I ABC København bruger vi meget tid på at arbejde med kammerater, der er varetægtsfængslede, men hvad vil det sige at være varetægtsfængslet? Er varetægtsfængsling virkelig hårdere end andre former for fængsling? Og hvorfor bruges varetægtsfængsling så ofte mod politiske aktivister?
Politiske aktioner og civil ulydighed bærer ofte en risiko for straf. Den straf kan komme i form af en fængselsdom, men det sker også ofte, at aktivister sidder i fængsel inden, de er blevet dømt. Det sker i form af varetægtsfængslinger. I begyndelsen af november måned afholdt ABC København et åbent møde om varetægtsfængsling som et politisk magtmiddel. Til arrangementet fortalte aktivister om deres egne erfaringer med varetægtsfængslinger og om, hvorfor tiden i varetægt var en langt hårdere straf end den egentlige afsoning af de domme, de senere fik.
Hvad er varetægtsfængsling?
Varetægtsfængsling er noget, der sker inden, der bliver afsagt dom i en sag. Når nogen er varetægtsfængslet, er de altså stadig ikke fundet skyldige i det, de er fængslet for, og der er stadig mulighed for, at de helt bliver frikendt. Der er altså ikke tale om en ”straf”, sådan som ordet typisk forstås. En varetægtsfængsling har til formål at frihedsberøve en person inden retssagen finder sted. Hvis man bliver idømt ubetinget fængselsstraf bliver tiden i varetægt modregnet i det der skal afsones.
Danmark udmærker sig både ved sin usædvanligt høje brug af varetægtsfængslinger og de urimeligt hårde vilkår, de fængslede sidder under. Blandt andre har FN flere gange kritiseret Danmark for begge dele. En nyere undersøgelse viser, at mere end hver tredje fængslede i Danmark sidder i varetægt. De forhold, varetægtsfængslede sidder under, er samtidig nogle af de hårdeste forhold, der findes i danske fængsler.
Hvorfor varetægtsfængsles aktivister så ofte?
Der kan være flere årsager til, at nogen varetægtsfængsles —- det kræves normalt at dommeren mener at der er enten flugtrisiko, risiko for påvirkning af efterforskningen eller gentagelsesrisiko. Udover de tre årsager kan en person også fængsles af hensyn til befolkningens retsfølelse, kaldet retshåndhævelsesarrest. Det er naturligvis umuligt at afgøre, hvad befolkningens retsfølelse kræver i den enkelte sag, og i praksis betyder det bare, at man kan blive varetægtsfængslet for en række udvalgte lovovertrædelser, selvom der hverken er risiko for flugt, påvirkning af efterforskningen eller gentagelse. Blandt de lovovertrædelser, som retten kan finde ”krænker befolkningens retsfølelse”, finder man blandt andet vold mod tjenestemand i funktion og groft opløb, som er nogle af de lovovertrædelser, venstrefløjsaktivister typisk anklages for efter sammenstød med politiet. Det betyder i praksis, at de krav, der normalt skal opfyldes for, at nogen kan varetægtsfængsles, ikke gælder i mange af de sager, der føres mod aktivister.
Virkeligheden i en arrest
Det bliver ofte antydet af folk, der aldrig selv har siddet i fængsel, at forholdene for indsatte i danske fængsler er for gode. Det afspejler ikke virkeligheden for de aktivister, der har fortalt om deres erfaringer med danske arrester. I Vestre Fængsel tilbringes op til 23 timer i døgnet på låste celler på otte kvadratmeter. Cellerne er udstyret med et vindue, der sidder for højt til, at man kan se ud ad det og en dør uden et håndtag, så det danner en blank flade. Den ene time man kan være udenfor tilbringes på en gårdtur sammen med nogle af de andre fanger. Altså med mindre, man sidder i isolation. Det er en straf, der kan gives administrativt til fangerne. Som isolationsfængslet møder man ingen andre mennesker end vagterne. Isolationsfængsling bliver betragtet af både EU og FN som en form for tortur, og kan fuldstændigt nedbryde et menneske. Dem, der har siddet i isolationsfængsling, har i mange tilfælde varige mén efter det.
De andre fanger, man sidder sammen med, kan også gøre oplevelsen værre. Normalt bliver der taget hensyn til, hvad en person er dømt for, når det skal afgøres, hvor deres dom skal afsones, så f.eks. mordere og lommetyve ikke skal sidde sammen. Det er ikke tilfældet for de varetægtsfængslede.
Siden der ikke er afsagt dom endnu, når nogen er varetægtsfængslet, bliver der ikke gjort forskel. En person, der er varetægtsfængslet for at slå en politimand, kan altså sagtens sidde sammen med mordere og voldtægtsforbrydere. I nogle arrester kan man endda tvinges til at bo på celle sammen, så man er låst inde med en potentielt farlig og utilregnelig person uden at kunne regne med at få hjælp, hvis noget skulle ske. Og det er almindeligt, at der sker både trusler, vold og andre overgreb i danske fængsler.
Fængselsbetjentene er det meste af tiden de eneste andre mennesker til stede. Der er ofte for få af dem på en afdeling, og man kan derfor ikke regne med, at de kommer, når man kalder. Heller ikke hvis det er akut. Når de kommer, er det typisk uanmeldt og en ubehagelig oplevelse. Fængselsbetjente banker ikke på, når dørene åbnes, hvilket kan ske på ethvert tidspunkt af døgnet. Det gør, at selvom man er isoleret fra kontakt med andre mennesker, er intet nogensinde privat. Betjentene kan også tage alt fra en uden varsel. De få ting man kan have, som breve og bøger, kan pludseligt blive fjernet, hvis betjentene beslutter det. Selv den celle, der måske har været ens hjem i flere måneder eller år, kan man miste uden varsel. Når man bliver flyttet, får man ingen begrundelse eller orientering om, hvor man skal hen. Fængselsbetjentene dikterer alt, og den mindste modstand kan straffes hårdt.
Alle forholdene omkring en varetægtsfængsling skaber konstant usikkerhed. Den usikkerhed bliver særligt forstærket af, at ingen ved, hvor længe de skal blive i varetægt. Typisk bliver en varetægtsfængsling forlænget af en dommer hver fjerde uge. Den forlængelse på en måned ad gangen kan blive ved i over et år. Den konstante usikkerhed er med til at gøre oplevelse hårdere og mere nedbrydende.
Forskelle på afsoning og varetægt
Almindelige domme på under fem år afsones i åbne fængsler. Enhver fængsling er et overgreb, og intet fængsel kan siges at være godt, men der er meget stor forskel på forskellige fængsler. Fængslerne ligger typisk i landbrugs- eller naturområder og har ofte ikke hegn. De indsatte passer typisk en almindelig arbejds- eller skoledag, eventuelt uden for fængslet, og kan derefter bevæge sig frit rundt på fængslets område resten af dagen. Der gives også udgang til de fængslede, hvor de kan tage hjem og besøge familie og venner.
Nogle fængslede afsoner også i lukkede fængsler, hvor forholdene er markant dårligere. Der er væsentligt mindre frihed, men stadig mere end for de varetægtsfængslede. Der er bedre mulighed for kontakt med omverdenen og for arbejde og uddannelse. Der er desuden meget mere vished om, hvad der skal ske. Man kender typisk datoen for sin løsladelse, og kan se frem til den. Kort sagt er ingen almindelig form for fængsling lige så hård som varetægtsfængsling.
En straf for livet til dem, der ikke er dømt
Det kan være svært at forstå for dem, der ikke har prøvet det, hvor hård en oplevelse det er at sidde i varetægtsfængsel. En aktivist beskrev det som at blive behandlet som om, man er mindre end et menneske, og at det er noget, man bliver mindre menneskelig af. De traumatiske oplevelser bliver ophobet, indtil de ændrer, hvem man er. Det kan påvirke livet for dem, der har været udsat for det, i mange år efter. For mange bliver det en af de hårdeste oplevelser i hele deres liv. Og varetægtsfængslingen er i virkeligheden slet ikke en straf i statens øjne. Statens straf er den tid, der tilbringes i et åbent fængsel med mulighed for udgang, arbejde, skolegang og alt det andet.
Brugen af varetægtsfængslinger er forkastelig. Ethvert indgreb i et menneskes personlige frihed er et overgreb på deres grundlæggende rettigheder, og det er vanskeligt at forestille sig et større indgreb end en varetægtsfængsling. Selv hvis man anerkender, at der i nogle tilfælde kan være behov for at begrænse nogens frihed, er varetægtsfængsling en ekstrem måde at gøre det på. Særligt når man tager højde for, at vi taler om mennesker, der ikke har modtaget en dom. Det sker jævnligt, at personer frifindes efter selv meget lange varetægtsfængslinger. Men selv i sager, hvor der afsiges en fængselsdom, er varetægtsfængslingen typisk usammenligneligt meget hårdere end den faktiske afsoning. Man skal også huske, at der bliver gjort forskel på, hvem der skal sidde i varetægt, og at politiske aktivister ofte har særligt stor risiko for varetægtsfængsling.
I de sager, ABC København har været involveret i, er det en uproportionalt stor del af fængslingerne der har været tilbragt i varetægt. Varetægtsfængslingerne er ofte blevet givet på tyndt og fejlagtigt grundlag, hvor beviserne handlede mere om tilknytning til den udenomsparlamentariske venstrefløj end om konkrete beviser for en konkret forbrydelse. Vores opfattelse er, at varetægtsfængslingerne bruges som et politisk magtmiddel mod dem, der udfordrer samfundets normer og rammer. Det er en straf der er hårdere end det man normalt kan idømmes, og som bruges selektivt mod dem, staten ser som en trussel. Varetægtsfængslinger giver mulighed for at straffe dem, der ikke kan dømmes og for at forfølge grupper, man ønsker at skade, uden at man behøver at indrømme, at det er det, der sker. Det er derfor vigtigt at sige fra over for den praksis og støtte dem, der bliver udsat for den. I ABC København arbejder vi for løsladelsen af alle fanger, men varetægtsfængslingernes brutalitet gør det særligt vigtigt at kritisere og modarbejde dem.
Ingen er frie før alle er frie!
