.
InterPol havde, indtil nazisternes indtagelse af Østrig, hovedkontor i Wien. Herefter flyttede kontoret til Berlin og blev en funktionel del af det sociale kontrolapparatur i Nazi-Tyskland. InterPols arkiver over kriminelle blev brugt til at opstøve politiske afvigere og andre, der kunne true den nazistiske orden. Efter krigen gik der ikke længe, før InterPol var genoprettet og kom til at fungere mere eller mindre sådan, som vi kender det i dag.
Selv i dag er det anerkendt internt i InterPol, hvor det har sin oprindelse, om end det kun bliver overfladisk nævnt.
However, in Europe, the forms of international police cooperation that existed were oriented at protecting established autocratic political regimes and the fight against anarchism.10
The beginnings of international police cooperation efforts were largely rooted in anti-anarchist policies pursued by European governments in order to protect the status quo.11
InterPol is the oldest wide-scale mechanism for international police cooperation. Before World War I, international police cooperation was primarily viewed as a means of combating radical and violent political opponents.12
Anarkister optræder stadig som en specifik kategori af terrorisme i InterPols årlige rapport, og vi kommer nok aldrig til at kunne se os fri for, at InterPol holder øje med, hvad den anarkistiske bevægelse foretager sig verden over.
Kilder
- Mathieu Deflem – History Of International Police Cooperation, p.797
- Conférence Internationale de Rome pour la Défense Sociale les Anarchistes
- New York Times “THE ANTI-ANARCHIST CONFERENCE” 18 December, 1898
- Richard Bach Jensen – Journal of Contemporary History: The International Anti-Anarchist Conference of 1898 and the Origins of InterPol, p. 324
- Ibid p.334
- Mathieu Deflem p.796
- Ibid p.796
- Richard Bach Jensen p. 337
- Ibid p. 335
- ‘Evolution And Expansion Of Organized Police Cooperation’ by Solomon E. ARASE, Deputy inspector-General of Police Federal Republic of Nigeria. At a Presentation at the 83 rd InterPol General Assembly and Ministerial Conference held in Monaco France from Monday, 3rd –Tuesday, 4th November, 2014
- Abstract – The history of international police cooperation: a 150-year evolution in trends and approaches
- “The Development Of International police Cooperation Within The Eu And between The Eu And Third Party states: A Discussion Of The Legal bases Of Such Cooperation And The problems And Promises Resulting there of” Jacqueline Klosek, p. 610. Værd at notere er, at forfatteren her har valgt ikke at nævne anarkisme direkte, men den citerede kilde er fra Richard Bach Jensen, der direkte nævner anarkisme.
